Mellem provinsialisme og avantgarde

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 03 - side 94-99

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

To nordiske festivaler for ny musik fandt sted i dette efterår: Nordiske Musikdage i Finland og Ultima

Festivalen i Norge. Den første bringer udelukkende musik af nordiske komponister, den sidste søger at tiltrække så meget ikke-nordisk musik som muligt.

Gisela Gronemeyer har besøgt begge festivaler og

beskriver deres indhold ud fra et tysk perspektiv.

De Nordiske Musikdage fandt i år sted i Lahti, Turku og Helsinki. Musikelskere som ikke kommer fra Nordeuropa ved næppe, hvad Nordiske Musikdage er - med mindre de har en særlig faible for skandinavisk musik. Pohjoismaiset Musiikkipäivät eller Nordiska Musik-dagar hedder festivalen i årets program på finsk og svensk. Festen, der blev grundlagt i 1888, bygger på traditioner, som ikke mange europæiske festivaler kan hamle op med.

Nordiske Musikdage er en biennale, som arrangeres på skift mellem de fem nordiske lande. For en udefrakommende, som undertegnede, der besøgte festivalen for første gang, er det overraskende at høre komponister som Arne Nordheim, Arne Mellnäs og Pelle Gudmundsen-Holmgreen sige, at i løbet af de seneste 40 år har festivalen egentlig ikke ændret karakter. I princippet er Nordiske Musikdage nemlig struktureret på samme måde som ISCM Verdensmusikdagene, der fandt sted for første gang i 1923.

Arrangøren af Nordiske Musikdage er Nordisk Komponistråd, der er en sammenslutning af de fem nordiske landes komponistforeninger. Disse foreninger sender partiturer til festivalen, og nogle af disse partiturer udvælges af en internordisk jury. I løbet af festivaleugen i år opførtes ca. 50 værker, som blev udvalgt af denne internordiske jury. Så Nordiske Musikdage er egentlig, på samme måde som det oprindelig var tilfældet med ISCM-festivalen, tænkt som et udstillingsvindue med aktuelle nordiske komponister og deres nyere værker.

Som med ISCM-festivalen således også med Nordiske Musikdage: Arrangementerne er ofte ikke særligt attraktive, når jury-valgene kun kan baseres på indsendte værker, som først har været igennem et filter i de nationale komiteer. 'Vandkandeprincippet', som siger at hvert medlemsland skal være repræsenteret som følge af medlemsstatus, der stadig er dominerende i ISCM, er nærmest en regel, når det gælder Nordiske Musikdage. En undtagelse var oprøret mod traditionen i 1988, da svenskerne i 100-året for festivalens fødsel skulle arrangere festen. I stedet for en nordisk jury nedsatte svenskerne en international jury bestående af englænderen Hugh Davies, schweizeren Klaus Huber og ungareren Zoltán Jeney, som udvalgte 15 svenske, 12 danske, 5 finske, 3 norske og 1 islandsk værk.

De svenske arrangører forsøgte dengang at rette op på de 'skæve' tal ved at tilføje værker fra de dårligst repræsenterede lande, hvilket ikke ubetinget førte til et kvalitetsløft. Så havde nordmændene større held som udbrydernation i forhold til den skandinaviske konsensus i 1992, da man indarbejdede festivalen i den embryonale Ultima Festival. Herved blev den nordiske musik sat i perspektiv af den ikke-nordiske musik, og man opnåede noget så særligt som at have et stort publikum til koncerterne. Også svenskerne åbnede til det internationale perspektiv i 1998, idet de foranstaltede et symposium i tilknytning til musikdagene, med deltagelse af internationale forelæsere. Finnerne derimod tilpasser sig så meget som muligt til den skandinaviske konsensus, fordi de som asiatisk folk i Europa med eget sprog på forhånd er outsidere i Skandinavien og således ønsker et tættere tilknytning til den Europæiske Union.

Alligevel var der ved årets festival en betydelig ændring, idet finnerne - i overensstemmelse med de andre nordiske lande - havde besluttet at eliminere det nationale filter, hvilket i praksis betød, at alle nordiske komponister kunne indsende partiturer. Faktisk var det tilladt at indsende hele tre værker til den finske jury bestående af komponisten Pehr Henrik Nordgren, dirigenten Hannu Lintu og musikvidenskabsmanden og komponisten Harri Suilamo. Denne fremgangsmåde har den fordel, siger komponisten, forlæggeren og kunstnerisk leder af festivalen, Jarmo Sermilä, at rejse- og hoteludgifter minimeres, og at juryen har værkerne i fire måneder i stedet for fem dage. Dette betyder at juryen kan beskæftige sig indgående med værkerne.

Denne praksis havde i år den konsekvens - måske for første gang i festivalens historie - at finnerne fik lidt flere værker opført end svenskerne. Derefter hed rangfølgen Danmark, Norge og Island. 54 værker blev udvalgt af en pulje på 355 værker. Udvalget var foretaget med det formål at afdække spektret fra nationalkonservatisme til individuelle eksperimenter. Dette førte til, at festivalen kunne præstere et overblik over nutidige udtryksformer i ny nordisk musik - som i øvrigt rækker langt ud over ideen om en fælles nordisk tone.

Ganske vist kunne man i visse kompositioner høre noget, der mindede om nationalromantik eller folketone eller naturbesværgelse, men slet ikke så ubekymret, som det kom til udtryk i værker komponeret umiddelbart efter krigen. Fx arbejder den svenske komponist Karin Rehnquist i orkesterværket Lamento - rytmen af en röst, som titlen antyder, med stemmerytmen. Dette bliver koblet med melodier hentet fra folkemusikken, og resultatet er, at disse melodier, nu underlagt helt andre 'fortegn', får helt nyt liv. Musikken klinger ikke-nordisk og nordisk på samme tid.

Hos de finske komponister kunne man også høre traditionen spille med - ikke mindst i den veldrejede 3. Kammersymfoni af 51-årige Kalevi Aho. I kraft af intellektuelt udblik, kombineret med vilje til at genbruge musikhistoriens landvindinger, minder Ahos tænkemåde ikke så lidt om Wolfgang Rihms. Videre til finske Olli Koskinen (f. 1955), der med sin fran-ske skoling repræsenterer æstetikken i Korvat Auki-gruppen, og Hannu Pohjan-noro (f. 1963), der med sin strygekvartet Syksyn huoneet (Efterårs-rum) skaber et gennemgående kontinuum af individuelle stemmer, som overlapper hinanden.

Jukka Tiensuus musik er farvet af kunstnerens dobbeltrolle som komponist og musiker. Tiensuu er også cembalist - i værket Musica ambigua fra 1996-98 fastholder han på fasci-ne-rende måde den gamle musik i en ny tids former. Tiensuu skaber lyde som minder om Helmut Lachenmanns, men de er frembragt med historiske instrumenter.

De norske komponister tilhører udbryder-nationen: Her hører vi de mest radikale tendenser. Ganske vist ikke hos senior Arne Nordheim, hvis verdensmandsagtige, elegant kompo-nerede Violinkoncert fremstod som klassiker. Nej, det var Jon Øivind Ness (f. 1968), der med sin generation udstillede en erfaringsverden, som knytter an til rockmusikken. Dette kunne let føre til dummernik-musik, men i tilfældet Øivind Ness er der i værket Cascading Ordure tale om et voluminøst og komplekst orkesterværk.

Mest konsekvent lød det dog i Ictus (1997) for 6 slagtøjsspillere af Cecilie Ore (f. 1954), som med abstrakte modeller udstiller en sammentrækning og en udvidelse af tiden - en konstant brudt kontinuitet.

Den islandske musik ved disse Nordiske Musikdage havde et enhedspræg, som næsten altid fremstiller en narrativ struktur, båret af emotioner og villet gestus med natur-inspiration. Således også orkesterværket Storka af Haukur Tómasson (f. 1960), som gengiver forskellige formationer af vulkansk lava, som det kan opleves på Island. Tómasson har omsat dette natur-fænomen til en på samme tid plastisk og streng konstruktion.

Danmark er det sydligste af de nordiske lande, og landets komponister bragte hurtigt Darmstadt-serialismen til landet, men samtidig etablerede de også en bevidsthed om både fluxus og ny enkelhed. Det sidste udvikledes indefra i miljøet, som et kontrapunkt til de udefrakommende klange. Påvirkning udefra præger stadig dansk musik: I Bent Lorentzens Hunting Concerto fra 1996 klang klicheerne fra den tyske waldhorn-romantik med.

Hvad angår interpreterne ved årets festival, var de finske udøvere intet mindre end fremragende. I tilfældet Lorentzens musik var det Østerbot-tens Kammerorkester under ledelse af Juha Kangas.

Ved Nordiske Musikdage kunne man i år få et - ganske vist ufuldstændigt, men - interessant overblik over de seneste ti års nordisk musik. Ikke desto mindre var publikums deltagelse meget sporadisk: Ud over de deltagende komponister, som fik deres værker opført, var kun ganske få journalister og et meget beskedent publikum til stede. Velbesøgt var kun åbningskoncerten i den nye Sibelius-Hall i Lahti og afslutningskoncerten i den akustisk set rædselsfulde Sibelius-Hall i Helsinki.

Arrangørerne havde valgt at præsentere danseproduktionerne i Turku: Én produktion fra hvert af de nordiske lande. Her oplevede man det traditionelle samarbejde mellem komponist og koreograf i skikkelse af Mikko Heiniø og Tiina Lindfors, der fik værket Hermes opført. Mere eksperimentelt var koreografien af spanske José Biondi, der længe har boet i Norge. Hans produktion A Frequently Painted Window var meget smuk.

Denne fokus på dans er en type tiltag, man kunne ønske sig mere af, fordi det giver festivalen profil. Spørgsmålet er, om ikke Nordiske Musikdage har overlevet sig selv i den nuværende form, hvorfor det kunne være frugtbart med en åbning mod det Europa, der bliver stadigt mere nærværende.

Om to år vil nordmændene bryde ud af den traditionelle festivalform og flytte evenementet til Berlin. Åbningskoncerten vil være med det danske Radiosymfoniorkester og afslutningskoncerten med Berlinerfilharmoni-kerne. Forsøget med at gøre plads til en helt anden offentlighed ved de Nordiske Musikdage viser, at man i de nordiske komponistmiljøer har erkendt, at en åbning og forandring indefra er nødvendig. Dette netop med henblik på, at traditionen kan leve videre i den nye kontekst.

Johnsons fest i Oslo

Ultima Festivalen i Oslo fandt i år sted for 10. gang. Festivalen så dagens lys i forbindelse med ISCM-festivalen i Oslo i 1990. Den norske ISCM-sektion Ny Musikk stod for ISCM-festen ganske som den havde gjort det en enkelt gang før, nemlig i 1953. Under stor mediebevågenhed præsenterede nordmændene deres egen, store festival for ny musik: Ultima. Private virksomheder, med oliefirmaet FINA i spidsen, og offentlige instanser var med til at skabe den finansielle baggrund for Ultima-festivalen. Det følgende år fandt den første officielle Ultima-festival sted med præsentation af ny norsk og international musik. Den kunstneriske leder de første fire år var komponisten John Persen. I de følgende fire år stod komponisten Åse Hedstrøm i spidsen for festivalen. Da hun blev chef for Konserthuset i Stockholm, overtog den tidligere Ny Musikk-leder Geir Johnson posten som kunstnerisk leder af Ultima-festivalen. Han så og ser det fortsat som sin fornemste opgave at være på samme niveau, hvad angår ny musik-opførelser, som de store festivaler i Europa. Han er derfor stolt over at være med i det europæiske festivalforbund Réseau Varèse, som er et netværk, der har til formål at udbrede kendskabet til ny musik. Der er for tiden 14 medlemmer i netværket, herunder fx Huddersfield Contem-porary Music Festival, Musikbiennale Berlin, South Bank Center London, Ars Musica Brüssel og Festival Musica Strasbourg. I det nye netværk udveksles erfaringer, og man har officielt erklæret, at formålet er at »arrangere transnationale sam-produktioner med europæisk karakter.«

Helt sådan implementeres internationaliserings-konceptet ikke i Ultima-festivalen. Hvis det kun kommer til at handle om kompositioner, som 'cirkler rundt' på europæiske festivaler, hvor er så den enkelte festivals profil? Geir Johnson tror mere på den personlige 'håndskrift'. Han satser på cross over, på event-kultur, på urbanisme, på interaktivitet, på multikunst. 'Ultima' betyder for ham ikke kun 'det yderste', men også 'det sidste skrig'. Han ser sig selv (f. 1953) som præget af popkulturen og ønsker tilsvarende at præsentere en nutidsmusik, som er åben over for mange smagsretninger - en festival som kan tiltrække mange befolkningsgrupper. Til at nå dette formål bruger Johnson dels de store, attraktive navne fra den europæiske ny musik-scene, dels norske navne fra de yngre generationer. Han håber med denne fremgangsmåde at kunne 'modellere' med publikums lyttevaner, fordi »et mandagspublikum er forskelligt fra et lørdagspublikum, som igen er et andet end søndagsformiddagspublikummet«, som han siger.

I forbindelse med 10-års jubilæet var en række topensemblet og -solister inviteret, fx Ensemble Modern, Ensemble Recherche, pianisten Steffen Schleiermacher og slagstøjsspilleren Matthias Kaul - alle fra Tyskland. Fra England kom Arditti Kvartetten og pianisten James Clapperton, der for tiden residerer i Bergen som leder af festivalen Music Factory.

Geir Johnson ønskede at markere tiåret for festivalens fødsel ved at knytte an til den første Ultima-festival. Det betød, at flere norske komponister og udøvere end normalt blev spillet. Den internationale præsens lod sig indskrænke til højborgene i den europæiske musik, med lande som Frankrig, Tyskland, England, Italien og Østrig. Dertil ungarske György Kurtág, amerikanske John Cage og Morton Feldman.

Et højdepunkt var et gæstespil af de 29-mand store Reigakusha-Ensemble fra Tokyo, som opførte japansk hofmusik side om side med værker af Tôru Takemitsu.

Derudover var der sat specielt lys på den finske komponist Kaija Saariaho, som er meget populær i Skandinavien - hun har for nylig modtaget Nordisk Råds Musikpris.

I år havde det norske Musikråd stillet midler til rådighed til to udenlandske bestillinger, noget der førhen næsten var umuligt, idet den norske regering - en af hovedfinansieringskilderne - normalt kun bevilger penge til norske bestillinger. Disse to bestillinger gik til argentineren Alejandro Viñao og til danskeren Hans Abrahamsen. Sidstnævnte var sammen med Saariaho en af de få ikke-norske skandinaver, som blev opført.

Abrahamsen blev i sin tid ført frem af Hans Werner Henze, og den danske komponist kom ind i det internationale rampelys, men valgte i slutningen af 1980erne at sætte sine aktiviteter på vågeblus. Derfor var det noget af en begivenhed, at Ultima kunne præsentere et helt nyt værk af Abrahamsen ved dette års festival. Det nye værk, en klaverkoncert som blev opført af Anne Marie Abildskov og BIT 20 Ensemble under ledelse af den finske dirigent Susanna Mälkki, blev omtalt og diskuteret af festivalgæsterne. I slutningen af Klaverkoncertens 4. sats kommer en bizar-langsom del, hvor klaveret spiller udtalt anti-virtuost.

Blandt de europæiske lande har Norge en helt speciel affinitet til Frankrig og fransk spektralmusik. Det gælder ikke mindst en komponist i mellemgenerationen som fx Lasse Thoresen. I år havde Ultima sat lys på franske Philippe Hurel, der fremlagde ideen om spektral klang sammen med Gérard Grisey og Tristan Murail omkring 1970.

Det var interessant for Deres kontinentale udsendte at høre det, det bliver komponeret netop nu i Norge: På foranledning af Ultima blev der i år opført 25 værker af unge norske komponister, en del bestilt direkte af festivalen. Her hørte komponisterne Henrik Hellstenius, Sven Lyder Kahrs og Rolf Wallin til de mest interessante. Sidstnævntes effektive koncert for seks slagstøjsspillere blev opført med nerve og fremdrift af Musikhøjskoleorkestret. Det er også på sin plads at nævne kammeroperaen Nokon kjem til å kom-me (tekst af Jon Fosse) af komponisten Knut Vaage og melodramaet Kassandra af Olav Anton Thommessen.

To norske danseprojekter med ironisk overspillet koreografi (Eftermiddagen og den andre af Ingun Bjørns-gaard) var meget morsom i henvisningen til Prélude à l'après-midi d'un faune. Film, installation og techo afrundede festivalpanoramaet.

Som den største ny musik-festival i Norden (dette år med 15.000 besøgende) udgør Ultima en vigtig kulturel ressource i Norge. Dels fordi festivalen bringer nordiske interpreter i berøring med ikke-norsk musik, dels fordi det norske publikum orienteres om mainstream-tendenser i ny europæisk musik. Randområder som den originale musik fra Latinamerika bliver i den forbindelse holdt udenfor. Men Ultima er også en vigtig stemme i det internationale i kraft af egne satsninger, og når derigennem at etablere en ligevægt mellem det, der kommer fra Norge og det, der kommer udefra. Det er sikkert ikke let at etablere denne ligevægt, når 16 deltagende institutioner skal bringes under samme festival-paraply, og alle skal have lov til at præge og beslutte. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at festivalen i en tiårig periode har vokset sig stor og betydelig med genklkang i den internationale musikverden - det har intet andet nordisk land kunnet præstere! Dermed har Norge i nordisk sammenhæng bekæftet sin outsiderposition i en helt igennem positiv betydning.

Illustration på opslaget 94-95: Fra danseforestillingen 'Beyond the Pale' af koreografen Efva Lilja og komponisten Kent Olofsson (begge fra Sverige). Foto: Hans Skoglund.

Gisela Gronemeyer er journalist og medredaktør af det tyske tidsskrift Musik Texte.

Oversat fra tysk af Anders Beyer.

Årgang 75/2000-2001, nr. 03