Komponisten flytter med. Nye huskomponister til danske orkestre

»Vi skal være verdens førende orkesterkomponistnation,« fortæller Mogens Christensen midt i sin lange udredning og bliver så forundret over sin slagkraftige parafrase over statsministerens udtalelse om Danmark som IT-nation, at han skynder sig at tilføje »Det vil jeg gerne citeres for«.

Men mens man måske kan diskutere, hvor meget handling der ligger bag statministerens programerklæring, så er det sin sag at bebrejde Mogens Christensen noget, hvad hans sag angår.

Det er ham, der er manden bag ideen til den nye huskomponistordning, men den er født i Kunstfondens rede, understreger han. Ordningen er reelt en ny type et-årige stipendier som uddeles af Statens Kunstfond, stipendier som »kombinerer et stort arbejdslegat med muligheden for at opnå erfaring på orkesterområdet« som der står i forordningen. Den går ud på at udstyre de fem landsdelsorkestre, samt Esbjerg Ensemble og Randers Kammerorkester - det tidligere Randers Byorkester - med hver sin huskomponist. Med andre ord en fortsættelse af de huskomponistordninger som Odense- og Sjællands Symfoniorkester har haft med henholdsvis Lars Graugaard og Mogens Christensen selv, men præmisserne er anderledes.

En væsentlig forskel mellem den tidligere og den nye ordning er, at den nye kun strækker sig over et år, og det er orkestercheferne for Odense og Sjællands Symfoniorkester godt tilfredse med, for netop varigheden af de foregående ordninger var en ulempe, mener både Per Holst og Søren Bojer. »Der kan opstå en slags gensidig forstoppelse, orkester og komponist kan få nok af hinanden, og desuden kommer huskomponistens værker til at fylde for meget i orkestrets programmer«, forklarer Søren Bojer, og Per Holst kan supplere med lignende erfaringer: »Det endte ikke lykkeligt med Lars Graugaard«, beklager han, »der kom for mange Graugaard-værker, som optog al den ny musiks plads, det var simpelthen alt for meget,« fortsætter Per Holst, der siden har undersøgt amerikanske huskomponistordninger, hvor det viste sig, at de pågældende orkestres publikum fik en væsentlig mindre dosis af huskomponistens værker.

Begge orkesterchefer mener desuden, at den tidligere ordning var for ambitiøs. Man bør være mindre grådig med hensyn til, hvor meget man vil bruge en huskomponist til, mener Per Holst, og Søren Bojer påpeger, at der er brug for lidt løsere tøjler i en sådan samarbejdsaftale: »Vi vil gerne meget med vores huskomponist, men det må ikke blive et spørgsmål om at krydse af på en liste over de ting, vi skal nå.«

Men så er de negative ting om den gamle ordning også sagt. Bojer og Holst fremhæver begge det, at de har fået ny musik at spille, at deres komponister har ydet et stort og godt stykke formidlingsarbejde for både børn og voksne, været med til at gøre orkestret mere synligt, og i det hele taget haft en gunstig effekt.

Mogens Christensen er enig i, at kontrakterne har været for fyldige, men ellers har han på sin side kun positivt at sige om ordningen: »Man får lært at skrive for orkester. Husk på, at man på konservatoriet sidder med en lærer, der ved en masse om instrumentation og kan fortælle, at dette eller hint måske ikke klinger så godt, at den fordobling måske ikke er så traditionel osv. Man gør sig de ihærdigste anstrengelser, og så kan man selvfølgelig stjæle fra alle de steder, hvor man ved, det lyder godt, hos Ravel eller Stravinsky, men det er stadigvæk i mange tilfælde blindskud. Selvom man udvikler en forholdsvis stor, indre fornemmelse for, hvordan tingene virker, så er der alligevel et spring fra den forestilling til at høre, hvordan det egentlig klinger.«

Huskomponistordningen giver komponisten mulighed for at afprøve tingene undervejs og kommer dermed til at gøre dem til bedre orkesterkomponister, mener Mogens Christensen:

»Det gør de dels, fordi de lærer timingen, dels fordi de lærer, hvad der virker på det kunstneriske plan, og dels hvad der fungerer internt i orkestret«.

Det sidste er ikke mindst et problem. I sin tid i Kunstfondens Tonekunstudvalg har Mogens Christensen set mange partiturer, hvoraf han beskriver nogle som decideret uappetitlige på grund af notationsmæssige problemer.

»Hvis man giver et orkester sådan et partitur, vil de bare tænke, at det kan han rende og hoppe med. Men tropper han op, så kan orkestret give ham nogle afklapsninger og så bliver det bedre næste gang.«

Komponisten som frontfigur

Huskomponistordningen gælder pr. 1.6 i år, komponisterne er altså allerede tiltrådt, men ordningen er blevet iværksat med så kort varsel, at der endnu ikke er lavet aftaler mellem komponisterne og deres respektive orkestre om, hvilket omfang samarbejdet skal have, og hvad det nærmere bestemt skal indebære. Men til Per Holst og Søren Bojers store tilfredshed er der løsere tøjler i den nye ordning, og de, såvel som de øvrige orkesterchefer, er enige om, at det er en god idé og har store forventninger til ordningen. For Palle Kjeldgaard fra Aalborg Symfoniorkester kom ordningen som en appelsin i turbanen, da han allerede havde leget med tanken om en huskomponist - og desuden allerede har bestilt et værk hos Eva Noer Kondrup, som nu er blevet tilknyttet orkestret. Kjeldgaard ser blandt andet frem til at bruge hende ved børnekoncerter, som han mener hendes billedskabende musik vil være ideel til.

»Desuden er det vigtigt at have en levende komponist tilstede. Vi slås jo med et publikum, der er gået i stå ved anden verdenskrig, derfor er væsentligt at have en sådan frontfigur, der så at sige kan personificere den ny musik,« fortæller Kjeldgaard.

Leif V.S. Balthzersen fra Aarhus Symfoniorkester venter sig meget af det nære forhold, der gerne skulle opstå mellem orkester og komponist, så man slipper for den situation, hvor de først møder hinanden til prøven. Det tilslutter Henrik Wenzel Andreasen fra Sønderjyllands Symfoniorkester sig:

»Man undgår de situationer, der kan opstå ved en almindelig bestilling, når komponisten kommer med et færdigt værk, og det ved den første prøve viser sig, at der er noget, der ikke kan lade sig gøre. Det ender altid med panikløsninger,« fortæller Sønderjydernes orkesterchef, der også håber på at bruge Jesper Kock som konsulent i deres komponist-workshop til januar, og desuden ser frem til, at huskomponisten skal indgå i orkestrets programudvalg.

Peter Bruun kommer til at opleve ordningen fra to forskellige sider, idet han fra 1. januar skal tiltræde som kunstnerisk leder for Esbjerg Ensemble og dertil er blevet huskomponist hos Odense Symfoniorkester. Med kun et enkelt, lille orkesterværk på samvittigheden er det med »frygt, bæven og friskt mod« at han imødeser udfordringen, ikke mindst glæder han sig til muligheden for at kunne prøve tingene af, og ligesom de øvrige komponister er han helt indstillet på at lave koncertintroduktioner og eventuelt også skoleforedrag.

Karsten Fundal, der er blevet tilknyttet Sjællands Symfoniorkester, er også meget tilfreds med ordningen:

»Jeg har selv talt for, at det er sådan, man bør lave en bestilling. For man skriver altid, eller bør altid skrive noget, som man ikke er helt sikker på hvordan lyder, så jeg forventer mig meget af dialogen med orkestret og muligheden for at prøve tingene af.«

Anders Brødsgaard glæder sig også over, at samtalen nu ikke længere kun skal føres med dirigenten.

Måben og kyshånd

Stipendierne er på 150.000 kr. som udbetales løbende af Statens Kunstfond i det år, komponisterne er ansat. Ordningen koster altså kun orkestrene den indsats, der er forbundet med at have en huskomponist, og derudover skal orkstrene selv sørge for at skaffe penge til eventuelle skolekoncerter og lignende. De 150.000 kr. vil, ifølge Mogens Christensen, for de fleste komponister være mere end dobbelt så stort som et almindeligt arbejdslegat, derfor er de også blevet modtaget med »måben og kyshånd«, som han formulerer det. Alligevel lyder der enkelte kritiske røster: Både Peter Bruun og Svend Hvidtfelt Nielsen beklager tidspunktet, den nye forsøgsordning er begyndt på. Den kommende koncertsæson, hvor komponisterne er tilkyttet deres respektive orkstre, er for længst blevet plan- og fastlagt. Det vil sige, at komponisterne først vil kunne få deres værker opført i sæsonen 2002/03 - længe efter at de er fratrådt som huskomponister.

Og man kunne vel også indvende, at man ikke lærer meget om at skrive for orkester ved at være huskomponist hos det ti mand store Randers Kammerorkester. Til det siger Mogens Christensen:

»Det var helt naturligt at tage Randers Kammerorkester med. Deres kunstneriske leder og dirigent David Riddell ved som skotte, hvordan man får mest muligt ud af en huskomponistordning. Det er en gammel ting i England, så han kender det indefra. Desuden, hvis denne ordning fortsætter, så vil man inden længe komme raden rundt, inklusive folk fra den 3. vej, og så skal Svend Hvidtfelt Nielsen nok få chancen med et symfoniorkester.«

Hvorvidt ordningen skal fortsætte til næste år, er op til Statens Kunstfonds nye Tonekunstudvalg, der tiltræder pr. 1. januar 2002.

Jakob Wivel er musikanmelder ved dagbladet 'Børsen'.

Fotos: Side 274 (nederst): Eva Noer Kondrup. Foto: Marianne Grøndahl.

Side 274 (øverst): Peter Bruun. Side 275 (øverst til venstre): Karsten Fundal. Foto: Klaus Holsting. Side 275 (øverst til højre: Svend Hvidtfelt Nielsen. Foto: Anne-Li Engström. Side 275 (nederst til venstre: Jesper Koch. Side 275 (midt): Thomas Agerfeldt Olesen. Side 275 (nederst til højre): Anders Brødsgaard (foto: Per Morten Abrahamsen.

Hvad indebærer den nye huskomponist-ordning?

• at der programsættes et større, nyskrevet værk af komponisten i slutningen af perioden, eller senere, hvis dette ikke er muligt

• at orkestret i løbet af perioden stiller prøvetid til rådighed med henblik på at lade komponisten afprøve nogle af sine ideer

• at komponist og orkester aftaler perioder, hvor komponisten følger orkestrets arbejde intenst

• at begge parter til fælles gavn arbejder så meget som muligt for at promovere ordningen over for lokalpressen

• at komponisten over for venneforeninger og andre af orkestrets umiddelbare samarbejdspartnere stiller sig til disposition i anliggender, der berører vedkommendes egen musik, fx ved introduktionsforedrag til koncerter med egen musik.

Desuden opfordres orkestret til:

• at få DR til at transmittere værket

• at lade komponisten sammensætte det koncertprogram, hvor hans eller hendes værk spilles

• at spille eller programsætte andre af komponistens værker, evt. kammermusik, eller koncerter i skoleregi

• at overveje forskellige former for dokumentation i form af hjemmeside, pjecer eller evt, cd-indspilning

• at bruge komponistens indsigt i ny musik i anden programlægning

• at støtte komponistens evt. rejser eller overnatninger

• at programsætte komponistens værker ved evt. turnéer

• at udvælge en medarbejder i administrationen eller programudvalget, der kan være komponistens umiddelbare kontaktperson

Dertil kommer, at komponisten i bevillingsåret ikke kan modtage andre legater fra Statens Kunstfond.

Hvem fik hinanden?

Esbjerg Ensemble:

Anders Brødsgaard

Odense Symfoniorkester:

Peter Bruun

Randers Kammerorkester:

Svend Hvidtfelt Nielsen

Sjællands Symfoniorkester:

Karsten Fundal

Sønderjyllands Symfoniorkester: Jesper Kock

Aalborg Symfoniorkester:

Eva Noer Kondrup

Aarhus Symfoniorkester:

Thomas Agerfeldt Olesen