En fynsk udviklingshistorie. Historien om Ny musik i Odense, NMO og Musikhøst

I begyndelsen af 1980erne skete der noget i ny musik-miljøet på Fyn. Formidlingen af ny musik på Fyn kom for alvor i omdrejninger i forsommeren 1982, da "initiativgruppen til stiftelse af Fyns Unge Tonekunstnerselskab" (FUT) med komponisten og daværende rektor for Det Fynske Musikkonservatorium Sven Erik Werner som idémand og igangsætter indkaldte alle tænkelige interessenter på Fyn til stiftende generalforsamling søndag den 13. juni i konservatoriets koncertsal. Nuværende rektor for Det Fynske Musikkonservatorium, Bertel Krarup fortæller historien.

Opbakningen til ideen om en forening for ny musik var betydelig, og i oktober kunne FUT afholde sin første koncert i Odenses splinternye koncerthus: En uforglemmelig opførelse af Niccolò Castiglionis timelange orgelværk Krigs- og kærlighedssymfonier med Frode Stengaard ved det nye store Marcussen-orgel i Carl Nielsen Salen.

Tidspunktet for dannelsen af FUT var alt andet end tilfældigt. Således havde Det Fynske Musikkonservatorium siden slutningen af 1960erne gradvist prioriteret ny musik mere og mere i både undervisning og koncertliv takket være ihærdig indsats fra bl.a. Ib Nørholm, der frem til 1973 var ansat som docent ved konservatoriet, og ikke mindst Sven Erik Werner, konser-vatoriets rektor i årene 1974-89.

Desuden var de nødvendige fysiske rammer for et koncertvirke, som det FUT lagde an til, for alvor blevet etableret med bygningen af konserva-toriets nye koncertsal i 1978 og indvielsen af Odense Koncerthus (med både stor og mindre koncertsal) i 1982. Især konservatoriets koncertsal udviklede sig hurtigt til at blive FUT-koncerternes naturlige base - som en naturlig afspejling af den meget nære tilknytning til konservatoriet. (Et forhold der gør sig gældende den dag i dag.)

Hovedparten af FUTs bestyrelse var folk fra konservatoriet, omend formanden gennem de første fire år var den meget musikengagerede fysikprofessor ved Odense Universitet, Peter Sigmund.

Idé og programlinje

Åbningskoncerten med Frode Stengaard var ren import, hentet fra NUMUS-festivalen i Århus tidligere på året. Allerede eksisterende foreninger og tiltag på området leverede da også betydelig inspiration, frem for alt DUT (Det Unge Tonekunstnerselskab i København) og NUMUS. Snart skulle det dog vise sig, at FUT havde sine egne programkendetegn, idet man gik forholdsvis ubundet til værks og allerede i første sæson inkorporerede koncerter, som i UT-sammenhæng normalt ikke var rigtig god tone - eksempelvis komponisten og pianisten Niels Viggo Bentzon i et klaverprogram sammensat af værker af E.T.A. Hoffmann, Carl Maria von Weber og Hummel stillet over for tre større Bentzon-værker (bl.a. Hoffmann-sonate op. 248). For ikke at tale om Finn Saverys trio med Mads Vinding og Bjarne Rostvold.

Det danske islæt omfattede naturligvis også mange unge og yngre mere 'stuerene' ny musik-komponister, hvoraf flere blev grundigt belyst gennem portrætkoncerter (eller dele heraf). Desuden var det fra starten et erklæret mål at lancere fynske musikere og ensembler side om side med de tilrejsende, frem for alt Den Fynske Trio (og udløbere heraf som Den Danske Trio og LINensemble) og inden for de senere år tillige Ensemble Fyn.

Næsten samtidig med afholdelsen af den første koncert modtog FUT et tilbud af allerstørste betydning, nemlig en invitation til at indgå i et samarbejde med Danmarks Radios ny musik-festival siden 1978, Musiknytår. Ingen ringere end Karlheinz Stock-hausen var hovednavn i januar 1983, og det var unægtelig noget af en mundfuld. Ikke mindst for den nystartede forening i Odense, som efter aftalen skulle forestå en lang weekends koncerter.

»Han kom direkte fra et par isnende oplevelser med et vrangvilligt inkompetent københavnsk musikermiljø og formelig dampede af arrogance - på én gang aggressiv og kattevenligt nedladende: So ein Städtchen (...) Det varede ikke længe (...) Hvad skete der egentlig? Jo, han tøede op. Jo, han var glad for arrangementet. Jo, han blev morsom, åndrig, generøs, afslørede vittigt og selvironisk en stribe menneskelige kvaliteter og svagheder, som det officielle mediebillede bestemt ikke sætter os på sporet af. Og jo, han ville gerne, meget gerne komme igen,« som Sven Erik Werner skrev i forordet til programbogen for 'Stockhausen i Odense', 18.-26. september 1987, fire og et halvt år senere.

Noget af det der for alvor gjorde indtryk på mesteren var (foruden selve stedets atmosfære) en uforglemmelig Odense-indstudering og -opførelse af Mantra med Rosalind Bevan og Ivar Mikashoff. (En indstudering som FUT senere havde glæden af at kunne sende til Århus som et bidrag til Verdensmusikdagene i efteråret 1983.)

Også i 1984 samarbejdede FUT med DR om Musiknytår. Men derefter besluttede DR at indstille sine festival-aktiviteter, og Musiknytår overgik ved en fælles overenskomst til FUT. Hermed indledtes et meget væsentligt nyt kapitel i foreningens liv, som nu også begunstigedes af, at der blev etableret et lønnet sekretatiat (Anette Blauenfeldt).

Sæsonkoncerterne

Sideløbende fortsatte FUT tilrettelæggelsen af en række sæsonkoncerter (typisk 4-6 i hver halvsæson), der frem til 1985 var foreningens dominerende aktivitet og lige siden har været en meget væsentlig aktivitet, side om side med den (nationalt set langt mere synlige) årlige festival. Fra første færd signalerede bestyrelsen vilje til at samarbejde med andre aktører og koncertarrangører: »Der er i forvejen et aktivt musikliv på øen. FUT vil ikke konkurrere med de eksisterende foreninger men udfylde et hidtil udækket behov, og vi regner med at samarbejde med andre når det synes rimeligt og ønskeligt.« (Fra foldertekst fra efteråret 1982.)

Tidlige eksempler på samarbejde af den art var en mindeværdig koncert med Inga Nielsen og Carl Nielsen Kvartetten (Schönbergs 2. Strygekvartet op. 10 m.m.) arrangeret sammen med Odense Musikforening samt en koncert med Gruppe Neue Musik Hanns Eisler (under ledelse af Fried-rich Goldmann) i samarbejde med Danmarks Radio. Men ganske særlig har samarbejdet med Det Fynske Musikkonservatorium altid været prioriteret meget højt - med bl.a. tilbagevendende koncerter med skiftende konservatorie-ensembler til følge. Netop dette samarbejde har været af fundamental betydning for begge parter, og det er ikke for meget sagt, at FUT har været en afgørende faktor i den markante udvikling af konservatoriets ny musik-miljø siden begyndelsen af 1980erne (herunder oprettelsen i begyndelsen af 1990erne af konservatoriets særlige musiker-performer-linje med dens store vægtning af formidling af ny og nyere kompositionsmusik).

Skulle nogen i øvrigt være forledt til at tro, at dansk-komponeret musik har indtaget en mere tilbagetrukket placering i programlægningen, er de på vildspor. Men når det er sagt, har bestyrelsen altid tilstræbt at holde vågent udkig til, hvad der skete andre steder i verden, og ikke at glemme den ny musiks pionerer.

FUT får egen festival i Odense

Med et Musiknytår med temaet 'Ny Musik i USA og USSR' i januar 1985 kastede FUT sig for første gang ud i festival-livet for alvor. Som nævnt havde man netop overtaget DR's Musiknytår og skulle nu lægge ud med en ren fynsk version i weekendformat omfattende otte koncerter (heraf én orkesterkoncert) samt ét seminar. I sandhed noget af et skift i forhold til DR-modellen, som dels forløb over en hel uge og dels trak på alle tænkelige ressourcer i den store institution, jf. opførelser af storværker som Berios Coro og Sandströms Requiem.

Og hvor DR's Musiknytår hvert år havde fokuseret på en af samtidens store sikkelser (Henze, Ligeti, Berio, Elliott Carter, Stockhausen og Sven-David Sandström) valgte FUT at lægge langt mere bredt ud, omend inden for en klart afgrænset 'geografisk' temaramme. Både publikumsmæssigt og kunstnerisk viste festivalen sin store berettigelse i den nye iklædning, og FUT kunne glæde sig over en omfattende pressedækning, hvor følgende Politiken-klip er ganske symptomatisk for den generelt meget positive holdning:

»En tosporet programlinie og en håndfuld indkaldte specialister til netop denne linie gjorde det korte og koncentrerede fynske musiknytår til en meget tæt og sammenhængende ople-velse af gennemgående høj kvalitet.« (d. 16.1.1985). Programudvalget bestod af Jens Schou, Per Erland Rasmussen samt nærværende artikelforfatter (som tillige var foreningens formand 1986-2000), og heraf har de to sidstnævnte lige siden 1988 udgjort festivalens kunstneriske ledelse.

I 1986 var Musiknytårs-temaet 'Ny engelsk musik', og i 1987 hed det 'Ny ungarsk musik'. Netop i 1987 var januar usædvanlig kold og snerig, hvilket medførte utallige besværligheder af typen fly-forsinkelser, et iskoldt 'Magasinet' på Brandts Klædefabrik osv. Som en følge heraf blev det besluttet at flytte festivalen til en vejrmæssigt knap så udfordrende årstid, nærmere bestemt oktober-november, hvorfor Musiknytår måtte vige for Musikhøst.

I denne skikkelse blev festivalen første gang afholdt i november 1988 med et rent dansk program centreret om Niels Viggo Bentzon flankeret af Bent Sørensen, Anders Nordentoft og - Pierre Dørge, der var med som både komponist og musiker og ved festivalens åbning deltog i en usædvanlig duo-improvisation sammen med Bentzon. Sidstnævnte udfyldte i meget høj grad rollen som hovednavn og leverede flere mindeværdige bidrag som pianist (bl.a. i hovedværkerne Partita op. 38 og Det Tempererede Klaver I). Samtidig med sæsonflytningen udvidedes festivalen til fire dage.

I 1989 var temaet finsk - komponisterne Bergman, Heininen, Kaipainen og Saariaho - og i 1990 atter rent dansk. Altdominerende navn var Poul Ruders, af hvem 24 værker (eller ca. halvdelen af hans daværende produktion) blev opført. Desuden indgik opførelser af 7 værker af den da næsten glemte fynske komponist Franz Syberg. I 1990 fik Musikhøst sit nuværende ydre, dvs. ca. 12 koncerter og enkelte seminarer fordelt på fem dage, fra onsdag til søndag, ligesom grunden til den nu næsten ikon-agtige festival-plakat blev skabt det år. Siden er det gået slag i slag med skiftende, ofte mere eller mindre geografisk prægede festivaltemaer, hvoriblandt kan nævnes 'Ny musik fra Litauen og Polen' (1992), 'Skandinaviske navne' (Nordheim, Eliasson, Gudmundsen-Holmgreen - i 1993), 'Tre polske kvinder' (1994), Per Nørgård (flankeret af Ivar Frounberg og Jesper Koch - i 1997) samt 'John Adams, George Crumb og Gunther Schuller' (1999).

Enkelte festivaltemaer er i øvrigt blevet holdt ved lige og fulgt op ved senere lejlighed. Eksempelvis blev 1985-temaet 'Ny musik fra USA og USSR' i 1991 videreført under overskriften 'Amerikansk - dansk - sovjetisk', ligesom Niels Viggo Bentzon på ny vil indgå i et Musikhøst-tema i 2001. Et fast element har gennem alle årene været samarbejdet med Odense Symfoniorkester om en tematisk bestemt symfonikoncert. Dette har været utrolig værdifuldt, selv om det ideelle behov for orkesterkoncerter ofte har peget i retning af 2-3 symfonikoncerter - sådan som det helt undtagelsesvist lykkedes at realisere i 1997, da Radiosymfoniorkestret og Radiokoret samt Aarhus Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester spillede på tre på hinanden følgende dage.

Allerede efter få år indgik festivalen i den danske historieskrivning, jf. bind 15 af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie (1991), hvor man under overskriften "Kulturbrydninger" kunne læse: »Med til at trække kulturen og dens udfoldelser væk fra København (...) var opførelsen af bl.a. Musikhuset i Århus, den nye koncertsal og Brandts Klædefabrik i Odense (...) Samtidig fandt klassisk musik både hjerte- og husrum ved NUMUS-festivalen i Århus, i Århus Festuge, Lerchenborg Musikdage (...) og ved Musikhøst i Odense, hvor man også afviklede internationale orgel- og Carl Nielsen-konkurrencer« (prof. Ole Karup Pedersen).

Som bekendt er der forlængst atter sat turbo på kulturen i København og indtil nu uden, at det er gået direkte ud over Musikhøst. Økonomien er imidlertid fremdeles af en sådan art, at festivalen ikke har haft mulighed for at udvikle sig i en decideret internationalt opmærksomhedsskabende og trendy retning, en omstændighed der (positivt anskuet) har givet anledning til denne karakteristik: »Det lykkes dem hvert år at skabe en festival, der har internationalt niveau og samtidig er så hyggelig dansk, som det som en selvfølge hører sig hjemme i H.C. Andersens fødeby.« (Berlingske Tidende d. 8.11.97). Her i år 2000 er der dog sket det glædelige, at vi har kunnet udvide aktiviterne til også at omfatte et helt opera-gæstespil, nemlig Nimrod Opera Production fra London med en opførelse af Thomas Adès' Powder Her Face (se Musikhøst-annoncen andetsteds i dette nummer, red.).

Forkortelsen FUT kan vel være lige så finurligt hyggelig eller komisk (alt efter temperament og smag) som fx DUT. Men den skurrede på en eller anden generende måde i adskillige bestyrelsesmedllemmers ører, så da skandalen i første halvdel af 1990erne rullede ind over DUT, føltes UT-betegnelsen efterhånden så belastet, at vejen var banet for en navneforandring i 1997 - til Ny Musik Odense (NMO). Samtidig påbegyndtes en gradvis (og nødvendig!) foryngelseskur for bestyrelsens vedkommende, således at denne i dag fremtræder med en rimelig aldersspredning, fra ca. 20 til 55 år. Også formandsskift er det blevet til, idet næstformanden gennem flere år, komponisten Jesper Hendze, fra marts 2000 har overtaget roret. Dermed skulle der være banet vej for en fortsat strøm af nye ideer og impulser, hvoraf adskillige forhåbentlig vil nyde godt af at blive realiseret i samarbejde med lignende foreninger andre steder i landet, sådan som det fx gjaldt denne sæsons markante åbningskoncert med Michaelstrompeterne under ledelse af Markus Stockhausen.