Bøger

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 03 - side 100-101

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Holms vision

Martin Granau: Holms Vision. Radiosymfoniorkestret 75 år. Danmarks Radio, København 2000. 2 bind (341 + 335 s.), ISBN 87-7047-945-3.

Det er en spændende og velfortalt historie, Martin Granau har leveret i anledning af Radiosymfoniorkestrets 75-års jubilæum - som samtidig er Danmarks Radios 75-års jubilæum, idet udsendelse af levende musik fra Statsradiofoniens start var en hovedopgave. De musikere, der var fast tilknyttet radioen, spillede i forskellige sammensætninger som trio, klaverkvartet, strygekvartet eller som Radioorkestret, når man var oppe på syv mand. Og den 28. oktober 1925 spillede man under kapelmester Launy Grøndahls ledelse for første gang med 11 musikere - dengang altid i direkte transmission. Radiosymfoniorkestret har siden regnet denne dag som sin fødselsdag.

Med ansættelsen af radioens første driftsleder, kammersanger Emil Holm, havde man truffet et valg, der gjorde formidlingen af den levende musik til en grundpille i institutionen. Holms vision - som bogen hedder - var at skabe et symfonisk orkester i København, der kunne måle sig med de bedste orkestre i verden, og - som den anden side af sagen - at gøre radioen til en kulturbærende institution, der nåede ud i alle egne af landet og til alle samfundslag.

I bogen er det den første del af visionen, den langsomme, men målbevidste opbygning af orkestret til et fuldt udbygget symfoniorkester, der forfølges. Det er Radiosymfoniorkestrets historie, der fortælles, og den fortælles godt. Der er mange gode i historier i den fortælling og sprogligt fungerer bogen glimrende. Martin Granau lægger ikke skjul på, hvem han anser for hovedpersonerne: Emil Holm indtil hans pensionering i 1937 - og bag kulisserne et stykke tid endnu - derefter orkestrets formand Waldemar Wolsing og fra slutningen af 1950erne Mogens Andersen, der blev chef for radioens musikafdeling i 1967. Og hvor de to første i høj grad var 'orkestrets mænd', blev Mogens Andersen dets fjendebillede. Fronterne blev trukket skarpt op i det, der er blevet kaldt musikkrigen, kampen om den ny musiks - specielt efterkrigsmodernismens - placering på repertoiret.

Skildringen af Emil Holms indsats frem til 1937 giver billedet af en mand, der vidste, hvad han ville, og titlen Holms vision er velvalgt, fordi han formåede at opstille langsigtede mål, som han utrættelig arbejdede frem mod. Opbygningen af Radiosymfoniorkestret var således tænkt fra starten som en opgave, der skulle løses inden for radioens rammer. Fra starten i 1925, hvor de tilknyttede musikere tilsammen kunne optræde som Radioorkester, var der langt til et fuldt udbygget symfoniorkester. Orkestret var i slutningen af 1920erne kommet op på 28 musikere, og i 1931 kom det første store spring, hvor der blev ansat 26 nye musikere på en gang. Orkestrets niveau nåede sit første højdepunkt i 1930erne, hvor Fritz Busch og Nicolai Malko var fast tilknyttet som gæstedirigenter.

Med fokuseringen på Waldemar Wolsing i perioden efter 1937 er det samtidig sagt, at Peder Gram ikke formåede at sætte sig igennem som musikchef. Givet er det, at Emil Holm var vanskelig at efterfølge, men det var også et udtryk for en langvarig magtkamp mellem orkestret, der havde organiseret sig som en forening med en orkesterbestyrelse, og musikafdelingen. Det fremgår klart, at det var Wolsing, der gik uden om musikafdelingens chef og forhandlede direkte med generaldirektøren og Radiorådet - og slap afsted med det. Det har nok heller ikke gjort det nemmere, at Wolsing, Johan Bentzon og andre af de fremtrædende medlemmer af orkestrets bestyrelse havde deres fortid i DUTs orkester, som de havde ledet uden musikchefer, og som desuden udsprang af den forening, der i 1932 tog over, da Dansk Koncertforening - som Peder Gram havde dirigeret siden 1919 - ikke længere formåede at gennemføre selvstændige koncerter.

Genopbygningen af orkestret efter krigen, hvor Malko og Busch igen får mulighed for at komme til Danmark, skildres i høj grad som orkestrets fortjeneste og ikke som musikchefens, og det næste højdepunkt i historien med det internationale gennembrud i Edinburgh 1950, London 1951 og USA 1952 står som en glansperiode i orkestrets historie.

Slutningen af 1950erne betegner Granau som en krisetid, hvor en række forhold spiller sammen. Kai Aage Bruun og efter ham Vagn Kappel bliver ikke de stærke musikchefer, der kunne have grebet ind, og efter Fritz Buschs og Malkos død opstår der også på dirigentfronten et tomrum, det er svært at udfylde. Oven i det synes der at indtræde en psykologisk tilstand efter de store succeser i årtiets begyndelse, som giver orkestret en fornemmelse af at kunne gå på vandet, men som efterhånden underminerer det spillemæssige niveau.

På samme måde som det er helt rigtigt set, at etableringen af radioen ikke var den mekaniske musiks sejr over den levende musik, som det fra mange sider blev påstået omkring 1930, så er det rigtigt set, at det ikke var den modernistiske musiks indtog på nodepultene, der udløste orkestrets krise og ødelagde dets klang og musikalske niveau. Tværtimod bliver det klart, at de frustrationer, der fulgte af orkestrets krise, allerede var til stede, og at den ny musik og Mogens Andersen, der var den prominente forkæmper for denne musik blev gjort til den skydeskive, som man kunne afreagere på. Musikerne blev sat til at spille den ny musik i studieproduktioner og på koncerter, javist. Men der var mange andre forhold, der spillede ind af musikpolitisk, æstetisk, personlig, organisatorisk, aldersmæssig og kunstnerisk art. Det har Martin Granau skildret, så kompleksiteten kommer klart frem.

Det er på alle måder et prisværdigt arbejde, der foreligger. Det er imponerende, at det er gennemført på to år, og at det er blevet til en så gennemarbejdet fremstilling som den foreliggende. Billedmaterialet er fremragende, og opsætningen af biografier, kommentarer og anekdoter i kasser i margenen løser det problem, som ofte tynger sådanne bøger, nemlig den evindelige mængde af indflettede leksikale indslag i den løbende tekst. Det er i høj grad orkestret selv, der står i centrum, med dokumentation for udskiftning af medlemmer og de forskellige dirigenter, der har dirigeret de offentlige koncerter.

En ting jeg dog savner, som nemt kunne være sat ind bag i bogen og som jeg er overbevist om, forfatteren har materiale til, er en dokumentation af repertoiret ved de offentlige koncerter, måske endda bare Torsdagskoncerterne. I forhold til hvor meget plads der er givet til oversigter over dirigenterne i de enkelte sæsoner, burde der have været fundet plads til det.

Selv om forfatteren gør opmærksom på, at det ikke er en decideret videnskabelig afhandling, gør han dog opmærksom på, at der ligger et seriøst forskningsarbejde bag bogen. Derfor må det også være tilladt at knytte et par kommentarer til den side af sagen. Jeg har ingen tvivl om, at der ligger et stort stykke arkivforskning og et yderst værdifuldt arbejde med at samle og dokumentere mundtligt overleveret kildemateriale i form af en lang række interview med orkestermusikere og aktører i tidens musikliv. Det er i høj grad en fremstilling, der bygger på sådanne primærkilder, og det er naturligvis et metodisk valg. Erindringer om, hvordan noget blev oplevet, er værdifuldt materiale, som har en selvstændig værdi, også hvor facts er blevet forbyttet eller tidspunkter er blevet forskudt. Det problematiske består i at kontrollere erindringer på grundlag af andre kilder, idet det er velkendt, at historien ofte huskes anderledes efter 30-40-50, ja nogle gange næsten 80 år, som det her ofte er tilfældet.

Denne vægtning af primærkilder er med til at give fremstillingen sin karakter af fortælling, men nogle gange kunne der være grund til i højere grad at inddrage den senere litteratur. Fx er der skrevet om musikkrigen i 1960erne en række steder uden at det her er inddraget, og når Martin Granau fx på s. 22 skriver, at musiklivet i Stockholm og Oslo i 1920erne på ingen måde kunne leve op til musiklivet i København, eller at der i begyndelsen af århundredet blev indført en musikerskat i Sverige, så kammer det over, når kilden i det første tilfælde er to interview fra 1996 med Per Gade og Kjell Roikjer og i det andet tilfælde et notat i Launy Grøndahls dagbog fra 1907. Det er sandsynligvis rigtigt, det der står, men der burde nok kunne findes mere oplagte kilder at henvise til.

Enkelte steder giver denne vægtning af kilderne også anledning til direkte fejl, som kunne være undgået, fx på s. 228, hvor der står, at DUTs orkester blev oprettet i 1933 (i stedet for 1931) eller på s. 266, hvor der står, at Carl Nielsens 5. Symfoni frem til 1950 var blevet opført »få gange og hver gang med det samme nodemateriale«, selv om der havde været en række opførelser og der siden 1933 eksisterede to sæt stemmer. Det er publicerede oplysninger, som det ikke ville have været svært at finde frem til.

En sidste indvending går på begrundelsen for at stoppe den egentlige fremstilling i 1980. Der kan være tidsmæssige eller musikpolitiske årsager til ikke at føre fremstillingen op til nutiden, men forestillingen om, at det skulle være metodisk umuligt at videreføre fremstillingen ud fra primærkilder i form af arkiver og erindringer, fordi den tidsmæssige afstand ikke er til stede og perioden således »må vurderes som værende 'uafgæret' i historisk forstand«, som Martin Granau skriver i forordet, forekommer mig mildest talt mærkværdig. Nutiden kommer her helt bogstaveligt til at fremstå som et appendiks til historien! Netop en fremstilling, der bygger så direkte på primærkilder, lader sig uden vanskeligheder føre ganske tæt op til nutiden.

Og endnu en grund til at gøre det skulle være, at det kommer til at virke som en manglende anerkendelse af Radiosymfoniorkestrets nuværende standard. Med den meget organiske, formbeskrivende sprogbrug om opbygninger, stagnationer og kulminationer virker det lidt mat at befinde sig henne i en koda, når 75-års-jubilaren skal fejres. Som jeg har oplevet orkestret i 1990erne er det blevet bedre og bedre, og når de spiller op til deres bedste, er de fremragende og af og til i verdensklasse. Også når de spiller ny musik.

Dermed er vi fremme ved en meget væsentlig pointe i bogen, nemlig at holdningen til orkestret som radioorkester ændrede sig betydeligt omkring 1980. Her blev det nemlig klart, at den oprindelige funktion som studieorkester, et orkester som skulle producere musik til udsendelse i radio i et vist antal timer, ikke længere kunne være den bærende begrundelse for at opretholde og udbygge et moderne symfoniorkester. Al musik ligger nu i princippet i fremragende indspilninger, som kan forsyne alverdens radiostationer med non stop-udsendelser i århundreder frem. Det er den offentlige koncertvirksomhed, den levende musik, den genuine oplevelse, der nu er den bærende begrundelse for orkestrets eksistens. Og det er vel den egentlige opfyldelse af Holms vision.

Årgang 75/2000-2001, nr. 03