Musiklovsrevision

Den 1. oktober 2001 fylder verdens første musiklov 25 år. Musikloven er et resultat af 1960ernes ideologiske tænkning, som op igennem det følgende årti førte til dannelsen af formationer i kulturlivet, der endnu er operationelle, men som på en række områder kalder på justeringer. Loven er ikke en lov for det samlede danske musikliv, den varetager kun specielle områder, ikke mindst de områder eller støtteværdige udtryksformer, som ikke umiddelbart har store chancer i den kommercielle verden. Musikloven administreres af Statens Musikråd og dets repræsentantskab i et dynamisk samspil med amtsmusikudvalg og alle de forskellige interesseorganisationer. I løbet af de 25 år har Musikrådet fået stadig flere midler til rådighed, blandt de nyere tiltag finder vi lovgivningen omkring musikskolerne og spillestederne. Men samtidig har Musikrådet gennem det kvarte århundrede opbygget en lang række ressourcetunge institutioner, som i nogen grad reducerer Musikrådet til et admistrationskontor, der ikke i nævneværdig grad har frie midler til brug for nye, spændende projekter.

Musikrådet inspirerer klogeligt i disse måneder til en dialog med omgivelserne: Kunne man tænke sig en revision af Musikloven? Spørgsmålet bør være retorisk, for der er afgørende punkter i loven, som populært sagt er blevet overhalet af virkeligheden. Punkter som i den grad kalder på opmærksomhed. Det gælder eksempelvis den multikulturelle virkelighed, det gælder den digitale udfordring, det gælder det internationale samarbejde. Disse og andre områder er ganske vist under udvikling, men det sker i en atmosfære af festtale-panegyrik snarere end der er tale om handlingsorienterede projekter.

Tidligere talte kulturpolitikere om ideologi og indhold, nu taler de om strukturer. I fraværet af holdninger ved de ikke, hvad de skal mene, og de ærligste erkender, at andre steder i Norden og resten af verden har man for længst taget nødvendige - i ordets videste betydning - kommunikative skridt. Ser vi os selv i det internationale perspektiv, bliver billedet ganske enkelt grumset. Udenrigsministeriet har historisk rekord i ikke-samarbejde med Kulturministeriet. Den Danske Kulturinstitut blev gennem en tvivlsom rapport frataget vigtige opgaver. Hvem tager sig nu af hvad? Hvad gør det nyoprettede Internationale sekretariat? Musikinformationscentret? Statens Musikråd? Kulturministeriets tilskudssekretariat? Det ene kontor henviser til det andet, som igen venter på grønt lys fra centraladministrationen. Hvis De er forvirret så lad os bare kalde det en soap opera.

Statens Musikråd forventes at have kvalificerede indspil i de kommende måneders diskussioner. Det indebærer drøftelser af MICs rolle - skal MIC servicere og følge op på beslutninger, eller skal informationscentret også administrere nye kulturpenge? Det indebærer drøftelser af dacapos rolle, Den Anden Opera, den nye institutionsparaply SNYK, musikskolerne, basisensemblerne, amatørmusikken, musikpædagogikken, relationerne til konservatorier, symfoniorkestre, osv. osv. Det kan blive et forår i helvede for Musikrådet, men det kan også blive det smukkeste, der længe er set i det lille land, med nye skud på det musikalske træ. Hvis musikrødderne altså kan og vil - det er deres eneste chance for at samle det fragmenterede musikliv til en fungibel platform. Det næste halve år er det vigtigste i deres periode. Musiklivets aktører kan i den forbindelse med fordel opføre sig lige så solidarisk, som de gjorde i forbindelse med støtten til de rytmiske spillesteder. Kun hvis musiklivet kan undgå institutionel og personlig positionering og derigennem opleves som et samlet område, der opstiller nye musikalske mål, bliver ønsket om flere midler taget alvorligt på Christiansborg.