Bøger

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 03 - side 102-103

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Jens Kjeldsen: Mellem kosmos og sjæl. Johann Sebastian Bach og barokmusikken. Gyldendal 2000. 560 sider, indbundet, illustreret i s/h. Cd med analytiske eksempler medfølger. Kr. 469,00. ISBN 87-00-46476-7.

Bachs efterladte værk er enormt, både

i omfang og spændvidde. Det samme kan siges om den mængde af bøger om Bachs liv og musik, der er udgivet i tiden fra hans død og op til i dag.

I år er det som bekendt 250 år siden at Fader Bach døde, og den slags runde år plejer at kaste en del udgivelser af sig. Gyldendal er med i markeringen ved at udsende Jens Kjeldsens omfangsrige bog Mellem kosmos og sjæl. Bogen har fået en del omtale i de hjemlige aviser, og der er da også tale om et ambitiøst værk. Ikke en gængs musikhistorie, der kronologisk kobler komponistens levnedsløb med fremkomsten af centrale værker, der efterfølgende analysereres.

Kjeldsens mål er snarere at efterspore lag i musikken, der påvirker lytteren bag om gængse formkonstruktioner og modulationsskemaer. Sådanne forekommer også i bogen, men de er ikke centrale. Når bogen har undertitlen Johann Sebastian Bach og barokmusikken, så skal det tages for pålydende. Kjeldsen vil gerne undgå at se Bach som primært en protestantisk forkynder eller primært en spekulativ komponist, der konstrue-rede abstrakt, akademisk tonearkitektur.

Bach er begge dele - og han er en hel del mere end dette.

Med afsæt i baroktidens begrebsverden og selvforståelse søger Kjeldsen at indfange noget centralt om den måde, Bachs musik virker på ved at anskue denne i krydsfeltet mellem forskellige orienteringspunkter. Dette kræver, at flere forskellige begrebsapparater køres i stiling og bringes i berøring med hinanden, hvilket som regel sker med værkanalysen som brændpunkt.

Det er en krævende form, Kjeldsen har valgt, og denne metode er en af forklaringerne på bogens omfang.

Der er meget filosofisk tankegods i bogen, og det skal man være indstillet på, ellers vil bogen kunne føles tung og omstændelig. Det er slet ikke utænkeligt, at en del afsnit med fordel kunne være strammet op med større disciplin i formuleringerne. På den anden side må man lade forfatteren, at han er grundig i sine ekskurser udi basale definitioner og afgrænsninger, der fungerer som værktøjer for efterfølgende analyser af udvalgte værker.

Bogens titel er taget fra samtidens opfattelse af »...musikken som et symbol på selve den guddommelige orden i verdensaltet. Derfor kunne musikken blive en formidler mellem »kosmos« og »sjæl«.« (s. 75)

Netop i kraft af denne kosmos-tanke kan Bachs musik forstås som en syntese af filosofi, teologi og musikalsk vision. Kjeldsen bruger både betegnelsen meta-fysiker og fusionsmusiker om Bach!

For at klargøre denne musik (og verdens-) opfattelse sætter Kjeldsen den op mod de efterfølgende epokers betoning af musikken som et udtryk for sjælelige rørelser.

Filosofien er imidlertid blot én af tilgangene i denne 'multiddimensionale analyse' af Bachs musik. Et så omfattende forsøg på at udsige noget i grunden uudsigeligt må uværgeligt gribe til metaforer, og dem er bogen da også rig på. Arkitektur-metaforen har Kjeldsen et ambivalent forhold til. På den ene side ytrer han gang på gang forbehold over for at betragte musik som tonearkitektur, på den anden side finder han (efter at forbeholdene er taget) mange brugbare paralleller mellem musikken og arkitekturen.

Billedkunsten bliver også inddraget mange gange, og det er ikke kun barokmaleriets leg med perspektiver og symmetrier, der leverer brugbart lys over Bachs musik. Især en kunstner som den hollandske grafiker Escher bliver flittigt inddraget. Dennes udforskning af formernes og rummets muligheder bliver flere gange anvendt til at fremhæve andre og knapt så tydelige aspekter ved Bachs musikalske tankegang. En tankegang, der i øvrigt stort set kun lader sig materialisere indirekte, gennem en afdækning af værkernes indre logik og iboende egenskaber, da mesteren selv kun har ytret sig fortvivlende lidt om sine bevæggrunde og overvejelser som komponist.

Kjeldsens bog bliver derfor til et møjsommeligt og beundringsværdigt forsøg på at rejse dybt ned i selve den klingende realitet - gennem det skrevne ord - for derigennem at møde værkernes egentlige identitet og sluttelig - måske - at møde en smule af Bachs kreative sind.

Det er en ambition, der er så stor, at den næsten er fræk. Og hvor godt den lykkes, skal jeg ikke udtale mig definitivt om. Men undervejs kommer man som læser gennem mange inspirerende, interessante og tankevækkende vinkler på Bachs musik.

Bogen indledes med »et fyldigere biografisk rids«, der rundes af med en kort indføring til udvalgte hovedværker. Herefter bringes en af de centrale forståelsesrammer på banen: Den ældre musikteoris tanke om 'Ordo - Proportio - Connexio'. »Musik skal være en ordnet og velproportioneret sammenhæng af tonerelationer« (s. 90). Gentagne gange søger Kjeldsen at vise, hvorledes Bach på en helt enestående måde formåede at få disse tre parametre til at gå op i en højere enhed.

Et andet gennemgående begrebs-mæssigt triumvirat er 'Inventio - Elaboratio - Executio' (introduceres s. 113): Kunsten at finde på, kunsten at bearbejde dette med håndværksmæssig snilde, samt kunsten at fremføre. Disse tre begreber hang sammen for barrokkomponisten, der i høj grad var en udøvende håndværker, der oftest skrev på bestilling og med korte deadlines. Hos Bach indgår disse elementer også i en sjælden harmonisk helhed. Hans enestående evne til elaboratio illustreres ved påvisninger af en mageløs materialeøkonomi. Hele værkcykler vokser op på grundlag af et enkelt tema (fx Kunst der Fuge), hvilket måske igen kun har været muligt, fordi dette tema er resultatet af et næsten beåndet inventio i udformningen af det til grund liggende tema. Og som det er velkendt var Bach desuden fabelagtig til på stående fod at eksekvere en komposition ud fra et givet tema.

Brugbare er også forfatterens egne begrebspar, der skal indkredse spændvidden i Bachs værk. Blandt disse kan nævnes melodisk inderlighed over for monu-mentalvirkning, fuga over for koncert, det verdslige over for det religiøse, det enkelte over for det komplicerede samt alvorstyngede overfor leg.

Disse begreber bruges dog ikke så omfattende som de førstnævnte. Eller som de begreber, der inddrages i bogens sidste halvdel. Hér gør Kjeldsen meget ud af symmetri og især symmetribrud, der (ifølge forfatteren) netop er det, der tilvejebringer informationsskabende ordener, da definitiv symmetri er ensbetydende med orienteringstab. Kjeldsen går med dette imod den del af Bach-litteraturen, der har tanken om symmetrier som fundament.

Man kunne blive ved med at nævne indfaldsvinkler: Musikalsk alkymi, holisme, udfoldet og indfoldet orden, emergente eller 'frembrydende' egenskaber samt naturligvis figurlæren og imitation. Altsammen bliver det af Kjeldsen rekrutteret i bestræbelserne på at aflokke Bachs musik det særlige, der har betaget lige siden hans død, og som fik Schönberg til at skrive. »...der gives ingen større fuldkommenhed inden for musikken end hos Bach!« (citeret s. 232)

Og den fuldkommenhed er jo langtfra en akademisk erkendelse, der indfinder sig hos den, der studerer det trykte nodebillede. Den klingende musik er denne sags udgangspunkt og dens mål, og derfor har forfatteren udarbejdet en eksempel-cd til bogen, hvor læseren kan høre de fleste af de analytiske eksempler, der ledsager-bogens tekst. Der er ikke tale om brudstykker af originalindspilninger, men bearbejdede og opsplittede eksempler, oftest indspillet ved hjælp af computerteknologi, hvorved særlige strukturer kan fremhæves. En ubetinget god idé.

Læseren hjælpes godt på vej af denne cd og af de mange forskelligartede vinkler, som forfatteren anlægger på sit emne.

Indvendingerne mod bogen kan være den tidligere nævnte tendens til snakke-salighed, hvortil kan føjes flere postulater, der afleveres uformidlet. Der er heller ingen kildehenvisninger, hvilket irriterede mig flere gange. Fx kunne jeg godt have lyst til at læse nærmere om Wolfgang Klebers teorier om de store symmetrikonstruktioner i Kunst der Fuge, men Kleber figurerer ikke på de ellers udmærkede litteraturlister, der er ordnede efter værker og emner.

Et godt og fintmasket register gør det relativt let at finde ønskede emner og begreber.

En del afsnit vil være tunge for den ikke-musikkyndige, andre vil, som allerede nævnt, kræve en vis forståelse for filosofiske problemstillinger, men selvom man må springe over hist og her, så vil der stadigvæk være megen inspiration at hente i denne monumentale og personlige undersøgelse af Johann Sebatian Bachs musik.

Mange af Kjeldsens metaforer og digressioner er gode og 'føles' rigtige. Et særegent, men meget sigende billede har han fundet med et citat fra Arthur C. Clarkes science fiction-klassiker 2001. Den eneste overlevende astronaut på et rumskib søger at fordrive ventetiden undervejs mod Saturn med bla. at lytte til musik. Omstændighederne taget i betragtning bliver de romantiske komponisters musik enten for påtrængende eller uvedkommende, og til sidst finder han freden ved Bachs musik, lejlighedsvist suppleret med Mozart.

Al god science fiction behandler for mig at se almentmenneskelige problemstillinger, det fremmedartede ydre til trods, og mon ikke mange vil kunne føle med Clarkes astronaut?

Årgang 75/2000-2001, nr. 03