Bøger

Norges Musikkhistorie bd. 4 - Inn i mediealderen, 1914-50. Hovedredaktør: Arvid O. Vollsnes, Redaktion på bind 4: Arne Holen, Ståle Kleiberg og Arvid O. Vollsness. Aschehoug 2000.

Bind 4 i den fembindsinddelte - og som sådan stort anlagte - fremstilling af norsk musikhistorie er tiltalende og interessant læsning. Bindet - der omfatter perioden fra første verdenskrigs udbrud til 1950 - er disponeret i 12 hovedkapitler, hvert med fra et til otte underkapitler. Typografi, layout og udstyr er formfuldendt og indbydende (om end lidt altmodisch), og billed- og illustrationsmaterialet, hvad enten det eksemplificerer, dokumenterer eller udbygger teksten, fremstår velafstemt i forhold til tekststoffet, både mht. mængde og relevans. Det samme gør den omfattende brug af udførlige 'faktabokse', der typisk fremstiller biografisk og analytisk stof eller gengiver kilder. Til bogen hører to cd'er med udvalgte indspilninger, originaloptagelser og interview, som eksemplificerer, dokumenterer og udbygger bogens materiale. Ud over en liste over bidragydere er bogen endvidere udstyret med et komplet register, en fortegnelse over de to cd'ers indhold, en oversigt over relateret litteratur samt en ordforklaring.

Det indledende hovedkapitel, Musikklivet i en europeisk utkant, er et rids over de politiske, kulturelle og sociale kendetegn ved perioden, og det fungerer som en generel indføring i de særlige forhold, der gjorde sig gældende i Norge i første halvdel af 1900-tallet. Kapitlet indkredser og diskuterer blandt meget andet de stærke nationale bevægelser og følelser fx fornorskningsbevægelsen, sprogstriden og den norske kulturarv, hvis mange tilsynekomster og konsekvenser forfølges i flere af de øvrige kapitler. Over for dette 'nationale' anslås en let ironisk tone - fx er jeg aldrig tidligere stødt på det herlige begreb 'kraftpatriotisme'. Forfatterne har ganske vist forståelse for disse forhold og især for deres historiske baggrund, men de lægger en relevant og saglig afstand hertil bl.a. gennem indgående diskussioner af det betimelige i at tale om en nationalt klingende musik - et forhold der hyppigt vendes tilbage til i bogen. I kapitlet indgår også gennemgange af de væsentligste kulturelle (og politiske) strømninger i Europa, og kapitlet fremstår i det hele taget som et relevant og velskrevet grundlag for det videre.

I de følgende tre (fire) hovedkapitler behandles periodens kunstmusikalske hovedretninger, som de manifesterer sig i Norge. Der gøres løbende udblik til de internationale strømninger, og norske komponisters inspiration fra henholdsvis Paris og - især - Berlin påpeges. Fremgangsmåden i disse kapitler er lige så enkel, som den er overbevisende: Korte og koncise beskrivelser af de forskellige strømningers kendetegn efterfølges af fyldige og levende komponistportrætter af førende norske repræsentanter herfor - en slags mini-monografier.

Portrætterne skildrer, som det kan forventes, den pågældende komponists levned, men bruges samtidigt til at opridse mere generelle forhold i relation til den portrætterede. Det er vanskeligt at fremhæve ét portræt frem for et andet, men skal det gøres må det blive Pauline Halls, Fartein Valens og Ludvig Irgens-Jensens - og måske også David Monrad Johansens - fire højst forskellige komponister og skæbner, som hver på deres måde repræsenterer forskellige og betydelige sider af Norges kunstmusik i perioden, og som alle fik stor indflydelse.

Kunstmusikken tegner sig med ovennævnte for en god fjerdedel af bogen. Herefter følger hovedkapitlet Det profesjonelle musikklivet som underdelt i yderligere fem kapitler beskæftiger sig med musikinstitutioner - uddannelsessystem, musikforeninger, orkestre og fremførelsesfora - og med udvalgte musikere. Kapitlet redegør udførligt for de forholdsvis små forhold, der kendetegner musiklivets vilkår i det meste af perioden. Mange private initiativer ser dagens lys, og mange bukker under, og der tegnes et billede af et land og en tid, hvor viljen og entusiasmen er mindst lige så vigtige for et rigt og aktivt kulturliv som love og offentlige bevillinger.

Detaljeringsgraden er imidlertid høj, ja, nærmest udmattende, og som læser trættes jeg af de mange opremsninger af personer, institutioner og ikke mindst tal - både årstal og mængder - og jeg savner de forrige kapitlers virkningsfulde tematiseringer.

Indføringen i de kirkemusikalske forhold i hovedkapitlet Musikken i kirken og kristne forsamlinger står i modsætning hertil en del stærkere. Selvom der er tale om en alt andet end entydig periode i norsk kirkemusik, er det naturlige om-drejningspunkt for fremstillingen - som på samme tid i Danmark - de reformatoriske tiltag, der former sig som en reaktion på romantikkens kirkemusikalske praksis.

Hovedkapitlet Allsidig amatørmusikk favner bredt, men beskæftiger sig i hovedsagen med korsangen. De tre sidste underkapitler - under fælles titlen Musikken i to industrisamfunn - står dog stærkt fremstillingsmæssigt og 'metodisk'. Det ligner faktisk lidt af en genistreg at sammenstille (amatør-)musiklivet i to parallelle, men højst forskellige industrisamfund. Og det virker - sådan da. De to byer beskrives i hvert sit underkapitel. Den første, Halden, er en gammel traditionsrig købstad, hvor musiklivet for længst har etableret sig som en del og en spejling af den borgerlige musikkultur, som det i perioden stort set handler om at videreføre; den anden, Løkken, er et forholdsvis nyt, hastigt voksende samfund, baseret på minedrift, hvor arbejderklassen er den helt dominerende befolkningsgruppe, og tradition er noget, der skal etableres. Men der er blot tale om sammenstilling og ikke om diskussion og sammenligning. Det sidste overlades til læseren.

I forordet tales der om de teknologiske forudsætninger for massedistribution af musik, alligevel er det først med hovedkapitlet Folkelige musikkformer - det kommersielle, at disse forhold gøres til genstand for egentlig behandling. Igen er det i første omgang det levende musikliv, der bruges som omdrejningspunkt, men denne gang med fokus på populærmusikken og dens forhold til og samspil med de fremvoksende massemedier. De skildrede forhold ligner i høj grad de danske i den samme periode: De samme forsøg på at værne om den 'gode musik', den samme begyndende internationalisering af musikken og de samme omkostninger for de nationale musikalske særkender.

Herefter finder hovedkapitlet Jazz - en utenlandsk utfordring naturligt indpas. Det er på mange måder orienteret efter samme princip som gennemgangen af kunstmusikken (se ovf.). Ganske vist er det ikke egentligt enkeltnavne, der får lov at tegne enkeltstrømninger, men det er igen periodiseringen og kronologien, der er valgt som fremstillingsform. Kapitlet er interessant, og det er tydeligt, at jazzens karakter og betingelser i Norge på mange måder adskiller sig væsentligt fra de danske i samme periode. Bl.a. er det tilsyneladende først med swing-musikken, at norsk jazz stilistisk lader sig indføje under betegnelsen jazz - indtil da var det blot genrens ydre karakteristika, der havde tjent som begrundelse.

I hovedkapitlet Folkemusikken - modernisering, organisering og bevaring skildres indgående og på tværs af perioden de mange, betydende tiltag, der finder sted mhp. at sikre og videreføre en levende folkemusikalsk tradition. Kapitlet står meget selvstændigt i bogen og kunne med fordel have været lagt meget tidligere - især da der i de kunstmusikalske kapitler hyppigt refereres til folkemusikken.

Det afsluttende, korte hovedkapitel Musikklivet under okkupasjonen er, som man kan forvente, mere generelt orienteret og nærmer sig således det indledende kapitels overordnede karakter.

Som sagt er Norges Musikkhistorie bd. 4 en interessant og særdeles læseværdig udgivelse. Men fremstillingsformen er svingende og uensartet. Hvor den lykkes bedst, er den meget overbevisende, og det kan derfor ærgre, at redaktionen ikke har gjort mere for at harmonisere de mange kapitler. Struktur og opbygning er ikke optimal. Bogen har en ikke helt tilfredsstillende karakter af mosaik, og det er fx svært at forstå, hvorfor folkemusikken og en dybdesøgende diskussion af medierne lægges så sent i fremstillingen - ikke mindst når undertitlen - Inn i mediealderen - tages i betragtning. Der samles op undervejs ligesom der gøres skyldige udblik til andre landes vilkår - ikke mindst Sveriges og Danmarks, men jeg savner generelt set sammenholdelse og diskussion af de fremstillede forhold på tværs

af stilarter, traditioner og kategoriseringer.

Den valgte form fastholder en slags vandtætte skotter mellem periodens musikalske retninger og får således - trods især det indledende kapitels fine og kritiske, videnskabeligt funderede præmisdiskussion - karakter af moderne genre- og stilhistorie. Jeg glæder mig til at læse bind 5.