Fremtiden er begyndt

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 03 - side 73-73

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    EMP
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Danske kunstnere er gået i et skarpt opgør med musikindustrien - det vil sige modstanderne af den omsiggribende 'napsterisering'. Ugebrevet Mandag Morgen kunne for nylig, med henvisning til en ny undersøgelse, dokumentere, at hver fjerde unge dansker piratkopierer musik fra Internettet, mens dobbelt så mange har tænkt sig at gøre det fremover. Samtidig siger en række kendte danske musikere for første gang fra over for de pladegiganter, som kontrollerer den globale musikindustri. 'Napster-opgøret' mellem kunstnere, forbrugere og mellemhandlere i musikbranchen får enorme konsekvenser for film- og bogforlag samt en lang række andre kreative områder. For eksempel pladeforlag.

Det statsejede dacapo har fået mere spalteplads i den seneste tid, end selv de største kulturelle begivenheder med massiv markedsføring. Desværre er anledningen til presse-festen for dacapo ikke så festlig, idet plademærket er endt i en lukningstruet situation som følge af svigtende salgstal. Alligevel siger dacapos direktør, Henrik Rørdam, i dette nummer af DMT, at »Piratkopiering er ikke et reelt problem. Omfanget af piratkopiering har været overdrevet, i hvert fald er der ingen sammenhæng mellem den ulovlige kopiering og de vanskelige tider for cd-branchen. Ulovlig kopiering har eksisteret til alle tider, og det vil også fremover være ulovligt at kopiere digitale medier til andet end privat brug.«

Modsætninger mødes - fakta er, at cd-salget er under nedsmeltning, hvilket Rørdam selv peger på. Vi bringer også artiklen Fanget i nettet, som har bud på, hvordan den digitale verden vil ændre på de basale måder, vi udveksler varer på.

Gudskelov er dacapo ikke handlingslammet, som følge af det akutte salgs-knockout. Det har da heller ikke skortet på sympatisører i kulturlivet, der gerne vil gøre opmærksom på vigtigheden af det arbejde, dacapo udfører. Fra denne platform er der al mulig grund til at synge med i støttekoret, for dacapos rolle og virke kalder på respekt. I øvrigt bør man i kampens hede ikke glemme, at hele branchen er ramt af udviklingen, hvorfor det også har været naturligt for selv dacapos konkurrrenter at gå ud i offentligheden med støtteerklæringer. Blandt de mange gode og mindre gode forslag fra kendte og ukendte er ideen om at lade dacapos usolgte cd'er tilflyde de mange folkebibioteker i riget, som derved ville blive i stand til at opretholde deres forpligtelse om at formidle smal dansk kultur. Forslagene står i kø for at blive præsenteret. Det vigtige er, at danske kulturpolitikere forstår, at flere nicheforetagender i denne overgangstid må have mulighed for at ruste sig til den nye situation, ellers vil vi opleve en langsom afvikling af vitale områder i dansk musikliv.