De siger at de vil gøre noget, men gør de noget?

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 06 - side 182-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Centralt placerede komponister og musikformidlere i Danmark siger, at ny musik for børn er et område, som må prioriteres højt.

Olga Frederiksen har set på forholdene i Slovakiet og sammenlignet med situationen i Danmark, som hun ikke finder opløftende.

Hvert land har sine traditioner når det gælder formidling af ny musik, og musikpæda-gogerne har større eller mindre erfaring med undervisning i ny musik. For nogle er det en naturlig del af undervisnings-processen, andre har ikke tilstrækkelig viden og er derfor forsigtige, atter andre har aldrig prøvet at spille ny musik og er aldrig blevet stillet over for et krav om at spille ny musik.

I Danmark er der musikskoler, pædagoger, musikere og komponister, som gør noget ved det - og i virkeligheden findes der sikkert flere projekter end dem, der tidligere har været nævnt i DMT - men vi trænger virkelig til en stor indsats på området.

Her er lidt mere inspiration - fra Danmark og Slovakiet.

To ny-musik-projekter

Københavns Kommunes Musikskole stod i en tiårig periode fra 1984-93 for en række Forårskoncerter under mottoet Ny musik for unge musikere.

Musikskolen - med den daværende leder Ane Marie Forchhammer i spidsen - bestilte musik for større besætninger af danske komponister og uropførte ikke færre end 28 værker, bl. a. af Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Pierre Dørge, Bo Holten, Ivan Hansen, Anders Koppel, Benny Andersen, Karsten Vogel og Thomas Koppel. Disse projekter involverede alle instrumentgrupper, lærere, skolekor fra københavnske skoler og dirigenter udefra.

Forårskoncerterne med ny dansk musik var store begivenheder for hele Musikskolen, især for børnene, som var glade for at spille den nye musik og - med stor beundring - kom tæt på komponisterne.

Det tiårige projekt var en meget positiv oplevelse - ikke kun for Musikskolen selv, men også for hele den københavnske musikmiljø, tror jeg.

Et andet interessant projekt blev beskrevet i artiklen Dansk møder udenlandsk - Musikhøst 2000 (DMT nr. 4. november 2000), som handler om et udviklingsprojekt mellem Odense Musikskole og Det Fynske Musikkonservatorium i perioden 1994-2000. Forsøget kulminerede i fire programmer, som blev en del af Musikhøst-festivalen. Man kan læse nærmere om det i Mette Stig Nielsens piece Ny musik i musikskolen - et udviklingsprojekt. Hvorfor skal børn spille ny musik? udgivet af Det Fynske Musikkonservatorium. Materialet dokumenterer, belyser og perspektiverer projektet. Det er spændende læsning, som burde publiceres i et fagblad, så flere fik adgang til projektet.

Musikfestival i Slovakiet

Lige før jeg skulle rejse til festival for ny slovakisk musik i Bratislava, læste jeg Mette Stig Nielsens piece, og hendes materiale udfordrede mig i en sådan grad, at jeg besluttede mig for at fokusere på de koncerter i Brati-slava, som havde med børn at gøre - og opsøge primus motor bag børnekoncerterne: Komponisten og musikpædagogen, professor Juraj Hatrík.

Juraj Hatrík underviser i komposition og musikalsk analyse, og han har i mange år har ledet en afdeling for musikalsk metode ved Musikakademiet i Bratislava.

Festivalen for ny slovakisk musik fandt sted fra den 11.-18. november sidste år. Den blev grundlagt midt i 60erne, og børnene fik deres egne koncerter helt fra starten! Koncerter, som organiseres i samarbejde mellem komponistforeningen, solist- og musikerforbundet og musikpædagogerne.

Vigtigste grunde til at koncerterne med børn og ny musik kan lade sig gøre, er disse:

• Den slovakiske Musikfond har altid udgivet værker for børn - og siden 1989 har private forlag også udgivet musik for børn.

• Komponisterne er interesseret i at komponere ny musik for børn.

• De slovakiske musikskolers store engagement i forbindelse med ny musik.

I Slovakiet er en musikskole en selvstændig afdeling i en større insti-tution, som hedder Kunstskole for børn, hvor der også findes også en danse/drama-afdeling og en afdeling for billedkunst. På musikskolen er ny musik en del af undervisningen, fordi den er metodisk planlagt, og der er tid til det! Børnene får nemlig 70 minutters undervisning om ugen i deres hovedfag, 45 minutters kammersammenspil, 90 minutters kor, 90 minutters orkesterspil - samt indtil 4. klasse 45 minutters teori og musikhistorie, og derefter 90 minutter. Børnene deltager i koncerter, konkurrencer og workshops, og hvert år bliver det afprøvet, hvor dygtige de er - og de får bevis med karakter.

Juraj Hatríks fortjeneste ligger i, at han allerede efter sine studier på Musikakademiet i Bratislava i 1963 forstod nødvendigheden af at gøre noget for børn i forbindelse med ny musik. Ikke kun at komponere for dem, men prøve at forklare musikken, så de forstår den, og sikre, at børnene selv kan prøve musikken af - i musikskoler eller musikalske værksteder.

I sit samarbejde med folkeskoler og børnehjem (børn med traumatiske oplevelser) bruger Hatrík også musikken som kommunikationsmiddel, både ny musik, klassisk musik og folkemusik. Han skriver inspirerende koncepter til skolekoncerter og præsenterer dem, skriver musikalske eventyr for radio og TV, laver undervisningsmateriale - og han forsker i børnepædagogik. Det er det systematiske arbejde gennem årene, der har givet resultater.

Jeg mødte Juraj Hatrík på festivalen, talte med ham - og her er et uddrag af hans tanker efter mere end 35 års arbejde med børn og unge.

»I Slovakiet er der en vis tradition for at skrive musik til børn, fx Eugen Suchons Billeder fra Slovakiet (1954-56) som er en meget populær pædagogisk samling for børn og unge fra 7-21 år, som spiller klaver.

Men stort set alle nutidige komponister skriver solostykker, kammermusik eller større værker. Det kan man høre på musikskolernes koncerter, konkurrencer eller på selve Festivalen - den 13. november har vi planlagt en uropførelse af en børneopera Mesterdragesangere af Igor Dibák med orkester, sangere fra Musikskolen og danseafdelingen fra Kunstskolen i Sklenárova-gaden i Bratislava. Den 17. november uropfører børn fra forskellige musikskoler i Bratislava klaverværker af Ivan Valenta, Vitazoslav Kubicka og mig selv. Under koncerten bliver der også debat med børnene, som spiller og sidder i salen, kompo-nisterne og unge studerende fra Musikakademiet.

Vi har stadig den kliché i baghovedet, at en 'seriøs' komponist komponerer for voksne - omvendt altså at den, som er åben for instruktiv litteratur og musik for børn, er mindre dygtig. Hos mig skete der det, at de to ting blev koblet sammen. Jeg blev en seriøs komponist, og erfaringer fra kompositioner for børn blev overført i resten af min produktion.

Hos de gode komponister, som har skrevet musik for børn - bl.a. Bach, Schumann, Tjajkovskij og Bartók - er det musikalske sprog for børn og 'voksne' det samme. Det er ikke noget problem, snarere omvendt. At komponere for børn hjælper både børnene til at komme tættere på musikken og hjælper desuden komponisten til at afprøve sin stil - om hans måde at komponere på er fleksibel nok til at den kan klare en forenkling.

Luigi Nono var en gang på besøg i Bratislava, og et af hans værker blev opført - kompliceret musik med en rig struktur. Så spurgte vi ham, om han kunne komponere noget i den samme stil for børn? - og han svarede nej, men indrømmede samtidig, at det faktisk er en fejl.

En komponists stil må hvile så meget i sig selv, at den kan anvendes både i en kompliceret sammenhæng rettet mod voksne og i kompositioner rettet mod børn. Men det betyder ikke, at når jeg komponerer orkestermusik skriver jeg clusters, og for børn skriver jeg på de hvide tangenter. De sidste 15-20 år har jeg integreret mine værker for børn i resten af mine kompositioner, fx i Lost children for bas og strygekvartet fra 1993, hvor der er elementer af børnemusik i strygerne.

Der kræves en del af en komponist, hvis man skal skrive god musik for børn. Det er ikke kun spørgsmål om teknik; det skal ikke være bare let at spille, og så er det slut. Der er nødvendigt med en psykologisk dimension, komponisten er nødt til at have psykologiske evner.

Da jeg selv gerne ville gå i dybden, besluttede jeg mig for at studere videre i komposition på Musikakademiet og musikpsykologi på Det Musikvidenskabelige Institut i Bratislava i 1965-68. Jeg er meget optaget af børnepsykologien og fascineret af den barn-voksen-relation, som findes i Christian Morgensterns digte Galgenlieder. Barnet findes i den voksne, og voksen-elementet i barnet. Små børn tegner flot, har evner for transcendente problemer, tænker over kosmiske ting, er mystiske, men som 8-9-10 årige mister de uskyldens pollen og rationel kontrol kommer til at spille en større og større rolle. Det er nødvendigt at respektere dette voksen-element.

Et barn har en enorm stor energi, som er uberegnelig. Men samtidig med at ubevidsthedens intuitive energi skal slippes løs, skal den tæmmes med en kognitiv proces.

Da jeg var ung, var min interesse for børn ikke så målrettet; jeg følte, at et barn er en stor energikilde, at et barn er ikke dumt, at et barn i sig selv har en umiddelbar logik, præget af fantasi. Men skridt for skridt begyndte jeg at præcisere mine aktiviteter, og jeg blev mere og mere pædagogisk involveret.

Mit mål var og er, at ethvert barn kan forstå min musik, så jeg begyndte at studere ontogenese. Børn elsker programmusik, billedskabende musik, gestus i musikken og affekt. Når det lykkes at skrive godt for dem, så forstår de musikken med det samme.

I mit arbejde siden 1970erne har jeg beskæftiget mig bevidst med musikalske udtryksformer og byggeklodser, og jeg har fundet ud af, at nøglen til kommunikation med børn om musik, er at bruge metaforer i beskrivelsen af musikken. Metaforer er den bedste mulighed for en trofast musikfortolkning - det er enkelt ved hjælp af et poetisk billede eller en reference indirekte at belyse og udvide den musikalske konception.

På den måde ødelægger man ikke noget - i modsætning til tidligere tiders pædagogik, hvor man dissekerede musikkens elementer, og børnene ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle lægges sammen.

Dengang havde vi ikke et instrument eller en metode, vi kunne bruge, når vi ville studere den levende organisme, men nu har vi analytiske instrumenter, der gør det muligt at bevare helheden. For at forstå tingene skal et barn først have en oplevelse. Motivation er vigtigere end viden, for motivationen har sin egen energi, som leder barnet til indsigt og viden.

Da jeg i 70erne arbejdede med musik i børnehaver, fik jeg den idé at skrive tekster og musik til radio - en serie af musikalske eventyr Medzi trpaslúsikmi, på dansk Blandt dværge med store ører. Dværgene er mere praktiske og hører bedre end mennesker; man følger deres liv, hvordan de fanger lyd med en lydsmækker, planter toner som frø i jorden, vander dem og ser dem vokse. Når melodierne bliver modne og flotte, så skal de konser-veres. Her brugte jeg et pædagogisk koncept, som arbejder med elementer, melodier og færdig musik. Og børnene forstod, at musik er en del af vores liv, forbundet med naturen og rummet omkring os.

På Musikakademiets center for metodisk pædagogik har jeg hvert år 20-30 studerende, der lærer og afprøver forskellige pædagogiske metoder. Måske ender nogle af dem som orkestermusikere eller solister, men alle får de brug for at kommunikere med børn og unge gennem musik og ord.

Vi arrangerer også hvert år en workshop for musiklærere; hver gang med et nyt tema - vi har haft Musik og bevægelse, Musik og teater, Musik og pantomime og i foråret 2001: Sproglig kommunikation om musik - modeller og praksis. Her er der mulighed for at diskutere de metoder, der er blevet anvendt siden sidst, revidere dem og gå videre. De nye metoder bliver afprøvet på stedet - for mange af pædagogerne har elever med. Gæster udefra har bl.a. været Kódaly-pædagoger fra Ungarn, pædagogerne fra Lyon, folk fra fra Orff-instituttet i Salzburg og Ilja Hurník fra Tjekkiet.

Det er vigtigt at få ny inspiration hele tiden, at vide hvad der sker omkrig os. Personligt vil jeg ikke kun arbejde med et 'system' - det er ikke frugtbart. Hvis man hele tiden gentager det samme, kan man ikke overleve. Fremtiden er en kombination af forskellige metoder, at anvende de erfaringer fra udlandet som er relevante for den slovakiske musikpædagogiske tradition.

Danmark - børnenes holdning

Så vidt Juraj Hatrík og Slovakiet. Mine egne erfaringer med klaverundervis-ning på Københavns Kommunes Musikskole er, at danske børn mellem 7 og 11 år spiller ny musik med stor appetit. De er virkelig nysgerrige og tænder på de eventyr og beskrivelser, jeg hæfter på den ny musik, vi spiller. Nogle gange kan det også være tegninger, billeder, dans eller skuespil, der hjælper i undervisningen. Jeg prøver at kommer på bølgelængde med børnene og finde ud af, hvilke midler kan jeg bruge til at vække deres fantasi - finde ud af, hvad de reagerer på - for at opnå det ønskede udtryk.

Denne fælles oplevelse, følelsernes leg, nyder begge parter - og børnene har ikke nogen som helst fornemmelse af, at der er et bestemt formål med det. For dem skal det være sjovt - ellers er de ikke med næste gang. Og der er en række muligheder at vælge imellem i dansk og udenlandsk ny klavermusik. Bemærkelsesværdig er den nye klaverskole i tre bind af den ungarske komponist György Kurtág, som satser på det klanglige og utraditionelle i metodikken.

Men når børnene nærmer sig puberteten bliver de mere generte eller prøver at spille en voksen-rolle. »Musik skal lyde smukt« siger de, og når der er små sekunder i musikken ændres deres ansigtsudtryk, de rynker øjenbrynene, øjnene får en alvorlig og lidt truende karakter - og så kommer de med forslag til, hvordan det burde lyde efter deres opfattelse. De retter små og store sekunder til tertser og rekom-ponerer selv Beethoven, dissonan-serne forsvinder og resultatet er nogle flade kompositioner uden krydderier.

Den historie gentager sig ofte, og jeg undrer mig hver gang. Teenagerne er åbenbart under pres og sidder fast i en lydæstetik fra folkeskolen - en æstetik, der bygger på den 'pæne, smukke, harmoniske' populærmusik.

Anderledes er det med musiksko-lens MGK-elever, som har en meget positiv indstilling til ny musik. De vil gerne afprøve nye tekniker og ny klang og er ivrige efter at kommer i kontakt med musikere og komponister, som kan give dem gode råd og nye ideer - senest da Hans-Henrik Nordstrøm kom og gennemgik sin musik, som MGK-eleverne derefter hørte på Suså-festivalen. Sådan en kontakt med ny musik er en vigtig opgave - for pædagoger og andre involverede.

I 1999/2000 gik MGK-eleverne fra Københavns Kommunes Musikskole og Musikhøjskolen på Frederiksberg sammen om to store kammermusik-projekter, hvor ny musik var en del af repertoiret. Vi indstuderede og opførte danske og udenlandske værker ved flere koncerter - bl.a. musik af komponisterne Tage Nielsen, Henk Badings, Fabián Pérez Tedesco og Akira Yayama.

Heldigvis findes der dansk og udenlandsk ny musik, som MGK-elever kan klare og lære noget af. Situationen er helt anderledes, når det handler om ny musik for børn! Som klaverlærer undersøgte jeg i januar i år, hvad der findes af musik for børn - for klaver solo eller med klaver som del af kammermusik.

Engstrøm & Sødrings Musikforlag svarede: »Desværre har vi ikke noget ny musik for børn. Gå til DANmusik, de har noget.« Ekspedienten i DANmusik sagde: »Det bliver svært.« Og blev det også. Jeg brugte mere end en time at gennemgå al kammermusik skrevet for forskellige instrumenter - og der var intet for børn, kun for professionelle musikere. Blandt klaverværkerne var Carl Nielsen og Rued Langgaard det nyeste.

Det tredje forsøg var en henvendelse til Wilhelm Hansens Musikforlag, som sendte mig en kopi af et ældre hovedkatalog: "Musica-serien" med Harald Bjerg Emborg som redaktør.

Måske var jeg bare uheldig, for jeg ved, at der er komponeret omend ikke meget så dog noget klavermusik for børn de sidste 20 år - fx Niels Viggo Bentzons Korte stykker for klaver, Sven Erik Werners From my Springtime on Funen og af Niels Rosing-Schow, Svend Hvidtfeldt Nielsen, Bent Sørensen og Anders Nordentoft 10 klaverstykker til undervisningsbrug.

Hvad er der brug for?

Musikskole-eleverne er fremtidens musikere og publikum. Det kan sagtens lade sig gøre at engagere dem i ny musik. Hvis den er der. Men det er den ikke. I betragtning af hvor mange musikskoler der er i Danmark, burde der komponeres meget mere ny musik for børn og unge. Der er brug for solostykker for klaver, og der er brug for kammermusik på et teknisk niveau, der gør det muligt for børn og unge at spille musikken.

Hvorfor bliver denne ny musik ikke komponeret? Er det det danske system med, at musik oftest kun skrives på bestilling, der har sendt børn og unge i glemmebogen? Er det musikskolerne, der generelt har været for passive, eller er det komponisterne selv, der har glemt os? Komponistforeningens formand John Frandsen udtaler i Mette Stig Nielsens piece (se begyndelsen af denne artikel): »Vi må opkvalificere det at skrive musik for børn. Hele området har lavstatus blandt komponister og musikere. Det må der gøres noget ved.«

Ja, tak! Jeg er sikker på, der er mange danske komponister, der er klar. Lad ny musik for børn og unge blive det normale - så det ikke, som nu, nærmest er en festlig engangsbegivenhed, når der er komponeret ny dansk musik for børn og unge.

Musikpædagogerne og musikskolerne burde så samtidig arbejde for at etablere et miljø omkring ny musik for børn, så deres horisont udvides - i første omgang måske regelmæssige workshops. Vi kan lære meget af udlandet - og lad os gøre det, samtidig med at vi indhenter alt det forsømte her i landet.

Der er mange, der har et ansvar, Statens Musikråd bl.a., men lige nu burde det være organisationerne, der etablerede et fast samarbejde om ny musik for børn og unge - Komponistforeningen, Musikpædagogisk Forening, Dansk Musikerforbund og Musikskolerne. De burde i fællesskab give bolden op. Så er der mange musikpædagoger, som nok skal bringe den i spil.

Olga Frederiksen er klaverlærer og klassisk MGK-koordinator, Københavns Kommunes Musikskole. Hun er Ph D i analyse af ny musik.

Årgang 75/2000-2001, nr. 06