Mellem fortidsvisioner og nutidspragmatisme. ISCM-festival 2000

»At styrke ny musik uden hensyntagen til æstetisk position, nationalitet, race, religion eller politisk overbevisning hos den enkelte komponist«. Sådan skulle ISCM Verdensmusikdage være, mente grundlæggerne i 1922. Det mener man vist stadig

- i princippet.

ISCM Verdensmusikdagene fandt sted i Luxembourg

29. september-

8. oktober.

Fra kaotisk gennemførelse af ISCM Verdensmusikdagene i Rumænien i 1999 (efter rapporter at dømme), kunne arrangørerne i Luxembourg fremvise overlegent værtsskab med tjek på alt praktisk i stort såvel som småt. Det er godt gået, når man tænker på, at Luxembourg fik oprettet den nationale ISCM-sektion (Luxembourg Society for Contemporary Music) så sent som i 1983. Landets økonomi er god, og ny musik nyder politisk opbakning, hvilket enhver tilstedeværende festivalgæst i år kunne opleve med import af et overflødighedshorn af spidsensembler fra nær og fjern.

Siden 1995, hvor Luxembourg var europæisk kulturhovedstad, har Luxembourg Society for Contemporary Music søgt at intensivere de internationale kontakter, blandt andet i form af udvekslingskoncerter i lande som for eksempel Israel, Japan, Danmark og Rumænien. Luxembourg Society for Contemporary Music blev også i år medlem af International Association of Music Information Centres (IAMIC), som er et verdensomspændende netværk af organisationer, der promoverer ny musik. I dette efterår skulle Luxembourgs ny musik-arrangører så nå et foreløbigt højdepunkt i kraft af æren som værter for ISCM Verdensmusikdagene 2000.

Efter at have været ude af ISCM-familien i nogle år var det let at komme tilbage i 2000: Stort set de samme mennesker, der diskuterer og opfører ny musik. Forud for festen fik de tilstedeværende udleveret materiale, herunder fyldig tekst- og cd-dokumentation fra den kunstneriske leder Marcel Wenglers output. Det ville nok ikke gå i Norden, hvor selvpromoveringen foregår mere indirekte. Ikke i tilfældet Wengler, der havde lagt sine egne æstetiske kriterier som målestok for det, der skulle opføres (se også cd-anmeldelser af Wenglers musik i sidste nummer af DMT).

Den danske ISCM-sektion var ikke til stede og kunne ikke gøre sin indflydelse gældende. Eksekutivkomité og værter spurgte efter en dansk delegat, men den danske stol forblev tom. Ingen havde hørt noget fra de danske ISCM-ansvarlige, som dog betaler DFL 1.600 årligt (ca. 5.500 kr.) for at være med i familien. Arrangørerne betaler både ophold, diæter og koncertbilletter, så det er egentlig kun flybilletten på godt et par tusinde danske kroner, der skal til for at være korporligt repræsenteret.

Formelt er det sådan, at der i ISCM ud over et fuldt medlemsskab også findes såkaldt associerede medlemmer, som betaler DFL 850 årligt. Der kan være flere associerede medlemmer fra hvert land, men kun et regu-lært medlem (= national repræsentant med værkindsendelser, osv.).

ISCM-værdigheden blev mange år båret af DUT (Det Unge Tonekunstnerselskab), men overgik til Musica Nova, da DUT lukkede. Det pænt store beløb, man betaler for at være medlem, giver netop fordele ved årets festival, og det giver indflydelse. Musica Nova har sikkert en udmærket forklaring på, hvorfor man ganske enkelt udeblev fra Luxembourg, hvilket betyder, at der ikke er grund til at spinde en længere historie over fraværs-temaet. Hvis det derimod skulle vise sig, at Musica Nova ikke ønsker at gøre sig gældende i ISCM-sammenhæng, er der kommet en række ny musik-foreninger i Danmark, som kunne tænkes at være interesseret i at overtage den internationale kontakt. Arbejdsløse eller pensionister med fortid i nyere musik er også ressourcer, man i visse sammenhænge kan trække på - med jævne mellemrum sender de ligefrem selv visitkort ind i spilleområdet. Endelig er der også den mulighed, flere tredje-verdenslande benytter, som regel på grund af dårlig økonomi, nemlig at give 'fuldmagt' til en person, som er til stede og på vegne af landet kan stemme om dit og dat og i øvrigt generelt vise det nationale flag i den internationale sammenhæng.

Måske er Musica Nova godt og grundigt trætte af at udføre jury-arbejde og se andre bestemme i sidste instans. Nationale og internationale juryer får i ISCM-sammenhæng stadig mere karakter af noget overleveret, som ikke mere tages alvorligt. I den grafisk set nydelige og gennemarbejdede programbog stod det således heller ikke noteret, om det enkelte værk var juryvalgt, eller om det var et indsendt partitur uden om den internationale jyry, eller om det var arrangørens eget valg.

Den internationale jury er festpynt. Det er muligt, at alt i år er foregået foreskriftsmæssigt i henhold til statutter, men det lød unægtelig overordnet set, som om Wengler havde håndplukket værker, der gik i hak med hans egen smag. Det betød, at publikum kunne opleve en meget homogen festival, men også en festival, hvor man savnede andre æstetiske positioner.

I dag er det sådan, at de festivalarrangører, der har midler, de bestemmer også indholdet. Wengler og venner lod sig selv opføre og i forlængelse af mandens kunstneriske engagement, kunne man opleve ham i flere forskellige roller: Komponist, dirigent og arrangør. Ikke mindst et Wengler-arrangement af Morton Feldmans fem timer lange værk For Philip Guston - i festens anledning omdøbt til Transplantation - gjorde sit til at kaste et uheldigt lys på Wenglers dispositioner - han lader en 'narkosesygeplejerske', iført alt til faget hørende udstyr, give musikerne injektioner, mens de spiller Feldmans musik. Temperaturen bliver taget og undersøgelsen munder ud i, at musikerne venligt, men bestemt bliver ført bort. Værket afbrydes efter et stykke tid og resten bliver spillet i en nærliggende by. Det var vist ikke lige den slags optrin, Feldman var ude på at fremme i sin musik.

Wenglers vilje til at gå tilbage til begyndelsen af forrige århundrede for at genopdage udtrykskraften i værker fra den periode, hvor tonaliteten var udspændt til det yderste, medførte at komponister, som førhen stort set blev negligeret, nu fik adgangskort.

I flæng: Norske Guttorm Kittelsen, rumænske Dan Diu, irske John Buckley, René Hemmer fra Luxemburg, tjekkiske Marek Kopelent, belgiske André Laporte, Bongani Ndodana fra Sydafrika, plus mange flere, inklusive manden overalt, Marcel Wengler.

Boulez er mesteren

Alene på grund af de tilstedeværende udøvere i Luxembourg havde man lyst til at rejse til det lille land. Set i et internationalt perspektiv er ny musik ikke længere et anliggende for nørder, det er et højprioritets-område for alle udøvende, der ønsker at profilere sig. Det er også tilfældet i Danmark, som har fået fremragende musikere med kærlighed til ny musik.

I Luxembourg ved årets ISCM-fest var de store navne samlet: Arditti Kvartetten, Ensemble Inter Contem-porain, BBC Symphony Orchestra, Schweizer Kammerorchester, Ensemble Antipodes, Das Neue Ensemble Hannover, Perler for Svin fra Sverige, Basel Art Messengers, Continuum Ensemblet fra New York, Prague Chamber Orchestra, Ensemble Modern fra Tyskland - listen er betydelig længere.

Højdepunktet på festivalen nåedes mandag den 2. oktober, da Ensemble Inter Contemporain med solisterne Emmanuelle Ophèle (fløjte), Sophie Cherrier (fløjte), Marine Perez (fløjte) og Jean-Jacques Gaudon opførte Pierre Boulez' ... explosante-fixe ... . Jonathan Nott dirigerede, og lydfolk fra IRCAM stod ham bi i realiseringen af dette mesterværk. Det er et work in progress, som nu er orkestreret for tre fløjter (den ene er forbundet til en computer), træblæser-ensemble, messing og strygere.

»Denne nye produktion af værket benytter det nyeste computerudstyr fra IRCAM, som gør at computeren kan følge musikken udført af MIDI-fløjten, og den kan opfange alle de subtile variationer i tempo som karakteriserer hver enkelt fortolkning - på denne måde sikres en perfekt synkronicitet mellem solist og computer.« Sådan beskrives ... explosante-fixe ..., der fik en uforglemmelig og betagende opførelse af Ensemble Inter Contemporain - og derigennem satte resten af værkerne i perspektiv.

Til næste år finder festivalen sted i Yokohama, Japan. For at sikre international repræsentation har japanerne nedsat en international jury, skriver arrangørerne i en meddelelse. Denne internationale jury består af Yori-Aki Matsudaïra, Joji Yuasa, Toshi Ichiyanagi, Makoto Shinohara, Jô Kondô og Ichiro Nodaïra. De er mig bekendt alle japanere. Ordet international får ny betydning. Sådan er der så meget.

ISCM Verdensmusikdagene 2000 i Luxemburg 29. sep.-8. okt. Information om 2000-festivalen: www.worldmusicdays.com. Generelt om festivalen før og nu: Læs 'World New Music Magazine' nr. 10 - bestilling på wnmm@musiktexte.de.

Foto side 137: Pierre Boulez fotograferet af Charlotte Osvald.