Plader

Af
| DMT Årgang 75 (2000-2001) nr. 08 - side 282-287

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

Rued Langgaard: Symfonier nr. 6, 7 og 8. Radiosymfoniorkestret og Radiokoret, dir. Thomas Dausgaard. dacapo 8.224180.

For en halv snes år siden udkom en bemærkelsesværdig serie på Danacord: Samtlige Langgaard-symfonier plus diverse andre orkesterværker. Det var det polske Artur Rubinstein Philharmonic Orchestra, som her under ledelse af Ilya Stupel ydede en pionerindsats, man kun kunne glæde sig over, selv om man måske kunne være uenig i fortolkningerne af et par af de mere kendte værker.

Nu får vi så på en dacapo-cd et af de mest velkendte Langgaard-værker, Symfoni nr. 6 "Det himmelrivende" - denne gang ikke kombineret med den lige så velkendte nr. 4, men derimod med Symfoni nr. 7 og Symfoni nr. 8 "Minder ved Amalienborg". Denne kombination er faktisk oplagt, ikke blot på grund af numrene og på grund af, at de tre symfonier fylder en cd, men nok så meget på grund af det indblik, de tilsammen giver i en bemærkelsesværdig udvikling i Langgaards produktion.

Symfoni nr. 6 fra 1919-1920 er under alle omstændigheder et af Langgaards hovedværker og tillige et af de mest bemærkelsesværdige værker overhovedet i det 20. århundredes danske musik. Her finder den Langgaardske dualisme - kampen mellem det onde og det gode - et overbevisende musikalsk udtryk.

Værket slutter med tonalitetens sejr, men kampen mod dens modsætning er selve værkets mening. Få (henholdsvis 6 og 7) år senere påbegyndtes arbejdet med nr. 7 og 8. Og hvor Symfoni nr. 6 må kaldes et ekspressionistisk-symbolistisk udsagn, går Langgaard nu med de efterfølgende symfonier tilsyneladende tilbage til et romantisk tonesprog. Tilsyneladende, vel at mærke, for så enkel er sagen ikke! Dertil var Langgaards kompositoriske ærlighed og konsekvens for stærke faktorer. Hans sammensatte holdning til århundredets nye musikalske fænomener og tendenser bliver omsat til musikalske vidnesbyrd, som former sig som udsagn om musik - på én gang ejendommeligt klare og fremmedgjorte, præget af diskrete anførselstegn. Der er ikke tale om ureflekteret romantik, men om neoromantik, som på nogle punkter kan siges at svare til den neoklassicisme, som i det samme tiår bryder frem i den europæisk-amerikanske musik, men som synes at være mere gennemreflekteret end den mere naivt-ligefremme "tilbage-til"-idé.

Den tilgrundliggende symbolisme synes nemlig at have været fastholdt: Musikken fungerer som tegn, som skal sige noget om musikken selv og i videre forstand om kulturen og deres vilkår. Langgaard synes at have stræbt efter en markant etablering og kombination af musikalske symboler, som hentes fra hans nutid og fra den fortid, han har et direkte forhold til. Interessant nok betragtede han bl.a. Bachs musik som 'kedelig'. Det interessante - og det nødvendige - var ikke at flygte til en eller anden postuleret uproblematisk musikalsk fortid. Det drejede sig derimod om at forholde sig til den kritisable nutid gennem benyttelse af den romantiske tradition, som for ham dannede en stadig levende baggrund. Men blot at videreføre romantikken, som om intet var hændt, ville på den anden side være at ignorere nutiden, som gav anledning til anfægtelser. Den udfordring, som forelå, nødvendiggjorde en dialog.

Derfor måtte han på en eller anden måde lade romantikken kommentere nutiden. Det kunne gøres på flere måder. To af dem skal nævnes her. Den ene møder vi i Symfoni nr. 6, hvor modernismens sprog direkte indgår i musikken. Den anden finder vi i de to følgende symfonier, hvor Langgaard forholder sig til nutiden i værkernes demonstrativt enkle præg (et træk, som også findes i neoklassicismen) og i benyttelse af de nævnte 'anførselstegn'. Der er for det sidstnævntes vedkommende på sin vis tale om en dekonstruktion af tankegangen bag Langgaards berømte ytring i forbindelse med Symfoni nr. 6: »Det lyder som moderne musik, men er det ikke« - her kunne udsagnet, som Bendt Viinholt Nielsen så træffende bemærker, i stedet have lydt således: »Det lyder som romantisk musik, men er det ikke«! Fælles for de to metoder er de musikalske elementers symbol-funktion. Der tales bestandig om noget til nogen. Musikken er aldrig blot sig selv. Den bliver i en vis forstand til debatindlæg.

Symfoni nr. 6 starter i denne indspilning på smukkeste vis med det 'gode' tema, som slynger sig om sig selv, stilfærdigt indtrængende som et fjernt forvarsel om Bartóks Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste. I det følgende forekommer nogle steder relativt langsomme tempi. Disse berøver i hvert fald for mig at høre værket lidt af den indædte fremdrift, som ellers kan tjene til at gøre værket til en art anskuelse af Carl Nielsens Symfoni nr. 4 "Det uudslukkelige" i negativ (det er en kendt sag, at dette utvivlsomt også har været hensigten!). Underligt nok sker præcis det modsatte i finalen, hvor den 'gode' tonalitet sejrer over den 'onde' atonalitet i en mægtig, skulpturel, lysende og fluktuerende kulmination. Her lader dirigenten Thomas Dausgaard sejren blive erklæret lidt for entydigt og hurtigt. Der er mere kamp indlejret i selve sejren i Neeme Järvis Chandos-indspilning med Radiosymfoniorkestret fra 1992 (CHAN 9064), som for mig at se stadig står som den mest forløste indspilning af dette værk. Den nye indspilning er dog som helhed ganske udmærket og kan anbefales.

Det samme gælder i høj grad indspilningen af den trykte version af Symfoni nr. 7, som her er indspillet for første gang. Værket træder på denne cd frem i det rette neoromantiske lys, som får 2. sats til at fremstå med en forbløffende blanding af maestoso-vælde og distancerende kommentar. Noget lignende gælder den efterfølgende scherzo, som på raffineret vis lader fremmedgjorthed komme til udtryk. Og i Symfoni nr. 8 uddybes pomp og pragt i 1. sats med skarpe kanter i klaveret og sættes derved i de Langgaardske gåseøjne. Det romantiske udsagn er ærligt ment, men fremført med et musikalsk vokabular, som ikke undgår kommentaren »Jeg mener, at ...« Værket taler således ind i tidens virkelighed. I afslutningen af sidste sats får vi en næsten Stravinsky-agtig skarphed midt i al den romantiske festivitas.

Med sin tankevækkende sammenstilling af værker og sin udførelsesmæssige kvalitet, som i hvert fald for de to sidste symfoniers vedkommende er helt overbevisende, er denne cd en flot start på en serie med alle Langgaard-symfonierne. Man ser utålmodigt frem til fortsættelsen.

Gunner Møller Pedersen: Et Lydår. Gunner Møller Pedersen, Octopus Studio og DIEM. dacapo 8.224174-79.

Her er tale om et af den nyere

danske musiks både kvantitativt og kvalitativt helt store værker. Mange har allerede stiftet bekendtskab med Et Lydår, dels ved matinékoncerter i Glyptotekets vinterhave, hvor værket er blevet opført mere end 440 gange ved i alt 5270 (!) koncerter, dels gennem en LP-udgivelse.

Værket af Gunner Møller Pedersen blev til i årene 1977-1982. Det består, som titlen antyder, af 12 satser, én for hver måned. Da disse hver er af en halv times varighed, er der således tale om seks timers musik, her fordelt på lige så mange cd'er, som man her kan fordybe sig i - et musikalsk mikrokosmos i tid og rum, som besidder en rigdom af nuancerede strukturer. Her er mange muligheder for både fordybelse og overblik. Og komponisten giver med sine små vignetter og digte samt den visionære 'programerklæring' i ledsageheftet gode indfaldsvinkler til de enkelte satser og til værket som helhed.

Man må håbe, at mange vil benytte sig af lejligheden til at stifte bekendtskab med en så repræsentativ udgivelse - repræsentativ både for Gunner Møller Pedersen og for dansk elektronmusik. Forhåbentlig vil prisen ikke virke alt for afskrækkende - denne kassette med seks cd'er kan næppe være helt billig. Køberen får i hvert fald fuld musikalsk valuta for pengene. Der venter mange timer med horisontudvidende lytning.

John Adams: Century Rolls, Lollapalooza og Slonimsky's Earbox. Emanuel Ax, The Cleveland Orchestra og The Hallé Orchestra, dir. Christoph von Dohnányi og Kent Nagano. Nonesuch 7559-79607-2.

Hidtil har jeg mest forbundet John

Adams med minimalisme. Men med disse tre værker, som alle er fra 1990'erne, får man lejlighed til at stifte bekendtskab med fascinerende og i hvert fald for mit vedkommende nye dimensioner hos denne komponist.

Straks fra starten bliver man i Century Rolls ramt af en vital, fremadstormende, pulserende musik med skiftende motiver og fængende rytmik. John Adams beskriver selv, hvordan han ved en bestemt lejlighed blev grebet af det bogstavelig talt fremadrullende præg i musikken på pianola-ruller - et præg, som gjorde sig gældende i kraft af selve dette medium, hvad enten musikken var af Chopin, Fats Waller, George Gershwin eller Sergej Rachmaninov!

Dette præg er forsøgt omsat til denne klaverkoncert Century Rolls, som er bestilt af Emanuel Ax, der også fremfører værket på denne cd. Og her oplever man så en højspændt, elastisk, dynamisk, netop uimodståeligt fremadvældende sats for klaver og orkester, som med sin leden tanken hen på ustandseligt skiftende mønstre af lysreklamer netop synes at give et tilbageblik på starten af et århundrede og dets fremstormende teknik. Jeg kommer først og fremmest til at tænke på Stravinsky eller Ravel - eller hvorfor ikke Prokofiev, hvis fem klaverkoncerter alle har noget af det samme præg? I 2. sats er vi til gengæld i et ornamenteret, Satie-farvet gymnopédie-univers. Og hvad 3. sats angår, henviser Adams selv til Conlon Nancarrow, som da også med sine talrige værker for player piano er en oplagt inspirationskilde. Adams omtaler tillige et præg af bebop. Selv hører jeg til gengæld et ekko af Stravinsky, som jo selv begiver sig ind i det jazzede univers i fx Symfoni i tre satser, hvor klaveret også spiller en fremtrædende rolle.

I Lollapalooza er rytmen vandret helt ind i titlen. Dette orkesterværk har som en af sine mest fremtrædende bestanddele en idée fixe i de dybe messingblæsere med denne da-da-da-DAAH-da-rytme udhamret lige så enkelt i melodisk henseende. I sandhed en tungtvejende sats - den boksekamp med knockout, Adams selv nævner, er en nærliggende association!

Cd'ens tredje og sidste værk hentyder i titlen til russeren Sergej Slonimsky. Og John Adams hævder selv, at den russiske musik - ikke mindst Stravinsky, som her omsider fremhæves af komponisten selv, men også fx Scriabin - kan tjene som en vigtig inspirationskilde, et alternativ til fx neoklassicisme og serialisme. Som det fremgår af denne anmeldelse, er musikken da også netop for en stor del farvet af inspiration fra nogle af det 20. århundredes russiske komponister - ud over de allerede nævnte melder Alexander Mossolov sig som en i høj grad relevant association og mulig inspirationskilde.

Men det må fastholdes, at disse værker ikke kunne være blevet til uden den musikalske baggrund, som har netop neoklassicisme og serialisme som et par af de væsentligste ingredienser. Det er flere af århundredets strømninger, som i disse værker løber sammen til noget, der på én gang klinger velkendt og dybt originalt. Der synes at være tale om et idéfællesskab med en komponist som Heiner Goebbels (se DMT 2000/01 s. 32 f.). Goebbels og i dette tilfælde Adams er komponister, som med et overbevisende talent for stilfusion vil sige noget om et århundrede. Det gøres her med en pågåenhed, som ikke kan undgå at gøre indtryk.

Anders Koppel: Rebus. Louise Norby, Marie Carmen Koppel, Christine Kjærulff, Thomas Peter Koppel, Rudi Sisseck og Mad Cows Sing. Exlibris EXLCD 30082.

Det er vel egentlig noget i samme

stil, som har foresvævet Anders Koppel, da han skabte denne besynderlige opera. Ifølge kommentaren har Ulla Koppel »redigeret og sammenvævet en tekst-collage af billeder og drømme omkring det moderne, narcissistiske individs vantrivsel. Men der er også en højere mening i projektet, som går igen i Anders Koppels musik. Kodeordet er 'urenhed'. Musikalsk kalder man det også cross-over eller fusion«.

Glimrende - hvis ellers det fungerede! Men jeg må indrømme, at der her er tale om noget af det mest uhåndterlige, jeg nogen sinde har fået til anmeldelse. Det hele klinger for mig at høre snart af et forsøg på umiddelbarhed, som på en mærkelig måde kommer til at virke mere naivt påståelig end appellerende, snart af en Verfremdung, som har den tyske kabaret af Weill m.fl. som sin væsentligste forudsætning, men som gang på gang bliver mere studentikost-postulerende end provokerende, mere villet-sær end original og mere latterlig end morsom. Det virker hverken som fusion eller som collage. Rent ud sagt: Det hele minder mig desværre mest af alt om en studenterrevy von Anno dazumal.

Oliver Knussen: Higglety Pigglety Pop! og Where the Wild Things Are. Cynthia Buchan, Lisa Saffer, Rosemary Hardy, Christopher Gillett, David Wilson-Johnson, Stephen Richardson, Mary King, Quentin Hayes og London Sinfonietta, dir. Oliver Knussen.

Deutsche Grammophon 469 556-2.

Så er der mere gods i Oliver Knussens

to børnebogs-operaer, begge med libretto efter bøger af Maurice Sendak, som nu foreligger i en glimrende indspilning. Ligesom hos Koppel kan man tale om en tilstræbt fusion. Musikalsk er der tale om et metasprog - ordet 'cross-over' ville her i høj grad være velvalgt! - men her fungerer det. Stilistisk bevæger vi os fra Mussorgsky og Rimsky-Korssakov over Debussy, Ravel, Stravinsky, Alban Berg og Britten til Henze. Der er hentydninger til konkrete værker - i Higglety Pigglety Pop! høres stumper af Mozart og Tjajkovsky, og i Where the Wild Things Are træder Debussys Boite à joujoux ind som en selvfølgelig allusion. Vi befinder os netop i legetøjets verden, i det musikdramatiske univers, hvor også Ravels L'Enfant et les sortilèges hører hjemme.

Der er, som komponisten og skribenten Julian Anderson da også påpeger i kommentaren, tale om to fantasioperaer. Og det er glædeligt, at denne genre stadig kan dyrkes på så vittig og åndfuld vis uden på nogen måde at forfalde til det overfladisk barnlige, til det sort-absurde eller til anstrengt postulerende fusion. De forskellige former for stil vokser organisk ud af operaernes behandling af barnets oplevelser og anskuelse af verden.

I Higglety Pigglety Pop! skildres operaens personer med et enkelt og klart fungerende musikalsk symbolsprog, som giver det hele et anstrøg af billedbog eller tegneserie. I det hele taget er Knussens musik her i sjælden grad umiddelbart billeddannende, ja, netop tegneserieagtig med sine skarpe skift mellem klart artikulerede afsnit. Og i operaens slutning fremmanes det eventyrprægede med en helt Koechlin-agtig orkestral fantasi - netop Charles Koechlins Le Livre de la jungle efter Rudyard Kipling kunne nævnes som idémæssigt beslægtet og mulig inspirationskilde - og med en lille, helt klassisk ouverture (!), som fremkalder en stemning af dukketeater.

Where the Wild Things Are starter i et Debussy-agtigt sprog, som synes at være hentet direkte fra La Mer, og iler videre gennem et flimmer af flygtigt berørte stilarter frem til et nutidigt-ekspressivt univers. Hvor Higgley Pigglety Pop! befinder sig i billedbogens verden, virker Where the Wild Things Are mere som en rejse i drømmens symbolsprog. Denne 'rejse' anskueliggøres med en fantasirigdom og kompositorisk virtuositet, som viser, at arbejdet med barnets verden virkelig har moret og inspireret Oliver Knussen.

Som det fremgår af denne anmeldelse, kan det sidstnævnte siges om begge operaerne. De er som så mange andre eventyr skrevet for voksne, men det kunne egentlig være spændende at lade børn opleve dem. Hvad med en oversættelse?

Mogens Christensen: Systema Naturae. Hans Lawaetz, Jan Lund, Helge Rønning, Bente Vist, Jens Bruno Hansen og The Baroque Ensemble, dir. Mogens Dahl. Paula PACD 127.

Barndommen - 'det tabte paradis' -

anskues også i Mogens Christensens opera om Carl von Linné. Vi befinder os i ouverturen i »barndommens have« med »det umiddelbare enkle«. Her skildres »barnets nærvær i naturen. Før sproget, før alle refleksioner om årsag og virkning«. Disse påstande i ledsageheftet om ouverturen - Paradisforspil - bekræftes af musikken, som former sig som et kaos, som udkrystalliserer sig i en enkel og klar melodisk linje. Barndommen får fra starten præg af en stiliseret drøm - vi befinder os nemlig i den gamle Linnés drøm, ikke i en autentisk barndom - men vel at mærke samtidig et præg netop af det tabte, som i scene 2, hvor Linné vågner, musikalsk bliver til en oplevelse af vinter både bogstaveligt og overført, en alderdommens refleksion, en klangligt isnende erkendelse af, at »vækst er tab«.

Både i barndommens og alderdommens univers er der i denne opera tale om en prisværdig enkelhed og konsekvent økonomisk anvendelse af virkemidlerne - man kunne ligefrem kalde enkelheden askese, anskueliggørelse af både barndommens umiddelbarhed og senilitetens lidelse og tab. Der er tale om et skarpt og klart musikalsk sprog, som fint afspejler Sanne Bjergs libretto. Men Mogens Christensen vover sig også ud i det effektfuldt dramatiske, ud i kaotiske ophobninger, som anskueliggør teksten. Den eksistentielle angst hos den senile rationalist Linné illustreres i tekst og musik på en måde, som leder tanken hen på en udtalelse af en anden berømt svensker, Esaias Tegnérs ord i Epilog vid magisterpromotionen: »Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte.« Denne 'dunkelhed' fører i operaens slutning ud i en kombination af barndommens umiddelbarhed og alderdommens kuldegysende oplevelse af tomhed, som forplanter sig videre til lytteren.

Således sejrer i denne opera billedet af vinter både i årstidsmæssig og i aldersmæsig henseende - en oplevelse, som man ikke glemmer med det samme. Den er uegnet for børn!

Morten Skovgaard Danielsen: D-TOX nr. 1 og 2, ...nine ways to wake up, Rage. Sudden silence nr. 1 og 2, Trip In Vain With Stars But Sugarfeels OK, FOUND, First and second dream of a very small leaf falling from high above towards the yellow-red floor of a blue valley nr. 1 og 2 , ...off2Stay nr. 1 og 2 og PERFECT SPLEEN. Arendse Dalgaard, Anna Klett, Christian Utke, Katrine Øigaard, Alfredo Oyaguez, Frode Andersen og Ejnar Kanding. Contemporánea MSDTC1.

Søren Hallundbæk Schausers artikel

Moderne spleen i DMT 2000/01 s. 235 er en oversættelse til dansk af teksten i ledsageheftet til denne cd. Med sin beskrivelse af baggrunden for og ople-velsen af Morten Skovgaard Danielsens værker er artiklen i sig selv en udmærket anmeldelse, og jeg har egentlig ikke meget at tilføje.

Der er i disse værker tale om en virkningsfuld vekslen mellem det helt ætsende og skarpt klingende og det tilbagetrukne, sitrende og dirrende. Og ofte er oplevelsen af musikken præget af en helt ejendommelig følelse af nytænkning, autenticitet og nærvær. Morten Skovgaard Danielsen kan den kunst at lade det stilistiske gulv forsvinde under én, så man mister orienteringen og havner i det tomme rum, hvorefter man i det herligste kaos ledes til steder, man ikke anede fandtes i dette kontinuum mellem rock og eksperimenterende musik.

Både hos komponisten og hos musikerne viser der sig en fantasiudfoldelse, som man ville sværge på udsprang af spontan improvisation. Men ifølge kommentaren er partiturerne »skrevet med vældig, næsten manisk omhu. Intet overlades til tilfældighederne. Og det er vel at mærke ikke den fortænkte modernisme, der spøger«. Nej, det tør siges! Det er autentisk, vedkommende musikalsk nytænkning, der her foreligger.

I det følgende betegner Søren Hallundbæk Schauser så musikken som »ny enkelhed. Lidt ombytninger, lidt transposition, lidt klippeteknik«. ... Dér er jeg uenig. Som det da heldigvis også fremgår af Schausers artikel, er musikken meget mere end dét. Den er faktisk dybt original og meget spændende modernisme.

Flutention: Flowersongs. Hans Abrahamsen: Flowersongs; Bo Gunge: Three-O-4; Michael Bønsdorf: Karpe i et vandfald; Lars Fløe: Folklorismer; Mogens Christensen: Sommerzauber; Niels Marthinsen: Lyriske Stykker. Fløjtetrioen Flutention. Classico CLASSCD 368.

Også på denne cd møder vi med

trioen Flutention udførelsesmæssig kompetence på frydefuldt højt niveau, men denne gang er der tale om en buket af værker af forskellige komponister.

Hans Abrahamsens Flowersongs med dette forunderlige værks præg af blomsterflor (eller insektsværm!) gengives således på fornem vis af trioen. I Michael Bønsdorfs Karpe i et vandfald prøver komponisten at give musikalsk udtryk for et japansk træsnit. Det er som altid svært at omsætte et billedes øjebliksglimt til musik, som jo nødvendigvis må bevæge sig i tid. Dette værk forekommer mig at udvikle sig mere dynamisk, end træsnittet af Katsushika Hokusai lægger op til.

Vi bliver i Japan i én af satserne (nr. 2) i Lars Fløes Folklorismer. De øvrige satser benytter folkemusik fra Ungarn, Bulgarien og Spanien. Det hele er velformuleret og klinger ret traditionelt neoklassisk. Mogens Christensens Sommerzauber er mere interessant med sin fængslende udnyttelse af fløjternes muligheder i en nuancerig sats - svært at forestille sig, at værket oprindelig er skrevet for fløjte og guitar! Og endelig træder Bo Gunge her i Three-O-4 og Niels Marthinsen i Lyriske Stykker frem med køligt-klare satser, for Niels Marthinsens vedkommende med ganske spændende forsøg på at »ætse den romantiske poetiske stemning og følelse væk« fra fire Schumann-satser, som her parafraseres. Det er lykkedes. Noget nyt viser sig virkelig her.

match. Kenneth Knudsen: Obstacles; Wayne Siegel: Match; Thomas Sandberg: Loggin' og Log out; Jens Hørsving: Encarsia og Riot; Jens Wilhelm Pedersen: Bangs, sounds & silence. Thomas Sandberg. dacapo 8.224197.

På denne cd optræder Thomas

Sandberg både som musiker (slagtøj og elektronik) og komponist. Som komponist viser han i Loggin' et helt hypnotiserende mønster på en afrikansk logdrum, hvis lyd bearbejdes og sendes tilbage til musikeren, som således inspireres af sig selv til det videre forløb. Her er en rytmisk og klanglig differentiering, som sammen med selve instrumentet får mig til at tænke på Francois-Bernard Mâche og dennes benyttelse af ikke-europæisk musik. I Log out løftes musikken så elektronisk op i en visionær sfære og danner en effektfuld afslutning på cd'ens koncert.

Men inden da har man også kunnet høre værker af andre komponister. Kenneth Knudsens Obstacles viser sig at være et spændende, rituelt klingende spil med skarpe, rullende og smældende lyde. Wayne Siegel skaber i Match for elektronisk vibrafon, trommer og computer en minimalistisk pulseren i et mønster af åndedræt eller bølgeslag - en pulseren, som strækker sig langt op, ned og ind i et imaginært rum, hvor computeren som både lytter og medspiller selv reagerer på musikerens fortolkning af partituret.

Jens Wilhelm Pedersens Bangs, sounds & silence, som også for en stor dels vedkommende bygger på improvisation, virker her mere adspredt i sin koncentration om individuelt karakteristiske hændelser - en slags momentform, som imidlertid godt kunne have haft lidt mere profil i de enkelte momenter. Så er der til gengæld profil for alle pengene i Jens Hørsvings Riot, som virker som et slag i ansigtet med Hitler-agtig tale, og som efterfølgende former sig som en elektronisk tour de force i fremadskridende kombinationer af galopperende pulseren og ophobning af kaotiske hændelser, i hvilke tale og sang træder frem med noget, som optræder som dæmonisk ondskab. Det hele klinger ud med en klanglig hændelse a la Francois Dufrène, som måske kan tolkes som en vrængende kommentar.

Endelig viser der sig i Encarsia, ligeledes af Jens Hørsving, et livligt slagtøjsspil med elektroniske 'rum' omkring solisten. Der er tale om en velgørende uforudsigelighed i et forløb, som er rigt på hændelser og nuancer i den ustandselige skiften. Her er vi tæt på elektrofoniens tradition i absolut positiv forstand.

Score (komponistsammenslutningen) nr. 1. Vagn E. Olsson: Klip af det almene, det særlige og ingenting imellem; Elec. Prelude No. 1 og 3, Wellen og Morse; T.S. Høeg: 3 betingelser for liv; Dan Marmorstein: Petals og Besværgelsesformular. Elisabeth Zeuthen Schneider, Christine Enevold Gjemse, Ulrich Stærk, Christian Utke, Jørgen I. Jensen, Thomas Sandberg, Nils Davidsen, Jens Bjørn Larsen, Preben Iwan, Anne Søe Iwan, Stine Hasbirk, Per Egholm, Kasper Tranberg, Jesper Otto Nielsen Zeuthen og Matthew Meister, dir. Thomas Søndergård. Score 001 cd.

Komponisterne i sammenslutningen

Score (dannet i 1997), som hermed udgiver deres første cd, er ifølge deres egen kommentar i erklæret opposition til enhver tradition: »Score's mål er at præsentere og fremme en ny kompositionsmusik, der er fri af idiosynkrasier og lejrtænkning (...) Vi søger at udforske det eksperimentelle rum i kontrapunkt til de klassiske former og udtryk, dette gælder både for komposition, opførelse og almindelig livstænken.«

Dette kan jo ikke undgå at vække en vis nysgerrighed. Og en del af forventningerne indfries da også i det første værk, Vagn E. Olssons Klip af det almene, det særlige og ingenting imellem for to violiner, klaver og slagtøj - vel at mærke ikke blot i den mærkværdige titel. Der er tale om sart og skrøbelig, gennemsigtig musik, som har mod til stilhed og til at lade den enkelte - og enkle! - frase stå alene i rummet. Der opstår en sand skulpturel virkning, og det føles som en hel åbenbaring, når musikken i 3. sats fortættes til klassisk klingende linjer.

Elec. Prelude no. 1 og 3 og Wellen er tre korte stykker elektrofoni - det første varer fem sekunder (!) og er dermed vistnok det korteste værk, jeg nogensinde har hørt, det andet 15 sekunder, og Wellen klinger på denne baggrund som en hel elektronisk symfoni med en varighed på over halvandet minut! Det klinger som stykker af den mere vellykkede slags fra 60ernes Köln - og dét er ment som en ros. Morse for klaver, som her fortolkes glimrende af Jørgen I. Jensen, virker til gengæld som et hastigt tilbageblik på både Schönberg og Webern. Igen er vi ude i det spinkle og klare.

T.S. Høegs 3 betingelser for liv for kammerensemble (værket dirigeres af Thomas Søndergård) har disse tre aldeles surrealistiske satstitler: "lim, vin & noget dårlig hjort", "nnooijjj, nu går det stærkt, men det skal nok gå alt sammen" og "varm mad, en plaid & et blow job". Musikken har faktisk noget af det samme over sig. Den svinger mellem forskellige banalt-primitivistiske, men diskret fremmedgjorte udsagn. Resultatet bliver fascinerende, pågående og samtidig let absurd musikalsk fremmedgjorthed.

Dan Marmorsteins Petals er et stykke for basklarinet, som bevæger sig helt ud i det besværgende-ekstatiske. Det er umuligt ikke at komme til at tænke på Stockhausens soloværker for samme instrument - men hos Marmorstein bevæger vi os i Jesper Otto Nielsen Zeuthens fremragende fortolkning længere ned i det kompromisløst kradsende i udforskningen af værkets klangverden. Også Besværgelsesformular er præget af en intens rituel udtrykskraft. I denne optagelse fra en koncert i New York høres i helt usædvanlig grad lyde af (forbipasserende?) mennesker - man ser for sig denne ensomme morgenbøn blive fremført midt i en stresset storby. Cellisten Mathew Meister står for denne atmosfærefyldte fortolkning.

Atmosfærefyldt er i det hele taget denne cd. Værkerne er vel ikke i sig selv helt så alternative, som man kunne fristes til at tro af programerklæringen. Men når man vender tilbage til denne efter endt lytning, lægger man mærke til, at komponisterne i Score »stiler efter«, »er på udkik« og »søger at udforske«. Det er prisværdige mål, som lover stadig forandring. Og netop denne søgen klinger faktisk med på cd'en, som har et præg af autenticitet - som en udstilling, man besøger. Man får lyst til at gentage besøget og ser frem til en ny udstilling.

Wayne Siegel: Jackdaw; Shintaro Imai: Resonant Waves; Yu-Chung Tseng: Drinking alone under the moon; Jens Wilhelm Pedersen: Ferrocarril de la noche; Ejnar Kanding: Ciudad de las sombras. Fritz Gerhard Berthelsen og Ejnar Kanding. Contemporánea, Kanding Edition KECD 2.

På denne cd møder vi fem værker af

lige så mange komponister. De er alle for klarinet eller basklarinet og elektronik, men er i øvrigt vidt forskellige.

Wayne Siegel har i Jackdaw skabt et værk med melodisk iørefaldende minimalisme, som lige fra starten jazzet, virkningsfuldt og humoristisk spiller på ligheden og den elektronisk tilvejebragte forbindelse mellem den klangligt bearbejdede basklarinetklang og allikens skrig og skræppen, som ligeledes er taget under kærlig behandling (komponisten har selv en allike som husdyr). I 2. del flader satsen ud i langt udholdte toner, som langsomt gennemløber forandringer med en rigdom af nuancer. Der dannes en skulpturel 'bund' under den flyvende allike - en klanglig skulptur, som accelererer til en meditativ melodisk episode. I sidste del vender scherzo-karakteren tilbage. Værket har således en klar klassisk opbygning.

Resonant waves af japaneren Shintaro Imai er en helt anden sag. Her fokuseres fra starten på enkelte toner og fraser og disses indre, klanglige liv. Efterhånden dannes et kompliceret net af op- og nedstigende og pulserende linjer, som i stigende grad udsættes for klanglig forandring. Til sidst vender stykket tilbage til stilfærdigt meditative betragtninger. Dispositionen af værket er med hensyn til tempi og tætheder således præcis den modsatte af opbygningen i Wayne Siegels værk, men også klangligt og idémæssigt er de to værker modsætninger: Hvor det organiske, fugleskriget og instrumentklangen, hos Siegel fra starten føres ind i en melodisk-rytmisk skabelon, er der hos Imai tale om musikalske strukturer, som vokser ud af den enkelte tones klang. Kun i den langsomme midterdel i Jackdaw synes de to komponister at mødes i en fælles form for musikalsk betragtning og gestaltning.

Bortset fra Ejnar Kandings Ciudad de las sombras, et bemærkelsesværdigt og visionært værk, som for nylig er anmeldt i disse spalter (se DMT 2000/01 s. 213), forekommer de to første værker på cd'en umiddelbart at være de mest spændende. Men der kan nok være grund til at dykke ned i den klanglige mangesidethed i Drinking alone under the moon af Yu-Chung Tseng fra Taiwan, hvor der etableres et dramatisk kontinuum mellem tone, råben og støj. Derimod forekommer Jens Wilhelm Pedersens Ferrocarril de la noche trods sin atmosfæreskabende karakter - inspireret af den natlige lydverden på et sydamerikansk jernbaneområde - stedvis i hvert fald i denne version at være lidt for løst i fugerne og en anelse for letflydende i et par passager, som rent ud sagt lyder som masseproduceret filmmusik.

At cd'en slutter med Ejnar Kandings værk, er som ovenfor antydet imidlertid en gevinst, som retter op på helhedsindtrykket. Dette værk er helt igennem præget af en kompositorisk fantasi og en musikalsk udtryksformåen, som glæder ved hvert eneste genhør. Så det hilses velkomment også her, selv om det kan undre en smule, at det samme værk dukker op to gange i den samme serie (KECD 2 og 3).

Modtaget fra

forlagene

Dietrich Buxtehude: Vocal Music Vol. II. Das neugeborne Kindelein (Bux WV 13), Der Herr ist mit mir (Bux WV 15), Fürwahr, er trug unsere Krankheit (Bux WV 31), Alles, was ihr tut (Bux WV 4) og Magnificat anima mea (Bux WV Anh. 1). Johan Reuter, Københavns Drengekor og The Dufay Collective, dir. Ebbe Munk. dacapo 8.224160.

Årgang 75/2000-2001, nr. 08