Veloplagt festival i Skelby. Suså festival 2000

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 02 - side 61-61

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Siden 1993 har venner og kendere af vor tids danske kammermusik i en weekend ud på sensommeren fundet sammen i skønne omgivelser på skolen i Skelby ved Susåens bredder for at høre sådan musik spillet af kompetente musikere og ensembler. Sommeren 2000 var ingen undtagelse. Her blev den 26. og 27. august spillet 25 værker af 20 kom-ponister, 19 danske og en islandsk, 17 af dem født mellem 1930 og 1970, folk i deres bedste alder med andre ord, alle nulevende undtagen Vagn Holmboe og Mogens Winkel Holm.

Ikke alle værkerne skal omtales her. For mig er det afgørende ved bedømmelsen af et værk, om det kan fastholde min opmærksomhed fra først til sidst. Det er dem jeg skal koncentrerer mig om; men først et par ord om tendenser der synes at aftegne sig. Det var påfaldende at mange af komponi-sterne havde en historie at fortælle med deres musik, enten ved brug af tekster eller ved at fortælle den i en programnote. Man kunne næsten føle sig hensat til programmusikkens dage for 100 år siden.

Efter den serielle musiks blomstring i efterkrigstiden fulgte den såkaldte postmodernisme, som det har været svært at få defineret ordentligt, men hvor det i hvert fald drejede sig om at det nu var muligt og ønskeligt at genbruge stiltræk fra tidligere tider, det være sig i form af ny enkelhed eller på anden måde; men anek-dotisk var denne musik ikke. Det er derimod mange af de nye værker. De musikalske midler kan mere eller mindre være de samme, men hensigten er en anden. Lytteren får forelagt en tekst, og så må han se om han kan relatere den til den musik han får at høre.

Det var et problem bl.a. med Ejnar Kandings meget langtrukne Sepulcro movible for (bas)klarinet, slagtøj og elektronisk lyd. Der forelå her en barsk tekst af Lautréamont fulgt af blidt trøstende ord fra det 1. Korinterbrev. Ingen af dem som jeg siden talte med kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvornår musikken gik fra den ene tekst til den anden. Så havde jeg det bedre med Fussys Rangerspor i Natten for samme besætning. Her kunne man godt tænke på tog der rangerer, men man kunne også glemme alt om lokomotiver og hengive sig til Fussys veloplagte spil med klangressourcerne rent musikalsk. Begge værker er skrevet til gruppen Contemporánea med Kanding ved computeren og Fritz Bertelsen og Christian Martinez på klarinet og slagtøj. Det er et spændende ensemble med mange muligheder, hvad man også kunne høre i Ivar Frounbergs Cancion, no cantada, "den ikke sungne sang", her altså ingen historie fortalt.

Blandt det som gjorde stærkest indtryk på undertegnede var musik af Axel Borup-Jørgensen, ikke så meget Duo for violin og cello, der heller ikke blev særlig overbevisende spillet af Ricardo Odriozola og Otto Andersen fra ensemblet Euterpe (det lød næsten som Brahms), men så meget des mere Tarocco for cembalo og Mikroorganismer for strygekvartet; begge blev fremragende spillet af henholdsvis den islandske Gudrún Óskarsdóttir og den kvindelige Cailin Kvartet. Denne musiks forening af udtryksstyrke og teknisk koncentration skal man lede længe efter.

Interessant, omend nok mere af historiske årsager, var det endvidere at høre den sidenhen som Fluxus-mand kendte Henning Christiansens und ein Engel ging vorbei fra 1967 for klarinetkvintet spillet af medlemmer af Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dette stykke er med dets ny enkelhed et tidligt dansk eksempel på den reaktion der satte ind mod Darmstadt-serialismen; men det blev desværre ikke spillet i den ånd (Brahms igen).

Der er et spring frem til komponi-sterne født efter krigen. For dem blev serialismen med dens strenge konstruktive disciplin aldrig et problem; den var allerede i deres tidlige ungdom ved at være yt. De kunne komponere som de følte, og den disciplin som i det enkelte tilfælde skulle til, måtte de pålægge sig selv. Det kom der som bekendt en broget buket ud af - hvad vi også fik at høre. Blandt de mest engagerede og engagerende eksempler herpå skal jeg nævne Carsten Bo Eriksens Kakler i halvmåne, et først hidsigt og siden kontemplativt og smukt værk, og Eva Noer Kondrups originale og stemningsfyldte While Time Sleeps, begge fremragende udført på klarinet, violin, cello og klaver af ensemblet Nordlys.

En glædelig overraskelse var tillige Thomas Agerfeldt Olesens all as one, et temmelig langt og dunkelt kommenteret, men absolut fantasifuldt værk som Athelas Sinfonietta Copenhagen tog sig af. I denne forbindelse skal også nævnes den lidt ældre Ole Bucks' udtryksfulde Fiori de ghiaccio (isblomster) som medlemmer af Storstrøms Kammerensemble gav en fin udførelse, og Mogens Christensens Lord Salisbury Pavane and Galliarde med Euterpe-ensemblet, et tibageskuende værk, men ikke en pastiche.

Der var mere end dette som det var værd at lægge øre til, ikke mindst mesterligt udførte værker af de veletablerede Per Nørgård, Ib Nørholm og Niels Rosing-Schow; men det var altså disse stykker som fik mig til at spærre ørene op.

Anne Kristine Smith har i Skelby sammen med Hans-Henrik Nordstrøm skabt et sommerligt forum for nutidig dansk musik til glæde for publikum såvel som for komponister og udøvere; man kan kun ønske denne festival fortsat trivsel i fremtiden.

Årgang 75/2000-2001, nr. 02