Dansk møder udenlandsk. Musikhøst 2000

MUSIKHØST-festivalen i Odense bød dette år på dansk og udenlandsk musik.

Festivalen bør fortsat nyde støtte til at videreudvikle de pædagogiske tiltag med henblik på at styrke publikums-interessen for ny musik.

Ved første blik så dette års MUSIKHØST-festival ud som en umage blanding af tilbud. To af hovedattraktionerne var de ikke særlig prominente navne fra fortiden, italieneren Bruno Maderna og grækeren Nikos Skalkottas; de andre to var nutidige, englænderen Thomas Adès og Bent Lorentzen. År 2000 var således ikke typisk for MUSIKHØST-programmerne, der i mange år har haft en klar profil, veldefinerede grupperinger og en stærk tilstædeværelse af nye internationale strømninger.

Skalkottas er bedst kendt som elev af Schönberg i Berlin, og skønt han skrev meget, høres hans musik ret sjældent. Maderna var en inspireret dirigent og formidler af ny musik mere end en beåndet komponist, og da han døde ung, er hans værkliste ikke lang, skønt han begyndte som vidunderbarn. Adès har produceret en del værker, men er endnu ung trods al berømmelsen. Så Lorentzen er egentlig den mest solide i det selskab, eftersom han har komponeret frodigt og har opnået at blive veletableret både i Danmark og i udlandet, især i Tyskland.

Ved siden af disse fires værker, var der adskillige andre begivenheder: Lars Graugaards 1. Symfoni blev uropført af Odense Symfoniorkester under Nikos Christodoulou; Tore Bjørn Larsen debuterede som komponist; og der var to seminarer, det ene om Skalkottas, det andet om Lorentzen.

Oven i dette præsenteredes resultatet af et 6-årigt projekt på den kommunale musikskole under ledelse af Mette Stig Nielsen fra Det Fynske Musikkonservatorium. Formålet var at skabe kontakt mellem komponister og studerende, og forsøget kulminerede i fire programmer: Et med musik af seks meget unge komponister, der alle havde studeret med Ivar Frounberg i det forløbne år; et andet med værker for unge skrevet af erfarne komponister (Lorentzen og Elias Davidsson fra Island); et treje med fortrinsvis duoer og trioer af Davidsson, med en efterfølgende workshop, hvor eleverne fik lejlighed til at improvisere over værkerne; endelig, den sidste dag, en interessant 'dokumentation' hvor forskellige værker af ti komponister (Jesper Hendze, Ivar Frounberg, Sven Erik Werner, Lars Graugaard, Irene Becker, Karsten Fundal, Ole Buck, Birgitte Alsted, Anders Brødsgaard og Anders Nordentoft) blev spillet og optaget på en cd. Udgivelsen skal komplementere Mette Stig Nielsens rapport Ny musik i musikskolen - et udviklingsprojekt. Hvorfor skal børn spille ny musik? udgivet af Det Fynske Musikkonservatorium. 'Ny musik i musikskolen' var faktisk en festival indeni festivalen; en parallel begivenhed, som gav det hele et videre perspektiv.

Opera som Broadway-show

I sit anlæg var MUSIKHØST 2000 nok en løs mosaik, men faktisk hændte der det, at en gennemgående linie dukkede op, fordi kontinuiteten mellem de to ældre komponister, Skalkottas og Maderna, og Lorentzen blev klar, samtidig med at Lorentzens stadige selvfornyelse gav en interessant baggrund for mødet med Adès; dette også fordi Lorentzen-seminaret inkluderede en oversigt over hans sidste operaer, så sammenligningen med den nye Adès-opera var nærliggende. De fire hovednavne var sammenstillet på kryds og tværs, i kammerkoncerter, i et solo-klaver-program, og i orkester- og sinfonietta-koncerter.

Stærkest stod dog det rene Lorentzen-program i Vor Frue Kirke. Det rakte fra den bevægende tonesætning af den ældgamle tekst Tristan und diu Künigîn, som inspirerede til en overbevisende fortolkning af mezzo-sopranen Pia Hansen og ensemblet, til Carnaval der fascinerende udforsker Schumanns psyke med brug af citater, såvel litterære som musikalske. Sammensætningen af programmet var ekstraordinært vellykket.

Adès er en ny og spændende figur på verdensscenen. Han har fået de fineste anerkendelser, kulminerende med Grawemeyer Prisen på 200.000 dollars fra universitetet i Louisville i 2000. Han er nu professor ved Royal Academy of Music i London samt leder af Aldeburgh Festivalen. Det var interessant at få ham præsenteret i fuld figur. Hans tidlige Kammersymfoni op. 2 er præget af hans studier hos Alexander Goehr, mens de senere værker viser en mere poetisk stil og stor evne til at udnytte gamle modeller - fra Dowland til Stravinsky - i brillant orkestrering.

Operaen Powder Her Face har afløst Living Toys som Adès' mest omtalte værk, så det var et kup af MUSIKHØST at sikre sig stykket (opført af Nimrod Opera Production). Operaen er bygget over en historisk person, en sexet hertuginde, Margaret Whigham (født i 1912), som var stolt af sin charme og intelligens, og som indgik et fornuftsægteskab, hvorved hun fik sin titel og hendes mand en formue. I 1963 afslørede hertugen det fulde omfang af sine sexuelle eskapader, hvilket førte til offentlig skandale og skilsmisse.

Til forskel fra de fleste gode operaer er detaljerne her fundamentalt uinteresante. Når alt kommer til alt, er det en enkel historie om en usympatisk, ynkværdig kvinde. Det er en gammeldags sæbe-opera, blot - forudsigeligt - med omhyggeligt udpenslede sex-scener mellem personer, som ikke kan komme os ved, centreret om en kvinde, hvis eneste bemærkelsesværdige karaktertræk er evnen til at hæve sig over eksistentielle kriser med fornyet selvtillid. Partiturets raffinementer kan ikke redde et stykke, der har alle de negative kvaliteter ved et Broadway- show.

Karakteristisk nok var den finske subrette-sopran Piia Komsi den eneste, som hævede sig over stykkets begrænsninger, netop fordi hun ramte Broadway-stilen i sin ageren (hun slog møllehjul, hoppede på sengen med benene disket i bejret, og så videre). Stykket er blevet omtalt som en slags kabaret-opera, men vittige tangoer og lignende kan ikke kompensere for de manglende litterære kvaliteter.

Opførelsesniveauet for ny musik ligger i dag højt over efterkrigs-modernismens tidlige dage, men en af de ubehagelige afsløringer under festivalen var, at mange opførelser blev ødelagt af manglende interesse for dynamiske nuancer, især i den bløde ende af skalaen. Orkesteret der spillede for Powder Her Face var et eksempel: Monokromatisk og alt for kraftigt. Derfor kan man ikke rose den græske New Hellenic Quartet for meget. De fire musikere spillede pianissimo, når det var krævet - nogle gange med ganske overvældende effekt. De brugte deres virtuositet, deres højst varierede vibratoer, tremoloer, deres rytmiske vitalitet, til at formidle værkernes kvaliteter.

I øvrigt må det siges, at de lokale musikere spillede godt. Der er ikke mangel på udøvere, ressourcer, organisering og traditioner i Odense. Alligevel var deltagelsen for ringe, nogle koncerter havde næsten ingen publikummere. Bent Lorentzen var den eneste, som formulerede en advarsel om den nye musiks truede situation, men det er klart, at langsomt fremadskridende festival-programmer mangler tiltrækningskraft for nye lyttergrupper. Selve måden, MUSIKHØST-folkene afvikler festival på, er i grunden out of time. Hvis man fraregner de publikummere, som ikke var betalt for at være til stede i Odense, er der faktisk ikke ret mange tilbage. Det bør få arrangørerne til at gå i tænkeboks. Derfor, måske, var det pædagogiske indslag i MUSIKHØST 2000 det mest opløftende - det kan tænkes, at det er her, der skal sættes ind for at generere et nyt publikum.

Fotos (fra venstre): Bruno Maderna,

Bent Lorentzen, Nikos Skalkottas,

Thomas Adès.