Børn og ny musik III. Børn og unge komponerer

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 06 - side 186-191

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Tegninger i artiklen og digte skrevet af børn gengivet på dette opslag er resultater fra Alkunst-projektet.

I min fremtids hav
slår kolde bølger mod land
Fisken er død nu
Skygiraf, skygiraf, deroppe i skyerne
Du er smuk, du er så lang,
at du giver mig lyst til at synge en kærlighedssang
Uden dig, skygiraf, var mit hjerte kun halvt
men nu hvor vi er sammen, er mit hjerte helt og fuldendt
Og det jeg lige har sagt var rigtigt ment.
Skygiraf, skygiraf, deroppe i skyerne.
Jeg hader skygiraffen,
den sku' bare skoldes med kaffen,
og så de mærkelige lyse pletter,
de holder mig vågen alle ugens nætter.
En hare står i min have
Visne blade falder omkring den
Et blad falder på dens snude
Den blir forskrækket og hopper væk.
Kærligheden byder mig at gøre dette.
Kærligheden byder mig at trække kniven,
skære rosen over og plukke dens blade.
Kærlighedens kniv kan være skarp og hård.
Denne kniv er sløv.
Derfor heler såret langsomt
I min fremtids by
min verden under vandet
vokser violer

Ofte slås det fra professionelt hold fast, at børns kreative arbejder ikke kan kaldes kunst, eftersom dette begreb ud over en stor teknisk kunnen også fordrer en vis livserfaring - en livserfaring, hvis kreative 'hovedstol' paradoksalt nok ofte er kunstnerens barndom. Da børn kun sjældent har nogen mulighed for at begribe denne bearbejdede livserfaring, forbliver denne rige måde at forholde sig til verden på i værste fald uopdyrket. Som slået fast utallige gange de sidste par år: Børn kan godt tåle ny kunst og musik, børn er mere nysgerrige end deres forældre og lærere, børn arbejder så hjertensgerne med frigørelsen af deres eget kreative potentiale, ja selv de vildeste drenge kan på deres præmisser lide at arbejde og tumle med samme problemer og processer som den professionelle, men de skal trækkes til truget først.

Hvor min første artikel (DMT nr. 3 2000/2001) opsummerede erfaringer med at skabe motivation hos børn og unge over for klassisk og nyskrevet partiturmusik, og hvor den anden artikel (DMT nr. 4 2000/2001) beskrev et par projekter, hvor børnenes musikalske kreativitet blev ledt på vej af skulpturer, tager denne sidste artikel sig for at omtale børns og unges arbejde med musik på et så professionelt niveau som muligt. Med samme disciplin måtte de ud fra et nulpunkt strække sig lige så langt ud efter deres 'ukendte', som den professionelle gør efter sit. De skulle lære at skabe, lære at forfine det skabte, lære at sætte elementer sammen og lære at tilberede dette for den lyttende i en adækvat instrumental indpakning. Med andre ord skulle de medvirkende børn og unge barmhjertighedsløst stilles i den skabende, professionelle kunstners sted.

Alkunst

Den ydre ramme og den første inspi-ration til Alkunst-projektet stammede fra Göteborgs Symfoniorkesters Liv-Dröm-Verklighet-projekt i 1993 og bestod af tre dele: Små grupper af børn skulle tilbringe en uge hos en forfatter på et skriveværksted for at lære at skrive digte, herefter skulle de i en uge være sammen med en billedkunstner for at lære at udtrykke sig i dette medium og slutteligen endte stafetten hos en komponist.

Efter endt arbejde sluttede man af med en samlet præsentation i form af en udstilling og koncert med skuespillere. Så langt fulgte det danske projekt det svenske, men indholdet i de enkelte værksteder her tog helt form efter de medvirkendes egne visioner og temperament.

Skriveværkstedet (Møstings Hus, Frederiksberg) blev bestyret af forfatterne Hanne Marie Svendsen og Connie Borch, malerværkstedet var på Statens Museum for Kunst og komponistværkstedet i Sjællands Symfoniorkesters regi foregik på Den Anden Opera. Børnene, der var mikset sammen i 7 grupper, kom fra 12 forskellige skoler i hovedstadsområdet. Der var ikke tale om hele klasser, men om børn, som lærerne syntes kunne have godt af et sådant projekt, aldersmæssigt strækkende sig fra 3.-7. klasse, repræsenterende folkeskole, privatskole, skole for psykisk udviklingshæmmede, danskere, nydanskere, børn med og børn uden musikalske/kunstneriske forudsætninger, problembørn og dydsmønstre.

Hver gruppe havde sin egen indgangsvinkel, og det vil i denne sammenhæng føre alt for vidt at omtale alle forløbene. Som nøglebegreber til hele projekt var - ikke utypisk for det nu hedengangne år - forventninger og frygt for fremtiden. Allerede heri lå et modsætningspar, der blev generator for de fleste forløb. I et af tekstforløbene fordybede man sig i had og kærlighed.

For at omdanne måske alt for private verbale afløb til mere personlige udsagn, der også kunne være relevante for andre, blev der eksperimenteret med forskellige intensiveringer af formen, fx den stramme haiku-form. Ordene skulle jo gerne under overfladen og genopstå som klang, rytmer og fortættet mening.

Mange af de sproglige billeder lod sig overføre til det arbejde, der nu forestod på Statens Museum for Kunst. Her opstod der tegninger og malerier (figurative som nonfigurative), collager, papirklip samt figurer i allehånde materialer.

Med tanke på hvad børnene havde arbejdet med i tekstværkstedet, lød den allerførste opgave til dem i musikværkstedet: Tænk en lyd, der rummer had. I udgangspunktet skal denne lyd være af samme beskaffenhed som et punkt i matematikken: Den må ikke have nogen (nævneværdig) udstrækning, men den skal samtidigt rumme essensen af begrebet had! Vild opstandelse - intet er fjernere for barnesjælen end dette: Et koncentreret begreb, tænkt lyd og musik uden forløb (for god ordens skyld skal nævnes, at opgaven selvsagt blev præsenteret i en for børnene mere forståelig sprogdragt).

Det lykkedes dog i små grupper at komme med forskellige bud, lige fra uspecificerede smæld til mere interessante lydamalgamer. Først på dette tidspunkt kunne smågrupperne forsyne sig med enten egne, medbragte instrumenter, skoleinstrumenter eller de to klaverer, der var tilrådighed. Målet var fremdeles kun at realisere den tænkte lyd.

Samme procedure blev iværksat på det andet af de begreber, der havde stået i fokus i digtefasen: Kærlighed. Musikalsk set var had bedre at begynde med, da det af en eller anden grund (der sikkert har med film og fjernsyn at gøre) var mere begribeligt for børn end kærlighed. Kravet til kærlighedslyden var, at den skulle have substansfællesskab med sin modpol, hadlyden. I praksis kunne dette give sig udslag i brugen af andre klanggivere eller anden dynamik.

Næste væsentlige punkt er at give hver af de to 'musikpunkter' en udstrækning. Det mest umiddelbare var en konsolidering af udgangsmaterialet (instrumentale forfinelser, varierede gentagelser etc.). En del fandt inspiration i Haiku-digtenes form, dvs. både antallet af stavelser (5-7-5) og i denne forms ofte overraskende slutpointe. Som før blev der lagt vægt på at skabe en udviklings-mæssig samhørighed mellem de to lyde.

Som en naturlig konsekvens heraf skulle der så arbejdes med at indpasse de to lyde i én form. Her kunne man nyde den rå formidlingsløse todelte kontrast, men muligheden for eksperimenter med repriser, flydende overgange, krebsegange og metamorfoser var også tilstede. Fra min side blev der blot gjort opmærksom på mulighederne, for jo kortere, klarere og ikke mindst åbne forslagene var fra min side, jo mere energi blev der udfoldet i den skabende proces. Ind ad bagdøren kunne så luskes påvirkninger vedrørende registre, intensiteter samt højde- og dybdepunkter, som kunne styrke børnenes egne kreative udsagn.

To piger

Et eksempel på ovenstående koncept:

To piger fra 6. klasse vil gerne udfolde sig på klaveret, skønt ingen af dem spiller dette instrument. De når frem til, at hadlyden skal være to toner ved siden af hinanden (man bliver enige om, at de skal være »helt ved siden af hinanden«, altså en lille sekund). Ved hadlyden slås intervallet hårdt an på samme tid og ved kærlighedslyden (på bedste Tristan-manér) som tre halvtoner, spillet efter hinanden, legato og i piano. For at udstrække had-idéen spilles der forskellige steder på klaveret, inden man bliver enige om, at lade det midterste c/des hos den ene og dis/e hos den anden danne midtpunkt. Ud fra dette kunne de to piger så spejle de små sekunder i modbevægelse, så venstre pige spillede stadigt dybere c/des'er og højre pige stadigt højere dis/e'er. Udstrækningen kunne altså ske med registermidlet. For at markere bund og top blev kærlighedsmelodien anvendt i disse ydreregistre. Dette forløb blev varieret (spillet samtidigt/hver for sig, i ændret rytme, i modsat retning etc.), for at afslutte med en kort reprise. Resultat efter nogle timers afpudsning: En lille klaverperle på ca. 40 sekunders spilletid!

For at bringe mere perspektiv i de enkelte gruppeværker, skulle man indbage et element fra andre grupper, ligesom der i plenum blev praktiseret 'skygning' (se tidligere artikel) og forsøg på at spille de enkelte stykker som kontrapunkter til hinanden.

Børnenes småværker blev optaget og danner nu grundlaget for en mere samlet orkesterkomposition. Denne musik skal i sammenfletning med oplæsning af udvalgte børnedigte og storskærmsprojicering af børnenes malerier præsenteres ved en koncert i Tivoli senere på året.

Gymnasieelever komponerer

I rækken af initiativer for at bringe unge så tæt på symfoniorkesteret som muligt, er Gymnasieelever komponerer (1998-99) nok det dyreste og det mest elitære - og det sidste spring, inden de medvirkende kan kalde sig komponister. Henvendelsen skete til gymnasier på hele Sjælland og samlede 36 unge, der dog hurtigt reduceredes til den hårde kerne på 7-8 indædte komponistspirer, for hvem den nært forestående studentereksamen ikke forstyrrede den koncentration og arbejdsindsats, projektet krævede.

Ligesom alkunstprojektet har dette projekt svenske rødder: Karin Rehnqvists Tonverkstad. Den overordnede idé er at lade de unge stifte bekendtskab med instrumentgrupperne i orkestret og herefter skrive småstykker til opførelse af disse. Efter de indledende øvelser mødte en strygekvartet og en kontrabassist fra orkestret op, spillede og gennemgik nogle strygerværker. Med personlig gejst kunne hver af musikerne fortælle om deres instruments opbygning, muligheder og begrænsninger. Fordelene var åbenlyse:

• Der kunne stilles spørgsmål direkte til musikeren - ikke blot faktuelle, men også spørgsmål i stil med »hvordan vil det lyde, hvis du gjorde sådan eller sådan?«

• Det var muligt at 'dissekere' gennemgangen af de spillede værker, fx at lave en lagdeling af satsens elementer (undlade den opmærksomhedsfangende melodi og studere lyden af akkompagnementet nærmere), lade melodi og modmelodi spille med forskellig klang (sul pont., med sordin etc.) eller blot lytte til meningsfylden i den enkelte stemme.

To uger og en del vejledning senere skulle de unge have et lille værk for (dele af) denne besætning klar. På ny mødte musikerne op, spillede de unges værker og kommenterede dem med henblik på spilbarhed og idiomatik. Hvis man var hurtig, kunne man tillige nå at få spillet et 'rettet' stykke igennem igen. For at udnytte musikernes tilstedeværelse til yderligere afprøvninger, foregik den mere musikalske kritik og uddeling af gode råd senere på dagen. Samme procedure med træblæsere og senere med messing. Indimellem var det muligt at forfølge andre aspekter: Repertoirekendskab, stil, gestik, form/indhold, energiforvaltning, tonalitet, overordnede teknikker, nodeskrivning etc.

Lidt uventet opstod muligheden for at krone projektet med værker for hele det store orkester. Fristen var kort - et par måneder - så det var med is i maven at skulle satse både på denne mulighed og studentereksamen. Ekstraordinært blev de unge tilbudt al den vejledning, de ønskede. Til at klare presset - og til at danne modpol til mine anvisninger - blev Jesper Koch inddraget som medvejleder.

Ved koncerten blev seks vidt forskellige stykker holdt over dåben - stilistisk svingende fra hårdkogt modernisme til neoromantik, besætningsmæssigt svingende fra en sats for sopran, harpe, klarinet og horn, over en kammerkoncert for akkordeon, til en mammut-besætning, der var ved at slå bunden ud af orkestrets assistent-konto.

Fra musikerside lød det: Her fremvises ikke blot talent, men også et håndværk, der overraskede flere af orkestrets musikere, fra dirigenten (Frans Rasmussen) lød et begejstret brøl til rette vedkommende: GØR DET IGEN!!!!!, en publikummer (Michael Schønwandt) istemte: ...jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man også i fremtiden vil gennemføre sådanne meget vigtige projekter, fra en af de unge gymnasieelever, Berit Barfred, lød det lidt mere afdæmpet, men til gengæld rammende ikke blot for dette projekt, men for alle de omtalte projekter:

...en enestående chance at komme helt ind under huden på musikken - kun for at lære, at musikken jo allerede er under huden på os selv.

Videre læsning

Inger Ericsson m.fl.: Liv-Dröm-Verklighet.

Karin Rehnqvist: Unga människor - ny musik.

(begge ovenstående bøger kan muligvis stadig fås: Göteborgs Konserthus, Götaplatsen, S-412 56 Göteborg)

Hanne Marie Svendsen: Denne kniv er sløv, Weekendavisen 17.- 23. november 2000

De sidder og spiller min musik, Berlingske Tidende, 3. november 1998

Lyden af store drømme, Aktuelt

29. april 1999

Symfoniske spirer, Jyllands-Posten, JP København 27. april 1999

Sjællands Symfoniorkester: Gymnasieelever komponerer

Musik fra Alkunstprojekt: En del af børnenes egne værker, spillet af dem selv (cd) (begge kan erhverves - førstnævnte gratis, sidstnævnte for kopiprisen - ved henvendelse til Sjællands Symfoniorkester, telefon 33911199, e-mail: es@cph-phil.dk)

Årgang 75/2000-2001, nr. 06