Plader

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 05 - side 169-174

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ib Nørholm: Trio nr. 1 op. 22, Trio nr. 2 Essai prismatique op. 77 og Trio nr. 3 Essai in memoriam op. 155. Copenhagen Trio. Kontrapunkt 32315.

Americana op. 49, Mac Moon Songs III op. 154, Sjælfuld Sommer op. 146, Tre Sange og Fuglene op. 129. Ars Nova og Storstrøms Kammerensemble, dir. Tamás Vetö. dacapo 8.224168.

Hvilken jule- og nytårsgave:

ENDELIG en indspilning af Ib Nørholms serielle Tabel-trio fra 1959!

Der er dem, som vil korse sig og udbryde, at "i mørke er alle katte grå". Ja tak, prøv så venligst at lytte til fx Boulez' Structures I, Stockhausens Kreuzspiel og Nørholms trio. Hvis man derefter stadig mener, at kattene ikke er til at skelne fra hinanden i det serielle mørke, må man være farveblind. Eller måske snarere blind for fakta.

Det er mærkeligt at lytte til denne klavertrio så mange år efter tilblivelsesåret. Det klinger jo klassisk, fuldt af liv, af Boulez, men sandelig også, som ledsageheftet meget rigtigt gør opmærksom på, af Schönberg. Der er noget uimodståeligt diverterende, ligefrem dansende, over hele forløbet, både ydersatserne og den "lange", langsomme midtersats. Skal man i øvrigt sammenligne med noget, er det nærliggende at vælge Madernas strygekvartet fra 1955 - eller hvorfor ikke gå tilbage til Weberns sene kammermusikværker? Men værket har sit eget præg af serialisme sat ind i dansk tradition. "Punktmusik", engang et mode- og skældsord, er der næppe nogen, som vil kalde det.

Faktisk lyder trio nr. 2, Essai prismatique (1979), fra starten mere "fremmedgjort" og i det hele taget mere a la "Darmstadt". Senere forvilder værket sig ind i en eventyrverden af melodiske bevægelser. Men 3. sats begynder i en punktualisme, som den første trio aldrig får lov til at komme i nærheden af - historien slår en befriende kolbøtte, og der skal nok være de lyttere, som vil undersøge coveret en ekstra gang for at se, om rækkefølgen mon skulle være byttet om! Kort og godt: Det værk på cd'en, som den uforberedte, men velorienterede lytter vil forbinde med Darmstadt-serialismen, er helt afgjort denne trio, i hvilken modernisme-traditionen for længst er sat i anførselstegn.

Essai in memoriam fra 1999 går tilbage til traditionen før den første trio. Man kan selvfølgelig kalde det postmodernisme - men hvorfor ikke neoromantik? For sådan lyder det jo. Forbindelsen bag om både Darmstadt og Webern er her etableret og får lov til at folde sig ud. Nu bliver man igen mindet om Schönberg, men på en anden led. Og den mærkeligt spøgelsesagtige legen kispus med traditionens lag bliver understreget i slutningen, som klinger som et stort spørgsmålstegn. Et sådant kræver et svar, og det ser man frem til.

Denne cd er sandelig både spændende og perspektivrig - kompositorisk, udførelsesmæsigt og musikhistorisk.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på det 16. århundredes italienske madrigal, når man hører korværkerne af Ib Nørholm. Der er den samme minutiøse differentiering tone for tone, akkord for akkord med afspejlinger af og refleksioner over teksten. Nørholm udtaler selv om sit arbejde med vokalmusik, at det helt afgørende er »betagelsen af teksten og forsøget på at fastholde, fortolke - eventuelt uddybe dens betydning«.

Dét er man ikke et sekund i tvivl om efter at have lyttet til kor-cd'en. For her understøttes Nørholms intentioner af en fantastisk omhu for sagen fra korets og dirigentens side: Ars Nova, Storstrøms Kammerensemble (i Mac Moon Songs III og Fuglene) og Tamás Vetö yder en stor indsats for disse værker. Det er en fornøjelse at lytte til denne rigdom af nuancer i, hvad der fornemmes som en vekslen mellem en kæde af intense øjeblikke, hvor tiden står stille, og fortællinger med fart over feltet - sidstnævnte mest udpræget i de humoristisk-absurde Mac Moon Songs.

I de to første værker stilles netop disse to grundpræg over for hinanden. Metaforerne og naturbillederne i amerikanske digte af Walt Whitman og andre (oversat af Poul Borum og Ove Brusendorff) bliver omsat i musik, så det er en sand fornøjelse. Det sker rent bogstaveligt ord for ord - ikke som hos fx Nono inden for ét bestemt stilunivers, men i en suveræn benyttelse af de melodiske og harmoniske muligheder, den musikalske tradition tilbyder. Vi bevæger os på tværs af tiden både stilistisk og i anskuelsen af teksten.

I Mac Moon Songs III for 12 solostemmer og instrumentalensemble er der tale om digte af Poul Borum. Tekstens underfundigheder og barokke billeder giver Nørholm rig lejlighed til at boltre sig i det stilpluralistiske univers. Både Schönberg og Stravinsky melder sig her som dele af referencerammen, både i musik og tekst: Den første af sangene fortæller om Mac Moon, som lider af "slagtøjsmani", og jeg kan her ikke lade være med at tænke på "der kleine Modernsky" i "Vielseitigkeit", nr. 2 af Schönbergs Drei satiren op. 28 ("Ja wer tommerlt denn da!"). Schönbergs bidende satire fra 1925 synes her genspejlet i negativ mange år efter i en helt anden sammenhæng: Mac Moon kommer i tekst og musik som et Stravinsky-ekko anskuet i lyset af Borums og Nørholms fulde accept og venlige danske humor: "Nej, hvor er han kær!" Lignende underfundigheder synes at være på spil i de to andre sange, "Mine vinger brænder" og "Mac Moon har en ven i Ghana".

I de øvrige værker på cd'en møder vi musikalske afspejlinger af Frank Jæger og Halfdan Rasmussen i Sjælfuld Sommer, hvor Heretica-tidens specielle naturopfattelse og symbolisme sættes i musik, af Ivan Malinovski og og Poul Borum i Tre Sange (oprindelig tre enkeltstående kompositioner) og af Poul Borum igen i Fuglene. Ib Nørholm er gang på gang vendt tilbage til Poul Borums tekster, og man forstår det godt: Nørholm og Borum har samme koncentration om enkeltheder, samme abrupt-dramatiske etablering af uventede sammenstillinger og samme underfundige humor.

Skal jeg fremhæve en enkelt af disse sange, må det blive "Billeder, billeder, billeder" fra Tre Sange. Det er idealet af dansk harmonisk og melodisk korvelklang, som her viser sig i bestandig tonal forandring, afspejlende Borums tekst: "Fremtidsdrømme, erindringer / og dette "kaos" idag / det hele er samtidigt indeni / (…) Og hele dit liv kan du blinkende, / næsten uden du vil kalde frem". Det er virkelig en epokes indbegreb af dansk kormusik fra barndommens skolekor og videre frem, som hastigt passerer revy for éns indre "blik" - man kunne fristes til at kalde det en afspejling af Nørholms beskæftigelse med kormusik helt tilbage til netop skoletiden. At omsætte dét til et nutidigt værk med en sådan raffineret enkelhed er noget af en genistreg.

Sangen er fra 1990. Samtlige værker på denne cd stammer fra tiden 1988-99. De vidner om, at dansk kormusik i almindelighed og Ib Nørholms i sær-deleshed er spillevende. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af denne præstation fra både komponistens og de udøvendes side.

Johan Peter Emilius Hartmann: Quatre Caprices op. 18:I, Deux Pièces caractéristiques op. 25, Sechs Tonstücke in Liederform op. 37, 6 Characteerstykker med indledende Smaavers af H.C. Andersen op. 50, Etudes instructives op. 53 og Fantasiestücke op. 54. Nina Gade. dacapo 8.224162.

Hartmanns klavermusik er som

Hartmanns musik i det hele taget et spændende kapitel i dansk musikhistorie. I tid strækker den sig over mere end et halvt århundrede, og med hensyn til musikalsk udvikling bevæger vi os her fra Weyse og Kuhlau over Mendelssohn og Schumann til Brahms. Hermed kommer den ikke blot til at repræsentere en dansk version af etableringen af et europæisk tonesprog, men tillige til at danne basis for Carl Nielsen.

Det er ikke hele dette forløb, vi her får præsenteret - cd'en holder sig til tidsrummet 1835-1855 - men der gives alligevel et godt indblik i den midterste fase, hvor Mendelssohn og Schumann er inspirationskilder. Her træder de ind-spillede værker frem som et velkomment supplement til sonaterne. Men det havde her været godt tillige at få den tidlige og den sene stil repræsenteret for at vise Hartmanns stilistiske og tidsmæssige spændvidde. Opførelses- og optagelsesmæssigt er der ikke noget at klage over.

Rued Langgaard: Lenaustemninger BVN 138, I Blomstringstiden BVN 136, Septet BVN 95, Strygekvartet i As-dur BVN 155 og Humoreske BVN 176. Annette L. Simonsen og Randers Byorkester. dacapo 8.224139.

Så kom den endelig, denne spæn-

dende, for længst annoncerede cd fra dacapo med Langgaard-kammermusik. I ventetiden har man kunnet fornøje sig med Rued Langgaard - A Portrait in Chamber music med Det Jyske Ensemble fra Classico (CLASSCD 311), og den udmærker sig dels ved at indeholde gode optagelser af Septet og Humoreske, dels ved at introducere Scherzo (BVN 62), Augustinusiana (BVN 63) og Écrasez l'infâme, som med rette fremhæves som world premiere recordings - det er også tilfældet med de to førstnævnte værker, som Classico altså kom først med.

Classico-cd'en har således en god stilistisk bredde i udvalget af værker - så må man acceptere at få Fjeldblomster og et par af de kendte klaverværker med i købet. Men dacapo har faktisk tilstræbt det samme: Her er både senromantik og klassicisme, begge behandlet på særegen Langgaardsk vis, samt det, man kan kalde ekspressionisme, men som rummer ansatser til lidt af hvert, bl.a. en nærmest kataton "minimalisme" og en stilistisk pluralisme med symbolisme-karakter (Humoreske).

Lenaustemninger og I Blomstringstiden, begge for mezzosopran og strygekvartet, hører til den type Langgaard-kompositioner, som man vil være tilbøjelig til at betragte som senromantiske. Her skal man imidlertid tage sig i agt. Værkerne er fra 1917 og er således blevet til samtidig med fx Insektarium og et så avantgardistisk-symbolistisk værk som Sfærernes Musik - og Strygekvartet nr. 2 med den berømte 2. sats, "Bortkørende Tog" er fra året efter. Senromantikken er således her et udtryksmiddel, ikke en musikalsk retning, som Langgaard automatisk er indrulleret i.

Her bruges den som viderebringer af digtenes indhold: I Lenaustemninger (tekst: Thor Lange) som udtryk for naturstemning og elegisk tilbageblik, mens I Blomstringstiden (tekst: Alvilde Prydz) på helt overrumplende original vis afspejler drømmen om det, der kommer: Sommeren og den "stærke drøm om Gud". Naturen er tæt forbundet med det guddommelige, men det er i begge værkets to digte en klang, - klokker, orgel - som etablerer følelsen af forbindelse. Man forstår, at Langgaard har været inspireret af disse tekster, som hver på sin måde afspejler hans eget syn på musikken og dens funktion.

Septet og Strygekvartet i As-dur fra henholdsvis 1915 og 1918 vil jeg begge kalde (neo)klassiske - "neo" i parentes for at understrege Langgaards specielle forhold til klassicismen, som jo, hvilket Bendt Viinholt Nielsen da også gør opmærksom på i noterne, ikke er præget af "distance". Men om et "forhold" er der jo da netop tale - en stil, som vælges som udtryksmiddel, ligesom tilfældet er med senromantikken. Septetten er et umådeligt inspireret, diverterende værk, og den unummererede strygekvartet har et wienerklassisk præg, som meget træffende her sammenlignes med Prokofievs Klassisk Symfoni. Kvartetten er skrevet umiddelbart efter Sfærernes Musik!

Endelig er der så Humoreske, som er komponeret i årene 1922-23. Som i Strygekvartet nr. 3 befinder vi os her i et spændingsfelt. Men dette felt er flertydigt. De "minimalistiske" præg i et par af værkets afsnit samt brugen af lilletrommen refererer sandsynligvis til 1. sats af Carl Nielsens Symfoni nr. 5 fra 1922. Er der her tale om en Nielsen-karikatur, ideen i et stort symfonisk drama ført ned i vrængende dukketeater- format, eller om en overtagelse af en dualisme i Carl Nielsens værk - og i så fald hvilken?

Gengiver Langgaard et indtryk af Nielsens symfoni som en strid mellem det destruktive og det konstruktive: Modernistisk ødelæggelse og efterfølgende genoprettelse af det sande musikalske udtryk? Eller er der tale om en opfattelse, som kendes fra andre Langgaard-værker: At "det onde" må medtages i helheden i en erkendelse af "selvets dybder" - at vejen til "det gode" går gennem brug af "det onde", som således relativeres - en tanke, som kendes fra et Langgaard-foredrag fra 1923? De to sidstnævnte fortolkninger kaster et interessant lys over brugen i værkets anden del af stilen fra Carl Nielsens Blæserkvintet, som også er fra 1922. Under alle omstændigheder synes der at være tale om en anvendelse af Nielsen-stilelementer til eget udtryk.

Under alle omstændigheder klinger Humoreske ganske nutidigt af minimalisme og af modernisme/postmodernisme. Den er, uden at Langgaard kunne vide det, på denne måde et af hans mest visionære værker - og faktisk et af hans betydeligste. Der kan i øvrigt henvises til artiklen "Rued Langgaards "Humoreske" (1923) - et postmodernistisk præ-ekko?!" af Svend Ravnkilde og Bendt Viinholt Nielsen (DMT 1985/86 s. 69-73).

Og under alle omstændigheder er det glædeligt, at disse værker af Langgaard omsider er blevet indspillet. De to cd'er supplerer som allerede antydet hinanden godt, og dacapo-udgivelsen af Lenaustemninger og I Blomstringstiden er virkelig værd at lægge mærke til, ikke mindst på grund af Annette L. Simonsens præstation. Udførelsen af samtlige værker er i øvrigt for begge udgivelsers vedkommende upåklagelig.

Olivier Messiaen: Quatuor pour la fin du temps; Claude Debussy: Sonate for cello og klaver; Béla Bartók: Contrasts. Bjarne Hansen, John Kruse, Svend Winsløv og Rosalind Bevan. Classico CLASSCD 338.

Igen et betydeligt kammermusikværk,

men denne gang et, som er indspillet mange gange: Messiaens Quatuor pour la fin du temps. Denne kvartet af en af århundredets største komponister behøver forhåbentlig ikke nogen nærmere præsentation her. Men det skal nævnes, at der er tale om en udmærket indspilning, hvor man især lægger mærke til klarinettisten John Kruse, som giver en fornem fortolkning med den rette kombination af intensitet, olympisk ro og klanglig differentiering. Derigennem bliver man virkelig mindet om, at Stockhausen især i sine senere værker (bl.a. netop for klarinet) har videreført flere af tendenserne hos sin lærer Messiaen. Men i det hele taget spilles kvartetten med den blanding af tilbageholdt åndedræt og ekstase, som kendetegner de musikalsk-teologiske betragtninger i dette mesterværk.

Også Debussys Sonate for cello og klaver fra 1915 hører til de værker, som man kan lære at kende i mange andre fortolkninger. Udførelsen er glimrende med en rigdom af kontraster. Det samme gælder cd'ens mindst kendte værk, Bartóks desværre noget oversete trio (violin, klarinet og klaver), som netop har titlen Contrasts. Værket blev uropført i 1939 i New York af Joseph Szigeti (som havde bestilt det), Benny Goodman og Endre Petri. Det er et underholdende værk med inspiration fra sigøjnermusik. Alene på grund af dét er cd'en værd at anskaffe - men man får som nævnt tillige fine fortolkninger af to med rette berømte værker.

Niels Viggo Bentzon: Toccata op. 10, Partita op. 38, Træsnit op. 65 og Kaleidoskop op. 86. Anker Blyme. Danacord DACOCD 531.

Her er vi (forhåbentlig!) stadig på

velkendt grund. Niels Viggo Bentzon er med rette kendt for sine klaverværker, måske den mest overbevisende side af hans enorme produktion, og netop disse fire værker hører med rette til de mest omtalte.

Toccata fra 1941 gør stadig indtryk som den 22-årige komponists prægnante forsøg på at formulere et vægtigt musikalsk udsagn i en vanskelig tid (det er i øvrigt interessant at læse hans forsøg i DMT-numre fra fyrrerne på at formulere sig, så der siges noget væsentligt om tidens musik - han var tidligt på færde!). Den berømte Partita fra det skelsættende år 1945 betegnes af Mogens Wenzel Andreasen i en anmeldelse som "næsten umulig at spille" og i cd-noten som "et hovedværk i dansk klavermusik efter anden verdenskrig" - begge påstande er sande.

Neoklassicismen fik fra starten hos Bentzon en helt speciel drejning. Dette personlige præg kan ligeledes iagttages i Træsnit (1947), hvor det kontrast- og effektfulde videreføres i koncentreret form. Endelig er Kaleidoskop fra 1952 præget af et andet karakteristisk træk hos Bentzon: Det improvisatoriske, rastløst fabulerende.

Det er godt, at vi nu har fået samlet disse fire karakteristiske og karakterfulde værker på en cd i så fremragende en indspilning som denne. Anmeldelsen kan passende slutte, som den begyndte: Her møder vi Niels Viggo Bentzon på det felt, hvor han stod - og står - stærkest.

Herman D. Koppel: Symfoni nr. 6 "Sinfonia breve" op. 63, Symfoni nr. 7 op. 70 og Koncert for orkester op. 101. Aalborg Symfoniorkester, dir. Moshe Atzmon. dacapo 8.224135.

Nu bevæger vi os så til gengæld ind

på et sjældent betrådt område. Der er god grund til at hilse denne cd velkommen. Indspilninger af orkesterværker af Herman D. Koppel har i mange år været noget nær ikke-eksisterende, og det er virkelig glædeligt, at vi nu omsider får lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med denne side af en af det 20. århundredes væsentlige danske komponister.

Symfoni nr. 6 fra 1957 starter med antydninger, så man virkelig spidser øren, nærmest som et ekko af begyndelsen af Shostakovitch's 1. Symfoni. Men fortsættelsen i allegro-delen og i de følgende satser klinger i langt højere grad af efterkrigstid og dennes optagethed af den sene Bartók, her set gennem Carl Nielsen-traditionens briller. Her er tillige i høj grad tale om et ide- og endda til tider stilfællesskab med fx halvtredsernes Lutoslawski i dennes Koncert for Orkester: Motorisk rytmik, enkel, prægnant melodik, effektfulde kontraster og slagkraftig dynamik.

I Symfoni nr. 7 (1960-61) fortsættes denne tendens, men den får tillige en drejning, som måske kan være en af forklaringerne på, at Koppel ikke skrev flere symfonier. Vi synes her at være havnet i den sfære af musikalske udtryk fra 50erne og fremefter, som er velkendt ikke mindst her i landet: Musikalske forsøg på at komme videre fra efterkrigstidens videreførelse af mellemkrigstidens blanding af neoklassicisme og folklore uden af den grund at overgive sig til serialisme og andet djævelskab. Det var svært, og resultatet blev desværre tit stilistisk noget udflydende - et forsøg på at forholde sig alternativt uden selv rigtig at komme med det alternative udsagn.

Således også her. Man kunne godt have ønsket, at Koppel enten som fx Shostakovitch var forblevet i traditionen eller i lighed med fx Lutoslawski var nået frem til at danne et symfonisk sprog, som i højere grad kunne have været hans eget. Som det er nu, synes substansen i denne symfoni at være blevet noget tynd, uden at dette i sig selv virker overbevisende som et selvstændigt udtryk. 3. sats adskiller sig i nogen grad herfra ved sin mere prægnante karakter, som sigende nok stedvis klinger a la Shostakovitch.

Imidlertid skrev Koppel i 1977-78 et værk, som lige så godt kune have været kaldt symfoni: Koncert for orkester. Og her kommer faktisk fra starten noget af det frem, jeg efterlyste i omtalen af Symfoni nr. 7: Her er lange afsnit præget af skiften mellem myldrende/bølgende repetitive mønstre og mere hvilende passager. Her bliver man igen mindet om Lutoslawski, men nu på en ny måde: Dennes "hésitant"- karakter, et af grundelementerne i hans værker fra 60erne og fremefter, synes at ligge lige om hjørnet. Men præget er personligt hos Herman D. Koppel og vidner om fornyelse. I 2. sats er vi i højere grad tilbage i problematikken fra symfonien. Jens Cornelius bruger i kommentaren ordet "kantet", og det er måske egentlig et meget træffende ord om den "post-neoklassicisme", satsen repræsenterer. 3. sats, en ganske smuk adagio, klinger tilsvarende "post-Bartóksk". Endelig genoptager 4. sats så den kantede motorik uden den helt store effekt.

Disse tre værker siger egentlig en hel del om en væsentlig side af dansk musikhistorie fra 50erne og fremefter. Her er træk, som genfindes hos adskillige andre komponister, og som nævnt kan jeg ikke tolke det hele lige positivt - men det gøres sjældent med så overbevisende kompositorisk håndelag som her! Og der spilles ligeledes overbevisende. Denne cd betegnes som Koppels "Orchestral Works Vol. 1". Jeg glæder mig til fortsættelsen. Det skal blive spændende at stifte bekendtskab med bl.a. de tidligere symfonier.

Poul Ruders: Tjenerindens Fortælling. Marianne Rørholm, Hanne Fischer, Poul Elming, Ulla Kudsk Jensen, Anne Margrethe Dahl, Djina Mai-Mai, Lise-Lotte Nielsen, Annita Wadsholt, Susanne Resmark, Kari Hamnøy, Aage Haugland, Gert Henning-Jensen, Elsebeth Lund, Pia Hansen, Bengt-Ola Morgny, Elisabeth Halling, John Laursen, Uffe Henriksen, Morten Kramp, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel, dir. Michael Schønwandt. dacapo 8.224165-66.

Om denne opera kan man læse en

artikel af Henning Goldbæk i DMT 1999/00 s. 218-223.

Jeg skal her ikke føje meget til denne fortræffelige gennemgang, men blot tilføje et par bemærkninger, som melder sig som relevante nu, hvor muligheden for gentagne aflytninger er til stede.

Brugen af forskellige stilelementer - både tonalitet i alskens afskygninger og direkte citater - bliver særdeles tydelig, når det visuelle element mangler. Men lige så slående er faktisk den vellykkede sammensmeltning af alt dette til et personligt musikdramatisk udsagn, som leder tanken hen på værker som Dallapiccolas Fangen og Pendereckis Djævlene fra Loudun. Ruders er her unægtelig i godt selskab. Blandingen af det sadistisk totalitære og det religiøse (som i Fangen), hvortil kommer det seksuelle (som i Djævlene fra Loudun) - dét er en cocktail, som åbenbart er i stand til at skabe helstøbte udsagn af betydelig styrke på operaens område. Det undrer mig faktisk, at 1984 ikke for længst har fundet et lige så betydeligt musikalsk udtryk.

Spørgsmålet er egentlig, om det ikke ligefrem kan være nødvendigt at advare mod denne tendens: At ny musik i mange år af det store publikum har været forbundet med fremmedgørelse, umenneskelighed og "ulven kommer!"-udsagn, er en kendt sag. At disse udsagn har været og er nødvendige, er en anden kendt sag. Men det kunne være gavnligt, hvis nutidige operaer og andre musikalske udsagn, som har andet - fx politisk eller metafysisk vision, kærlighed, humor, satire - på hjerte, kunne få lige så stor almen gennemslagskraft. De findes!

Nu skal denne kværulantiske sidebemærkning imidlertid ikke få lov til at overskygge tilfredsheden ved at kunne lytte til optagelsen af Tjenerindens For-tælling så hurtigt efter premieren i marts 2000. Det er glædeligt, at denne udgivelse af en af de betydeligste danske operaer i nyere tid har fundet sted, og det er glædeligt, at den kan dokumentere opførelser, som virkelig har været værd at fastholde. At glæden så under lytningen hurtigt stivner og bliver til et sort mare-ridt, er i dette tilfælde en kompliment til både komponisten og de udøvende.

Karin Rehnqvist: Solsången, Bara du går över markerna og Puksånger-Lockrop. Lena Willemark, Nina Persson, Maria Garelöv-Thorsell, Susanne Rosenberg, Helena Gabrielsson, Sundsvall Kammerorkester, dir. Niklas Willén og Allmänna Sången, dir. Cecilia Rydinger Alin. BIS-CD-996.

Puksånger-lockrop, Wings, Dådra - ein explodierender Choral, Rädda mig ur dyn, Schwedische Volksmusik, Lod, Dans og Andrum. Marie Axelsson, Ulrika Bodén, Helena Gabrielsson, Camilla Hoitenga, Ivo Nilsson, Jonny Axelsson, Jörgen Petterson, Dorothee Oberlinger, Stephan Rath, Elisabeth Wand, Deborah Richards, Viveca Axell-Hedén og Malin Gjörup-Zetterström. Frau Musica 002, JHM-Vertrieb, Venloer Str. 40, D - 50672 Köln. e-mail: jhm@jazzhausmusik.de.

Den svenske komponist Karin

Rehnqvist (f. 1957) er tidligere omtalt i forbindelse med anmeldelsen af det bemærkelsesværdige album Frau Musica (nova) med musik af en lang række nutidige kvindelige komponister (DMT 1999/00 s. 103-106). Hendes gennembrudsværk Davids nimm fra 1983 blev kun behandlet en passant ved denne lejlighed. Men det tør siges, at der nu er blevet mulighed for at forny og uddybe bekendtskabet: Her er en BIS-cd og et dobbeltalbum fra Frau Musica, som glædeligt nok åbenbart skal være en serie.

Karin Rehnqvist har sin helt egen kompositoriske profil. Hun benytter svensk folkemusik, men unægtelig på en noget anden måde end fx Hugo Alfvén. I Puksånger - lockrop fra 1989 er der tale om et hyrderåb kaldet kulning, som ifølge kommentaren benyttedes (benyttes?) af kvindelige hyrder. Teksten er hentet fra så forskelige steder som svensk folkevise, William Blake, en mexikansk shaman ved navn Maria Sabina og finske ordsprog. Værket skal understrege kvinders selvstændige livssyn og oprør mod ringeagt og tillige bygge bro over kløften mellem ny musik og publikum - det har været opført ved ISCM-musikdagene i Stockholm i 1994, hvor det vakte nogen furore, og interessant nok også ved folkemusik-festivaler.

Solsången (1994) for sopran, to talestemmer samt orkester har meget - bl.a. vokalteknikken - tilfælles med Puksånger-lockrop. Her benyttes bl.a. tekst fra et islandsk kvad fra det 13. århundrede. Det er et yderst virkningsfuldt værk. Dådra - ein explodierender Choral (1992) for basun og slagtøj udmærker sig ved sin seje bevægelse i slow motion med et nærmest rituelt præg. Og Rädda mig ur dyn (1994) for sopran og altsaxofon kom ved uropførelsen i Wasa-museet i Stockholm til at få ufrivillig aktualitet, da det blev uropført få dage efter Estonia-katastrofen - teksten er hentet fra Salmernes bog 69,15 og refererer her til Wasas forlis i 1628. Værket gør indtryk med sin brug af kulning-vokalteknikken.

Blandt værkerne på disse cd'er skal endvidere nævnes Lod (1986) for barokinstrumenter, hvor Rehnqvist første gang benytter samme kompositionsteknik som i fx Solsången, idet hvert afsnit har en markant grundtone - komponisten taler selv om "plateau-musik" - og Andrum (1991) for to sangerinder, to slagtøjsspillere og en basunist. I det sidstnævnte værk udnytter Rehnqvist stemmens forskellige klanglige muligheder i et virkningsfuldt dramatisk samspil med instrumenterne. Teksten er bl.a. hentet fra Matthæusevangeliet kap. 25, vers 42-45: "For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise…"

Karin Rehnqvist fremhæver selv, at »kvinder føder og har ofte et andet livsperspektiv end mænd«. Derfor ville det være »mærkeligt, hvis dette ikke viste sig i musikken på en eller anden måde«. Også andetsteds i noterne antydes det, at bl.a. moderskabet afspejles i en mere "kropslig" forbindelse til musikken, en interesse specielt for klangen (både stemmens og instrumenternes).

At Rehnqvists musik viser en sådan interesse og en evne til at virkeliggøre den gennem kompositoriske virkemidler, er uomtvisteligt. Om det så er specifikt kvindeligt, er et andet spørgsmål, som efter min mening nok kan diskuteres. Så forskellige mandlige komponister som fx Partch, Nono og Stockhausen (for slet ikke at tale om mange af yngre årgange!) viste og viser da vist beslægtede interesser og evner. Men at Karin Rehnqvist på overbevisende måde gestalter både køns- og livsanskuelser og elementære oplevelser - dét er i hvert fald både sikkert og vist. Og de tværkulturelle forsøg, som for en stor dels vedkommende ser ud til at være lykkedes, er særdeles interessante og perspektivrige. Disse cd'er med musik af en af de betydeligste nulevende svenske komponister kan varmt anbefales.

Matthias Ronnefeld: Grodek op. 7, Capriccio op. 8, Vier Lieder für Dulcinea op. 9, Konzertstück für Orgel op. 3, Andante für Viola und 5 Instrumente op. 1, Sieben Lieder nach dem Hohelied Salomos op. 5b og Veni, creator spiritus. Daniela Bechly, Randi Stene, Christian Tetzlaff, Deborah Wood, Jens E. Christensen, Lars Ulrik Mortensen og Athelas Sinfonietta, dir. Sebastian Gottschick. dacapo 8.224154.

IDMT 1998/99 s. 248 havde jeg

lejlighed til at anmelde den første af de to Ronnefeld-cd'er - på grund af komponistens alt for tidlige død blev det kun til 12 færdigkomponerede og godkendte værker. Det er de resterende syv, som nu er kommet på denne cd.

Det første af disse værker af Matthias Ronnefeld (1959-86) er Grodek for sopran og kammerensemble fra 1980 med tekst af Georg Trakl. Det er snedigt placeret, for opmærksomheden er fanget fra første sekund. Man suges ind i Ronnefelds musikalske univers: Værket vokser i en ildevarslende klaustrofobisk spejlkabinet-struktur som et ekko fra Ligetis Requiem til en ekstatisk kulmination efterfulgt af et brag og et sagte ekko til "De ufødte Efterkommere".

I modsætning hertil klinger Capriccio (1982/86) for violin og cembalo forholdsvis traditionelt. Her er det nærmest "Alban Berg-siden" af Ronnefeld, man får at høre. Vier Lieder für Dulcinea fra 1981 med tekst af Aviva Ronnefeld boltrer sig i højere grad i en stilpluralisme, hvis udtryk placeres i en rastløs modernistisk bevægen sig hid og did - en surrealistisk helhed, som på fortræffelig vis afspejler teksten.

Konzerstück für Orgel (1980) bevæger sig improviserende/fabulerende frem i en kriblende polyfoni og i massive udbrud - et vidnesbyrd om Ronnefelds suveræne evne til både at beherske og økonomisere med det givne instruments alternative udtryksmuligheder og til at spille på dets traditionelle udtryk. Ordet surrealisme melder sig igen. Af næsten skræmmende virkning er den tostemmige tomgang, som 1. sats får lov til at slutte i.

Andante für Viola und 5 Instrumente fra 1979 er Ronnefelds officielle op. 1 (komponeret efter forsøg med bl.a. en symfoni). Det er præget af den instrumentalteater-behandling af instrumenterne, som også kendes andetsteds hos komponisten. Sieben Lieder nach dem Hohelied Salomos (1981) forbliver i højere grad end de andre værker inden for et modernistisk stilunivers.

Og endelig svanesangen Veni, creator spiritus fra 1986 for klaver. Her rendyrker Ronnefeld vekselvirkningen mellem musikalsk surrealisme og - ja, ordet realisme er faktisk på sin plads her, præcis som det i øvrigt ville kunne bruges om Karin Rehnqvists musik: En opmærksomhed om den enkelte klang, den enkelte tone eller det enkelte slag på instrumentet. Matthias Ronnefelds sidste værk er et højdepunkt af musikalsk sanselighed og umiddelbarhed. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, at det lod sig gøre at anbringe disse elementer i en så raffineret kompositorisk sammenhæng med en sådan koncentration uden et sekunds tomgang. Endnu en gang: Synd, at det ikke blev til mere.

Noget helt andet er så, at dacapo her har begået en synd, som må regnes blandt de mere graverende: Tænk, at man vil være bekendt at udgive denne cd med præcis den samme tekst, som stod i ledsageheftet til Ronnefeld-cd nr. 1, den i øvrigt fortræffelige artikel "Det passionerede intellekt" af Sven Erik Werner! Denne artikel er jo helt åbenlyst skrevet til den første cd, idet den kun omhandler værkerne på denne samt komponisten og hans baggrund. Var der virkelig ikke tid og/eller råd til at få skrevet bare et eller andet om så bemærkelsesværdig musik som stykkerne på nr. 2? Og hvad skal den, som kun køber denne, stille op med omtalen af de fem værker, som kun findes på nr. 1?!

Årgang 75/2000-2001, nr. 05