Plader

Carl Nielsen: Violinkoncert, Sang bag Ploven, Dengang Døden var i vente, I aften, Irmelin Rose og Min Pige er saa lys som Rav; Rued Langgaard: Strygekvartet nr. 3. Odense Symfoniorkester, dir. Jan Wagner, Saeka Matsuyama, Lars Thodberg Bertelsen, Frode Stengaard & The Miró String Quartet. Bridge Records 9100.

Sidste efterår fandt en festival med

dansk kunst, bl.a. musik, sted i New York. Heri indgik også "The Carl Nielsen International Violin Competition in New York City" - konkurrencen flyttede dette år fra Odense til New York, og Odense Symfoniorkester flyttede med. Det er optagelser fra denne festival, som Bridge Records nu har udgivet på cd - dekoreret med et billede af dronning Margrethe på bagsiden og med en alenlang liste med navne på medlemmer af komitéer, juryer og andre personer samt organisationer, som på den ene eller den anden måde har været involveret i festivalen, har denne cd tydeligt nok karakter af en del af selve festivalen, et fremstød for dansk musik.

Det er da også nogle spændende opførelser af gode værker, man her har valgt at udgive. Carl Nielsens fem sange fremføres overbevisende af Lars Thod-berg Bertelsen, som sammen med Frode Stengaard giver en særdeles personlig fortolkning af sangene. Og Carl Nielsens Violinkoncert fremføres her af Odense Symfoniorkester under ledelse af Jan Wagner med nærmest monumental vægt, men også med et overskud til at dvæle ved mere stilfærdige passager og til at kaste lys over detaljerne. Dette skaber gode og stærke kontraster. Saeka Matsuyama, som vandt andenprisen i konkurrencen, yder en god indsats, men mere tyngde og substans havde nok i denne sammenhæng hist og her været ønskelig.

Det mest overbevisende på denne cd er imidlertid for mig at høre Langgaards Strygekvartet nr. 3. Værket er et af Lang-gaards mest dobbelttydige i forholdet mellem tradition og den tids modernisme (værket er fra 1924). Hvad karikeres, og hvad fremtræder med oprigtig tro på materialets absolutte værdi? The Miró Quartet spiller med en sådan intensitet og fastholder en så permanent skiften mellem (eller måske snarere: Kombination af) oprigtighed, splittelse og sarkasme, at spørgsmålet ikke kan besvares. Værket synes at indeholde mere Bartók og Ives, end man normalt gør sig klart. Men det er først og fremmest præget af Langgaards egen dybt personlige fortolkning af en brydningstid. Denne fortolkning lader konflikt og tvivl indtage selve musikken og skabe sit eget metasprog, ikke gennem syntese, men gennem kunstnerisk erkendelse af, at de forskellige elementer eksisterer og ikke kan tænkes eller komponeres bort.

At der ikke er tale om en flugt fra en sådan betingelse, men om en anskueliggørelse, som lader værket fremstå med stor kunstnerisk gyldighed også i dag og i international sammenhæng, bevidnes her af The Miró Quartet. Det er godt, at denne indspilning er kommet med på cd'en.

•

David Felder: Six Poems from Neruda's "Alturas…", Coleccion Nocturna og a pressure triggering dreams. June in Buffalo Festival Orchestra, Jean Kopperud og James Winn, dir. Magnus Martensson & Harvey Sollberger. mode records 89.

Her i Danmark er der overraskende

dårlige muligheder for at købe ny musik fra USA på cd'er. Måske fordi salget og eksporten derovre i højere grad end i Europa finder sted via Nettet? Her er nu imidlertid en cd fra mode records, som jeg ellers mest kender fra Cage-udgivelser, med tre værker af David Felder (f. 1953).

Felder er professor i komposition ved State University of New York i Buffalo, og det professionelle håndelag overbeviser da også fra første sekund i Six Poems fra 1993, hvor man overrumples af en effektfuld, hårdtslående orkestersats. I det videre forløb viser det sig hurtigt, at David Felder har en imponerende evne til at etablere et klangunivers, i hvilket man med Felders specielle forkærlighed for det brutalt hamrende, for dramatiske kontraster, for "gysereffekter" a la film-musik og med en godt gennemført rød tråd i form af langt udspundne melodiske linjer kommer rundt i alle kroge.

Værket klinger som en nutidig variant af det tonesprog, som etableres i Schönbergs Fem Orksterstykker op. 16 fra 1909. Det, som dengang var epokegørende nyt, præsenteres her i en etableret skikkelse med det 20. århundredes musikalske landvindinger som baggrund. Der er tale om en kombination af en velkendt ekspressionistisk tradition og noget umiddelbart, elementært, som ikke kan undgå at gøre indtryk. Interessant nok lægger Felder i en kommentar vægt på, at værket er baseret på et fragment, som er komponeret intuitivt, og som benyttes som "kildemateriale", idet alt stof i værket uddrages af denne kilde, som således gennemsyrer alle lag i kompositionen. Det virker umiddelbart nærmest som en parallel til opdagelsen/opfindelsen af dodekafonien for trekvart århundrede siden!

Men naturligvis er der ikke tale om en genopfindelse af den dybe tallerken. David Felder kender både dodekafonien og dens tilblivelseshistorie. Hans musik kan tjene som et udmærket eksempel på den trang til etablering af enhedsskabende kompositionsprincipper - gældende for enkeltværker, værkgrupper eller alment for hele produktionen - som har gjort sig gældende hos så mange komponister i det 20. århundredes sidste årtier. Dodekafoni og serialisme er her forudsætninger for udfoldelse af individuel kreativitet. At møde værkerne på denne cd, som alle er komponeret i et tonesprog, der vækker mindelser om etableringen af basis for alt dette, er en både ejendommelig og tankevækkende oplevelse.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at disse tre værker er nutidig musik. Det gælder således også for Coleccion Nocturna for klarinet, klaver og bånd (1982) og a pressure triggering dreams (1997). I det førstnævnte værk møder vi en kammermusikalsk version af sproget fra Six Poems, hvis fuldstændige titel angiver inspirationen fra Pablo Nerudas poesi. Denne inspiration er også grundlaget for Coleccion Nocturna, i hvilken vi hører de melodiske linjer i et svævende polyfont univers med klarinetten som vejviser.

I a pressure triggering dreams kommer inspirationen fra Nietzsche - titlen er en gengivelse af Nietzsches tanker om Wagners musik og dens virkning på lytteren. Orkesteret er her suppleret med computerfremstillede fløjteklange og forstærkereffekter. Det, der høres her, er ikke et kontinuum mellem naturlig og syntetisk klang, men derimod en virkningsfuld dobbelbundethed: Et orkester i orkesteret. Dette skaber en nærmest skizofren fornemmelse, som understøtter det spændingsfyldte, kom-primerede præg. Der er ikke mange hvilepunkter i dette værk, som er fyldt med kontraster og voldsomme udladninger.

David Felders musik er således gennemtrængt af en umiddelbar appel og af en suveræn beherskelse af den kompositoriske teknik. Udførelsen er på denne cd fuldt på højde med dette.

•

Portrait Marcel Wengler. Concerto per oboe ed archi, Batuque og Symfoni nr. 2. Orchestre Philharmonique du Luxembourg, Fabrice Mélinon, Luxembourg Percussion og Orchestre Symphonique de Radio-Télé-Luxembourg, dir. Marcel Wengler. Anthologie de Musique Luxembourgeoise, Editions LGNM No. 541.

Det er ikke hver dag, man støder på

komponister fra Luxembourg. Men her er imidlertid en cd i en serie udgivet af Société Luxembourgeoise pour la Musique Contemporaine (LGNM) med værker af Marcel Wengler, en af landets mest fremtrædende komponister og tillige dirigent. Han har bl.a. virket som assistent for Hans Werner Henze ved konservatoriet i Köln, og han har studeret direktion hos bl.a. Igor Markevitch og Sergiu Celibidache.

Concerto per oboe ed archi (1984) er en ret lang, noget vidtløftig "fortælling", ifølge komponisten en "ballet" med en imaginær koreografi. Jeg synes imidlertid ikke, at man fornemmer et handlingsforløb; man hører en traditionel, noget uprofileret tematik med undgåelse af pauser og til en vis grad kontraster, men med en bestandig snakkesalighed. Koncerten virker med sin tendens til neoklassicisme i det lange løb (22 min.) mere trættende end overbevisende, skønt der spilles godt af både solist og orkester.

Batuque fra 1986 er heller ikke det mest spændende, jeg har hørt. Værket er for syv slagtøjsspillere, og det er opstået under et ophold i Brasilien. Jeg kender ikke meget til den del af den brasilianske musiktradition, som ifølge Wengler oprindelig stammer fra Afrika - der er tale om danse, som kan sammenlignes med samba - og jeg er derfor ikke i stand til at afgøre, i hvor høj grad Wengler her overtager elementer fra denne tradition. I sig selv virker stykket lidt monotont og uengageret i sin vandring gennem klanglige og rytmiske regioner. Marcel Wenglers værk kan ikke siges at være et sidestykke til, hvad Milhaud fik ud af sit Brasilien-ophold i 1917-18 (L'Homme et son désir, La Création du monde etc.).

På denne baggrund overrasker Symfoni nr. 2 (1982) med sin originalt klingende start, hvor forskellige melodiske fragmenter vokser ud af dybe, diffuse klange, et tilgrundliggende materiale, som i sig selv er næsten ingenting. I det videre forløb dukker mere og mere frem i en proces, der fornemmes som både organisk og spændingsfyldt. Som hos David Felder kommer man til at tænke på filmmusik, her blot på et helt andet grundlag: I Wenglers symfoni er der ikke noget enhedsskabende musikalsk grundmateriale, men nyt stof kommer stadig til syne i en dialektisk proces gennem modsætninger, spontan tilsynekomst af nye elementer og forandring eller tilintetgørelse af de i forvejen anvendte. Her kan man faktisk i højere grad end i obokoncerten tale om en imaginær handling; Wengler har i øvrigt netop komponeret en del filmmusik. Han synes at befinde sig godt med denne frie fabuleren og anvendelsen af et stort orkester, og musikken fornemmes i højere grad end i cd'ens to andre værker som nutidig.

Samtlige værker får en kompetent udførelse, men man sporer så afgjort mest engagement i symfonien. Den giver lyst til at høre mere musik af Marcel Wengler.

•

Lisa Reim: Tiger's Cry; Luca Vanneschi: Maqam; Pierre Couprie: ainsi, toujours, vers l'azur…; Tony K.T. Leung: Seven Trumpets of the Seven Angels; Lars Graugaard: Fractured Waves; Jean-Luc Darbellay: Lux; Andreas Pflüger: Contrasts; Serban Nichifor: La Nuit Obscure. Luxembourg Sinfonietta, dir. Marcel Wengler. Editions LGNM No. 401.

Her får vi så lejlighed til igen at høre

Marcel Wengler - nu imidlertid ikke som komponist, men som dirigent.

Wengler leder ikke blot Luxembourg Sinfonietta, men også ISCM-verdensmusikdagene i år, som fandt sted i Luxembourg. For at få mulighed for at opføre nye værker opfordrede Luxembourg Sinfonietta på sin hjemmeside komponister til at skrive stykker for ensemblet. Af de indsendte blev otte valgt ud og opført for første gang d. 13. februar 2000, og det er disse otte verdenspremierer, som nu udgives på denne cd. Den kan således ses som en hors d'oeuvre til verdensmusikdagene: Her præsenteres otte værker af lige så mange komponister fra syv lande: Tyskland (Reim), Italien (Vanneschi), Frankrig (Couprie), Kina (Leung), Danmark (Graugaard), Schweiz (Darbellay og Pflüger) og Rumænien (Nichifor).

Når værkerne på denne cd for fleres vedkommende kan komme til at mangle eget særpræg, skyldes det ikke manglende evne til nuancering hos ensemblet, og skylden er efter alt at dømme heller ikke komponisternes. Grunden er snarere den, at Luxembourg Sinfonietta ved denne lejlighed er sammensat på en måde, som i sig selv giver en ganske bestemt klanglig profil: To saxofoner, klarinet, basklarinet, tuba, accordeon, slagtøj, violin, viola og cello.

Således fremtræder Lisa Reims Tiger's Cry og Luca Vanneschis Maqam overraskende ens: Begge elegante stykker, som tenderer mod det diverterende med sans for økonomi og balance i den gennemsigtige sats - for Reims vedkommende helt over i cirkusstemning med akkordeon og tigerbrøl. Noget lignende gælder Tony K.T. Leungs Seven Trumpets of the Seven Angels, som overraskende nok - set i forhold til den apokalyptiske titel - havner i det underholdende hjørne. Der er fart over feltet. Stedvis kan værket minde om Koechlins Les Bandar-Log; måske skal titlen tolkes som en hentydning til satire som hos Koechlin, her over en kultur, som for komponisten at se står foran radikal forandring eller undergang?

Et andet karakteristisk træk kan være en koncentration om bestemte kontrastvirkninger, som så nemt lader sig etablere med denne besætning, men som kan komme til at klinge lovlig endimensionalt. Andreas Pflüger udnytter således i Contrasts ensemblets naturlige muligheder for en fremstilling af modsætninger mellem højt og dybt og mellem æterisk svævende og jordbundent stampende passager. Og Serban Nichifor dyrker i La Nuit Obscure i ekstrem grad kontrasten mellem hamrende rytmik i forskellige styrkegrader og glidende, slørede klange - en nattens dualisme. Enkelt og bestemt effektivt, ikke mindst fordi Nichifor specielt i de rytmiske episoder på virk-ningsfuld måde udnytter en reliefvirkning ved at anvende forskellige styrkegrader til det samme rytmiske ostinato. Men der er for mig at høre et misforhold mellem stoffets potentiale og stykkets udstrækning. Det varer ni minutter, og de forskellige muligheder er benyttet og pointen fattet længe før. En opstramning havde været på sin plads; minimalisme er der jo (heldigvis) ikke tale om.

Så er der flere nuancer og en frugtbar flertydighed i Jean-Luc Darbellays Lux, hvor komponisten går helt ud i fængslende mønstre af forgreninger i et spil mellem punkt og linje og mellem tone og stilhed. Dette skaber muligheden for en overrumplende effekt ved pludselig indsættelse af koncentreret dynamik og tæthed, og denne mulighed udnyttes særdeles virkningsfuldt. Bemærkelsesværdigt nok løber der gennem dette veksel-spil, som i sig selv vidner om betydeligt kompositorisk håndelag, en melodisk linje, som i dette fremmedgørende lys mister jordforbindelsen og til sidst opløses på en måde, som er svær at beskrive, men som skal opleves. Dette værk bliver man ikke færdig med ved første gennemhøring.

Også hos Lars Graugaard er der tale om et spil, som forlader dualismen til fordel for etableringen af et frugtbart spektrum. Fractured Waves fremtræder som et mønster af bølgebevægelser i forskellige hastigheder med en pulseren, som gør et pludseligt temposkift særdeles virkningsfuldt.

Endelig møder vi så hos Pierre Couprie i ainsi, toujours, vers l'azur… en original udnyttelse af ensemblets muligheder. Her er tale om en lytten sig ind på klanglige nuancer i et lavmælt, glidende spil, som efterhånden i stigende grad afbrydes af solopassager og kollektive episoder med dynamiske udsving, som pludselig tårner sig op. Dette mønster administreres på overbevisende måde med originale træk.

Der er i udførelsen af disse værker tale om en god præsentation af et ensemble: Teknisk er optagelserne udmærkede med god klarhed, dybde og bredde, og udførelsesmæssigt viser Luxembourg Sinfonietta, som medvirker ved verdensmusikdagene, sig her som et af de gode, engagerede ensembler, den nye musik i stigende grad nyder godt af. Gid denne udvikling må fortsætte!

•

Wärme-Quartet "Mater Mea". Indra Rise: Atgriesanas; Selga Mence: Contrasts; Birgitte Alsted: Haiku-Wärme; Andy Pape: Leonorasange; Øistein Sommer-feldt: Trekløver og Om Kjærlighet; Kerstin Jeppsson: Kärleksvisa og Mater Mea. Eva Bruun Hansen, Pia Kaufmanas, Inger Guldbrandt Jensen og Marie Wärme Otterstrøm. Danacord DACOCD 532.

Wärme-Kvartetten, som blev dannet

i 1994 med specielt henblik på indspilning af en konkret cd (DACOCD 423) med nutidig nordisk musik af kvindelige komponister, består af mezzo-sopran (Eva Bruun Hansen), fløjte (Pia Kaufmanas), cello (Inger Guldbrandt Jensen) og accordeon (Marie Wärme Otterstrøm). På den nye cd præsenteres imidlertid værker af ikke blot kvindelige, men også et par mandlige komponister. Det gør naturligvis ikke noget. Jeg synes imidlertid umiddelbart, at cd'en på et par andre leder, med hensyn til stil og komponistgenerationer, har et lovlig heterogent program. Men det er måske for at vise ensemblets spændvidde, og det er da forståeligt nok.

Nuvel: Det første værk, Atgriesanas af den efterhånden fortjent nok velkendte Indra Rise, starter i det ikke blot lyriske, men ligefrem idylliske hjørne. Men værket folder sig efterhånden ud i både den tonale, den klangfarvemæsige og den improvisatoriske dimension, ligesom musikernes stedvise medvirken ved teksternes fremførelse giver det hele et skær af drama. Digtene er skrevet af den lettiske poet Karlis Skalbe, og dette giver Rise anledning til at lade musikken blive farvet af den specielle lettiske folketone, som kendes fra så mange af hendes værker. Værket er i øvrigt for nylig udgivet i en anden indspilning med andre musikere på dacapo 8.224142 (se DMT nr. 2 2000/01 s. 70). Det er godt igen at høre The Return, som det kaldes i dacapo-noten, og derved få uddybet kendskabet til værket. Det tåler fuldtud et genhør.

Selga Mence (f. 1953), en anden kvindelig lettisk komponist, er jeg ikke stødt på før. Hendes Contrasts for fløjte og cello indeholder, som titlen lover, ganske skarpt profilerede modsætninger mellem noget, som jeg tolker som fortid og nutid, lettisk traditionel musik og modernisme. Således udkrystalliseres her på virkningsfuld måde en kontrast, som også kendes fra Rises produktion.

I forhold til de to værker af lettiske komponister er Birgitte Alsteds Haiku-Wärme mere asketisk og indadvendt. Alsteds løsning af et kompositorisk problem, som andre også med vekslende held har prøvet kræfter med - hvordan overføre haiku-digtenes ultrakorte poetiske form, et udtryk for øjeblikket, til musik, som jo ifølge sagens natur udstrækker sig i tid? - virker ret så overbevisende.

Leonorasange af Andy Pape er, som allerede titlen antyder, en "skitse" til operaen Leonora Christina, Dronning af Blåtårn. Det kvindelige kommer således til udtryk i teksten, som er fragmenter af Jammersminde. Værket er i sig selv en mini-opera, som fængsler med sin virkningsfulde dramatiske gestaltning af de valgte citater.

Det er med en lidt akavet fornemmelse, jeg i denne sammenhæng hører Øistein Sommerfeldts Trekløver, et ganske traditionelt værk, som er præget af indflydelse fra norsk folketone. Sommer-feldt (1919-1994) er en generation ældre end cd'ens øvrige komponister, og det lades man heller ikke i tvivl om. Så passer den mere grublende Om Kjærlighet bedre til helhedsindtrykket.

Lidt af det samme gør sig gældende med det første af Kerstin Jeppssons værker. Kerstin Jeppsson (f. 1948) viser i Kärleksvisa fra 1968 den folkloristiske tone, og det ganske iørefaldende værk fremføres ifølge kommentaren ofte ved bryllupper. Mere betydeligt er Mater Mea (1996), som har givet navn til cd'en, og som bl.a. med celloens vægtige passager giver stor udtrykskraft til den valgte tekst, gör dig synlig af den svenske digter Elisabet Hermodssons Skapelse utlämnad. Digtet handler om en "usynlig" kvinde, en mor, til hvem datteren i de afsluttende ord siger: "jag är din dotter/ och jag har aldrig sett dig". Cd'en slutter således med et værk, som man gerne hører igen, og som både i musikkens kvalitet og i tekstens indhold må siges at passe godt til Wärme-Kvartettens idégrundlag.

•

sofferte onde serene. Giacinto Scelsi: Quattro illustrazioni og Suite 10 "Ka"; Luciano Berio: Cinque variazione, Sequenza IV, Brin og Rounds; Luigi Nono: …sofferte onde serene… Kenneth Karlsson. ALBEDO ALBCD 015.

Dette er en spændende cd med

italienske klaverværker. Det drejer sig om musik af komponister, hvis navne for længst er slået fast: Scelsis musik kan betragtes som en forløber for spektralmusikken, og Berio og Nono skulle ikke behøve nogen præsentation her. Endnu mere spændende havde det været at stifte bekendtskab med italienske komponister af den følgende generation, som man hører forbløffende lidt til: Sciarrino, Fedele, Dazzi, Taccani, Tadini, Frances-coni, Perezzani og mange andre. Men denne cd hævder sig alligevel i kraft af et godt udvalg af værker og respektindgydende udførelsesmæssig kvalitet.

De to værker af Scelsi, begge fra 1953, viser to sider af komponisten. Quattro illustrazioni viser sig at være improvisatorisk/suggestive musikalske billeder af den indiske gud Vishnus forskellige skikkelser. Scelsi er her en slags italiensk pendant til Messiaen, ganske anderledes klingende, men med beslægtet interesse for østlig tænkemåde, her dog mere som en impuls til inspiration end som noget, der integreres i selve musikkens sprog. Der er større stilistisk slægtskab med landsmanden Dallapiccola. I Suite 10 "Ka" folder Scelsis eget præg sig mere ud i en opmærksom fokuseren på bestemte toner, intervaller eller figurer. Her etableres på ægte Scelsi-vis et rum for betragtning af elementære musikalske fænomener, som kommer til at leve deres eget liv i et mikrounivers.

Når vi kommer til de øvrige værker på cd'en, har jeg mulighed for at sam-menligne med andre indspilninger, og her klarer Kenneth Karlsson sig særdeles godt. Berios Cinque variazione fra 1953, som høres og indspilles alt for sjældent, får her virkelig lov til at folde sig ud i et virtuost spil mellem sangbare passager a la Dallapiccola og tidlig Darmstadt-påvirkning i kontrastrige episoder.

Med Sequenza IV (1966), som er Berios mest kendte klaverværk, er vi nået frem til den etablerede Darmstadt-traditions mest blomstrende sprog, som Berio med imponerende fantasi og konsekvens sætter under lup i en lang række Sequenza-værker. Man bør unde sig selv at lytte til hele serien, som er indspillet på tre cd'er (DG 457 038-2), men Kenneth Karlsson hævder sig her med en evne til differentiering og given liv til hver eneste tone kombineret med eksemplarisk gestaltning af sammenhængen. De mest eksplosive udbrud bliver her mirakuløst klare og gennemsigtige, hvilket får intensiteten i udtrykket til at blive desto stærkere, og det hele præsenteres med et spektrum af dynamiske gradueringer, som man skal lede længe for at finde et sidestykke til.

I Brin (1990), hvor arven fra Dallapiccola synes at være taget op igen på det grundlag, som de mellemliggende årtier har etableret, folder en meditativ nostalgi sig ud, mens Rounds (1963) som Sequenza IV er præget af de store kontraster i tæthed og dynamik. Karlsson leverer her den mest overbevisende udførelse, jeg har hørt.

Endelig leverer Kenneth Karlsson så den tredje indspilning af Nonos …sofferte onde serene…, jeg har stiftet bekendtskab med (de to andre findes på DG 423 248-2 med Maurizio Pollini og col legno WWE 1CD 31871 med Markus Hinter-häuser). Karlssons version er her til tider forstyrret, ikke af pianistens vejrtrækning, som kan høres på hele cd'en, og som man hurtigt vænner sig til, men af de publikumshost, som afslører, at der er tale om en koncertoptagelse. Publikum kan også høres til sidst, men nu med et stormende bifald, som så sandelig er fortjent. Nono skaber et musikalsk udsagn, som synes at stråle af glæde over tonernes liv og sammenhæng, og lader på denne baggrund intense udbrud af lidelse og sorg træde frem. Dette intense, rigt nuancerede følelsesspektrum fremstilles her med en musikalsk udtrykskraft, som gør værket til en i positiv forstand hårrejsende oplevelse.

Man kan ikke stærkt nok anbefale de oplevelser af nutidig italiensk klavermusik, Kenneth Karlsson her videregiver. Jeg glæder mig allerede til at høre cd'en igen.

Til slut et lille suk af irritation: Når man nu i Ny Musikk i Norge, som står bag ALBEDO, kan lave en udførelsesmæssigt og teknisk så fremragende cd, og når man kan benytte så elegant design i måden, den præsenterer sig på - hvorfor i alverden skal man så absolut falde for fristelsen til udelukkende at bruge små bogstaver i ledsagehæftets tekst, hvilket nok ser smart ud, men som bestemt ikke fremmer læseligheden? Når man kan skrive NRK og Made in Norway på bagsiden, kunne man vel også have brugt normal retskrivning i resten af teksten.

•

York Höller: Sonate für violoncello solo; Volker Heyn: Blues in B-flat; Tristram Cary: Messages for Solo Cello; Klaus K. Hübler: Opus breve; Kaija Saariaho: Petals; Richard Barrett: Von hinter dem Schmerz. Friedrich Gauwerky. ALBEDO ALBCD 013.

Cellisten Friedrich Gauwerky spiller

på denne cd en række nutidige værker for cello. I modsætning til Kenneth Karlsson-cd'en er der her ikke tale om komponister fra et bestemt land. Det, der binder cd'en sammen, er solisten, som bestemt er bemærkelsesværdig.

Sonate für violoncello solo af York Höller (f. 1944) er fra 1968, altså et ret tidligt værk. Det overrasker ved på traditionel vis at være inddelt i tre satser. Hver sats har da også sin klare profil, men i sin helhed er værket ikke det mest spændende, jeg har hørt af Höller. Så er sagen en ganske anden i Volker Heyns Blues in B-flat fra 1983. Dette værk af Heyn (f. 1938) har ikke, som man af titlen kunne forledes til at tro, noget som helst med jazz at gøre. I stedet lytter man til en fascinerende udforskning af tonen B: langt udholdte toner varieres i dynamik og klangfarve og forsynes gennem stadig variation i spillemåde med en aura af overtoner og mikrotoner samt lejlighedsvis vokal udfoldelse. Man er som lytter inde i instrumentet og mærker bogstaveligt talt grænseområderne mellem tone og støj. I dette værk, som jo altså er bygget på en i grunden ganske enkel ide, men som fremviser et ganske forbløffende klangligt spektrum og en klar kompositorisk profil, folder Friedrich Gauwerkys talent sig for alvor ud, og man gribes af undren over, at så meget overhovedet lader sig gøre. Med den rette mand ved buen er der en ufattelig rigdom af nuancer i en cello!

Messages for Solo Cello (1993) af Tristram Cary (f. 1925) gør også brug af et rigt spektrum af overtoner, men her er fortryllelsen brudt. I dette stykke er grundlaget et rytmisk ikke specielt spændende forløb, som trækker værket over i det mere konventionelle. Konventionelt kan man derimod ikke kalde Opus breve (1987) af Klaus K. Hübler (f. 1956), i hvert fald ikke som det fremtræder for interpreten: I notationen er de aktioner, som skal udføres, angivet, men ikke som i traditionel notation det klanglige resultat - og stykket hører med halvandet minuts varighed til blandt de kortere. Det fører imidlertid så også til, at det ganske enkelt ikke når at folde sig rigtigt ud for lytteren. Opus breve er sikkert spændende - og svært! - at indstudere, men man må nok konstatere, at det primært får karakter af etude for cellister.

Hos Kaija Saariaho (f. 1952) er der derimod i Petals (1988) tale om et værk, som får lov til at brede sig ud i et fængslende mønster af figurer, som undergår stadig forandring i et stadigt skift mellem fokusering på klangfarve, rytme og melodi. Der etableres et spektrum, hvis enkelte regioner får lov til at stå frem som stadier i en levende proces. Petals er et fortræffeligt værk, som tåler mange genhør, og som da også er indspillet før (Finlandia 3984-23407-2 med Anssi Karttunen) - og Kaija Saariaho er jo da også en af de mere kendte. Både Saariahos og Heyns værker på denne cd er gode eksempler på den berigelse af det musikalske sprog og udtryksregister, de spektrale anskuelses-måder kan føre til.

Von hinter dem Schmerz (1996) af Richard Barrett (f. 1959) er gennemtrængt af spillemåder, som ifølge komponisten fører cellisten ud i ekstreme opførelsesmæssige situationer. Dette kan da også høres i et spændingsfyldt, dramatisk forløb, hvor hændelserne ikke som i andre af værkerne på denne cd har egen klanglig værdi, men hvor de i højere grad indgår i et imaginært handlingsforløb, som bevæger sig på randen af tavshed. Barrett taler i noten om "questioning the possibility of expression, of symbolism, especially faced with the unspeakable". Her hentydes der indirekte til det større værk, Opening of the Mouth, som værket oprindelig er en del af. I dette værk udgør et digt af Paul Celan med hentydninger til jødernes død i tilintetgørelses-lejrene under 2. Verdenskrig det tekst-mæssige grundlag. Man forstår, at værket må bevæge sig på randen af det, som ikke kan udtrykkes.

Alene på grund af Friedrich Gauwerkys spil fortjener denne cd at blive hørt. Og så tør man velgørende nok bruge store bogstaver i ledsagehæftet.