Forfængelighedens pris

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 04 - side 109-109

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Kunsten er metier, det er livet der er svært«. Sagde Niels Viggo Bentzon i sit sidste leveår. Den daglige praksis i kulturlivet kunne med en let omskrivning af de vise ord beskrives med sætningen: Det er ingen kunst at køre sololøb, det er samlivet og samarbejdet med andre i princippet ligesindede, der er svært. De viljestærke har positioner at befæste og personlige og institutionelle ambitioner at pleje. Historiske fremstillinger dokumenterer, at København har rekord i institutionel brydekamp.

Der er flere tegn i tiden på, at denne måde at ikke-samarbejde på, vil svække Københavns fremtidige muligheder for at markere sig som attraktiv musikby. I andre nordiske hovedstæder har man for længst etableret internationale festivaler, endog med speciel fokus på ny musik. København har ikke en stor festival for ny musik, hvor det ypperste internationale møder den vildtvoksende danske musik, som i disse år rent ud sagt kalder på at blive eksponeret i en international sammenhæng - på dansk grund.

Når Ivar Frounberg i dette nummer i sit rejsebrev fra Oslo kalder tingene ved deres rette navn i forhold til Det kongelige danske Musikkonservatoriums virke, bør det ikke ses som et udtryk for, at københavnerkonservatoriet er enestående elendigt. Det skal ses som et symptom på en generel identitetskrise i musiklivet, som svækker operationaliteten, og som får institutionerne til at lukke sig om sig selv og derved i stadig højere grad antager karakter af bastioner, der skal forsvares med alle midler. Det kan meget vel tænkes, at det er et overgangsfænomen, for øget konkurrence kræver samordning og fleksibilitet. Andre steder er tiøren forlængst faldet. Når kritikken slipper ud af sprækker og huller i det hjemlige institutionelle murværk, reagerer lederne ofte med paranoia og vrede og skuffelse. Hvilket alt for tydeligt viser, at åbenheden over for nye ideer er sat på vågeblus.

Positivt var det derfor midt i det trivielle rundsave-cirkus, at opleve DIEM indkalde til en høring om DIEMs fremtid. Med opfordring til de medvirkende om at komme frem med »tanker, ideer, drømme, mareridt, ris og ros«, som det hed i oplægget. For god ordens skyld skal det her oplyses, at høringen fandt sted i Danmarks Radio, med velvillig bistand fra Evanthore Vestergaard, der stillede udstyr, lokaler vin & snacks til rådighed. Tak. Der var ingen bestillingsværker fra Danmarks Radio ved den lejlighed, men der blev spillet lavtflyvende musik af DIEM-arrangørerne, der godtgjorde, at DIEM roligt kan kæmpe videre. Det Fynske Musikkonservatorium var ikke repræsenteret ved høringen, hvilket kan undre på baggrund af, at de fynske elektro-akusmatikere har betydelig erfaring med undervisning, formidling og forskning inden for området. Hvilket igen understreger det faktum, at selv i et lilleput-land som Danmark kan fagfolk undgå hinanden med stor behændighed.

Det første skridt på vejen kunne være fremskaffelsen af et fælles spejl, som viljestærke ledere dagligt kunne se ind i. Synet burde fremkalde den følelse, som den rigt ornamenterede svenske general i Babettes Gæstebud med stille stemme må lade komme til udtryk umiddelbart før den eksorbitante middag: »Det er forfængelighed,

kun forfængelighed«.

Årgang 75/2000-2001, nr. 04