Hyperfølsom og ekspressiv. Introduktion til den franske komponist Gualtiero Dazzi

Den franske komponist Gualtiero Dazzi er ikke kendt af mange i Danmark. Nu kommer han til landet og bliver spillet af danske musikere. Den 16. november opfører Esbjerg Ensemble Sable, in memoriam Edmund Jabès af Gualtiero Dazzi. Som navnet antyder er Dazzi italiensk født - i Milano, 1960. I sin barndom og ungdom var han på farten sammen med sine forældre og boede i Rom, London, Paris og Mexico City.

Siden 1982 har han boet i Paris og er i dag fransk statsborger. Efter sin komponistuddanelse ved Verdi Akademiet i Milano har Dazzi studeret hos flere af de store og berømte lærere: Tristan Murail, Franco Donatoni og Luigi Nono, hos hvem han studerede privat 1987-1990. Han har såmænd også været omkring IRCAM. Så man bliver lidt overrasket, når man møder hans musik, som jeg gjorde ved først at sætte Un pas dans la neige suffit à ébranler la montagne (1990) for solo-cello på afspilleren: Det er ikke (fransk) subtil, raffineret klangkunst, eller (italiensk) glitrende virtuoseri, sådan som jeg forventede. Lyrisk og udtryksfuldt er det måske nærmest som en slags efterklange af tysk ekspressionisme. Det virker umiddelbart lidt traditionelt. Værket er det ældste af dem, der er medtaget i kataloget fra Dazzis forlag.

Videre lytning gennem stablen af kasettebånd: L'éclosion des Chrysalides (1993), for klarinet, horn, slagtøj, klaver, synthesizer, violin og cello, er et smukt værk: Stillestående, intenst og tilbageholdt udtryksfuldt - udholdte toner og akkorder i skiftende klanglige nuancer, pludselige udbrud. En indflydelse fra Nono synes at gøre sig gældende her. Ellers er det påfaldende, at ingen af de store og stærke komponistpersonligheder, som han har været i kontakt med, har præget hans musikalske sprog på en dominerende måde. Det lyder som alt muligt andet, men aldrig som noget bestemt. Og i hvert nyt værk, jeg sætter på anlægget, synes han at vise nye sider af sig selv.

Et hurtigt blik ned over Dazzis værk-liste fortæller, at langt størsteparten af hans værker anvender sunget tekst. Tekstvalget demonstrerer en vidtspændende interesse i litteratur og sprog med en forkærlighed for det eksotiske, det tragiske og det mytologiske. Icnocuicatl (1994), for mezzosopran og ensemble, er skrevet til tekster på præ-colombiansk mexicansk. Contra suberna (1998), kantate for tenor, cimbalom og strygere, anvender digte på gammelt provençalsk fransk. Til Klage, tragisk kantate for sopran, instrumentalensemble og børnekor og Líenclos, melodrama for fortæller, børnekor og ensemble, har han selv udarbejdet teksterne - i Klage med udgangspunkt i digte af Trakl og i antikke, græske tekster af Aischylos fra Perserne.

Blandt værkerne er også to operaer: Multimedieværket Lumiére brisée fra i år og La Rosa de Ariadna (1991), en musikalsk tragedie over et digt af Francisco Serrano. Ydermere har han arbejdet som dramaturg på operaopsætninger - bl.a. Beethovens Fidelio og Bartóks Hertug Blåskægs borg. Dazzi anvender - uproblematisk og uden ironi - tidligere tiders musik og musik fra andre kulturer. Lichtzwang (1996), 10 sange til tekster af Paul Celan, for sopran, tenor, strygekvintet, cembalo og orgel, bygger på musik af Scarlatti. Her er vi ellers tilbage til en Nono'sk ekspressivitet - ubevægeligt, ofte som på grænsen til blot at holde op. Sopranen og tenoren synger lange, langsomme, lyriske fraser i en mærkelig parallelført sats. I Augenblick (1996) for tre basfløjter (som jeg desværre ikke har haft mulighed for at høre) bruger han indisk musik.

I Dazzis curriculum kan man læse, at han i sin studietid spillede bas i en progressiv rock-gruppe. Så tænker man måske, at noget sådant kan man læse i de fleste unge komponisters biografier nuomstunder, det er som regel svært at høre hvilken betydning, det har for deres musik. Men når man hører indledningen til Klage, virker det alligevel som noget, der kun kan være skrevet af en, som har et personligt og nært forhold til rytmisk musik: Dunkende, heftigt pulserende musik i det dybe register med basklarinet og slagtøj, indtil sopranen sætter ind med en skærebrænder-agtig tone.

Altid er musikken hyperfølsom og espressiv, på en særegen måde balancerende mellem det stillestående, indestængte og det momentvis næsten grotesk udadvendte. Dette sidste bryder fuldt igennem i Contra Suberna med sprechgesang på provençalsk, og en vild, ekspressionistisk musik. Det er helt surrealistisk.

Han er ikke nem at få hold på, Gualtiero Dazzi. Det er tydeligvis i formidlingen af ord og drama, at han folder sig ud og viser sin originalitet. Jo mere man lytter til hans musik, jo mere tegner sig billedet af en grundlæggende eklektisk indstillet komponist. Det gennemgående element i hans musik er måske nogle tilbagevendende litterære temaer og et elementært dramatisk nærvær, snarere end en bestemt musikalsk stil. Man kan sige, at det er udtrykket fremfor stilen, der kendetegner ham. Han har noget på hjerte - noget, han vil fortælle, midlerne er ikke så afgørende. I al sin mangfoldighed er hans musik sympatisk, som han selv ser ud på billedet - med de store, kuglerunde, åbne øjne og det venlige, lidt underfundige smil. Den er original, udtryksfuld, spændende og lidt eksotisk og særegen, men altid på en ligefrem, imødekommende måde.