Evnen til at forme i lyd. Præsentation af vinderne af Statens Kunstfonds Miniature-konkurrence for unge komponister 2000

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 08 - side 269-272

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Statens Kunstfonds to tonekunst udvalg bestemte sig allerede i 1999 for at udskrive en lille serie af konkurrencer. Fælles for dem var, at værkerne skulle have et beskedent omfang i tid og i besætning.

I 1999 gjaldt det den rene elektronika. Her var tanken den, at alle i dag havde råd til og mulighed for at anskaffe sig det fornødne udstyr til at arbejde med lyd i elektrofoniske rammer. Derfor kunne det være interessant at få belyst, hvad det spændende vækstlag af musikskabere, der med småstudier hjemme i kældre og garager havde at byde på. Dette betød et bredt nedslagsfelt, der både kunne inddrage begge udvalgs 'stamkunder' og mere uprøvede musikskabere.

I 2000 var opgaven at komponere en miniature for performer og elektronika. Herom senere. Den netop udskrevne 2001-konkurrence - dette udvalgs sidste - befatter sig med ekstremer under mottoet: Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå. Fristen for indlevering er 1. august (se også annonce i sidste nummer af DMT). Konkurrencebetingelserne kan erhverves ved henvendelse til Statens Kunstfond.

Tilbage til 2000-konkurrencen. Opgaven var tvedelt: Dels en miniature, dels et samspil med en udøver. I konkurrencebetingelserne hed det:

Musikken skal være afgørende præget af ophavsmandens lyst og evne til at forme i lyd. Der ønskes musik, hvor det lydlige, klanglige, stoflige er i centrum for oplevelsen af samspillet mellem elektronika og den optrædende musiker. ... musik i alle genrer, med eller uden vokal - og med eller uden 'kendte'/akustiske instrumenters medvirken, blot er det sammenhængen mellem elektronika og den optrædende, som er det bærende element i værket. Højst tre minutter.

Vinderværkerne er forlængst fundet og vedlægges nu i cd-form nærværende nummer af DMT. De 76 indsendte værker rakte i stil fra usminket værtshusmusik til komplicerede interaktive konstruktioner. Karakteristisk for en meget stor del af værkerne var, at de hverken kunne placeres i en 'klassisk' eller en 'rytmisk' tradition. Det styrende syntes at være arbejdet/legen med selve lyden - en lyd, der ofte var hentet fra noget i forvejen kendt. Vi stod med andre ord både langt fra tidligere tiders strukturbårne elektronikæstetik og den rytmiske musik 'trommeindpakning'. Sanseligheden, aforismen og (glæden ved) den uhøjtidelige forholden sig til lydene omkring sig var dette vækstlags tydeligste 'stiltræk'.

Tankevækkende var det desuden, at de fleste af vinderværkerne viste sig at være skabt af personer, der ikke har eller har haft kontakt med konservatoriernes komponistuddannelser. ... Vi la'r lige dén stå et øjeblik!

Bedømmelsen af værkerne foregik anonymt. Dommerkomitéen bestod af Mikkel Nordsø (Statens Kunstfond), Evanthore Vestergaard (Danmarks Radio) og undertegnede (Statens Kunstfond, formand for dommerpanelet). Udvælgelsen skete gennem tre runder. I de to første runder skulle dommerne individuelt bedømme værkerne - koordineret af Kunstfondens administration - og først i sidste runde mødtes man for at lytte sig igennem finaleværkerne.

Kriterierne ved bedømmelsen var:

• at der var et interessant forhold (vekselspil, dialog, ikke-dialog) mellem performer og maskine,

• at stykket formåede at formulere en tilfredsstillende 'form' i løbet af den korte tid (udvikling, proportionering, timing etc.)

• at stykket indeholdt noget personligt,

• at den tekniske kvalitet var i orden.

De seks vinderværker er vidt forskellige og præsenteres her med vindernes biografi, uddrag af de interview som Helle Solvang og Erik Christensen (i programmet Lyt til Nyt) lavede med hver enkelt vinder ved overrækkelsen samt uddrag af juryens begrundelser.

Peter Rønn-Poulsen

ZOB

Peter Rønn-Poulsen er slagtøjsspil-

ler, komponist og musiklærer. Uddannet i klassisk slagtøj i Danmark og Sverige. Sideløbende studier i Gambia og Paris. Har bl.a. spillet med ensemblet Ars Nova, Malmø, rockbandet Karoline Hausted Band og de eksperimenterende grupper Duo Plot, Malmø og Archiv, Berlin. Komponist på flere musikteaterforestillinger og film. Har udforsket emner som vand, luft, sten, keramik og papkasser.

Om værket siger Peter Rønn-Poulsen bl.a.:

Jeg kan godt lide at gå ned i natur-lyde med mikroskop - naturlige lyde som sand, sten, vand og ild. Jeg plejer at springe rundt med øret helt ned i små syltetøjsglas. Det synes jeg også, andre skal høre. Det er det, elektronikken for mig skal bruges til. Nogle af stykkets instrumenter er udviklet i samarbejde med keramikere: Porcelænschimes og porcelænsklokker.

Ud over porcelænsinstrumenterne demonstrerede Peter Rønn-Poulsen andre af sine lydgivere: En Waterphone, der ved strøg med en violinbue frembragte hvalsangslignende lyde, en gryde med andre vandlyde, samt et mekanisk stankelben, der ved en soppetur i gryden kunne frembringe trommeagtige lyde - jo, den akustiske fantasi fejlede heller ikke noget.

Dommerpanelets udtalelse:

Det er et stilfærdigt værk. En fin dialog mellem to verdener - dog ikke to vidt forskellige verdener. I det ene af værkets universer høres elektronisk bearbejdet lyd af vand, sten, keramik i nærbillede og i det andet et improviseret spil på traditionelle - og utraditionelle - lydgivere. I løbet af værket oplever vi en slags tomhed, men efterhånden fortætter musikken sig mere og mere til et markant rytmisk forløb.

Gregers Kirkegaard

Miniature

Iforåret 1997 stiftede Gregers

Kirkegaard Sea of Tranquillity - en ambient-event gruppe og multimedia-lab, som han siden har været leder af. Gregers Kirkegaard er gruppens multimedie-komponist og producer under navnet gregers kirkegaard aka dj lobstock aka vj strangelove. Desuden består gruppen af musikere, fotografer og multimedie-programmører. Sea of Tranquility har lavet multimedieevents i Parken, Roskilde Festival, Eksperimentariet m.m.

Om værket siger Gregers Kirkegaard:

Orientalsk musik er for mig en nøgle til et mystisk univers, hvor der er plads til at tænke frit - ikke mindst fordomsfrit. Teksten stammer fra en forelsket digter fra 1300-tallets Persien og synges/reciteres af den herboende iraner Ali Rahimian.

Under arbejdet med stykket afspillede jeg denne vokalstemme baglæns, tilsatte rumklang og delay, og vendte den herefter igen.

Ved denne tidsforskydning mellem nutidens rationelle samfund og den gamle 12-1300-tals mystik sammensmelter kompositionen de to verdner i ét NU.

Dommerpanelets udtalelse:

Ved bedømmelsen af dette værk opstod der i dommerpanelet en lille diskussion om, hvorvidt det, vi hørte, var inspireret af de varme lande - minareter, varmedis i ørkenen, eller om det var den ensomme grønlandske fanger i et landskab af store ismasser...

Smukt er det under alle omstændigheder!

Hans Sydow

Dada 3

Hans Sydow tager ofte udgangs-

punkt i feltet mellem lyden, lyrikken og musikken og arbejder med sprog og reallyd som musikalsk materiale. Han gør en dyd ud af at blande traditionerne - pop og avantgarde, det iørefaldende og det støjende. Har i projektet krydsfelt siden november 1999 (se artikel i sidste nummer af DMT, red.) inviteret en række nordiske kunstnere til at skabe nye lydværker ved computeren på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Om værket siger Hans Sydow:

Den alvorlige herrestemme er forfatteren Tom Kristensens, som i sine unge dage havde nogen tilknytning til den dadaistiske bevægelse. Som aldrende mand var han ikke så meget for at indrømme det. Derfor blev hans definition af dada slet og ret til de tre ord: Mærkeligt meningsløst sludder.

Jeg har i kompositionen her taget Tom Kristensen på ordet og forsøgt at skabe musik ud af hans eget udsagn. Når jeg har gjort det, er det fordi jeg ofte i de ting, jeg laver, tager udgangspunkt i sprog - klippet op som musikalsk materiale. Dette ligger tæt op ad den idé, som den sproglige side af dadaismen havde - altså lydpoesien, som man vel kærligt godt kan definere den, som Tom Kristensen gjorde som: Mærkeligt meningsløst sludder. Noget der lagde mere vægt på det, der stod mellem ordene: Klangen i sproget, musikken i sproget. Visionen er at skille sproget ad og bringe det tilbage til det, det engang har været: Lyde og rytmiske forløb. Til sidst i komposition tager jeg for alvor Tom Kristensen på ordet og lader hans udsagn blive til ren musik - blive til klang. Informationen og forståelsen er fuldstændigt forduftet, der er kun klang tilbage.

Dommerpanelets udtalelse:

Når man hører begyndelsen af dette stykke, kunne man få den tanke, at det var Rindal, der sendte Kunstfonden sine varmeste hilsener. I værket medvirker en alvorlig talestemme og en cello i en meget interessant dialog.

Et udsagn fremsiges - imiteres. Og behandles i så streng en form, at vi har lidt vanskelig ved at tro, at værkets motto skulle være ledetråd for selve den kompositoriske proces.

Martin Stig Andersen

Shadow Songs

Martin Stig Andersen studerer

komposition hos Karl Aage Rasmussen på Det jyske Musikkonservatorium og DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik). Sideløbende har han projekter på Datalogisk Institut i Århus. I hans seneste værker har han koncentreret sig om samspillet mellem performer(e) og elektronik. Af elektroniske virkemidler benytter han hovedsagelig såkaldt FFT processering - en teknik, der muliggør en slags plastisk mikro-kirurgi i lyd!

Dommerpanelets udtalelse:

Dette kunne være en påmindelse fra tandlægen, men det er det ikke. Ved nærmere lytning fremstod værket som en behændig dialog mellem det menneskeskabte - tror vi nok - og maskine. Der var elegante lydtransfomationer, elegant timing, og ikke mindst humor - tror vi nok ...

Om værket siger Martin Stig Andersen:

Jeg bad en sanger, Rikke Simonsen, om at improvisere. Med smisk-smask, hviskelyde, vejrtrækninger og andre støjlyde fik hun dermed lov til at definere kompositionens grundmateriale. Dette råmateriale kategoriserede jeg så, klippede det i stumper og stykker og brugte fire måneder på at sætte det sammen igen.

Anton Johannes Hejl

Sakul Ravi

Anton Johannes Hejl har ameri

kansk baggrund/familie, men er født i Thy. Bor nu i Sverige. Uddannet musiker og musiklærer på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse. Arbejder som bassist, elsker udvikling, ærlighed og at have mulighed for at udfolde sin nysgerrighed og åbenhed. Spiller nu med SORTEN MULD (techno), YEMAYA (salsa), CHUTZPAH (klezmer), SUPRISE (cumbia) - de sidste tre i Sverige. Arbejder desuden med lydindspilning og sounddesign på egen og andres musik - bl.a. til film og teater.

Dommerpanelets udtalelse:

Fra Martin Stig Andersens lyse stykke over Sydows mandsstemme og cello er vi med Anton Johannes Hejls værk nået til en slags dybdepunkt: Kontrabassen. I denne komposition udsættes vi for en bølgen mellem en ægte lyd og den elektronisk bearbejdede lyd, der tilsammen kunne lede tanken hen på et akustisk nordlys. Et ganske kraftfuldt stykke - vi nød det i fulde drag.

Om værket siger Anton Johannes Heil:

Klangen er opstået ved at koble kontrabassen til en forvrængerpedal og sætte den i et Fender Rhodes-klaver med en vibrator, som jeg synes, lyder godt. En mikrofon opfanger herefter både Rhodes-lyden og den rigtige kontrabaslyd. Samspillet med klaveret opleves, som om man spiller sammen med nogen, der ikke er der.

Cathrine Lervig

Kongres for ånder fra den truede menneskenatur

Cathrine Lervig er uddannet

klassisk sanger privat 1982-89. Hun synger fortrinsvis rytmisk musik bygget på improvisation med brug af stemme uden ord. Hun har bl.a. sunget i grupperne Hunk AI, Atlantis Transit, Silke og stål, Trio, og samarbejdet med slagtøjspiller Steen Raahauge. Komponerer musik til teater- og danseforestillinger og arbejder stemmepædagogisk med børn og døv-blinde.

Dommerpanelets udtalelse:

Det vi faldt for i dette værk, var dels en meget fin formning, en vidunderlig, berusende sanselighed og en mangelaget karakteriseringsevne. Det mangelagede understreges ikke mindst gennem den forholdsvis beskedne, men virkningsfulde brug af elektronisk lydbearbejdning.

Om værket siger Cathrine Lervig bl.a.:

Vore følelser har det hårdt i denne tid, fordi alting skal være så pænt, se så godt ud og vi skal svare hurtigt og elegant på alting. Derfor har jeg et rum - også som optrædende - hvor jeg hidkalder alle de sider af mig selv, som bliver forsømt i vores samfund. Jeg har lyttet meget til alverdens folkeslags måder at bruge deres stemmer på, og jeg har lyttet meget til børn i den periode, hvor de lærer sprog. Vi har alle følelserne tilfælles, og under sprogets tynde skal ligger vort personlige udtryk. Vi farver det, vi siger med rytme med klang og med farve - vi sætter med andre ord en karakter på det, vi siger.

For at holde styr på alle disse stemmeudtryk kan man forestille sig et hus beboet af forskellige arketyper. I improvisationerne kan billederne fra det indre stemmehus kaldes frem. I midten af huset bor det sarteste sarte - det allermest sanselige. Oven på i huset bor dronningen. Hun har en klassisk stemme og er en krigerkvinde. Nedenunder i huset bor urmoderen - en form for visdom. Hertil kommer misundelse, den onde stedmoder, damen med alle økosystemerne etc. Mine stykker kan opfattes som en tur rundt i dette hus.

Årgang 75/2000-2001, nr. 08