Den småkiksede klassefest

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 01 - side 24-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Forsøg på et konstruktivt remix af MIX.01-festivalen for elektronisk musik

MIX.01 er navnet på den internationale festival for elektroakustisk musik, lydkunst og andre elektroniske aktiviteter, som blev afholdt i Århus i dagene 14.-17. juni 2001, med DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik) som arrangør. Ifølge forordet til programhæftet er det meningen, at festivalen skal være en tilbagevendende begivenhed, med MIX.02 måske allerede til næste år. Festivalen lægger sig derved i forlængelse af de temafestivaler, som i de senere år er dukket op i musiklivet. Navnet knytter direkte an til en anden Århus-festival, nemlig SPOT for rytmisk musik. SPOT 07 blev afholdt i december sidste år samme sted som MIX.01, det vil sige Musikhuset.

Lad det være sagt klart og tydeligt med det samme: MIX-festivalen er en rigtig, rigtig god idé. Den nye elektroniske, eksperimenterende musik har aldrig haft så megen opmærksomhed fra udø-vere og publikum, som det er tilfældet i disse år. Under fællesbetegnelser som Electronic Listening Music (ELM), post rave electronica eller post-digital music er der siden midt i 1990erne især i Tyskland opstået adskillige interessante klangværker, som har været stilskabende og dannet skole også herhjemme (se hertil Jakob Weigand Goetz' pladeanmeldelser af en række ELM-albums i DMT nr. 7, 2000/01). For en hel lille generation af musikere ser det ud til, at computeren er blevet det nye musikinstrument, hvormed det lader sig gøre at skabe en musik, som samtidig trækker på både den elektroniske populærmusik (især genrer som ambient og drum'n'bass) og på den elektroakustiske tradition, og som har et engageret publikum.

For en statslig institution som DIEM, der i bred forstand er forankret i den elektroakustiske musik, ligner denne nye musikform en åbning, også selvom den er begået af folk, der overvejende arbejder uden for institutionens egne cirkler. ELM-musikkens fremkomst har skabt en unik chance for DIEM til at synliggøre sig for et nyt, ungt publikum og til at fortælle både dens udøvere og tilhørere om, hvor i hvert fald en del af denne musiks rødder kommer fra. Ved at præsentere en elektronmusikalsk grand old man som amerikaneren Morton Subotnick, ved at opføre remixede versioner af klassikere af Steve Reich og John Cage, og ved i øvrigt at præsentere ELM-navne som Mainpal og fx randomiz, lader DIEM til at have grebet denne chance. At der så også har været danseforestillinger, lydinstallationer, foredrag og workshops gør kun mulighederne for fordybelse i den elektroniske musiks mangeartede facetter og områder endnu større, ikke mindst for de uindviede.

Men mit helhedsindtryk af festivalen er desværre langt fra så positivt, som man måske skulle tro efter de ovenstående bemærkninger at dømme. Eller sagt på en anden måde: Som jeg oplevede festivalen (hvor jeg ganske vist 'kun' var til stede de sidste to dage), er der nogle væsentlige problemer i dens selvforståelse, som skal løses, hvis festivalen skal kunne etablere sig som en årligt tilbagevendende begivenhed, og hvis den skal kunne leve op til det ambitionsniveau, som den helt åbenlyst har.

Min hjemtur fra festivalens afsluttende skovkoncert ved Moesgård Museum, otte kilometer syd for Århus, foregik i et stadigt mørkere tusmørke gennem en skov på en lånt, faldefærdig minicykel uden lys fra 1970erne. Måske var det derfor at jeg undervejs fik et flashback til en barndomsoplevelse af den type, som jeg tror de fleste har oplevet. Jeg tænker på de gange, hvor man tilbage i 6. eller 7. klasse blev inviteret til fest hos klassens kedeligste pige. Man vidste ikke, at hun overhovedet var i besiddelse af sociale behov, men dér blev man åbenbart klogere. Hun havde gjort meget ud af det hele, der var pyntet med balloner, og hendes mor serverede saftevand og sandwich. Men selvom pigen havde inviteret alle fra både klassen og parallelklassen foruden et par af de store fra 8., kom der aldrig særlig mange til festen. Kun de få, der ligesom hende selv havde mere eller mindre uforløste sociale behov, og så naturligvis de flinkeste eller mest solidariske kunne finde på at dukke op. Resten mente ikke, det var nødvendigt at komme - de havde foretaget en hurtig beregning og kynisk vurderet, at det ganske enkelt ikke kunne betale sig at bruge tid på det.

Sådan var det dengang, og sådan var det på en måde også på MIX.01. For hvor stort et publikum var der egentlig på festivalen, når man så bort fra de solidariske og dem med sociale behov? Og hvor mange kunne egentlig hævde, at de ikke var til stede, fordi de enten selv skulle spille, holde foredrag, anmelde eller stå for billetsalget, men ene og alene fordi de var fans af elektronisk musik? Og hvor var de personligheder, der normalt tegner den ikke-elektroniske del af det danske musik- og kulturliv forresten henne?

I avantgardekredse er det ganske vist ofte blevet betragtet som et særligt adelstegn kun at have en lille tilhørerskare - det gælder både inden for litteratur, billedkunst og musik. Men meget tyder på, at arrangørerne bag MIX.01 havde gjort hvad der overhovedet var markedsføringsmæssigt og menneskeligt muligt for netop ikke at komme i den situation. I stedet havde de forsøgt at gøre festivalen til en publikumssucces, med plakater på adskillige uddannelsesinstitutioner, flyers spredt ud over Århus' mange caféer og en god mængde forhåndsomtaler i de skrevne medier.

Dertil kommer, at festivalen på sine tre første dage fandt sted i det absolutte centrum af Danmarks næststørste by, og at billetpriserne til de enkelte koncerter og forestillinger var holdt på et absolut rimeligt niveau. Alligevel sad der blot 10-15 tilhørere til de to foredrag, jeg var til, der var vel 30 til ensemblet Contemporáneas i øvrigt fremragende koncert lørdag eftermiddag (hvoraf halvdelen forekom selv at være aktører på festivalen), mens aftenkoncerten lørdag lige akkurat kunne svinge sig op på hujende 50 tilhørere. Pålidelige kilder har ganske vist fortalt mig, at der var flere til nogle af danseforestillingerne, og det var der da også om søndagen til skovkoncerten.

Men alligevel: I betragtning af den energi og de økonomiske midler der utvivlsomt er blevet lagt for dagen i forsøget på at trække et større publikum ind, kan jeg ikke forestille mig andet, end at arrangørerne simpelthen være dybt skuffede nu: Selv ikke ved at hægte sig på yngre, mere hippe (og måske også mere nutidige?) toner som dem ELM-musikken tegner sig for, har man kunnet skabe noget der bare mindede om en publikumssucces. En anmelder bemærkede i et dagblad, at Århus ikke ligefrem stod på den anden ende under MIX.01, og det må man mildt sagt give ham ret i. For århusianerne har udtrykket 'elektronisk musik' kort sagt lydt præcis ligeså kedeligt, som det altid har gjort, og - sat på spidsen - nøjagtig ligeså elitært, selvtilstrækkeligt, unfunky og publikumsfjendsk som det også altid har gjort. Og det viste sig desværre, at DIEM selv ikke havde en kinamands chance for at ændre på det faktum.

Jeg er klar over, at det måske er lidt unfair at fokusere så ensidigt på publikumsdeltagelsen og ikke det væsentlige, nemlig naturligvis musikken, forestillingerne, installationerne og alt det andet. Især når der rent faktisk var mange vedkommende indslag undervejs, og når arrangørerne rent faktisk havde formået at hente flere spændende navne til festivalen. Årsagen til at jeg alligevel gør det er, at jeg mener, der er en helt essentiel sammenhæng mellem publikumstilslutningen på festivalen og så dens fortsatte eksistensberettigelse.

På den ene side er det selvfølgelig vigtigt, at den smalle musik bliver dyrket, også i festivalsammenhænge, og selvfølgelig er det rimeligt, at det foregår med alskens statslige og kommunale tilskud med tilhørende underskudsgarantier. På den anden side er det også vigtigt, at den smalle musik kommer sig over sine rent ud sagt medfødte sociale handicap og bliver lidt mere imødekommende. Som jeg sagde det i begyndelsen, så er den øjeblikkelige situation inden for den nye elektroniske musik en unik chance for den etablerede elektroakustiske verden til at demonstrere sin historiske og æstetiske berettigelse og tone fuldt flag i denne berettigelse. For rent faktisk er der jo lige nu større interesse, end der længe har været, for elektroniske pionerer som Schaeffer, Stockhausen, Cage og alle de andre - også de danske. Hvis ikke det lykkes scenen at gribe netop denne chance, vil det være meget uheldigt. For hvem siger at der overhovedet kommer flere chancer?

Det var skæbnens ubønhørlige ironi, at Politikens Janus Køster-Rasmussen, i selvsamme weekend som MIX.01 fandt sted, skrev i sin avis om den forestående Camp Electric-festival (der fandst sted på Stevns Klint i august måned). Også denne festival var dedikeret til elektronisk musik, men vel at mærke den del af den, der har et betalende publikum som eksistensgrundlag - kort sagt den kommercielle del af den elektroniske musik. Danske og vel sikkert også udenlandske big beat - og dance -navne spillede i fire dage spille for et dansende publikum, der blev indhyllet i store lysshows - og de, der havde lyst til det våde element, havde mulighed for samtidig at bade ved stranden. Og kommer der så et publikum til et sådant arrangement? Tja, arrangørerne regnede såmænd med at sælge omkring 5000 billetter a 400 kroner. Det kan kun lade sig gøre, fordi der også i populære kredse lige nu er en stor interesse for og sult på elektronisk musik - en interesse, som den elektroakustiske musik indirekte har skabt forudsætningerne for, og som den derfor selvfølgelig burde kunne lukrere på langt videre end blot til ELM-tilhørernes rækker.

Og for nu at slutte på en så konstruktiv måde som muligt, så skal jeg gerne spørge mig selv: Hvad kunne arrangørerne af MIX.01 mon gøre for at blive mere attraktive for et publikum, hvis der skal være mening i at afholde en MIX.02 til næste år? Her er et par afsluttende bud eller konstruktive forsøg - om de så er lettere at finde på end at føre ud i livet, skal jeg lade det være op til arrangørerne at vurdere:

• Man kunne flytte festivalen til København. Det er ganske vist uden for både DIEM's regi og Musikhusets trygge rammer, men publikumsgrundlaget er til gengæld langt større, og man er tættere på hovedparten af de skrevne og elektroniske medier.

• Man kunne gøre en øget indsats for at dyrke de lokale græsrødder. Hvis DIEM havde givet bare tre-fire af byens lokale post-ravers en halv time hver på programmet, ville en hel del flere århusianere have fundet en god, oplagt anledning til at gå på festival.

• Man kunne arrangere koncerter og installationer mange andre steder end primært inden for de tunge, institutionelle rammer som Musikhuset i mine øjne unægtelig udgør. Således kunne man med fordel have flyttet ELM-musikerne til de klubomgivelser, de hører hjemme i, fx Voxhall - den århusianske musikklub der ligger et stenkast fra Musikhuset, og man kunne have flyttet lydinstallationerne til fx uddannelsesinstitutioner og indkøbscentre.

• Man kunne lade det stiltiende krav til musikkens ubetingede kunstkarakter falde og invitere deciderede dj's eller måske bare en enkelt sofistikeret drum'n'bass-musiker. Festivalens kunst-neriske leder, Wayne Siegel, fortalte mig ganske vist at man med vilje havde undgået den kommercielle elektroniske musik, fordi den fik nok eksponering i forvejen. Men sat ind i en større elektronisk sammenhæng med både elektroakustiske komponister, ELM-musikere og lydinstallationer ville det uden tvivl have være forsøget værd at prøve - mon nogen ville have tabt ansigt eller anseelse ved det?

• Endelig kunne man overveje at få en eller to virkelige kanoner inviteret til festivalen, som kunne give den pondus og opmærksomhed i form af forsider på aviserne og derved banke billetsalget op. Det behøvede ikke at være en Karlheinz Stockhausen, en Steve Reich, en Laurie Anderson eller en Brian Eno, for mindre kunne også gøre det - fx en Aphex Twin, en Tricky, en Arne Nordheim eller en Kaija Saariaho.

Af Henrik Marstal

Årgang 76/2001-2002, nr. 01