Plader

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 02 - side 68-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Karlheinz Stockhausen: Zyklus, Kontakte, Klavierstücke V & IX. Jonny Axelsson og Fredrik Ullén. Caprice CAP 21642.

Når man ser en cd med Kontakte plus noget andet af Stockhausen, tænker man efterhånden automatisk: nå ja - og Zyklus plus Refrain. For denne sammenstilling er nu brugt tre gange, og den er da også nærliggende. Så får man kun brug for tre musikere: En elller to pianister og en eller to slagtøjsspillere, alt efter, hvordan man disponerer i Refrain.

Sådan er kombinationen på CD 6 fra Stockhausen Verlag, hvor musikerne er Christoph Caskel, Aloys Kontarsky og Karlheinz Stockhausen, CD 310 020 H1 fra Koch-Schwann, hvor Mircea Ardeleanu, Fred Rensch og Bernhard Wambach prøver kræfter med disse hovedværker fra det 20. århundrede, og på Accord una corda 202742 spilles de af Florent Jodelet, Gérard Frémy og Jean-Efflam Bavouzet. Men man kan også stifte bekendtskab med Kontakte alene på Wergo WER 6009-2 med Christoph Caskel og David Tudor eller i en nyere optagelse på Ecstatic Peace! E#87 med William Winant og James Tenney. Og endelig er der så Music & Arts CD-648, hvor Steven Schick og James Avery spiller værket og sammen med et par andre musikere opfører Bartóks Sonate for to klaverer og slagtøj - det værk, som Stockhausen skrev sin specialeafhandling om i 1951 ved Staatliche Hochschule für Musik i Köln.

Kontakte er altså blevet indspillet seks gange (syv, hvis man medregner versionen uden instrumenter (Stockhausen Verlag CD 3)), hvoraf de tre er i den ovenfor nævnte kombination. Alle disse seks cd'er kan, så vidt jeg ved, stadig fås. Af disse hævder den førstnævnte sig naturligvis alene i kraft af, at Stockhausen selv har sat det blå stempel på den, og den er da også både udførelsesmæssigt og indspilningsmæssigt af høj kvalitet. Wergo-indspilningen er interessant, fordi det er den første (udgivet første gang på lp så tidligt som 1964) - og optagelsen er for de instrumentale partiers vedkommende fra dagen før uropførelsen d. 11. juni 1960 ved ISCM-festivalen i Köln, altså virkelig en historisk optagelse. Accord-indspilningen er imidlertid nok den hidtil bedste, både udførelsesmæs-sigt og optagelsesteknisk. Men resten er bestemt også værd at lytte til, ingen falder igennem - og det er spændende at studere, hvor stort og forskelligt et præg musikerne kan sætte på dette værk, som jo for størstedelens vedkommende består af elektroniske klange.

Men altså: I halvdelen af Kontakte-indspilningerne er kombinationen den førstnævnte. Her kommer nu imidlertid nr. 7 (eller 8), en ny indspilning, som lader Refrain blive erstattet med Klavierstück V og Klavierstück IX. Og dét er ingen dårlig idé.

I sig selv er valget af klaverstykker imidlertid konventionelt. Nr. V og IX er nemlig de af Stockhausens klaverstykker, som ved et flygtigt blik i noderne forekommer lettest at spille (bortset fra det ultrakorte og Mikrokosmos-lette nr. III, som er færdigt, næsten før det er begyndt, og som altid opføres sammen med nr. I, II og IV). Jeg skal ikke begynde at opremse indspilninger igen, for der er mange: Kontarsky, Henck, Wambach, Körmendi, Klein etc.

Nr. V ser dejligt afslappet ud med masser af luft mellem noderne uden taktstreger, og nr. IX starter med den samme akkord 142 gange - så går den tid da, og resten er vel nok også til at finde ud af… Man bliver klogere. 'Resten' er for en stor dels vedkommende så svært, at det virkelig giver krampe i fingrene og sved på panden, og er det egentlig så enkelt at spille en akkord næsten halvandet hundrede gange, så det ikke bliver til tomme gentagelser, men så akkorden kommer til at stå som en klanglig søjle, hvis svingninger virkelig kan mærkes? Og ornamenterne i nr. V kræver sandelig et vist overskud for virkelig at fremtræde som ornamenter!

I denne indspilning fremtræder disse to nok mest indspillede Stockhausen-klaverstykker helt igennem tilfredsstillende. Fredrik Ullén har overskud til virkelig at lade stykkerne leve og til at danne den besynderlige, aldeles uiden-tificerbare bund under det hele, som vidner om det pianistiske overskud og overblik, og som vel hidtil kun har kunnet høres helt tilfredsstillende i Aloys Kontarsky-indspilningen fra 1967 (SONY S2K 53346).

Zyklus spiller Jonny Axelsson med en afslappet slentren ind i den komplicerede klangverden i et arsenal af slagtøjsinstrumenter. Og han viser stykket igennem mod og overskud til virkelig at skabe den nødvendige mængde ro, så de forskellige gestalter og strukturer får den nødvendige profil. Her er en udtryksstyrke, et mod til pauser, som lader hver enkelt del blive anskueliggjort.

Hvad så med Kontakte, et værk, som er et af Stockhausens vigtigste, og som sammen med en håndfuld andre kom til at markere, at man nu endegyldigt var gået ind i århundredets anden halvdel? Den præstation, som vi her kan høre, kan jeg karakterisere med to ord: Ligevægt og dybde. Ligevægt mellem det instrumentale og det elektroniske - klaver og slagtøj træder ikke frem i kunstig fremhævelse, men med selvfølgelig vægt som en del af helheden. Og dybden viser sig i instrumentalisternes lydhørhed, i evnen til ikke blot at spille det, der står (det hele er eksakt noteret) og ikke blot at lytte efter hinanden, men til virkelig at lytte sig helt ind i helheden, hvor klangene mødes og glider over i hinanden, så de instrumentale partier fremstår med prægnant selvfølgelighed og samtidig indgår i en organisk helhed sammen med elektrofonien. Hermed understreger de værkets fascinerende dobbelthed: På én gang bestående af momenter, som træder frem med profileret individualitet, og sammenbundet af overgange fra klangfarve til klangfarve.

Her er en nuancerigdom både i tid og rum, som er ganske overbevisende. Her er en lytten efter to dimensioner, så de føjer sig ind i hinanden på ægte musikalsk vis. Denne indspilning kan stilles ved siden af Stockhausen Verlags og Accords. Men hvis den er den eneste, man ejer, er man alligevel ikke snydt - og at få Zyklus og klaverstykkerne ved siden af er jo kun en gevinst mere! Kort og godt: Denne cd er en herlig oplevelse.

Bernhard Lewkovitch: 6 Partitas for Brass og 12 Chorales for Brass. Royal Danish Brass. Kontrapunkt 32309.

Apollo's Art. 3 Salmi op. 9, Anthems to the Blessed Virgin, Tre madrigali di Torquato Tasso op. 13, Via Stenonis, Apollo's Art - Four English Madrigals, 3 Passionsmotetter - ad honorem Tomàs Luis Da Victoria og Pater Noster. Det Jyske Kammerkor og medlemmer af Aarhus Symfoniorkester, dir. Mogens Dahl. dacapo 8.224152.

Det første, jeg kom til at tænke på,

da jeg havde startet cd'en med messingblæsere, og Partita nr. 1, "Ach Gott vom Himmel" fyldte rummet, var Stravinskys bearbejdelse af Bachs Canonische Veränderungen über das Weynacht-Lied: Vom Himmel hoch da komm ich her (1747): Choral Variations fra 1956. Den festlige messingblæser-klang er ganske den samme som hos Stravinsky, og forholdet til traditionen i disse seks partitas over salmer af Johann Walter o.a. er som både Bachs og Stravinskys: Som Bach bearbejdede melodier fra 1500-tallets lutherske tradition, broderede Stravinsky videre på Bachs værk.

Lewkovitch forholder sig på samme måde til disse koraler, idet han på én gang synes at tage afsæt i Bachs og Stravinskys praksis og stil. Stravinsky forholder sig i det nævnte værk bearbej-dende til Bach-satser, hvor han i andre værker tager stilen som udgangspunkt. Lewkovitch tager koralerne som udgangspunkt for variationer, som Bach ville gøre det, men udgangspunktet er tillige Stravinskys stilistiske grundlag. Dette skaber en raffineret dobbelt-bundethed.

Det forhold til traditionen, som her viser sig, er typisk for Lewkovitch: Han forholder sig konstruktivt og traditionsfornyende til kirkens praksis. Det gælder ifølge sagens natur primært den romersk-katolske kirke, som Lewkovitch selv tilhører, men som så mange andre steder demonstrerer han her et levende forhold til den lutherske kirke. Og behandlingen af de seks koraler kan ligefrem høres som en anskueliggørelse af æstetikken hos Lewkovitch: Med det Bach/Stravinsky-agtige præg som udgangspunkt bevæger vi os fremad i et kontrapunktisk og harmonisk spil, som udvider det stilistiske rum uden at forlade det. Det per-sonlige præg svæver ikke frit i luften, men er forankret i en sfære, som kan sammenlignes med kirkens rum eller gudstjenestens praksis. Selve det ceremonielt festligt/højtideligt klingende ensemble, de traditionsladede melodier og det klart definerede stilpræg danner det musikalske rum, i hvilket dialektikken tradition/fornyelse udfolder sig. Også det andet koralsæt forbliver i dette rum.

Noget lignende kan siges om kor-værkerne på den anden cd. Her er det kronologiske og det stilistiske spektrum bredere, men på en forunderlig måde etableres alligevel en enhedsfølelse - som understøttes grundigt af Det Jyske Kammerkor, hvis vokalklang her er særdeles skønhedsdyrkende i traditionel forstand. Det klinger så smukt, at en vis monotoni ligefrem kan indfinde sig - et ikke ukendt kirkeligt fænomen! - og dét er synd. For den enhed, der kompositorisk er tale om, er spændende nok og indeholder elementer fra klassisk poly-foni over neoklassicisme til nutidige fænomener, som virker ganske stærkt, når de kompositorisk anslås så diskret som her, men som måske nok kunne trænge til en klarere profilering i udførelsen.

Således kan det ligefrem være foruroligende efter de på én gang køligt og engageret klingende 3 Salmi fra 1952 og Anthems to the Blessed Virgin fra 1994 at møde Tre madrigali di Torquato Tasso (1955): På én gang skuende tilbage til renæssancen og modernistisk anfægtet som Stravinsky eller sågar Messiaen. Også i Via Stenonis (1987) er der noget på færde - igen ud fra et Stravinsky-agtigt udgangspunkt - som på en mærkelig indirekte måde bliver en musikalsk afspejling af værkets første tekst, Stenos berømte: »Skønt er det, vi ser, skønnere det, vi ved, langt det skønneste er dog det, vi ikke fatter«.

Og efter Apollo's Art (1993) og Passionsmotetterne (1996), som hver på sin måde forener det udtryksfulde med det diskrete og kortfattede - en sen og personlig afspejling af en både Stra-vinsky- og Webern-agtig udtryksmåde - ja, så er det rituelle, statiske mønster med gentagelser i Pater Noster fra 1983 af helt overraskende formelagtig virkning og træder frem som en række ophøjede skulpturer, bønnen anskueliggjort som musikalske 'personer' udsat for skiftende belysning. Man bliver her mindet om Stockhausens formelprincip. Pater Noster klinger bestemt ikke som Stockhausen (snarere som stiliseret Stravinsky!), men den gradvise musikalske anskueliggørelse af noget 'fremmed', som kommer til syne i rituel form og bringes til at klinge som menneskelig ytring, virker i samme retning som den specielle stockhausenske gestaltning af bønnen eller det mere alment religiøse. Vi slutter her helt pointeret i kirkens rum.

Begge disse cd'er kan give gode musikalske oplevelser, men man skal så afgjort indstille sig på at finindstille sin lyttemåde til opfattelse af nuancer inden for en i sjælden grad sammenhængende helhed. Når man har gjort dette, vil man opleve, at værkerne på begge cd'er sup-plerer hinanden, og at man kan gå på op-dagelse længe i disse musikalske 'rum'.

Anders Brødsgaard: Dreamfragments. Dreamfragment for violin, Joker for klaver, Klavertrio, Requiem for klaver, Traumfunken for violin og klaver, Hymne I og Hymne II for klaver og Præludium for cello. Den Danske Trio og Johannes Søe Hansen. Classico CLASSCD 321.

Anders Brødsgaard er født i 1955 og er

i sin musikalske udvikling blevet inspireret af så forskellige komponister som The Beatles, Sibelius, Messiaen og Stockhausen. Han har studeret på musikkonservatorierne i Odense og Århus hos bl.a. Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård, og han har deltaget i feriekurserne i Darmstadt.

Dette peger hen mod en ret så vid horisont, og det samme gør værkerne på denne cd. I en prisværdigt klart udformet note i ledsageheftet redegør Brødsgaard for udgangspunktet for alle de her præsenterede værker: Svingningsforhold mellem overtonerne, som transponeres ned til rytmik og form. Denne musikalske grundtanke har været kendt siden Stockhausens artikel "…wie die Zeit vergeht", og den genfindes i de forskellige former for spektralmusik, som i flere årtier på så overbevisende måde har gjort sig gældende hos komponister verden over. Frankrig har længe med komponister som Grisey, Murail, Dufourt, Levinas og Dalbavie stået i første række, og vi genfinder tendensen fx hos englænderne Harvey, Benjamin og Dillon, canadieren Vivier, rumæneren Radulescu - og Per Nørgård, som ligesom fx Stockhausen, italieneren Scelsi og La Monte Young fra USA på forskellig vis har udviklet spektrale udtryksmåder gennem 50erne og 60erne. I dette spændende felt befinder Brødsgaard sig, og dér befinder han sig efter disse værker at dømme særdeles godt.

Det høres i Dreamfragment (1989), hvor den samme akkord præsenteres af violinen som akkord, melodi, flageoletakkord etc. Det fremtræder klart i Joker (1990), hvor de samme proportioner optræder som overtoner og polyrytme, og i Requiem (1992), hvor idé- og stilfællesskabet med en komponist som Murail er eksemplarisk tydeligt: Overtoner sætter en subharmonisk akkords strenge i svingninger, og flygelet bliver til »et passivt klanglegeme, der modtager og forstærker omverdenens vibrationer«, mens stykket rytmisk er baseret på en grundvarighed, som divideres i mindre enheder.

Også i Hymne I og Hymne II (1994), som oprindelig blev komponeret som ét stykke og senere 'klippet over' på midten, findes et raffineret spil mellem elementer og proportioner, denne gang som en hyldest til Messiaen, hos hvem den spektrale tanke ligeledes gør sig stærkt gældende. I Præludium (1994) benyttes strengenes overtoner på ganske spøgelsesagtig vis, og dette indtryk forstærkes af fragmenter af Bachs cellosuiter.

Endelig er der så de to værker, som for mig at høre gør det stærkeste indtryk: Klavertrio fra 1996 og Traumfunken fra 1990. Disse værker fængsler fra første øjeblik, det første genem en overbevisende formulering à la Bartók eller Berio med en virkningsfuld overgang fra kontinuerlig strøm til gådefuld opløsning i afsnit adskilt af pauser efterfulgt af et dramatisk spil, det andet gennem en bevægelse i de højere luftlag med virtuose skalabevægelser, som havner i det helt surrealistisk-uhyggelige. Det er virtuost, fængslende og overbevisende - og prøver man at indkredse, hvad der egentlig er på færde, forsvinder det som sand mellem fingrene. Det er en musik, som ikke lader sig sætte i bås.

Det sidstnævnte gælder egentlig alle stykkerne på denne cd. De er i sig selv beviser på, at musikken kan udvikles ad selvstændige veje gennem fælles tendenser. Ligesom mange andre komponister, som benytter sig af de spektrale muligheder, er også Anders Brødsgaard i stand til at omsætte denne ide til et personligt udtryk. Og de fire musikere - Johannes Søe Hansen og Den Danske Trio (Rosalind Bevan, Bjarne Hansen og Svend Winsløv) - lader dette udtryk nå frem til lytteren på en måde, som ikke efterlader nogen tvivl om, at Anders Brødsgaard er en af de mest spændende danske komponister i den 20. århundredes sidste årtier og i det nye årtusinde, som indvarsles med værker som disse.

Indra Rise: The Return, Three Coloured Stories, String Quartet, Out of the Darkness og Pictures of Childhood. Antra Biga?ca, Ilze Urbane, Leons Veldre, Sergey Fedorenko, Indra Rise, Riga String Quartet, Renars Lacis og Ingrid Aareskjold. dacapo 8.224142.

Med denne cd får man lejlighed til at

uddybe bekendtskabet med Indra Rises musik, og ledsagehæftet giver en række oplysninger om komponisten: Indra Rise er født i 1961 i Letland, er uddannet som pianist og komponist i hjemlandet og begyndte i 1993 på et videregående kompositionsstudium ved konservatoriet i København hos Niels Rosing-Schow og Ivar Frounberg. Hun har nu varigt slået sig ned i Danmark.

Både noterne og værkerne på denne cd bekræfter det indtryk, jeg tidligere har fået af Rises musik: En tilknytning til traditionens udtryk på en måde, som signalerer nostalgi - men som forbinder denne med nutidige former for udtryk i en særegen dobbeltbundethed. Som det træffende siges: Det er en musik »i eksil«.

Således synes nostalgien at være selve udgangspunktet for musikken: Klaverværket Three Coloured Stories fra 1985 betegnes som Indra Rises første væsentlige komposition, og her ses der gennem musikalske illustrationer til den lettiske forfatter Imants Ziedonis' Farvede Eventyr tilbage på barndommen med et præg af fabulering og leg med kendte stiltræk. I String Quartet (1991) fortsættes denne tendens i en kombination af neoklassicisme og folklore à la Bartók. Og i The Return (1997) for sopran, fløjte, cello og akordeon med tekst af den lettiske digter Karlis Skalbe anvendes »aleatoriske principper og stedvis specielle spilleteknikker« - men indtrykket er satser med hovedvægt på det melodiske, som formår at give udtryksfulde billeder af digtenes indhold videre: »Hvor kært er mit hjem, /rundt omkring blomstrer stilheden.«

Men når man så har vænnet sig til dette præg af længsel og følsomhed, overraskes man ganske af Out of the Darkness (1993) for altsaxofon. Her møder man skarpe og præcise udsagn, som er helt insisterende i et fremadstræbende præg af nutid. Der er drama i dette spil mellem konflikt og stræben efter forløsning, som ifølge Indra Rise skal leve videre hos lytteren, efter at musikken er ophørt - og det gør det også. Et præg af længsel er således her blevet til selve stykkets ide, ført igennem med en konsekvens, som rækker videre end musikken selv. Den åbne musikalske form viser sig her på en uventet måde og på et uventet sted.

Når man har hørt de fire første værker på cd'en, er man således blevet overbevist om, at der her er tale om en komponist, som har noget på hjerte, og som har mod til at stå fast ved det, også når der viser sig musikalske brudflader og konflikt. Men Pictures of Childhood (1996) for mezzosopran og elektronik er for mig cd'ens absolutte højdepunkt. Her er en karakteristisk benyttelse af »barndomsbilleder« med titlerne "Rejsen", "Angst" og "Vuggevise". Der er imidlertid ikke tale om en ureflekteret skildring af det tabte barndomsland, men derimod via elektrofonien og de vokale udtryksmuligheders mangfoldighed om en rejse ind i barndommens på én gang arketypiske og absurde forestillingsverden med fantasibilleder og drømme. Værket synes at ramme lige ind i éns egne billeder helt tilbage fra tiden, før sproget blev til.

Således lykkes det for Indra Rise at almengøre følelser, forestillinger og billeder i en forening af fortid og nutid, som rækker ud over den personlige baggrund, men som fastholder denne som udgangspunkt. Denne cd viser, at tankevækkende og vedkommende værker kan blive til i et sådant kunstnerisk spændingsfelt.

Duo Takemitsu - Toward the Sea. Jean Baptiste Loeillet: Sonate i e-mol af 12 Sonater op. 3; Toru Takemitsu: Toward the sea; Peter Bruun: Omveje; Jean Françaix: Sonate (1984); Benjamin Godard: Suite op. 116. Marianne Leth og Anders Borbye. Classico CLASSCD 319.

Dette er en blandet samling, som

strækker sig over tre århundreder, og som både rummer transskriptioner og værker, som er skrevet for duoens to instrumenter: Fløjte og guitar.

Ældst er Loeillets sonate (udgivet omkring 1729), som spilles udadleligt (continuo-stemmen er arrangeret for guitar af Anders Borbye). Benjamin Godards suite fra slutningen af det 19. århundrede er oprindeligt for fløjte (skrevet til Paul Taffanel) og klaver eller orkester; den præsenterede version er arrangeret af Henner Eppel og Volker Höh. Det er tre små stemningsbilleder fra Paris, som ikke efterlader noget dybere indtryk. Mere gods er der i sonaten af Jean Françaix, hvor komponisten nok forholder sig til sagen på den ventede diverterende vis, men hvor det sker med et neoklassicistisk håndelag à la Poulenc. Det firesatsede værk rammer plet med elegance og præcision.

I modsætning til de tre franske værker, som er hentet fra forskellige hjørner af traditionen, repræsenterer Takemitsus og Bruuns stykker det nutidige tonesprog. Takemitsu viser sig imidlertid her som i adskillige andre værker fra de senere år fra den mere konventionelle side. Toward the Sea, som i øvrigt var det første værk, duoen arbejdede med, er et smukt og følsomt værk. For mig at høre tangerer det imidlertid et overfladisk new age-præget udtryk med sit misforhold mellem formålet (støtte til Greenpeace's kampagne "Red Hvalen" i 1981) og udtrykket, som på kultiveret vis bliver på overfladen af det smukke, uendelige hav. Her er tale om en griben tilbage til traditionens virkemidler, velment, men ikke spændende.

Peter Bruuns Omveje er cd'ens mest fængslende værk: Fire klart profilerede satser, som på forskellig vis udforsker hver sit enkle materiale. Her møder vi både det spanskklingende, som jo er nær-liggende, når guitaren er inde i billedet, og som udvikler sig til det helt ekstatiske i 3. sats, "Espressivo" og det meditative i 4. sats, "Efterklang" - her lyser instrumenternes klang i et virkningsfuldt statisk spil som en uro, som langsomt drejer rundt om sig selv og viser nye glimt af de samme former og farver.

Det er ikke de store musikalske højder og dybder, man møder på denne cd. Men musikerne præsenterer værkerne med sikkerhed og velklang, og man får lyst til at høre dem spille noget mere profileret. Det bliver der forhåbentlig lejlighed til. Dette værkudvalg vil i hvert fald ikke skræmme nogen fra et genhør.

Olivier Messiaen: Messe de la Pentecôte, Niels Marthinsen: Heroisk etude nr. 2a og 2b; Petr Eben: Musica Dominicalis. Christian Præstholm. Classico CLASSCD 902.

Christian Præstholm giver her en

aldeles overbevisende fortolkning af tre orgelværker, ét særdeles kendt og to, som i hvert fald var ukendte for mig.

Messiaens Messe de la Pentecôte fra 1950 stammer ligesom Quatre études de rythme fra Messiaens mest eksperimenterende periode. Her optræder nogle af Messiaens mest yndede virkemidler: Indiske rytmer, 'rytmiske personer', fuglesang og musikalsk illustration af bibelske tekster, heriblandt en apokryf tekst, De tre Mænds Lovsang, en tilføjelse til Daniels Bog, som også Stockhausen har anvendt i Gesang der Jünglinge, og som forbinder pinsens ildmotiv med den universelle hymne. Dette leder frem til 5. sats, "Åndens blæst", som i denne fortolkning virkelig får karakter af et mægtigt, glødende vindpust.

Musica Dominicalis af den tjekkiske komponist Petr Eben er skrevet i 1958, måske som en art skjult protest mod det kommunsitiske regimes anti-kirkelige politik, i hvert fald ifølge komponisten skrevet for skrivebordsskuffen og senere overraskende nok et af hans mest opførte værker. Som Messiaen ser også Eben fremad i dette værk i apokalyptiske visioner, hos Eben både idémæssigt og musikalsk mere konkret historisk end kosmisk anskuet.

Og endelig antyder Niels Marthinsen i hvert fald i titlen Heroisk etude et eller andet fremadskuende og storladent. Det heroiske er dog her mere sagligt-ironisk anskuet: det hentyder til løsningen af rent kompositionstekniske problemer, som komponisten, musikeren og instrumentet i det givne rum har tilfælles. I Etude 2a (1999) er der tale om en bevægelse nedad i tonehøjde, men opad i styrkegrad og tæthed, hvilket automatisk medfører, at organisten må sætte tempoet ned. Interpreten, instrumentet og rummet bliver således tilsammen bestemmende for tempoet. Det omvendte er tilfældet i Etude 2b, hvor bevægelsen foregår opad mod en tyndere og tyndere sats. Her er med andre ord tale om en 'Orgelets Zeitmasse', som virker både morsom og fængslende.

Fængslende er også det rette ord til en karakteristik af denne orgel-cd. Christian Præstholms spil har jeg oplevet live nogenlunde samtidig med, at jeg første gang fik lejlighed til at høre denne cd, og jeg synes, at indtrykket i imponerende grad er overført fra engangsoplevelsen i kirkerummet til cd'ens udnyttelse af stereoanlæggets muligheder. Denne gode indspilning af væsentlige værker kan varmt anbefales.

Book of Motion. Svend Hvidtfelt Nielsen: Into the Black; Carl Nielsen: Tre Klaverstykker op. 59; Erik Norby: 5 sange til digte af Paul la Cour; Poul Ruders: Star-Prelude and Love-Fugue; Lars Graugaard: First Book of Motion. Bente Stenger Gram, Christina Andersen, Berit Juul Rasmussen, Tomoko Takanashi, Kristine Becker Lund, Marilyn Mazur og Det Fynske Musikkonservatoriums Sinfo-nietta, dir. Flemming Vistisen. Det Fynske Musikkonservatorium 1999.

Denne cd er udgivet i anledning af

Det Fynske Musikkonservatoriums 70 års jubilæum i 1999. Ifølge noten af rektor Bertel Krarup afspejler den »enkelte af det seneste års koncerter og dokumenterer den nære tilknytning til dansk musik fra Carl Nielsen til Lars Graugaard«. Dette sker da også på udmærket vis, idet samtlige medvirkende (bortset fra Marilyn Mazur og Flemming Vistisen) er nuværende eller forhenværende studerende på konservatoriet.

Svend Hvidtfelt Nielsens Into the Black (1994)er virkelig, som titlen angiver, et mørkt og dystert værk, ifølge komponisten selv »en procession mod skafottet - med efterfølgende kig ind til det hinsides«. Og præcis sådan lyder det da også med mumlende og brummende fagot og klarinet og tordnende domme-dagsbrag i klaveret. Enkelt og effektfuldt - som hos Indra Rise, hvis værk Pictures of Childhood også anmeldes i dette nr. af DMT, er det egentlig barndommens land med mareridtet, man ikke kan vågne af, vi her betræder! Det spilles storartet af Bente Stenger Gram, Christina Andersen og Berit Juul Rasmussen.

Hos Carl Nielsen er der på en anden måde i Tre Klaverstykker fra 1928 tale om en vandring ind i det ukendte, i de fascinerende regioner med sammenstillen af forskellige elementer. Her bevægede Langgaard sig som bekendt også, om end ud fra andre forudsætninger - hvad havde Carl Nielsen mon skabt, hvis denne vandring var fortsat? Tomoko Takanashi leverer en overbevisende realisering af disse splintrede, kontrastrige udsagn.

Erik Norby giver i 5 sange til digte af Paul la Cour (1996) en solidt håndværks-mæssig musikalsk klædedragt til la Cours digte fra 1946. Der betrædes ingen nye veje, men udsagnene kommer med megen udtryksfuldhed og med engagement hos Kristine Becker Lund. Heller ikke i Poul Ruders' klaverværk Star-Prelude and Love-Fugue, som er inspireret af et ophold i Tokyo i 1988, overraskes man. Her er vi ikke uventet i en art krydsning mellem Bartók og minimalisme, og Ruders demonstrerer nok en gang sit talent for direkte kommunikation med lytteren i et klart og effektfuldt udtryk.

Endelig fører Lars Graugaard os så i First Book of Motion fra 1998 på vanlig vis gennem de mest forskelligartede musikalske landskaber, farverige og spændende. Her er det fikserede kombineret med det variable, det improviserede: Et ensemble på 16 musikere spiller efter et udskrevet partitur, og en slagtøjssolist improviserer, tilsyneladende med en høj grad af frihed. Denne frihed understreges af komponisten i værkets titel: Nye versioner med nye solister bliver til Second Book of Motion etc. Godt at møde noget sådant i dansk musik - det er ikke improvisation, man har dyrket allermest i de senere år! Det klanglige resultat er her nærmest et dansk sidestykke til 60ernes Xenakis: En mængde detaljer føjer sig sammen uden på nogen måde at neutralisere hinanden, bevæger sig fremad i en stadig udvikling gennem permanent fornyelse. Der er virkelig grund til at glæde sig over, at detaljerne i så udpræget grad får lov til at stå frem med deres egne særpræg i dette tætte spil. Både komponisten og de udøvende leverer her en musikalsk oplevelse, som man får lyst til at møde i nye versioner.

Således fastholder denne jubilæums-cd nogle opførelser, som bestemt er et genhør værd, og Det Fynske Musik-konservatoriums vilje til åbenhed og fornyelse fremgår klart. Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er der ikke tale om en historisk vandring gennem årtierne. I stedet møder fortid og nutid hinanden - i et fremsynet værk, som er jævnaldrende med konservatoriet, og i nye værker, som i sig selv repræsenterer traditionens fortsættelse, nutiden og ikke mindst bevægelsen videre frem i bestandig forandring.

Årgang 75/2000-2001, nr. 02