Digitale forandringer

Whitney Museum i New York præsenterer udstillingen Bit Streams i øjeblikket. Den udforsker de digitale muligheder i de nye udtryksformer. Musikken er central placeret i udstillingen.

Af Torben Sangild

Hvad enten lydkilden er summende bier, private telefonsamtaler, en skrattende pen eller en fejlbehæftet cd, er nøgleordet for tidens digitale musik transformation. Teknologien bruges til at ændre lyde; fra musik til sprog, fra sprog til støj, fra støj til musik, fra det velkendte til det fremmedartede, fra rytmer til toner og omvendt. Det er i hvert fald det lydbillede som tegner sig på udstillingen Bit Streams på Whitney Museum i New York.

Bit Streams forsøger at fremvise det ypperligste inden for ny digital kunst, visuel såvel som auditiv. Kuratoren for den musikalske del af udstillingen, Debra Singer, har udvalgt 25 lydværker, som hver har en mandsbred stand med et sæt hovedtelefoner. Installationen er designet af arkitektgruppen LOT/EK (low tech, modsat hi tech) specielt til denne lejlighed. Man går ind bag et panel dækket af neonrør, udser sig et ledigt værk, tager hovedtelefonerne på, læner sig op ad skumgummifladen og lytter.

Udefra markeres ens tilstedeværelse af, at to blå neonlamper lyser på ens plads i stedet for én. Der tegner sig således (som en konsekvens af publikums adfærd) en række af tændte og slukkede neonrør i et konstant skiftende binært system, en strøm af bits, Bit Streams. De markerer ikke blot, at der er tale om digital kunst, men også at det digitale, normalt opfattet som hårdt og kalkuleret, mødes med det flydende, det uforudsigelige, det kropslige.

Cross-over

Et eksempel på denne dialektik er David Gambers Conch for konkylie og interaktiv computer, optaget live. Dialogen mellem Gambers blæsen i konkylien, og computerens manipulation af disse lyde til ukendelighed, giver et overraskende varieret lydbillede fra det svævende modale til det hårdt percussive. I det hele taget spiller naturen en stor rolle for mange af værkerne. John Hudak arbejder med de lyde, som vi normalt ikke hører; i værket Pond er der tale om computerbearbejdede lyde fra undervandsinsekter - skingre diskanttoner med masser af tremolo arrangeret i et Ligeti-agtigt væv. Andrea Parkins laver klangskyer i traditionen fra Xenakis, men tager dette mere bogstaveligt, idet udgangspunktet er de flygtige skyformationer som kaldes 'Freak Clouds'.

Kunstnerne befinder sig i et cross-over-felt, ikke blot hvad angår samspillet mellem forskellige medier og udtryk, men også hvad angår det hårde skel, som engang fandtes mellem finkulturel og populær musik, et skel som på ingen måde præger de unge lydkunstnere. Og imens mange af disse - på trods af deres engagement i jazz- og rockmusik-sammenhænge - er marginaliserede som en slags avantgardekunstnere, sidder Pierre Boulez andetsteds i New York (på scenen i Miller Theatre) og hyldes som en anden popstjerne med kæmpe reklamebannere i ryggen i et stort opsat fremstød for Deutsche Grammophon og uddeler pizza, signerede plader og håndtryk bagefter.

Nogle af de mere kendte crossover-navne på Bit Streams er Jim O'Rourke, der også fungerer som rockmusiker og -producer, og Elliott Sharp, som nyder lige så stor anerkendelse på jazzscenen som i kompositionsmusik-kredse. Men det mest markante cross-over-værk er Jonathan Beplers The Man In Black (fra lydsporet til kunstneren Matthew Barneys film Cremaster 2) som forener computersamplede, summende bier med speed metal-trommer og growl. Det er et voldsomt, til dels politisk værk til minde om henrettelsen ved skydning af Gary Gilmore i 1977 i den ultrakonservative stat Utah, der netop har en bi som statssymbol. Det går i øvrigt op for en, når man hører værket, at der ikke er så langt igen mellem biers summen, menneskers gutturale udtryk og digital støj.

Privat og teknisk snak

Et tema, som går igen i en del af værkerne, er sprog og kommunikation. The Spacewürm bruger virkelige, private mobiltelefonsamtaler, som han har aflyttet med en politiscanner (i øvrigt en parallel strategi til den engelske musiker Scanner). Værket Age Breaker er et af udstillingens mest vellykkede. Som lytter bliver man konfronteret med en ambivalent reaktion mellem stærk nysgerrighed efter at snage og en pinlig berørthed over, hvad man rent faktisk får at høre: To unge mænd snakker om at gå i byen og drikke sig fulde og give en bestemt person bank. En oprørt kvinde forsøger at berolige sin jaloux kæreste. Stemmerne er tilsat rumklang og får et uvirkeligt præg af megafon-udråb midt i al intimiteten. Når de griner, får det en hysterisk, diabolsk karakter. Kvindens stemme er ofte ved at knække over i gråd. Musikken i baggrunden er melankolsk og ind- imellem lavmælt støjende.

Pamela Z har til værket Geekspeak (som undtagelsesvis daterer sig tilbage til 1995) optaget computeringeniørers indforståede sprog - en blanding af tekniske fagudtryk og nørd-slang. Dette sprog, talt af vor tids blege aristokrater, er i store træk uforståeligt for de fleste og har en ambivalent karakter af genkendelighed og fremmedhed. Det fremmede lægger op til at lytte til ordene som lyde, som musik, og det er det, Pamela Z gør i sit både morsomme og gennemtænkte værk. I begyndelsen hører man dem forsøge at forklare, hvad en nørd er. En af dem begynder at stamme lidt, idet han rammende siger »I-I-I don't kn-know how to ar-articulate it«, og så begynder talen at blive hakket op rytmisk, kørt i loops og oven i hinanden, på kanten mellem forståelig tale og det rene volapyk.

Sku' det nu være nyt?

At manipulere med fundne lyde og at lade systemer fra andre områder medkomponere er som bekendt ikke noget nyt. Alle disse værker lægger sig i traditionen fra Russolo,Varèse, Schaeffer og Cage og har som udgangspunkt, at al lyd kan være musikalsk materiale og kan organiseres efter andre diskursive systemer og parametre end de rent musikalske. Der er altså ikke noget nyt paradigme på spil, måske snarere en understregning af at vendingen mod det konkrete er vedholdende og ikke bare et flygtigt, overstået ekstremum. Jeg spurgte kurator Debra Singer, hvordan hun ser på forholdet mellem ny, digital teknologi og traditionen:

»Stort set alle disse kunstnere er yderst bevidste om, hvilken tradition de indskriver sig i. Fx ser DJ Olive sig selv i såvel traditionen fra musique concrete som fra DJ-kulturen, og DJ Spooky kalder sig et møde mellem Grandmaster Flash og John Cage - så der er en lang række indflydelser på spil, som er helt åbenlyse. Og selv om det ikke i sig selv er nyt at mixe reallyde, så er lydene og de konkrete sammensætninger nye. Det er ligesom med oliemalerier - det har man lavet i århundreder, men der er til stadighed kommet nye interessante værker ud af det. Schaeffer ville bruge computere i dag og være vildt begejstret over mulighederne.«

»Og det er også en ny måde at skabe musik på, hvilket nogle af værkerne udnytter meget konkret. Fx töschöklabs, som er fem mennesker, der bor i forskellige byer, og alligevel kan skabe musik sammen via Internettet. Og de kan distribuere det selv på nettet. De har ganske vist ikke et massepublikum, men de har selv udført det hele fra bunden af. Det som Richard Devine gør, er også afhængigt af computeren, og det gør en forskel at spille på nogle instrumenter som ikke findes i virkeligheden.«

Richard Devine, som hun henviser til, spiller på virtuelle instrumenter, dvs. instrumenter kreeret i et særligt computerprogram, der laver modeller af fysiske genstande ud fra data om vægt, fylde, hårdhed, form etc. med deraf følgende klangkvaliteter. Devine kan altså spille på nyopfundne instrumenter uden at behøve at materialisere dem, og uden at det nødvendigvis er muligt at finde et fysisk materiale, der ville kunne virkeliggøre dem. Og han kan skabe intrumenter ved brug af tilfældighedsoperatorer. Han giver dem så et udseende og virtuelt rum på computeren og kan fx slå på dem med forskellige ligeledes virtuelle slagtøjs-materialer. Værket Anthracite T. Vari (1997) begynder lydligt meget komplekst, aggressivt og percussivt pulserende, men bevæger sig mod renere og mere tonebaserede lyde og ender som en lyrisk meditation over et banalt, tonalt tema på et cembalo-lydende instrument.

Et andet fænomen, som er intimt forbundet med det digitale medium, er den såkaldte 'Glitsch'-teknik. Glitsch er de fejl på cd'en, som får den til at gentage en lille bid og pludselig hoppe til et andet sted. I Glitsch-musikken præpareres cd'erne (John Cage spøger endnu engang) ved at man snitter og ætser i overfladen eller putter tape på, så laseren ikke kan aflæse dem ordentligt. Man kan også præparere cd'en ved at putte den i mikrobølgeovnen. Der er som regel tale om mere eller mindre tilfældige tilbuds-cd'er fra den lokale pladeforhandler.

For gruppen DISC er det et decideret oprør mod pladeindustrien med det simple udgangspunkt, at der udgives alt for mange cd'er. For den aldrende Fluxus-kunstner Yasunao Toné indgår Glitsch-teknikken i en større sammenhæng med korrelationer mellem kinesiske tegn, billeder og musik. Mens DISCs musik er legende og humoristisk, er Tonés hård, monoton og massivt støjende. Ved en koncert for nylig dannede Toné afsluttende par med Stephen Vitiello, der opererer med oversættelse fra lys til lyd via digitale fotoceller i en mere ambient, rolig musik. Denne kombination viste sig at være yderst frugtbar, idet begge kunstneres monotone og begrænsede udtryk nu farvede og komplementerede hinanden med en gnistrende dynamik til følge.

Den digitale teknik gør det altså ikke blot nemmere at operere med et ubegrænset klangforråd, men gør det også muligt at skabe nye klange, nye måder at opfatte og strukturere musik på og muligheden for at oversætte direkte fra andre medier (lys, skyer, billeder, skrifttegn osv.) til lyde.

Bit Streams giver et alsidigt indblik i den digitale musiks veje, med værker der i hovedsagen er vellykkede. Blandt undtagelserne er Brian Conleys radioeksperiment, der ikke fungerer uden sin kontekst, Brandon La Belles lidt fortænkte oplæsning fra Roland Barthes' Le plaisir du texte uden udtale af konsonanter og Gregor Asch's rent ud sagt kedelige dub-collage Perpetual Sound Check.

Jeg kan kun opfordre læseren til at opsøge værkerne på internettet, hvor ny musik som bekendt skal høres.

Alle udstillingens 25 værker kan høres på hjemmesiden www.whitney.org/bitstreams - vent på at vinduet åbnes, klik på Artists, find den kunstner hvis værk du vil høre, klik i vinduet for at afspille.