Moderne spleen. Et portræt af komponisten Morten Skovgaard Danielsen

»Hvad der interesserer mig i dag? At høvle så megen musik af som muligt. At få komponisten tilbage til publikum. Få latteren tilbage i koncertsalen. Musikken tilbage i rammer, hvor det er i orden at ånde frit. Igen at opleve glæden ved arbejdet. Og rædslen.«

For ikke længe siden fik komponisten Morten Skovgaard Danielsen sin musik opført ved en portrætkoncert på Den Anden Opera i København. Værkerne blev samlet på en cd, som er under udgivelse. Virkningen af den 34-årige komponists musik var uforglemmelig. De mange satser afløste hinanden med en helt igennem magisk logik. Gjorde at man forlod salen i en mærkelig sørg-munter stemning - overbevist om romantikernes syn på musikken som den kunstart, der står allernærmest sjælen.

Danielsens musik er karakteristisk for en hel generation af skandinaviske komponister. En ny og spændende generation, der finder pop, rock, funk og punk lige så vigtige som Stockhausen, Ligeti, Cage og Nørgård. En generation, der frit låner fra musikkulturens hastigt voksende bibliotek af sights&sounds. Men også en generation, for hvem fænomener som cross-over og Den Tredje Vej simpelthen er yt. Danielsen insisterer på sig selv.

Selv har han rammende beskrevet den tidligt afdøde Nirvana-forsanger Kurt Cobain som sin soulmate. Blandt de klassiske var det ikke mindst Stockhausen, der satte ham i gang - og særligt tidlige værker som Mantra og Stimmung. Hvad ellers? Det er logikken på den ene side og dem flippede lejrbåls-stemning på den anden. Strukturen over for Syndefaldet, hjernen over for hjertet.

Og den øvede skakspiller Danielsen mestrer virkelig det tekniske som få. Tag ikke fejl! Hans partiturer er skrevet med vældig, næsten manisk omhu. Intet overlades til tilfældighederne. Og det er vel at mærke ikke den fortænkte modernisme, der spøger. Det er dansk musiks største og mest originale varemærke gennem tiden: Den ny enkelhed. Lidt ombytninger, lidt transposition, lidt klippeteknik og man har en struktur, der kan høres.

Men hvad der gør Danielsen så enestående i hans land, er altså at han samtidig står i kontakt med bevidsthedens allerdybeste lag. Nogle gange kontrolleret, formfuldendt. Andre gange selvdestruktivt, næsten sygeligt. Men altid med geniets evne og vilje til at få musik ud af det. Igen er det The Marriage between Heaven and Hell.

Som i D-TOX, inspireret af en indlæggelse på et hospital i Rom - og var det forresten ikke dér, Cobain også lå? De karakteristiske tonegentagelser hamrer derudaf, som hjerteflimmeren, Bricanylens virkning, mavens kramper. Blødes op af sonore klange i dur og mol. Påvirkes af lidt distortion og lidt delay. Og så begyndte det hele i virkeligheden som en fin lille sag for obo, violin og klaver- det er bare skrevet ned til ét instrument.

Jo, Danielsens polyfoni er så stærk, at den overlever alt. Selv overgangen til et helt nyt værk som ... nine ways to wake up. Hvor er den? Det er værkets klassiske autonomi, der står på spil - og sjældent mere truende end lige her. I øvrigt er TRASH ikke kun titlen på værkets tredjesats. Det er komponistens egen benævnelse for den musik, der er kommet og gået og vokset og til sidst skrevet ned i hast og spillet. Et helt koncept, altså. Men ikke ukendt i historien. Faktisk er det som regel den måde, mesterværker bliver til på. Måske allerklarest artikuleret i hovedværket Trip In Vain With Stars But SUGAR- feels OK, med dets veltimede arabesker og stiliserede vildskab. Vældige energier stemmes op og kulminerer som en skarp orgasme. Mere nødvendig end behagelig. Den melodiske linje er usædvanlig tæt i stoffet - præget af tonegentagelser, hurtige rytmer og små intervaller. Vedholdende, uophørlig. Men ikke 'espressiv' i traditionel forstand. Den udtrykker først og fremmest smerte.

Men det samme gælder værker som First and second dream og det forunderlige PERFECT SPLEEN. Langt mere dæmpede end dem på de første TRASHS, bredere åndende og helt igennem præget af instrumenter som kontrabas og den sjældne kontrabasklarinet - håndfaste midler til at nå den både klanglige og psykiske underverden, man i første halvleg vel kun hørte skrigene fra.

Eller med punk-digteren Danielsens egne ord: »Hvad er spleen? Med mit kendskab til Baudelaire er det en tilstand, hvor en bestemt mængde sorg eller fortvivlelse fortrænges af en tilsvarende mængde stimuli eller anden form for fordærv. Den føles behagelig.«