Interaktiv computermusik - er hverken interaktiv eller computermusik

Brugen af computere til digitaliseret lyd og dens mulige

integrering i solistens udtryk - i oplevelsen heraf i opførelsesøjebliket - er, hvad der skaber den nye genre af interaktiv computermusik. Interaktion er en velkendt egenskab ved musik, men en ny mulighed i brugen af computere, som i dag kan programmeres til at tage dynamisk del i tolkningen af værket ved opførelsen. Interaktion mellem solist og computer medfører, at to fundamentalt forskellige verdener kombineres i et åbent og dynamisk system.

Forskellighed i grad og karakter af interaktion kan illustreres med følgende tre eksempler fra værker, opført af studerende på DFM:

Cort Lippe: Music for Flute & ISPW. I begyndelsen af stykket forekommer nogle overblæste, 'flækkede' toner - eksplosioner, ifølge komponisten - med et semi-aleatorisk overtonespektrum. Computeren analyserer spektret for de mest fremtrædende frekvenser, og afspiller dem som en akkord, med et forudindspillet sample. Dette sker 'med det samme' (dvs. inden for det kritiske tidsvindue på 30 msek.), og resultat for solisten er at akkorden opleves som en del af instrumentet: Den fysiske impuls, der lægges i overblæsningen, identificeres med den digitalt skabte klang. Differentiering af dette udvikles under indstuderingen, da komponisten ønsker en hvis forskellighed i disse ekslosioner, hver gang de forekommer.

Da eksplosionerne kun er relativt kontrollerbare - i deres indbyrdes forhold - bliver der tale om et tæt sammenspil mellem på den ene side fysisk udfoldelse/instrumentkontrol (haptiks) og lytning, og på den anden side den digitalt skabte klang (indspillet på cd på plademærket Classico).

Barry Moon: Study for Voice. Værket arbejder med fonetisk og semantisk bearbejdning af en tekst af Shakespeare, og forbinder en nutidig tolkning med renaissance-sang. Dette giver en meget vid forståelsesramme, da det uundgåeligt inkluderer værkets egen tekniske forudsætninger. Oplevelsen af et intimt sammenspil mellem solist og computer forstærkes af tilstedeværelse af tekst. Slutningen er en friere tolkning af nærmest improviserende karakter og opleves som konkluderende. I stedet for en præcis symbiose, indgår solist og computer i et netværk af referencer, hvor computeren til sin videre behandling af stemmen anvender samples, løbende optaget under de foregående afsnit. Herved bliver solistens fortolkning en integreret del af en aktiv, digital, klang.

Der er ikke længere tale om 'solist' og en 'computer', da den kombinerede, indre natur besidder en oplevet sammenhæng med den just forudgående haptiske og hørte vokale udfoldelse (inklusive vibrato, tonehøjde og klang). Derved opløses den indre forskellighed mellem solist og computer, både vertikalt og horisontalt, og medfører en stærk identifikation mellem akustik (solist) og elektroakustik (computer).

Lars Graugaard: Guitar. Værkets midterdel er i åben form. Solisten bevæger sig frit mellem tre dele, og hver del består af et antal fraser. Fraserne spilles i rækkefølge, men der kan frit springes mellem de tre dele. For hver frase nærmer materialet i de tre dele sig hinanden, således at der i realiteten er tale om tre forskellige 'værker' som bøjes ind mod hinanden. Computeren registerer i hvilket af de tre dele solisten befinder sig, og hver del anvender forskellig synteseteknik, hvori indgår samples fra tidligere dele af værket. Solisten styrer den dynamiske udvikling, idet både tætheden i den fysiske aktivitet og den hørbare, klanglige intensivereing i spillet - foruden valget af frase - har direkte konsekvens for computerdelen. Computerstemmen er et resultat af solistens udfoldelse, og derved oplever solisten afsnittets relative vægt og betydning i den større sammenhæng i værket som et resultat af egen fortolkning.

[Se nodeeksempel af Graugaard på næste side].

Kombinationens betydning

Den interaktive kombination af akustisk og elektroakustisk musik er en unik udtryksform, idet der for første gang er skabt en gensidig sammenhæng mellem to grundlæggende forskellige verdener.

Interaktiv computermusik bliver mulig, fordi de processer der ligger bag et præindspillet bånd og akustisk lyd løbende behandlet med elektroniske effekter, nu kan afvikles fra den samme fysiske enhed - en computer - og fordi computeren kunne programmeres til at ændre egenskaber på baggrund af indkomne data, mens et værk afvikles. Der bliver herved skubbet et to-vejs cirkulært kontrolsystem ind mellem solist og computer. Der er i dette lag, at interaktionens definitioner og parametre findes, og det er dette, som forlænger solistens espressivitet ind i computeren. Interaktiv musiks store fordel er, at det forhold, at den er interaktiv, gør, at simplere processer, udført i real-tid i et interaktivt sammenspil med en solist, ofte medfører et musikalsk mere tilfredsstillende resultat, end en sofistikeret og kompleks fremgangsmåde udført i forskudt tid.

Den interaktive kombination af akustisk og elektroakustisk musik er en kunstnerisk unik udtryksform, idet der for første gang er skabt en musisk sammenhæng mellem to grundlæggende forskellige verdener. Fremførelsen af akustisk musik af en instrumentalist eller sanger kræver et højt niveau af kontrol og fortrolighed, og udviklingen af de nødvendige færdigheder er en lang proces af klanglig forfinelse og præcision. Der arbejdes ind mod et værks kunstneriske kvaliteter ved at inderliggøre det i en forståelsesramme, som er tilgængelig for publikum, og dette forhold er uafhængigt af, om der er tale om et værk af nyeste eller ældre dato.

Rammen for fortolkningen er instrumentet (eller stemmen) og dets konstante udvikling af muligheder og begrænsninger baseret på dets tradi-tion, og graden af vellykkethed af fremførelsen afspejles i dens evne til at bære værkets besked videre. Den akustiske musiks verden er den analoge, den verden omkring som vi er vant til at bevæge os rundt i, og som vi mener at kende fra vore daglige rutiner. Vi kan tappe ind i dens mysterier, men den forbliver 'vores' verden.

Udgangspunktet for lyd i elektroakustisk musik er det digitale domænes verden, som er helt forskellig fra vores. Vi kan beskrive en klang og dets karakter med et enkelt ord - 'giocoso', fx - og derigennem forstå adskillige lag på et enkelt øjeblik. Repræsentation i det digitale domæne fordrer en anden beskrivelse og katalogisering af fænomener, baseret på tekniske beskrivelser og matematikken bag.

Manipuleringen af disse beskrivelser åbner ubegribelige muligheder, ubegribelige derved at de ikke kan finde sted som naturlige fænomener. Elektroakustisk musik er derfor præget af uforenelige kræfter, af ujævnheder, uensartethed og paradokser; gåder, umuligheder og mysterier er almindeligt forekommende. Uforenelige elementer indgår i fantastiske relationer: Klange, hvis natur er helt forskellige - fx gennem deres oprindelse - sammenstilles, og vor fortrolige oplevelse af afstande og dynamiske forhold, af rækkefølger og konsekvenser af faktorer modsiges og ophæves.

Modstillingen af disse to fundamentalt forskellige oplevelsesverdener i ét udtryk resulterer i et kraftigt spændingsfelt, som føres sammen i én person på ét tidspunkt, nemlig solisten (eller ensemblet) i øjeblikket for koncertfremførelsen. Dette resulterer i et intenst kunstnerisk udtryk, som appellerer stærkt til en ny generation af musikere og komponister, for hvem digital teknik er et trivielt indslag i dagligdagen: der åbnes for en ukendt og ubegribelig verden af stor dybde, i direkte forlængelse af vor musiktradition.

Udfordring til en uddannelse

Danske komponister har beskæftiget sig med elektroakustisk musik siden tresserne, men af disse generationer er det få, der i dag beskæftiger sig regelmæssigt hermed, og færre endnu har taget rejsen fra analog over digital til interaktiv med. Dansk elektroakustisk musik har altid samlet stået svagere end traditionel kompositionsmusik, både nationalt og internationalt, men nu er nye generationer kommet til, som beskæftiger sig kreativt med computere til musik. Uddannelsessituationen bliver derfor et vigtigt element i de kommende år, og det vil kræve opfindsomhed og bredt kendskab at lægge en uddannelse til rette, som vil henvende sig til dem.

I og med at disse generationer er vokset frem i et undergrundsmiljø, må udgangspunktet for et uddannelsestilbud anerkende dets karakteristika. Da der er tale om en bred stillistisk baggrund, må en uddannelse skulle koncentrere sig om forskellige dyder inden for eksisterende områder, formuleret i en kontekst af maksimale kunstneriske resultater. Disse nye komponister arbejder direkte med musik på computere, og de behersker måske endda intet traditionelt instrument, da computeren er deres instrument, og ofte kan de end ikke skrive noder. Deres udgangspunkt og referencer er andre, men de besidder ikke desto mindre talentet til at skabe og strukturere musik. Derfor kan relevant undervisning for dem ikke baseres udelukkende på præmissen for traditionel kompositionsundervisning - og det kan ikke engang tages for givet at de ønsker at formulere sig inden for denne tradition, sådan som den opfatter sig selv.

Det er nødvendigt at indramme hele den vestlige verdens musiktradition i en selektiv undervisning, som kombinerer centrale, traditionelle færdigheder og viden med kriterier fra andre af tidens kreative, eksperimenterende musikformer. Det vil være utilstrækkeligt at beskrive andre musikformer alene ud fra deres indflydelse på det 20. århundredes musik, og målestokken for resultatet af undervisningen må i stedet fokusere på kunstnerisk niveau og integritet.

Hvordan det kan og bør gøres ligger uden for rammerne af denne artikel. Men det kan eksempelvis opnås ved - i forbindelse med undervisningen i emnerne - at sætte opfattelserne bag centrale, klassiske færdigheder som instrumentation, orkestrering og notation i relation til områder som arrangement, produktion og spektralt gehør inden for ikke-noteret eksperimenterende musik. Fornemmelse for klanglige og rytmiske intensiteter kan ligeledes forbindes, og almene, kompositoriske problemstillinger kan parallelliseres, således at specifikke løsninger inden for ny notationsmusik og ikke-noteret musik sættes ind i en relateret forståelsesramme. Det vil være en skam, hvis manglende forståelse forhindrer en frugtbar relation, nødvendig for at skabe en attraktiv uddannelse for disse nye komponister.

Fremtidsperspektiverne for interaktion

Fremtiden er det bedst ikke at sige noget om - men et af de mest interessante fremtidsperspektiver i interaktiv musik, som tager form i disse år, er muligheden for at integrere video som interaktivt element på linie med audio i en intermodal kunstform. Og ret beset er det et naturligt skridt, idet musik har stærkt billeddannende egenskaber, mens billeder på deres side ofte har fordret musikledsagelse. Det accentuerer koncertsituationen som oplevelsesteater, og historisk er lyd og billede blevet kombineret i en række kunstarter. Film, dans, teater, opera, musikteater, video, installationer og interaktiv multimedia giver hvert deres bud herpå, afhængigt af epoke og af kunstner. Med fremkomsten af digital teknik - og med den tekniske udvikling der sker på området i disse år - kan lyd og billede i dag kombineres på ét kanvas og forfines og udvikles til en høj grad af fleksibilitet. Der er flere paralleller mellem musik og visuelle elementer, som det er værd kort at komme ind på.

Når musik og video - som begge formulerer sig i tid - integreres i en helhed, fungerer det visuelle som et musikalsk, kontrapunktisk element, hvor lyd og billede relateres via etable-ring og udvikling af krydsforbindelser. (I det visuelle domæne er dette at ligne ved et tre-dimensionalt billede, hvor den tredje dimension sker i audio.)

Denne korrelation behøver ikke nødvendigvis at være på tilsvarende intensitetsniveau, og det er enklere at arbejde med forbindelser gennem korrespondance i hændelser, snarere end at søge direkte relaterede kvaliteter. Imidlertid så dominerer vor synssans over vor lyttesans i daglig brug med 20-80%. En måde at komme ud over dette på, er ved at kombinere kategorier af lyde og billeder som ikke normalt forbindes med hinanden, idet en 'usandsynlig' kombination resulterer i at begge observeres med samme opmærksomhed.

Dette skaber sammenkædning af dimensionelle relationer, samtidig med at den individuelle frihed i hvert modus i det nye medie bevares. Derved bliver det muligt at frigøre de to elementer fra hinanden, så de kan bringes til at udfylde det specifikke, kompositoriske behov. Et resultat i balance mellem disse to elementer vil hverken resultere i dominans af auditive eller visuelle stimuli, men af et kompleks som - i mangel af en specifik betegnelse - kan beskrives som espressiv dybde.

De enestående egenskaber ved intermodal, interaktiv komposition er den kreative fokus på meta-læsning af den samlede lyd-billedkomposition. Da et intermodalt værk er meget oplevelsesstærk af næsten fysisk art - publikum udsættes for en multi-oplevelsesverden af stor intensitet og rigdom - er det vigtigt at denne oplevelsesintensitet balanceres af meta-læsningens indhold.

At skabe sådanne værker med strukturel integrering af lyd og billede betyder at kompositionen må udvikles i løbende feedback. Næsten hvert element i den formelle opbygning må udføres i bevidstheden om konsekvenserne for begge dimensioner, fordi den espressive afkodning er gensidigt afhængig. Dette lykkes bedst, når kompositionen udføres af én person, og der er derfor tale om en udvidelse af komponistens udtryksmuligheder, og ikke om en variation over den traditionelle rolle som ledsagelse til visuelle stimuli (film, opera, teater, etc.). Den musikalske strukturs tilstedeværelse distraherer fra den meget realistiske tilstedeværelse af en fysisk verden, hvilket bringer oplevelsen i nærheden af andre oplevelsesfænomener såsom dans, leg og latter. I denne proces bliver det æteriske begribeligt, og derfor egner intermodal komposition sig bedst til brug i poetiske og musiske udtryk og er formodentlig mindre anvendelig i fortællende øjemed.

Denne intermodale kunstform er så ny, at der først i disse år for alvor arbejdes og undervises heri. Og inden for videnskaben er der stadig kun få resultater at støtte sig til, på trods af at mennesket konstant orienterer sig ud fra kombinationer af auditive og visuelle stimuli. Det er karakteristisk, at det er en af de nye muligheder som er opstået ved brug af computeren som en interagerende platform - det er endnu et skridt på vejen mod emanciperingen af computeren som et selvstændigt instrument med unikke muligheder for kunstneriske udtryk.

Første del af artiklen blev bragt i sidste nummer. Se også denne del for litteratur- og lyttehenvisning, samt beskrivelse af Det Fynske Musikkonservatoriums udstyr og øvrige rammer for forskning og formidling på området.