De lytter, vi spiller

»Det er slående, hvordan vi komponister i år 2000 stadig plejer et musikalsk paradigme, som synes at lede til det utilfredsstillende valg mellem en selvhøjtidelig isolation, hvis indesluttethed baserer sig på 250 år gamle æstetiske teorier, og et - legitimeret af et borgerligt kultursyn - rastløst guldgraveri tilskyndet af kortfristede nytteperspektiver hos det officielle musikliv.« Lige som man troede, at den æstetiske diskurs var trængt i baggrunden af det glatpolerede musikliv med institutions-aktører på listesko i ferniserede miljøer, og som af hensyn til mulige karrierehop helst kun udtaler sig kritisk off the record, ja, så dukker den velgørende, djævelske kæp op og ind i egerne på det officielle musikhjul. Det indledende citat er af svenskeren Ole Lützow-Holm, som i dette nummer filosoferer over komponisters måde at operere på i den kulturelle sfære. Intet mindre.

Der synes ikke at være skjulte dagsordener i Lützow-Holms sonderinger. Han holder et spejl op foran sig og andre og kommer heller ikke med en fiks og færdig løsning, hvilket gør betragtningerne endnu mere troværdige. Det er lytteren, vi har glemt, hævdes det. Med avantgardistisk nidkærhed har vi dyrket vor ejendommelige strenghed - en nejets disciplin - i relation til lytteren. Vel nok en ikke helt uopdyrket tanke, men på den anden side heller ikke så fortærsket, at den har overskredet sidste salgsdato. At skrotte lytteren er i vore dage gudskelov en halsløs gerning. Vi bringer et belæg herfor i form af portrættet af Contemporánea i dette nummer: Elektroakustisk musik på en anden måde end tidligere tiders formidling på området.

De unge komponister, der ikke entydigt skriver ind i eller ud af den tradition, som ovenstående svenskers æstetiske diskurs er et udtryk for, er ikke eksponenter for en historieløshed. Tværtimod. De skriver bare ikke i forhold til en bestemt tradition eller imod et bestemt ideal. De samler bare hensynsløst og lader gammelt guld glimte i en ny sammenhæng. For så vidt heller ikke en ny betragtning, men det lyder bare helt anderledes, end det, vi har vænnet øret til at tro, er postmodernistisk, eller hvad det hedder for tiden i akademiske kredse. Det gælder en Morten Skovgaard Danielsen, som er pladeanmeldt i dette nummer, det gælder en Hans Sydow, som er omtalt i dette nummer og hvis værk Dada 3 kan høres på den medfølgende cd. For disse komponister er lytteren ikke et problem eller et 'emne' til diskussion, det er slet og ret det væsentligste. Sådan lyder det i hvert fald.

Vi har ønsket, at læserne skulle have mulighed for at stifte bekendtskab med disse unge komponister og deres lyd. Et samarbejde med Statens Kunstfond og Danmarks Radio har gjort det muligt at vedlægge en cd med dette nummer. DMT ønsker at takke de nævnte institutioner for at bidrage til virkeliggørelsen af cd'en Miniaturer til DMT's læsere. Læs om de unge komponister bag cd'en, og læs også om andre unge komponister, der nu kan skrive 'huskomponist' på visitkortet. En af disse huskomponister er Karsten Fundal. Han har i flere år arbejdet på en større sag, som omtales på de følgende sider: En musikalsk realisering af Big Bang.