Plader

Af
| Årgang 75 (2000-2001) nr. 07 - side 248-251

Arnold Schönberg: Pierrot Lunaire og Strygetrio op. 45. Contempoart-ensemble, dir. Mauro Ceccanti, og Trio Artes. ARTS 47389-2 eller 47389-5 (i metalcover).

Det italienske forlag ARTS har gjort sig bemærket bl.a. med spændende indspilninger af nutidig italiensk musik (fx værker af Berio, Bussotti og Sciarrino). Så vidt jeg ved, har disse desværre ikke kunnet købes i Danmark. Nu foreligger der imidlertid et prisværdigt initiativ fra Media Classica, som på internetbutikken www.mediaclassica.dk (eller via tlf. 45 76 00 93/ fax 45 76 22 93) tilbyder »udsøgte plademærker, der forener eksklusiv programlægning med kunstnerisk kompetence og teknisk-audiofil kvalitet« - sådan præsenterer Media Classica sig selv, og som det vil fremgå af det følgende, rammer denne karakteristik i hvert fald hvad denne og den følgende cd angår ikke helt ved siden af.

Schönbergs Pierrot Lunaire, et af det 20. århundredes mest epokegørende værker, foreligger i talrige indspilninger. Contempoart-ensemble med Sonia Bergamasco som Sprechstimme leverer her en indspilning præget af et slankt, gennemsigtigt klangbillede, som lader hver af de 21 satser træde frem med skarpe konturer, voldsomme kontraster og et rigt udtryksregister med alle de elementer, som præger værkets janushoved: fremmedgørelse af traditionen og visionær fremadskuen hen imod en nyetablering af musikalsk sprog og form. Det vekslende præg af ironi, uhygge, dekadence, nostalgi etc. fremkaldes her med en kombination af præcision og engagement, som virkelig gør indtryk.

Det skarpe og højspændte går igen i trioen, som med sin kombination af sonateform og tilbagegriben til den ekspressionisme, som gik forud for Pierrot Lunaire, så at sige i stilistisk henseende kommer til at indramme dette værk. Janushovedet i Pierrot Lunaire fra 1912 får således i denne indspilning virkelig noget at betragte i præsentationen af trioen fra 1946, og lytteren får noget at tænke over - en bemærkelsesværdigt god ide! Både som musikhistorisk refleksion og som kunstnerisk udsagn er denne cd en præstation på højt niveau.

Luciano Berio: Folk Songs, Sequenza VI og Les mots sont allés ...; Pierre Boulez: Dérive. Luisa Castellani og Contempoart-ensemble, dir. Mauro Ceccanti. ARTS 47376-2.

Allerførst: kvantitativt er det ikke

meget, man her får for pengene: 39 min. 54 sek. Men denne tanke, som melder sig, når cd'en er lagt i afspilleren, bliver hurtigt jaget på flugt. For det er en ren fornøjelse at lytte til denne indspilning af Folk Songs. Værket præsenteres her, i modsætning til de foreliggende indspilninger af orkesterversionen, i den oprindelige version for stemme og syv instrumenter fra 1964. Og efter at have lyttet til denne indspilning synes jeg faktisk, at Berio udmærket kunne have nøjedes med denne mere intime udgave, som på fremragende vis lader instrumenterne kommentere disse sange på forskellige sprog og fra forskellige lande (to af de 11 sange er ikke folkesange i egentlig forstand, men er komponeret af Berio selv i 1947).

Der er mange enkeltheder, som til glæde for lytteren træder frem med hidtil uhørt tydelighed: et stort udtryksregister, mængder af kontraster, humor i forskellige afskygninger - hver af sangene har sin egen karakter, og de bindes sammen til en rigt facetteret helhed. Luisa Castellanis evne til at skabe variation i udtrykket, som nøje følger komponistens intentioner, finder vi i udtalt grad i "La donna ideale", hvor vi når ud i det helt parodierende, og den afsluttende Azerbadjanske kærlighedssang klinger med overstadigt humør og fart over feltet.

Det samme gør sig gældende i Sequenza VI: her er der hos Sabrina Giuliani tale om lige dele intensitet, elegance og spilleglæde. Her er et af de tilfælde, hvor man både kan undre og glæde sig over det overskud af både kunstnerisk autoritet og leg, som efterhånden kommer til at præge mange opførelser af nutidig musik - et overskud, som lader et værk som dette fra et af musikhistoriens mest spændende årtier træde frem på én gang som en klassiker og som nutidig musik.

Noget lignende gælder Les mots sont allés: Vittorio Ceccanti lader dette korte stykke fremtræde med megen vægt. Og Dérive af Boulez får her en fornem opførelse, som realiserer værkets særegne kombination af stilstand og uafladelig bevægelse.

Nok har denne cd som nævnt en kort spilletid - men det må også nævnes, at værkerne på den føles så korte som aldrig før. Dette skyldes ikke hurtige tempi, men derimod et overskud af intensitet, nærvær og meningsfuld progression, som musikerne forstår at give videre til lytteren. Der er tale om fornemme præstationer.

For begge disse cd'ers vedkommende skal det nævnes, at ARTS har gjort meget ud af ledsagehæfterne med illustrationer, som kunstnere har skabt specielt til lejligheden. Og hvad Schönberg-cd'en angår, kan man vælge mellem den normale plastickassette og en form for emballage, jeg ikke før er stødt på: en metaldåse! Sidstnævnte er elegant, og cd'en fremtræder her på passende eksklusiv vis. Men gratis er dåsen ikke: merprisen for cd'en med metalcoveret er 30 kr.!

Poul Ruders: Star-Prelude and Love Fugue, Dante-Sonate, Tre breve fra den ukendte soldat og Klaversonate nr. 2. Rolf Hind. dacapo 8.224148.

Poul Ruders er en af de komponister, man tit møder på nyudgivne cd'er. Og man forstår det godt: her er altid tale om velskrevne værker med suveræn instrumentbehandling og publikumsappel. Man keder sig sjældent. At man undertiden især i orkesterværkerne synes at kunne fornemme en benyttelse af effekter for effekternes egen skyld, en teknisk brillans, som der ikke altid synes at være dækning for i satsen som helhed, er så en anden sag.

Her møder vi nu fire klaverværker, som lykkeligt undgår ethvert overfladisk showpræg. Det ældste er (eller har i hvert fald været) et af de kendteste: Tre breve fra den ukendte soldat fra 1967. Og værket gør stadig indtryk, ikke mindst i denne opførelse, som lader det voldsomt ekspressive komme helt frem i forgrunden - værket mejsles ind i lytterens bevidsthed.

Ifølge Per Erland Rasmussens i øvrigt udmærkede kommentar er der tale om en afspejling af »det overvældende indtryk, Pendereckis musik gjorde«. Værket sammenlignes med Pendereckis Trenos, og der er da også i begge tilfælde tale om hentydning til krigens tragedie. Men jeg synes, at sammenligningen virker mere relevant på det idemæssige end på det lyttemæssige plan. For mit eget vedkommende melder en anden sammenligning sig med største selvfølgelighed: i stedet for et klavermæssigt sidestykke til Pendereckis strygersats hører jeg fra første akkord Tre breve som en forvrænget, demonteret og tonalt inficeret udgave af Stockhausens Klavierstück IX med dennes kombination af det periodiske og det aperiodiske Sammenligningen er ment positivt! Jeg fornemmer i Tre breve lige dele fascination af og opgør med den Darmstadtske fornyelse - et grundpræg, som vel egentlig har været gældende for Poul Ruders' musik lige siden.

Hvor opgøret i Tre breve får karakter af ekspressiv koncentration om skarpe kontraster - og dermed naturligvis principielt kan minde om inspirationskilden Pendereckis musik fra de tidlige 60ere - dér viser postmodernismen sig for fuld udblæsning i Dante-Sonate fra 1970. I dette monstrum af en sonate, som på det programmatiske plan er inspireret af citater fra Dantes La Divina Comedia og på det musikalske plan af Liszts sonate Aprés une lecture du Dante, hører vi en helt Messiaen-agtig kombination af rituelle gentagelser, mere stilfærdige, meditativt-melankolske passager og titaniske udbrud - og det hele er præget af tonale vendinger og af stilcitater fra Liszt/Schumann-traditionen. Den pianistiske virtuositet er betragtelig.

Denne virtuositet genfindes i Sonate nr. 2 (1982) med en polyfon tour de force i 1. sats, en 2. sats a la sarabande - her genfindes det Messiaen-agtige meditative præg - en 3. sats med scherzo-præg som komponisten betegner som »intelligent minimalisme« (så intelligent, at minimalisme-karakteren slet ikke fornemmes!), og endelig en 4. sats, som stivner i statiske akkorder med terrassepræget dynamik. Det er som at betragte et monument.

Endelig er der så Star-Prelude and Love Fugue fra 1990. Værket er tidligere indspillet på cd'en Book of Motion, som er udgivet af Det Fynske Musikkonservatorium (se DMT 2000/01 s. 72). Her høres dette værk med dets kortfattede elegance og stilistiske konsekvens fremført af Tomoko Takanashi. På den nye cd træder Rolf Hinds indspilning frem med mindst lige så stor autoritet.

I det hele taget er der her tale om fremragende opførelser med usædvanligt stor dynamisk og udtryksmæssig spændvidde. Med denne cd er det muligt at erhverve sig overbevisende fortolkninger af nogle af de centrale klaverværker i nutidig dansk musik.

Dan Marmorstein: Just before the Dawn og Foreplay. Dan Marmorstein og Corona Guitar Kvartet. Tutl Records FKT 17

Denne cd slår Berio/Boulez-cd'en i

kortfattethed. Samlet varighed: 25 min. 29 sek.! Man må håbe, at prisen er tilsvarende beskeden.

Den musik, vi her får præsenteret, fejler imidlertid kvalitativt ikke noget. Dan Marmorstein benytter i Just before the Dawn fuglesang, som er optaget en morgen i maj lige før daggry, samt klaverimprovisation af komponisten selv. Herefter er der skabt, hvad Dan Marmorstein kalder en »sound sculpture«, idet optagelserne er behandlet efter de forskrifter, som benyttes af Alvin Lucier i »I am sitting in a room«.

Just before the Dawn har et mærkeligt præg af intimitet og skrøbelighed. Det samme gælder Foreplay, som fascinerer med spinkelt guitarspil lige fra begyndelsen, og som fører lytteren ind i en klanglig verden, hvor selv den mindste nuance får stor betydning. I begge disse værker viser Dan Marmorstein en sensibilitet og en økonomiseren med virkemidlerne, som ikke kan undgå at gøre indtryk.

Media Artes II. Nordisk elektroakustisk musik. Fernando Gomez Evelson: Ex Antiqua; Rolf Enström: UP!; Bo Rydberg: Planflykt; Jonas Broberg: The Drama Within; Hans Peter Stubbe Teglbjærg: Aïra - aureale för band; Anders Blomqvist: Spårar. Media Artes, Chamber Sound CSCD 00027.

Media Artes er »en ideel, fristående

förening vars målsättning är att främja den nutida konstmusiken samt andra nutida konstnärlige yttringar«. Media Artes driver således EAS-studiet i Växjö, udøver anden, bl.a. pædagogisk, virksomhed og udgiver cd'er.

Nr. I i serien indeholder kammermusik (se DMT 1999/00 s. 133 f.). Med nr. II får vi lejlighed til at opleve en række elektroakustiske værker. Kvaliteten er glædeligt høj. Her er virkelig valgt med omhu!

I Ex Antiqua af den argentinskfødte komponist Fernando Gomez Evelson høres et højspændt sitrende/knitrende spil, som antager de mest forskelligartede skikkelser hvad angår intensitet, tæthed, forgrund/baggrund etc. Ikke mindst i den klart artikulerede rumlige placering af klangene og strukturering af forløbet, som er bundet sammen af organisk sammenhæng mellem klangene og forandring af disse, kan der siges at være et slægtskab med Stockhausens Telemusik.

Rolf Enströms UP! er ifølge komponisten »gjort udfra et fugleperspektiv«. Dette antyder et formalt overblik, og værket forekommer da også at være klart struktureret. Både i forløbet og i anvendelsen af klange synes der at være mindelser om de gode gamle dage omkring 1960. Værket gør indtryk med sin rigt differentierede klangverden, som især i den mere metalliske del af spektret lyder direkte a la klassisk kölnerstudie. Jeg ved ikke, om det er tilsigtet fra komponistens side - men fugleperspektivet forekommer således også at have en historisk dimension (dette skyldes vel at mærke næppe klangrepertoiret i EAS; se nedenfor).

Bo Rydberg har i Planflykt skabt et fascinerende 'fladt' spil med udstrakte klange, som lægges frem i et forløb med abrupte ophør og hurtige passager. Noget billeddannende synes at være ved at bryde frem her, et akustisk sidestykke til de klassisk-surrealistiske flade figurer stillet frem i et ørkenlandskab.

Surrealisme synes også at være på færde i Jonas Brobergs The Drama Within. Her høres strukturer med en besynderlig tendens til at unddrage sig et formalt forløb - en slags momentform med en hårdtslående episode af minimalistisk karakter som den mest prægnante hændelse. Det hele får en gådefuld karakter af drømmeagtig mangel på logik.

Hans Peter Stubbe Teglbjærg henter titlen fra det græske aër (luft). I overensstemmelse hermed prøver komponisten at fokusere ikke blot på lydene i sig selv, men også på deres spredning i atmosfæren. Hvad der menes med dét, synes umiddelbart at træde frem i stykkets begyndelse, hvor man hører noget, der lyder som klagesange fremført af et mystisk-formummet kor - ikke et kor af menneskestemmer, men af 'uldne' klange, sirener, som udsender deres advarende signaler fra uidentificerbare steder i disen. Senere bliver forløbet skarpere med mere metallisk skærende lyde, som har ganske andre former for 'air'. Det er som at vandre gennem forskellige former for atmosfære.

Endelig er der Anders Blomqvists Spårar. Værket har et umiddelbart spændende forløb. Men det, der huskes bedst efter en gennemlytning, er slutningen: værket ender med en visionært klingende gradvis forsvinden ud i intetheden. Det ser banalt ud på papiret. Men det lyder ikke banalt!

Generelt er der som sagt på denne cd tale om værker af høj kvalitet, musik, som man gerne vender tilbage til for at opleve og gå på opdagelse i. Et overraskende træk ved flere af værkerne er, hvad der forekommer at være en tilbagevenden til "klassisk" elektrofoni, bl.a. passager, som næsten kunne være taget fra Stockhausen-værker som Kontakte og Telemusik. Dette forekommer vel at mærke både i EAS-producerede stykker og i værker andetsteds fra og synes således mere at afspejle en kunstnerisk tendens end tekniske omstændigheder. Denne cd er et af mange levende beviser på, at de muligheder for musikalske udtryk, som blev opdaget i 50erne og 60erne, så langtfra er udtømt.

krydsfelt - norpol. Opiate alias Thomas Knak: 171819; Fuzzy alias Jens Wilhelm Pedersen og b9 alias Benny Robert Jørgensen: fuzzy vs. b9; Jonas Olesen: MSIC ANASYS; Hans Hansen: URO I E; Jacob Kirkegaard: pause; Runar Magnusson: feelings & emotions (ISLAND ÖGRUM SKORID); Biosphere alias Geir Jenssen: vi kan tenka digitalt, vi kan tala digitalt. resonance.dk rcd 03. Cd'en kan købes i alle velassoterede pladeforretninger eller bestilles på www.krydsfelt.dk

Med denne cd træder vi ind i en

verden fuld af pseudonymer. Som det fremgår af artiklen i dette nr. af DMT, er der tale om en række skandinaviske værker, som er komponeret ved computeren på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Alle disse værker har været præsenteret for publikum ved en række søndagsarrangementer på museet og derefter været tilgængelige på www.krydsfelt.dk. Og at nogle af komponisterne optræder under pseudonym synes at afspejle det faktum, at der, som Jens Wilhelm Pedersen alias Fuzzy formulerer det, er tale om »den latente talentmasse, der arbejder med elektroakustisk musik uden for konservatoriemiljøet«. At der her er tale om en form for 'undergrund' synes at blive afspejlet i den måde, komponisterne giver sig til kende på: pseudonymer og gådefulde værktitler.

Dette lægger op til en præsentation af alternative måder at tænke og skabe musik på. Rune Søchting taler i sin artikel om et nyt fænomen: den post-digitale musik, som i modsætning til den elektroniske og den digitale musik ejer »en anden sensibilitet, en ny type stoflighed, som hidtil har været ukendt i den ikke-akustiske musik«. Lyden behandles nu umiddelbart, fordomsfrit, 'demokratisk': »Lyden vælges og bruges ud fra en opmærksomhed, der er rettet mod lydens materialitet og dens direkte indvirkning på oplevelsen«. Der er tale om »sanseligt nærvær«.

Før har der været fokuseret på mediet, nu fokuseres der på selve lyden - sådan kan grundtanken gengives. Er det virkelig rigtigt? For mig at se er dette et alt for firkantet synspunkt. Jakob Goetz skriver da også om den postdigitale musik som et arbejde med ideer og fænomener, som træffes hos fx Schönberg, Russolo, Cage, Berio og amerikansk minimalisme. Men man kan da roligt inddrage den franske musique concrète (fx Pierre Henry og Luc Ferrari!) og talrige andre komponister inden for mange forskellige sammenhænge. Og mere alment kan det siges, at dét at bearbejde lyden ud fra en rent sanselig kvalitet og at sammenstille tilsyneladende uforenelige lydkilder har været grundelementer i arbejdet med elektronisk og konkret musik lige fra starten. Det systematiske arbejde med medierne har ikke været et mål i sig selv, men et middel.

Rune Søchting skriver hen mod slutningen af sin artikel, at der åbnes »mulighed for at skabe mangfoldige og hidtil uhørte lydlige universer« (var der nogen, der sagde »nie erhörte Klänge« eller unerhörte Klänge?!), og at der er tale om »et medie, som mere end noget andet evner at lade musik opstå på baggrund af lydens substans«. Men at man hidtil ikke skulle have fokuseret på klangfarven, men kun på »det harmoniske og rytmiske spektrum«, er da ganske enkelt ikke rigtigt! Fascinationen af det klanglige element går som en rød tråd gennem ikke blot efterkrigstidens, men gennem hele det 20. århundredes musik, og det gælder i ganske særlig grad den elektroniske/konkrete.

Jeg er nødt til at begynde anmeldelsen med at sætte dette spørgsmålstegn ved postdigital musik som noget fundamentalt nyt. For når jeg hører værkerne på denne cd, indeholder de mange spændende enkeltheder og sammenhængende forløb - men de vokser for mig at høre videre som nye kviste på en gren af traditionen, den, som repræsenterer »klangens og citatets umiddelbarhed«. På denne gren træffer vi længere nede mange andre komponister, især franske og amerikanske.

Det nye i forhold til den tradition, jeg plejer at forholde mig til, finder jeg to andre steder: i det faktum, at komponisterne ikke kommer fra konservatoriemiljøet, og i det faktum, at et fællestræk for disse værker er et repeteret mønster, et rytmisk skelet, som musikken før eller senere hænges op på. Det førstnævnte kan være en styrke: en evne og vilje til at høre lydene med nye ører, uden at lytningen hæmmes af konventionens filter, og til at sammenstille lydene til et musikværk uden at hæmmes af ideer og viden om, hvordan 'man' plejer at gøre. Det sidstnævnte synes jeg til gengæld kan være en svaghed: repræsenterer dette element ikke netop en konvention, en anden gren på traditionens træ? Er der ikke netop tale om en ureflekteret overtagelse - ikke af noget, som opleves som spændende og nyt, men af noget, som 'man' plejer at bruge i minimalisme eller i 'rytmisk musik'?

Netop denne overgang til minimalistisk struktur synes jeg er en skuffende element i et værk som 171819 af Thomas Knak. Værket begynder med fascinerende knitren - men bedst som man er ved at lytte sig ind i dette bål af lyd, slukkes det desværre af et repetitivt mønster, som reducerer klangen til effekt. Mere spændende er fuzzy vs. b9 af Benny Robert Jørgensen, som benytter materiale fra værker af Jens Wilhelm Pedersen. Her opstår spændende mangelagede forløb, som hænger mere organisk sammen med den minimalistiske grundstruktur.

Jonas Olesen arbejder i MSIC ANASYS med et remix af Christian Marclays musik. Ifølge noten bygger Marclays kompositioner i sig selv på et dekonstruktivt princip, idet brudstykker af musik af så forskellige komponister som Jimi Hendrix, W.A. Mozart og John John Cage blandes. Og dekonstruktionen har virkelig destruktion som forudsætning: vinylplader slås i stykker, limes sammen igen, ridses etc. I Jonas Olesens værk er der tale om et remix af et remix: dele af Marclay-værker indsættes i et kompliceret forløb. Det klanglige resultat er spændende: et bogstaveligt talt i positiv forstand adspredt værk, i hvilket elementerne permanent falder fra hinanden, uden at helheden går i opløsning, fordi helheden jo i sig selv er opløsning. Forløbet er kalejdoskopisk, og oplevelsen er en sand, kunstnerisk ægte oplevelse af dekonstruktion - det er Derrida omsat til musik! Det kan nævnes, at princippet er trængt ind i selve den note, som Jonas Olesen har skrevet: teksten forandres hen mod slutningen til et verbalt kunstværk på dekonstruktiv vis. Lytteren er således velforberedt, når teksten er læst og musikken starter.

URO I E af Hans Hansen er mindre spændende med sin professionelt og traditionelt lydende klang og melodik. Men sagen er en ganske anden i Jacob Kirkegaards pause, som lyder af hospital og tandlægeklinik med suk, pust og gurglende sugen - stuen kommer til at lugte helt medicinsk under gennemlytningen! Man bibringes en nærmest fysisk fornemmelse, som derefter desværre hænges op på et rytmisk mønster. Da dette forsvinder, dør musikken også hen. Men ærligt talt - kunne så hypnotiserende klange ikke stå alene?

I Runar Magnussons feelings & emotions genfinder vi det minimalistiske skelet. Men ved siden af dette har vi noget, som virkelig føles som - ja, netop følelser, menneskelige udtryksformer. Med den uendelige opadstigende skala og den efterfølgende afgrundsdybe bas, som forandres til helt andre ting, opnås en hypnotiserende effekt, et billede af stadig forandring, som føles desto stærkere, fordi det sker på en statisk baggrund.

Geir Jenssens vi kan tenka digitalt, vi kan tala digitalt skal ifølge komponisten fungere som en »drømmeverden som man kan gå ind i rent mentalt«. Værket viser sig at være baseret på en statisk liggende klangmasse, som akkompagneres af noget, som lyder som en telefonsamtale, og som senere suppleres med forbipasserende køretøjer. 'Drømmeverdenen' bliver her så realistisk og klichébetonet, at billederne mister væsentlige alternative dimensioner. Dette gælder helt frem til den traditionelle fade out-slutning.

Fire (eller fem!) danske, en islandsk og en norsk komponist har her skabt lige så mange værker, som i hvert fald for nogles vedkommende klinger af brudte grænser og nyskabende lyd. Men det gør de i kraft af komponisternes talent - ikke i kraft af en ny form for arbejde med mediet. Den generelle nyhed er her efter min mening noget af et postulat.

Det er heldigvis stadig en kendsgerning, at en talentfuld komponist kan skabe spontant klingende musik på basis af systematisk arbejde. Denne cd viser, at det omvendt på basis af intuitivt arbejde med klange kan lade sig gøre at skabe musik, som er præget af komplekse strukturer, og som tåler adskillige gennemlytninger. Det er glædeligt, at der fokuseres på dette faktum. Og det er glædeligt, at komponister uden for det traditionelle miljø her er blevet synlige - eller rettere: hørbare. Det giver dem forhåbentlig mod til i stigende grad at udtrykke sig på alternativ og spændende vis.