Børn og musik I. Kreativ værkintroduktion - musikalske byggesten

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 03 - side 90-92

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

I forlængelse af DMTs dækning af konferencen Kan børn tåle ny musik? (se nr. 1 i indeværende årgang) skriver Mogens Christensen tre artikler om nogle af de børneprojekter, han har været med til at udvikle. Dette udviklingsarbejde er sket med afsæt i Mogens Christensens tilknytning som huskomponist hos Sjællands Symfoniorkester (1998-2000) og foretaget i tæt samarbejde med orkestrets andenoboist,

Elsebet Speyer.

Den første af artiklerne befatter sig med udviklingen af børns lytteevner over for klassisk musik, udviklingen fra passiv og forudsætningsløs lytning til en højere grad af indlevelse i musikkens indhold og form ved hjælp af den såkaldte byggestensmetode.

I de to efterfølgende artikler flyttes fokus fra børnenes lytning til udvikling af børns og unges egne kreative evner.

Artiklerne bringer dels konkrete anvisninger, dels refleksioner over hensigt og resultater.

At dømme efter de efterhånden talrige konferencer, medieomtaler og fondsdannelser omkring børn og kultur, er emnet varmt for tiden. Man fristes næsten til at sammenligne de nutidige udfoldelser med 1930ernes frodige vækst inden for musikpædagogisk 'opdragelse'.

Denne nye grøde har dog en anden karakter end tidligere. Det sociale sigte, hvor også børn fra fattige kår skulle tilbydes undervisning på musikinstrument, er på mange måder realiseret gennem bevægelsens væsentligste udløber: Landets talrige musikskoler. Den nye 'bevægelse', hvis hensigtskerne endnu ikke står ganske klar, sætter oplevelsen mere end den 'blotte' udøvelsen af kunsten i centrum.

Midlet er bl.a. at bringe børn i kontakt med kunstnere. De udøvende kunstnere har børnene mødt i skolekoncerter, men de skabende har gerne været omgærdet af større distance. Projekterne bærer dog ikke sjældent præg af engangsforeteelser i det enkelte barns liv - og vil kun med stor støtte fra den deltagende skole kunne bringes til en mere vedvarende og gennemgribende indlevelse i projektets kerne: Den kunstneriske oplevelse.

Det er vanskeligt - uden at fornærme nogen - at skulle definere den kunstneriske oplevelse, men anvender vi begreber som eksistentiel kvalitet - noget, der går længere end den rene nydelse, noget, der ikke blot indebærer et ego-kick, noget, der åbner en ny dør i ens liv - er vi måske på sporet. At musik efterhånden omgiver os overalt og dermed har fået karakter af baggrund og afslapning, gør ikke jagten på den kunstneriske oplevelse nemmere. Mængden af lettere forståelig musik gør den klassiske tradition mere og mere vanskelig tilgængelig. Mange af koderne i den gamle musik er i dag borte eller forstokket i stivere patos end det boblende liv, de tilhørte engang. Den nye kompositionsmusik med primær adresse til modne mennesker har selvsagt også sine barrierer.

I erkendelse af mange børns manglende evne - eller måske bedre: Manglende stimulans - til at fastholde forløb over 3-4 minutter og former, der betjener sig af mere end to elementer, synes en 'sidegevinst' til denne lyd- og musikinflation at være, at selve evnen til lytning og fordybelsen i de musikalske kræfter degenerer. Vi må nok se i øjnene, at der mere skal programmer end projekter til for at genopdage en koncentreret, aktiv lytning og en indføling med såvel den klassiske kulturarv som de nyeste kunstneriske udsagn. For at opnå en langsigtet virkning er det den normale musikundervisning i skolen, man skal give en hjælpende hånd.

Konferencen Kan børn tåle ny Musik? i marts efterlod - i lighed med tilsvarende konferencer - dels det indtryk, at børnene generelt var (mere) lydhøre og nysgerrige overfor specielt den nye musik (end de fleste af deres forældre og lærere) og dels et indtryk af, at musikfaget i folkeskolen var lidt i vildrede med, hvad det på både kort og længere sigt skulle stille op med klassisk musik i almindelighed og den nye partiturmusik i særdeleshed. Det første indtryk var tankeavlende og et godt udgangspunkt for lidt nytænkning, det andet stillede to nye spørgsmål: Er der vilje til at tage den skrantende klassiske arv og den fremmedartede nye musik ind under sine vinger? og hvilken præsentation skulle man give denne musik over for børnene?

Det første af disse spørgsmål kan jeg ikke svare på, det andet er en indkredsning værd. Skal børn 'forstå' denne musik, eller skal de bare høre på den? Med det anstillede mål - at musikken skal under huden - ville normal lytning af denne for børnene fremmede musik sjældent være nok, ejheller ville intellektualisering hjælpe. En betingelse synes næsten at være, at børnene selv spiller musikken - hvad de færreste kan. Blandt flere muligheder har den såkaldte byggestensmetode vist sig som en tilfredsstillende indføring til den klassiske og den nye musik.

Metoden er undfanget og udviklet i England - ikke mindst med Richard Mc Nicol fra London Symphony Orchestra - som en del af de engelske orkestres mere eller mindre officielle pligt til at give børn musikundervisning. Tanken om at knytte metoden tæt op til det spillede repertoire har derfor været nærliggende. De steder, metoden praktiseres, er ofte med en musiker eller komponist fra et orkester som igangsætter og styrer.

Idéen er enkel i sin form: Udled et karakteristisk element (rytme, motiv etc.) fra et musikværk (byggesten, musem), lad børnene lege med det på deres præmisser, hør - beriget af dette arbejde - originalmusikken på koncert bagefter.

Selve byggestenenes udformning afhænger dels af musikken, dels af personen, der udleder dem, men generelt gælder det: En enkel hovedidé og en mulighed for et forløb. Et par eksempler ud fra danske værker:

Carl Nielsens 4. Symfoni, 2. sats

Byggesten:

Rytmen kort-kort-lang (senere med Nielsens forslag), tonerne a-g-f-e.

Forløb:

Opløsning af materiale, gendannelser og metamorfoser, evt. kontraster.

Hvilken retning og udformning børnenes stykke herefter tager, er ligegyldig: De er sporet ind på et materiale og en behandling af det, som er adækvat med de tilsvarende kræfter i værket, og arbejdet i sig selv vil dermed danne en meget rig oplevelsesplatform for børnene.

Per Nørgårds Twilight

Byggesten:

Synge melodien fis-d-h-ais.

Forløb:

I kor udfolde denne melodi i fritvalgte og individuelle tempolag samt med lukkede øjne lytte til både sit eget tempo og først den ene, så begge sidemænds tempo på samme tid.

Indkapslet i universet af denne 'mensuralkanon', afspilles cd'en, hvorved alle Nørgårds mere eller mindre skjulte udformninger af melodien vil træde frem og danne et spindelvævsfint formmønster - et mønster, der letter orienteringen i værket og derved giver det en dybere mening.

Som pynt kan herefter tilføjes trommerytme, 'overtoneharmo-niseringer' og evt. dans.

Steen Pades Klaverkoncert, 4. sats

Byggesten:

Musik, der lyder som vand fra piblende kilde - i højt register,

musik, der lyder som en stor og 'doven' flod - i lavt register.

Forløb:

Opdeling af klassen i to grupper.

Den ene (gerne kun keyboards) arbejder sig langsomt fra lavt register og stor (trille-)aktivitet til højt register, hvor aktiviteten begrænser sig til mindre udbrud.

Den anden gruppe arbejder sig lige så langsomt fra højt register og stor aktivitet til lavt register med mindre og mindre aktivitet.

Under udøvelsen kan de to grupper stilles over for hinanden, ligesom der (evt. med partituret i hånd) bør aftales huller, hvor kun den ene gruppe spiller, og passager, hvor de spiller op til hinanden.

Som pynt kan tilføjes dansere, der kan illustrere de to kilders vej mod havet, samt diverse naturlyde.

Mogens Christensens Aries

Byggesten:

Hurtig to- og tredelt takt, der i praksis udvindes ved, at børnene i en rundkreds skal tælle to, hvis, det er en pige og tre hver gang, det er en dreng, der er den næste i rækken. Forudsat, at kønnene i cirklen er lidt ujævnt fordelt, og at tempoet er hurtigt og flydende, vil resultatet blive en livfuldt svingende 'balkanmusik'. Den endelige række af to- og tretaller bør ikke overstige 10-12 cifre.

Forløb:

Med rækken grundigt indarbejdet tænkes nu i klanglige (2´ere på tromme, 3´ere på bækken ...) og evt. harmoniske variationer (en akkord (b-h-f-fis) på 2´ere en anden (nabotonerne a-c-e-g) på 3´ere ...), så musikken efterhånden fremstår som en slags rytmisk chaconne.

Carl Nielsens 4. Symfoni, 3. sats

Byggesten:

To enkle motiver (ciffer 34 vl./fl.) beskriver en idyl og et motiv beskriver en forstyrrelse (ciffer 36). Motiverne er lette at spille på stavspil/fløjte eller kan påhæftes en ordremse.

Forløb:

Selvstændig præsentation og karakterisering, efterfulgt af kamp mellem de to grundidéer med final retning mod en syntese og et højdepunkt. Hvis kampen tilføjes et trommesæt i hvert hjørne af lokalet, vil vejen for indlevet lytning af fjerdesatsen også være banet.

Metoden har ikke opbygningen af et musikalsk begrebsapparat som udgangspunkt. Alligevel afføder tilgangen dog et grundigt og praktisk arbejde med musikalske grundbegreber af lyttemæssig betydning. Alene de omtale byggesten betyder, at børnene bevidst må forholde sig til nedenstående emner uden nødvendigvis at kende fagtermerne:

Materiale:

Melodi, rytme, metrik.

Form:

Kontraster, variation, ostinat, udvikling, metamorfose, opløsning og gendannelse, koncerterende princip.

Andet:

Register, intensiteter, tekstur.

Der tales meget om det kund-skabsrettede i vort uddannelsessystem. Hvad man i denne forbindelse ikke må glemme er, at kundskaben skal anvendes. Man skal med andre ord ikke kun have kundskab, man skal være i kundskabsrummet, hvis kund-skaben skal være levende. Kreativiteten kan hæve kundskaben op fra leksikonplanet til en jonglering, der kan fostre nye, selvstændige idéer.

Med børnenes leg og improvisationer med stoffet springes selve læsningen - og dermed noderne - over for at gå direkte til musikken - dog uden alle de nuanceringer, som den skrevne musik giver muligheder for. Børnenes arbejde med materialet foregår i grupper. Normalt får de en konkret opgave i forbindelse med den indarbejdede byggesten, men kun sjældent leverer børnene en løsning lige efter bogen. Musikken tager ofte en anden drejning - og en god proces er i gang. Arbejdet med børnenes musik er ikke tilrettelagt med henblik på offentlig fremførelse. Som regel spiller de for hinanden eller som introduktion for forældrene inden koncerten.

Byggestensmusikken er kun til 'indvortes' brug. At børn godt kan skabe noget, der nærmer sig betegnelsen musikværk, vil jeg omtale i de næste artikler.

Sigtet med byggesten er altså ikke primært kundskabsbetinget bevidstgørelse, men forbinder sig mere med begreber som intuition, leg og op-/indlevelse. Børnene stifter ikke blot bekendtskab med de berørte musikalske kræfter, men kan også genkende og følge dem i et konkret værk. Ofte er kommentaren efter en koncert: Komponisten gjorde sådan og sådan med sit stof, vi gjorde noget andet.

For de engelske orkestre gav aktiviteten maksimalt udbytte: Man opfyldte sin pligt til musikundervisning, man fik introduceret værkerne, og man rekrutterede et fremtidigt publikum.

Gennem mit arbejde med byggesten gennem de sidste 3-4 år har jeg erkendt, at metoden har andre mere dybtgående kvaliteter:

• den beriger børnenes lytning, ikke blot overfor det konkrete værk, men også mere generelt,

• den afmystificerer forholdet til ny musik,

• den udvikler gennem improvisationerne børnenes kreative evner,

• den stiller i det kreative gruppearbejde uden fastlagt facit store krav til samarbejdsevner,

• den lader sig også anvende, uden der lige kommer et orkester forbi og spiller musikken.

Hvad der måske på længere sigt er vigtigere, er, at metoden sagtens kan udøves af musiklæreren alene, hvis der på forhånd lå et sæt udledte byggesten. Skal der kastes glans over projektet, kan man så hjertensgerne lade en 'engangskunstner' initiere og afslutte forløbet, men målet burde være, at læreren beherskede det basale forløb selv.

Jeg vil lade et par børn fra Vemmelev skole få det sidste ord:

»Morsomt med undervisning, hvor man ikke ved det hele i forvejen, tænk alt det, jeg ikke har tænkt på før.«

»Fedt, det har været de bedste musiktimer i mit liv.«

»Det var anderledes musik, end jeg plejer at høre; men nu var det pludseligt spændende, fordi jeg forstod, hvordan han havde gjort det.«

Litteratur

Richard Mc Nicol: Music Explorer Project Book, 24 Creative Classroom Projects (Apollo Trust)

Sjællands Symfoniorkester: Musikalske Byggesten. Et musikprojekt for folkeskolen (indeholder byggestenssæt til Carl Nielsens. 4 Symfoni og Steen Pades Klaverkoncert, samt rapport og evaluering af projekt i Vestsjællands Amt. Materialet kan erhverves for kopiprisen ved henvendelse til Sjællands Symfoniorkester, tlf. 33911199)

Årgang 75/2000-2001, nr. 03