Ny musik-blafferens guide

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 01 - side 6-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

til nærmeste koncert

Denne artikel handler om, hvad der finder sted på ny musikscenen i Danmark i efteråret. Den rutinerede ny musik-blaffer har sikkert allerede sine egne veje gennem ny musik-junglen. DMT-læseren er typisk milevidt foran mange andre, når det gælder informationssøgning - institutioner som Musikhøst, UNM, AUT er kendte gloser for den garvede. Men stadigvæk vil det være nødvendigt at færdes på informationsvejen i slingrekurs - der findes ingen bred, lige, overskuelig motorvej at køre på, når man ønsker simple oplysninger om den nærmeste ny musik-koncertaktivitet.

I det følgende kan man læse resultatet af min flakken, mine afstikkere og mine ophold i cyber space i den nye musiksags tjeneste. Der er en smule orden i informationerne, så det vil være muligt for læseren selv at sortere yderligere, alt efter om man interesserer sig specielt for visse geografiske områder, visse ensembletyper el. lign. Mest af alt er guiden anvendelig som udgangspunkt for supplerende informationssøgning.

Gennemfører man turen fra artiklens start til slut, får man på flere måder et øjebliksbillede af ny musik-situationen i dag - et indtryk af hvilken musik der spilles, hvilke ensembler der er på banen, og et indtryk af hvordan det står til med ny musik-aktiviteternes synlighed.

God fornøjelse!

De store orkestre og Det Kgl. Teater

Et sted skal man jo starte, og jeg startede med landsdelsorkestrene. Det har jeg undret mig over bagefter, for helt indlysende er det ikke - "siger man ny musik, siger man landsdelsorkestrene" - næh, vel? Men landsdelsorkestrene er store og statsstøttede, så her er informationen til at få øje på. Og så er der jo også en anden pointe: Når man bibeholder de store symfoniorkestre, er det vel bl.a. i kraft af deres geografiske rolle som 'musik-centrum' i de respektive landsdele - man sikrer sig fra statsligt hold forudsætninger for, at der overhovedet findes professionelle musikere, undervisere, koncerttilbud af forskellig slags rundt omkring i landet.

Jeg skal med det samme indrømme, at jeg på grund af min bopæl er mest velbevandret i det københavnske musikmiljø. Ergo greb jeg til landsdelsorkestrene for i det mindste at komme i gang med geografisk søgning uden for hovedstaden.

Nogen 'portal' for de respektive landsdeles musikliv udgør landsdelsorkestrene ikke. Men det er let at finde programoplysninger, simple fakta om tid og sted m.m. for orkestrenes egne koncerter, og herunder opførelserne af de store symfoniske ny musik-værker.

På LandsdelsOrkesterForeningens hjemmeside www.symphony.dk blev jeg godt nok ikke særlig velinformeret af at klikke på Koncertguide - siden var tom. Men til gengæld fandt jeg hjemmesideadresser for de fem orkestre:

Aalborg Symfoniorkester - www.aalborgsymfoniorkester.dk
Aarhus Symfoniorkester - www.aarhussymfoni.dk
Odense Symfoniorkester - www.odensesymfoni.dk
Sjællands Symfoniorkester - www.symfonien.dk
Sønderjyllands Symfoniorkester - www.sonderjyllands-symfoniorkester.dk

Gennem disse adresser fik jeg rekvireret orkestrenes sæsonfoldere, og nedenfor fremdrager jeg de koncerter, som jeg mener kan være af interesse for en ny musik-lytter.

Aalborg Symfoniorkester

På folderens side 3 lader orkestret chefdirigent Moshe Atzmon skrive: "Programmet er tilrettelagt således, at der er musik I kender og elsker, musik I endnu ikke kender, men vil komme til at holde af, og endelig fuldstændig ukendt musik, som man må beslutte sig for at holde af - det er de nutidige værker."

Den 3.10. kan man så fx vælge at beslutte sig for at holde af værket Night Music af Antal Dorati. Dorati - dirigent og komponist - var chefdirigent Atzmons lærermester. Den ungarskfødte, senere amerikanske statsborger Antal Doratis dirigent-CV er langt og imponerende, men i denne sammenhæng er det måske mest interessant at vide, at Dorati har flere end 20 værker på sin værkliste, og at han komponerede ud fra et idiom, han beskrev således: "recognizably contemporary but not afraid of melody".

Den 22.11. (og den 23.11., hvor orkestret spiller på Bornholm) står der bl.a. Torbjörn Lundquist på programmet, nemlig den svenske komponists værk Landscapes for tuba og strygere.

Aalborg Symfoniorkester uropførte i 1995 Herman D. Koppels værk Memory for strygere, og det programsættes igen den 29.11., hvormed publikum får lejlighed til at genhøre et af de sidste værker fra Koppels hånd.

Endelig får man chancen for at vælge at beslutte sig for at holde af Hans Abrahamsens Nacht und Trompeten fra 1981. Det spilles den 13.12., hvor også Bartóks Koncert for orkester fra 1944 er på programmet. Faktisk kan det være gået så vidt at man, inden man evt. kommer til koncerten, ved, at man holder af Abrahamsen. For værket har allerede været opført ved UNM-festivalen den 29.9. i Århus - men det vender jeg tilbage til senere.

Aarhus Symfoniorkester

På orkestrets koncertprogram for 13.9 gemmer der sig mellem en masse Mozart og Brahms' 4. Symfoni værket Twilight af Nørgård. Værket får ingen ord med på vejen i folderen, men jeg kan da fortælle, at det er skrevet i 1976-77 og revideret i 1979. Den reviderede version blev opført første gang i Aalborg, hvor Tamás Vetö dirigerede, og Dinna Bjørn stod for koreografi og dans. Det er nemlig sådan, at værket foreskriver obligat congaspiller og solodanser ad libitum! Om der vil være solodans i Musikhuset Aarhus den 13.9. melder folderens tekst ikke noget om.

Den 29.9. spiller orkestret koncert i forbindelse med den nu temmelig ofte nævnte UNM-festival, som jeg som sagt vender tilbage til senere.

Her springer vi frem til 11.10., hvor det er muligt at høre Steen Pades Klaverkoncert fra 1984/85. Rektoren fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium kan, hvis han selv tager derover, høre sin institutions klaverprofessor José Ribera være solist. Pade kan dog også høre koncerten i radioen - og nu tillader jeg mig et mindre sidespring:

Under overskriften Danske orkestre spiller dansk er der indgået samarbejde mellem landsdelsorkestrene, Dansk Musik Informations Center (MIC) og Danmarks Radio. Lars Søgaard fra DR fortæller, at projektet har været undervejs i et stykke tid, men nu er det altså lykkedes at få planlagt en sæson (efteråret 2001/foråret 2002) med 30 danske værker spillet ved 30 koncerter.

Koncerterne optages af og sendes i DR - den faste sendetid: Tirsdage kl. 12.30-14.00 er tidspunktet, hvor man kan høre landsdelsorkestrene spille dansk. MIC administrerer en særlig hjemmeside til formålet: www.danskorkestermusik.dk - siden var endnu ikke funktionsdygtig da jeg forsøgte at besøge den, men MIC arbejder på højtryk for at gøre den klar. Her skulle man så kunne læse en række fakta om de danske komponister og værker - måske virker den i dette øjeblik, hvor denne artikel læses? - Nej, selvfølgelig er der ikke tale om 30 nye eller nutidige danske værker. Der er Gade, Langgaard, Heise, Lumbye, osv. osv., men også Rosing-Schow, Bruun og som allerede nævnt Koppel, Pade m.fl.

Tilbage til Aarhus Symfoniorkester, hvor der også kan spilles udenlandsk ny musik, fx den 28.10., hvor Boulez er på programmet (side om side med uddrag af Götterdämmerung ). Boulez-værket, der ikke omtales nærmere i sæsonfolderen, er Notations 1-4 - det 're-komponerede' ungdomsværk af Boulez. Oprindelig var Notations for kammerorkester, men i 1978-84 genoptog Boulez arbejdet med nogle af sine tidligere værker, og Notations 1-4 blev første gang spillet for stort symfoniorkester (103 musikere - herunder 8 slagtøjsspillere) i 1980 i Paris.

Ugen efter - den 1.11., Allehelgens dag! - spilles Hindemiths Requiem - For those we love for første gang i Danmark. Tyskeren Hindemith skrev værket i 1946 - samme år hvor han fik amerikansk statsborgerskab. Teksten, som ikke færre end fire kor fra Århus og omegn synger, er et digt af Walt Whitman. Værket er skrevet under stærk påvirkning af krigen, Holocaust, Hindemiths emigration, og meget af det musikalske materiale udspringer af en enkel jødisk melodi. Annette Simonsen og Bo Skovhus er solister.

Der er dansk uropførelse på programmet den 15.11. (og den 16.11. i Herning), når orkestret spiller Peter Bruuns Orkesterværk - bestilt af orkestret selv. Og endelig er det værd at nævne, at Peter Maxwell Davies' Trompetkoncert spilles den 29.11. med Håkan Hardenberger som solist.

Folderen informerer bl.a. også om Aarhus Sommeropera og om Århus Sinfonietta, hvilket jeg også vender tilbage til senere.

Odense Symfoniorkester

Det første, man møder i folderen fra det fynske landsdelsorkester, er et forord skrevet af rådmanden Jørgen Lund. Han skriver bl.a.: "Odense Symfoniorkester vil gerne spille for så mange mennesker som muligt. Der er nogle der mener, at der lægges for megen vægt på stort besøgstal. Det mener jeg ikke. Tværtimod finder jeg det meget tilfredsstillende, at så mange mennesker kommer til orkestrets koncerter. Selvfølgelig skal publikum fra tid til anden 'udfordres', men jeg er overbevist om, at langt den største del af publikum til symfonikoncerter forventer at høre den klassiske musiks store mestre."

Den slags logik og (kort-)slutninger kan man jo, som vi har set tidligere i denne artikel, bare konstatere, at man stadig støder på, men det skal da ikke afholde mig fra at fortælle om 'de mindre mestre', som efterårsprogrammerne i Odense byder på:

Om man bliver udfordret mere af Arvo Pärts Fratres , end af de mange Beethoven-værker der er på orkestrets repertoire, ved jeg ikke - men det er et af de mest populære ny musik-værker overhovedet, skrevet for et utal af besætningsvariationer. Den 2.11. spilles det i en version for soloviolin, strygere og slagtøj.

Og så er der atter dansk uropførelse at høre, nemlig på koncerten den 6.12, hvor Jesper Koch får opført et nyt værk, der endnu ikke har en titel (med mindre det hedder Uropførelse - og hvem ved, det gør det måske?)

Orkestret kaster sig også for første gang ud i at spille tyskeren Wolfgang Rihm. Det drejer sig om værket Schattenstück fra 1982-84 - skrevet i en periode, hvor Rihm var begyndt at økonomisere med den ekstreme dynamik og forfine arbejdet med klang/klangfarver og nuancer. På samme koncertprogram - dato: 13. og 14.12. - spilles Bartóks Koncert for orkester , som jo også spilles i Aalborg netop 13.12.!

Jeg har sprunget over en koncert med Odense Symfoniorkester, hvor der udelukkende er ny musik på programmet. Den finder sted den 23.11. i forbindelse med Musikhøst-festivalen, som omtales nedenfor.

Folderen informerer bl.a. også om orkestrets kammerkoncerter, der dog ikke giver anledning til omtale her.

Sjællands Symfoniorkester

Der er ikke megen ny musik på Sjællands Symfoniorkestrets efterårsprogram. Til gengæld informerer folderen om orkestrets prisværdige projekt: Unge Komponerer. I samarbejde med musikere fra orkestret underviser komponisten Mogens Christensen gennem hele sæsonen unge i komposition. Først skrives der musik for kammerensembler, og sidenhen komponeres der for det store orkester. Musikken opføres i foråret 2002.

Vedr. efterårssæsonen vil jeg kun pege på én koncert - den påkalder sig til gengæld også opmærksomhed:

7., 8. og 9.11. får orkestret besøg af den percussivt anlagte jazzpianist Michel Camilo, der dels spiller Ravels Klaverkoncert fra 1931 og dels et værk af Camilo selv: Suite for klaver, strygere og harpe . Som folderens tekst anfører, bliver resten af koncerten også "i det rytmiske hjørne med musik af den engelske stjernekomponist Thomas Adés og med Bernsteins medrivende danse fra West Side Story. " Adés-værket er fra 1993 og hedder: ... but all shall be - Adés der konstant omtales som "den klassiske musikverdens wunderkind" var 22 år, da han skrev værket. Kender man ikke til komponisten, bør man på et tidspunkt gøre sig den ulejlighed at mødes med hans musik - og det kunne jo så være i november i Tivoli, Holbæk eller Sakskøbing.

Sønderjyllands Symfoniorkester

Af dette orkesters koncerter vil jeg fremhæve to: 25. og 26.10. spiller Sønderjyllands Symfoniorkester Niels Rosing-Schows Windshapes og Anders Koppels Basbasunkoncert . Det første værk er fra 1992 og for symfoniorkester uden strygere. Basbasunkoncerten blev uropført af orkestret selv i 1997, og skulle efter sigende indeholde lidt af hvert: Bigband, impressionisme, rock, minimalisme - og være rytmisk inciterende.

Den 8. og 9.11. spilles Alice under Skies af orkestrets huskomponist Jesper Koch. Dette værk er fra 1998, hvor det blev uropført af Collegium Musicum.

Selvom jeg nu overskrider grænsen til år 2002, vil jeg dog tillade mig at gøre opmærksom på, at Sønderjyllands Symfoniorkester den 4.1. spiller en koncert som afslutning på den årlige komponistworkshop. Orkestret har nemlig en sådan workshop og har haft det 11 gange, når den forestående er afsluttet. Ved den kommende workshop er Bo Holten dirigent, og Jesper Koch med som sparringspartner for deltagerne. Af de gamle programmer, som jeg har fået tilsendt, har jeg med interesse kunnet læse om de forrige workshops, der bl.a. tæller deltagere fra den zone, der ligger midt imellem 'klassisk' og 'rytmisk': Ture Larsen, Hanne Rømer, Lars Møller, Fredrik Lundin m.fl. Tilbage i den mere gængse ny kompositionsmusik-lejr finder vi Eva Noer Kondrup, Peter Bruun, Lasse Laursen, Lars Klit, Hans Henrik Nordstrøm, Bo Gunge m.fl.

Jeg er ikke bekendt med deltagerne for januar 2002, men det kan man sikkert med tiden læse mere om på orkestrets hjemmeside.

Sønderjyllands Symfoniorkester rummer 17 ensembler inden for egne rækker - lige fra Madsen's Partyband til Duo Virtuoso . Folderen informerer dog ikke yderligere om disses aktiviteter eller andre koncertaktiviteter i landsdelen. Afdelingen for symfoniorkestre slutter jeg af med:

Radiosymfoniorkestret m.m.

På hjemmesiden www.dr.dk/p2musik kan man læse om DR's ensembler og disses aktiviteter. Der er også trykt en folder med et informativt register over de komponister, der opføres af Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og Radiopigekoret.

Af Radiosymfoniorkestrets koncerter i efteråret kan man bl.a. se frem til følgende: Først koncerten den 13.9., hvor orkestret bl.a. spiller Poul Ruders Fairytale fra 1999. Dernæst er der grund til at glæde sig til uropførelsen af Niels Rosing-Schows Violinkoncert , hvor orkestrets koncertmester Christina Åstrand er solist. Det er den 17.9., hvor også Langgaard og Nielsen er på programmet.

Niels Rosing-Schow er aktuel igen aftenen efter, hvor Radiokammerkoret går i krig med et rent ny musik-program med værker af Mauricio Kagel, György Ligeti og så altså Rosing-Schow.

For første gang i Skandinavien - værket blev i april dette år uropført i London af BBC - kan man den 27.9. høre orkestret spille Per Nørgårds Terrains vagues - også en begivenhed man kan ser frem til med forventningens glæde.

Og så vil jeg pege på koncerten den 31.10., hvor man kan høre Ib Nørholms symfoniske fantasi nr. 2 - At høre Gaudi - uropført at Radiosymfoniorkestret i januar i år.

Er man Bartók-fan, er der grund til at mærke sig datoerne 4. og 5.10., hvor Zoltán Kocsis bl.a. spiller klaverkoncerterne 1, 2 og 3.

Nogle læsere er måske netop vendt hjem fra Esbjerg med den norske komponist Arne Nordheims musik i ørerne. Esbjerg Ensemble har netop - i slutningen af august måned - fejret komponistens 70-års fødselsdag. Den 30.11. er Nordheim så aktuel igen, når Radiosymfoniorkestret med Elise Båtnes som solist spiller hans Violinkoncert.

Jeg var allerede inde på Radiokoret i forbindelse med Rosing-Schow og koncerten den 18.9. Værd at bemærke er imidlertid også Radiopigekorets koncert den 6.11., hvor Nørholm er på programmet med et nyt værk for pige-kor og strygekvartet. Kvartetten hedder Cailin Kvartetten og optræder også alene i Nørholms Strygekvartet nr. 4 .

De foreløbigt sidste i rækken af uendelige opremsninger er Det Kgl. Teater : Hvis man ikke ligefrem bliver generet af, at folk bevæger sig til musik, og kan man lide komponisterne John Adams, John Cage og Anton Webern, ja så kunne det måske være værd at se, hvordan Peter Martins, Kevin O'Day og Jirí Kylián koreograferer til disse komponisters musik. Det sker i oktober/november - det kan man læse mere om i teatrets folder og på deres hjemmeside www.kgl-teater.dk

Det, der påkalder sig mest ny musik-opmærksomhed, er dog uden tvivl opsætningen af Ligetis opera: Le grand macabre - for første gang i Danmark.

Der skal nok blive skrevet rigtig meget om denne milepæl op til premieren den 23.9., så her skal der ikke ofres spalteplads på at beskrive handling, musik osv. Se til en uddybning artiklen Omkring Ligetis opera Le grand macabre , DMT nr. 1, aug. 1999/00, side 18-29. På teatrets hjemmeside kan man læse at der er tale om et moderne mesterværk, der behandler verdens undergang med kærlig og grotesk humor. Og det er i hvert fald sandt nok.

Operaen havde premiere i Stockholm i 1978 og blev siden bl.a. spillet i Hamborg, Paris og London i årene 1978-1982. Ligeti reviderede værket, inden det blev opført i Salzburg i 1997, og man må måske næsten gå ud fra, at det er denne version, der spilles på Det Kgl. Teater.

Der er tale om et værk, der får det gode opslagsværk Grove (jeg er koblet på internet-udgaven) til at dele Ligetis biografi op i følgende tre kapitler: Årene i Ungarn, Fra 1956 til Le grand macabre , og Efter Le grand macabre .

Det gælder for stort set alle ovennævnte institutioner, at der ofte arrangeres introduktioner til koncerterne. Disse omtales ikke her. Læs i stedet information herom på de respektive hjemmesider, i folderne, eller i dagspressen.

Musikdramatik

Der er jo også anden musikdramatisk virksomhed at være opmærksom på end operaen på Det Kgl. Teater. Men herfra begynder vanskelighederne med at få informationer at opstå, for nu forlader vi de store institutioner og går til de for ny musik-området så karakteriske små, underbemandede og underbemidlede aktører.

Musikdramatikken er blomstret så vældigt op i Danmark, og det kan man næsten kun glæde sig over. Den ny musik mødes her ofte af et bredere publikum, end det der bliver ny musik-koncerterne til dels.

Der popper opsætninger op overalt: Pludselig spilles der en John Frandsen-kirkeopera i Vor Frelsers Kirke i København, pludselig hører man om noget, der hedder Contemporary Opera Denmark, der i august måned spillede en opera af Bent Lorenzen på Bornholm og i København. Og så er der Den Jyske Opera, Undergrunden, Holland House, Aarhus Sommeropera, Den Fynske Opera, Kaleidoskop, Den Anden Opera osv. osv. Og dertil alle dem, man ikke har hørt om endnu, og som man derfor ikke engang aktivt kan søge efter nogetsteds.

Som resultat af min søgning vil jeg pege på følgende:

Som nævnt er Aarhus Sommeropera aktuel i ny musik-efteråret, nemlig med en opera af komponisten Erik Bach. Den 29.8. var der premiere på/uropførelse af Olympias Hævn med libretto af Lars Ole Bonde. Randers Kammerorkester (de hed tidligere Randers Byorkester), spiller. Se mere om operaen, der har en musikalsk replikant (!) i hovedrollen på www.aarhus-sommeropera.dk

På Den Anden Opera i København er der også en helt ny opera på plakaten. Det er Niels Marthinsens Maestro , der har premiere den 29.9. Læs mere om værket andetsteds i dette nummer og på www.denanden opera.dk

Det sidste, jeg vil nævne, er Thomas Sandberg - slagtøjsspiller, skuespiller, komponist med meget mere - og hans soloforestilling på Bådteatret (www.baadteatret.dk) i København - start: 14.11. Forestillingen hedder The Secret Life of Harry Wallbanger , med undertitlen: - en musikalsk monolog af Andy Pape . Den spilles om formiddagen for målgruppen "mennesker mellem 12 og 112 år". Om aftenen udvides forestillingen med Ligetis monodrama Rondeau og med Sandbergs egen Pär Formans Delight, The Miniature . Der er bodypercussion, komik, mimik og klovneri for alle pengene.

Koncerter, koncerter, koncerter

Koncertmarkedet for ny musik kan groft deles op i to dele, når det handler om informationssøgning: Man kan søge efter ensembler/udøvere eller man kan søge efter koncertarrangører/spillesteder. Uanset hvilken indgangsvinkel, man vælger, er problemerne dog de samme:

• Både udøvere og arrangører er dårlige til at informere om deres aktiviteter. Mht. hjemmesider er problemerne ofte: De findes ikke/de duer ikke/de er uopdaterede/de stemmer ikke overens med informationer om samme aktivitet andetsteds.

• Måske findes der en folder fra et givent ensemble, en musikforening el. lign., men hvordan finder man ud af det, hvor finder man folderen?

• Selvom man decideret henvender sig til en udøver/en arrangør - fx pr. e-mail - kan man langt fra være sikker på at få svar.

Mit ærinde her er ikke at være ond og hånlig over for det gode folk. For jeg ved da godt, at det skyldes manglende ressourcer - i enhver forstand - når man hos et ensemble eller en koncertforening støder på disse problemer. For de flestes vedkommende er situationen den, at der arbejdes gratis og frivilligt - musikere sidder hjemme ved køkkenbordet og administrerer deres ensemble, koncertarrangører sidder ligeledes hjemme ved køkkenbordet og stykker programmer sammen for deres forening. At der overhovedet finder så mange aktiviteter sted, er helt fantastisk. Men så meget desto mere ærgeligt er det, at de forbliver stort set usynlige i musik-landskabet.

Hos Dansk Musik Informations Center (hvorfor man her og flere andre steder vælger at se bort fra dansk retskrivning, ved jeg ikke - hvad sker der med vores Moders Mål?) kan de ikke hjælpe. Man kan tage forbi MIC's kontor på Gråbrødretorv i centrum af København og hente foldere om lidt af hvert, men det er tilfældigt, hvad der står på hylderne. Faktisk havde jeg større held hos Hovedbiblioteket på Krystalgade i København - i hvert fald med information om koncertaktiviteter i hovedstadsområdet. Det relativt nyetablerede Sekretariat for Ny Kompositionsmusik -SNYK - der også residerer på Gråbrødretorv, kunne overhovedet heller ikke hjælpe. Endnu. For der er planer om, at sekretariatet skal indsamle information om, hvis ikke koncertaktiviteter, så i hvert fald ensembler og koncertarrangører m.m. på landsbasis. Sådan som det sker pt. på hjemmesiden www.lytnyt.dk

Og hermed er vi fremme ved den eneste mulige fremgangsmåde: Internettet og en kaotisk rundtur gennem links, links og flere links.

Man kan starte flere steder, men fx hos føromtalte MIC: www.mic.dk, hvor man kan finde de fleste adresser inden for musikmiljøet i Danmark. Pænt sorteret efter kategori. Og endnu bedre - til senere brug: MIC har oprettet en database med information om danske komponister og værker, som virkelig er et godt værktøj, når man vil videre mere.

Der er også en pæn række links og adresser på DR's hjemmeside for ny musik: www.dr.dk/nymusik. Producenten Evanthore Vestergaard informerer selvfølgelig også om de koncerter, Danmarks Radio selv arrangerer, optager og ikke mindst sender ud i æteren.

Evanthore Vestergaards forgænger på posten, Mogens Andersen, har sin egen hjemmeside, hvor man også kan finde central information om festivaler, koncerter, udsendelser m.m. på ny musik-området:

www.ma-musik.dk

Og endelig er der som nævnt www.lytnyt.dk, der samler information om ny musik-aktiviteter - i form af en kalender, og om udøvere, arrangører m.m. i København og omegn. Hjemmesiden har også et komponistregister, så man kan se, hvornår de forskellige tonsættere er aktuelle. Informationerne udgives på halvårlig basis i en trykt folder, som man fx kan finde på bibliotekerne - eller hos musikinformationscentret.

Udstyret med en lang liste med links, e-mailadresser, postadresser og telefonnumre, kan man så begive sig ud i mylderet ...

UT-erne og andre foreninger

I Danmark har vi, som det vil være den typiske DMT-læser bekendt, et par koncertarrangørforeninger, som går under navnet UT-er. UT står for Unge Tonekunstnere, og der er følgende geografiske afdelinger: AUT - Århus, NUT - Nordjylland, NMO (tidl. FUT, dvs. Fyns UT) - Ny Musik i Odense, og Musica Nova (tidl. DUT - Det Unge Tonekunstnerselskab) som er Københavns-afdelingen.

Eftersom der i disse fora er tale om frivilligt og ulønnet arbejde og konstant skiftende komponister-ledelser, er virksomheden ofte noget ustabil. Der foregår ikke nødvendigvis noget tæt samarbejde mellem foreningerne - det afhænger af de personer, der til enhver tid sidder der. Derfor kan man heller ikke trøste sig med at 'har man først fået kontakt med én UT, så har man adgang til information om hvad de andre UT-er laver'. Mere sandsynligt er det heldigvis, at de respektive UT-er er yderst velinformerede om, hvad der finder sted i deres geografiske område.

Mønstereksemplet er AUT: På hjemmesiden www.aut.dk kan man læse om programmerne for efteråret, finde relevante links, og sender man dem en e-mail, så svarer de. Således fik jeg en række gode tips om, hvor jeg kunne finde mere information om aktiviteter i Århus.

I AUT-regi finder der to højst interessante koncerter sted i efteråret under overskriften 'barokinstrumentserien': Den første koncert er 10.10. Gambeensemblet Bourrasque uropfører værker af Jexper Holmen, Lasse Laursen og nordmanden (- eller -kvinden) Maja Solveig Kjeldstrup Ratjke.

Den anden koncert spilles den 31.10., hvor AUT's Barokensemble uropfører værker af Juliana Hodkinson og Niels Røndsholdt - og derudover spiller værker af bl.a. Per Nørgård og Bendik Hagerup.

AUT's formand, komponisten Thomas Agerfeldt Olesen, fortæller om konceptet: "Den nye musik befinder sig i øjeblikket i en usædvanlig situation. Der er gennem historien blevet eksperimenteret i det uendelige med at opfinde nye instrumenter og varianter af gamle. Men nu er der en slags stilstand i de akustiske instrumenters evolution, forstået sådan at den musik evolutionen forholder sig til, ikke er sin egen tids musik, men en historisk tids musik. Man kan ikke sige, at der ikke bliver ledt efter nye klangkilder i den nye musik, men man kan sige, at disse nye klangkilder har løsrevet sig fra den udøvende del af det at praktisere musik. Det er en afgørende ny situation. I AUT fandtes en lyst til at udfordre status quo ved at spørge, om der var nogen, der havde lyst til at skrive for akustiske klangkilder, der p.t. var fraværende i den nye musik. Her faldt tanken umiddelbart på barokinstrumenterne."

AUT har også en debutkoncert på programmet. Det drejer sig om komponisten Jexper Holmens debut, hvor Ensemble2000 den 18.11. spiller koncerten på Det jyske Musikkonservatorium - der kan høres hele otte værker af Holmen.

Endelig er der Biograf for Øret , som flere organisationer tager æren for på de forskellige hjemmesider, jeg har været omkring. Hvorom alting er, så kan man i den århusianske biograf Øst for Paradis fire mandage i slutningen af året (26.11 samt 3., 10.og 17.12.) sætte sig til rette i stolene og høre elektroakustisk musik ud af højttalerne. På hjemmesiderne hos AUT, DIEM (www.diem.dk) og DR (www.dr.dk/nymusik) vil man om nogen tid kunne læse mere om de konkrete værker, der spilles.

Biograf for Øret startede i Århus dette forår, men man var så venlige også at flytte højttalerkoncerterne til København, i Cinemateket. Det samme sker også her til efteråret, hvor man således hver torsdag i november måned i Cinemateket kan høre det program, der senere spilles i Århus.

Og nu vi er ved DIEM - Dansk Institut for Elektroakustisk Musik - så vil jeg lige nævne, at der den 22. og 23.10. afholdes masterclass for unge komponister ved den engelske professor i komposition på City University i London, Denis Smalley. Der er plads til 'passive deltagere', der har lyst til at overvære Smalley arbejde med komponisternes værker - han vil desuden også spille og gennemgå egne værker.

Den københavnske UT, Musica Nova , havde tidligere kontor på Grå-brødretorv, men er nu gået over til kun at findes i cyber space. På foreningens hjemmeside - www.musicanova.dk - kan man dog endnu ikke finde information om efterårets koncerter, ligesom hjemmesiden heller ikke er opdateret med links m.m. I LYTNYTs folder og på www.lytnyt.dk kan man heldigvis læse lidt om Musica Novas aktiviteter:

Den 8.10. gæster AUT's barokkoncert-koncept København. Den 22.10. er der dobbelt-portrætkoncert af komponisterne Axel Borup-Jørgensen og Morton Feldman. Den 19.11. gentages Jexper Holmens debutkoncert. Og den 21.11. præsenteres det norske ensemble SISU, der spiller værker af bl.a. Rolf Wallin og Anders Nordentoft.

Der vil sikkert kommer yderligere information på www.musicanova.dk, når tiden nærmer sig ...

Ny Musik i Odense - NMO - har også lagt program for efteråret. På hjemmesiden www.n-m-o.dk kan man ganske vist kun læse om Musikhøst 2000(!), men efter at have sendt nogle e-mails rundt i verden og talt i telefon med en række mennesker ligger det klart at programmet indeholder følgende koncerter:

8.9. er der Sydamerikansk Aften . Der er oplæsning af værker af sydamerikanske forfattere, Ensemble Fyn spiller ny kompositionsmusik af komponister fra Syd- og Mellemamerika - og så er der salsafest!

12.9. er der en ikke nærmere beskrevet musikperformance ved komponisten Jesper Hendze. Den 10.10. er overskriften Amerikansk Musik . Her kan man bl.a. høre musik af Roy Sansom, Robert Strizich, Eric Stokes og Glenn Shannon. Og så er der igen fest med 'populære toner' af fx Henri Mancini.

De sidste to koncerter er hhv. AUT's barokkoncert - 29.10. - og Holmens debutkoncert - 13.11.

Og så et multimediashow ved den estiske komponist Lepo Sumera, som man bør holde øje med i dagspressen - tid og sted kendes endnu ikke. Krop, teknik, elektronik og akustiske instrumenter interagerer i værket, der har titlen An Affair of the Heart - hvilket jo antyder at det handler om hjertets slag, livet og døden.

NMO skriver i forordet til deres folder, der i skrivende stund er på vej i trykken: "Vi vil i NMO være en af de kulturelle trendsættere ... lave koncerter, der giver folk én på opleveren." Det er der bestemt lagt op til med ovenstående program.

Den sidste UT - Nordjyllands Unge Tonekunstere - har ikke nogen hjemmeside. Jeg har forsøgt at kontakte foreningen gennem et par forskellige e-mail-adresser, men desværre uden held.

De to sidste foreninger, jeg vil beskæftige mig med er Ny Musik i Birkerød og Ny Musik i Frederikshavn. Her er der tale om en flok ildsjæle, der gør et imponerende arbejde for at præsentere ny musik uden for de store byer.

Ny Musik i Birkerød præsenterer som regel et flot ny musik-sæsonprogram. Det er dog ikke lykkedes mig at få fingrene i deres program for efteråret. Hjemmesiden www.ny-musik-birkeroed.dk er heller ikke opdateret endnu. Bor man i københavnsområdet, opfordrer jeg til, at man holder et vågent øje med foreningen, så man ikke går glip til de gode tilbud, der sikkert vil vise sig.

Ny Musik i Frederikshavn - www.nymusikfrederikshavn.dk - er der bestemt også grund til at mærke sig. Her fik jeg tilsendt div. foldere, hvoraf det bl.a. fremgår, at foreningen sågar har oprettet et 'husorkester' - kaldet Nordjysk Ensemble (obo, cello, klaver og kontrabas).

Musikforeningens program byder på følgende koncerter: Den 16.9. spiller fløjtetrioen Flutention værker af Hans Abrahamsen, Niels Marthinsen, Bo Gunge, Michael Bønsdorf og Hans Henrik Nordstrøm. Bøndsdorf og Abrahamsen er igen aktuelle den 30.9., hvor det er Den Ny Blæserkvintet der optræder. Den 7.10. kan man høre Nordjyske Strygere spille Michael Erbs, Bendt Astrup m.fl.

Ensemble Nordlys gæster Frederikshavn den 28.10., hvor der spilles koncert under overskriften Lyrik og musik . Endelig er der den 25.11. horntrio-koncert med værker af Anders Nordentoft, Ole Buck og Niels Chr. Rasmussen - de sidste to har uropførelser på programmet.

Andre koncertarrangører

I ny musik-junglen er der yderligere en række koncertarrangører og spillesteder, det kan være udbytterigt at være opmærksom på, og som jeg derfor vil omtale her: I København vil jeg især pege på Danmarks Radio og Den Anden Opera. Ny Scene-ordningen, der sender ny musikensembler ud i landet - får også en bemærkning med på vejen.

Landets musikkonservatorier var ikke klar med programmerne for efterårets koncerter ved denne artikels deadline - hold øje med deres hjemmesider (find adresserne hos MIC), for indimellem dukker der fine ting op.

Derudover vil jeg komme ind på de to festivaler, der allerede flere gange har været omtalt: UNM og Musikhøst.

Danmarks Radios ny musik-afdeling arrangerer koncerter under overskriften: Musik til tiden . Efteråret byder på to koncerter i Radiohuset og fem i Holmens Kirke: De fem orgelkoncerter finder sted på de fem onsdage i oktober - her kan man høre organisterne Olivier Latry (F), Thomas Willstedt (S), Jakob Lorentzen (DK), Nigel Allcoat (UK) og Anders Bondemann(S) improvisere.

I Radiohuset er der den 9.9. musik af Kim Helweg og Pedro Godoy, når Collegium Musicum med solister som fx Helene Gjerris og Morten Zeuthen spiller koncert i Radiohuset. Den 28.10 er det Ars Nova Ensemble fra Malmö (ikke at forveksle med danske Vokalgruppen Ars Nova), der spiller værker af Jesper Koch, Bent Sørensen, Staffan Storm og André Chini.

Jeg anbefaler, at man holder sig orienteret på den glimrende hjemmeside www.dr.dk/nymusik

Sidstnævnte koncert med Ars Nova Ensemblet er i øvrigt afslutningen på mini-festivalen Musikbro 2001 , som man kan læse mere om på Mogens Andersens hjemmeside www.ma-musik.dk - koncerten har aftenen forinden, dvs. den 27.10., været spillet i Malmö - og det er udtryk for Musikbro 2001-konceptet: Ny musiksamarbejde tværs over sundet. Festivalen starter den 22.10. i det splinternye Lyngby Kulturhus, hvor det elektroakustiske ensemble Contemporánea spiller musik af Ivar Frounberg, Morten Skovgaard Danielsen, John Norlin, Kent Olofsson og Ejnar Kanding. Den 24.10 spilles denne koncert så på Musikhögskolan i Malmö. Vi bliver i Sverige, når der den 25.10. er koncert med ensemblet gageego, fra Göteborg. De spiller musik af Mikael Edlund, Madeleina Isaksson, Karsten Fundal og Juliana Hodkinson. Og ja: Denne koncert gentages så i Lyngby Kulturhus 26.10.

Den 27.10 er vi stadig i Lyngby, hvor Ensemble Nordlys spiller værker af Albert Schnelzer, Peter Navarro-Alonso, Carsten Bo Eriksen, Jørgen Messerschmidt og Martin Lohse. Aftenen forinden har de spillet samme koncert i Sverige. Og hermed er vi igen hos Ars Nova, der som sagt spiller i Radiohuset den 28., efter at have varmet op i Malmö.

Den Anden Opera i København er også et spillested for andre aktiviteter end operaens egenproduktioner. På hjemmesiden www.denandenopera.dk kan man holde sig orienteret - der udgives også i trykt form oversigter over begivenhederne. Jeg vil ikke her give en komplet liste over aktiviteterne - der er mange - men pege på at fx Skræp (www.skraep.dk) vanligtvis holder sine koncerter på Den Anden Opera. Efteråret byder på en hel del forskellige Skræp-aktiviteter under overskrifter såsom: Percussiv Blows, El Hombre Invisible, Guitardimensions m.m. Skræp definerer sig selv som et eksperimentalt musikforum, der arrangerer koncerter med eksperimental musik, avantgarde, performances, multimedia og improviseret musik.

På Den Anden Opera kan man den 3. og 4.11. også stifte bekendtskab med Heading North - et fynsk orkester, der arbejder med lys- og lydcollager. Og endelig er der duokoncert med Thomas Sandberg og komponisten Jens Hørsving. De kalder sig Gibbon Arrival og beskriver koncerten med ordene: techno, ambient, power, performance etc. Dette udspiller sig den 14. og 15.12.

Når vi nu har bevæget os lidt væk fra den rendyrkede kompositionsmusik, vil jeg også gøre opmærksom på det nye tiltag Kanten (www.kntn.dk), der især tager sig af den nye musik inden for jazzgenren. Det foreløbige efterårsprogram arbejder med ikke færre end 10 koncerter, der finder sted i Huset i Magstræde i København. Her møder man navne som Lotte Anker, Jakob Riis, Kasper Tranberg, Peter Brötzmann, Pierre Dørge og mange flere. Se på hjemmesiden www.kntn.dk - der er meget at komme efter for den nysgerrige lytter!

Hjemmesiden www.datamusik.dk bør også tjekkes med jævne mellemrum. Manden, der får tingene til at ske i electronica-miljøet, hedder Pelle Krøgholdt, og på hjemmesiden vil man løbende kunne holde sig orienteret om aktiviteter fra den kant. Det er ikke småting, der sker i electronica-genren - jeg kan på det kraftigste anbefale, at man holder ørerne stive og følger med.

Jeg lovede at omtale Ny Scene - det sker nu: Initiativet, der efter at have været selvstændigt nu er lagt ind under SNYK (som bekendt Sekretariatet for Ny Musik), går ud på at promovere ny musik-ensembler over for landets koncertarrangører. Det kræver ofte et vist mod at sætte ny musik på programmet, og ude i landets (af)-kroge kan det være svært at holde sig orienteret om ensemble-markedet, ligesom den økonomiske satsning også kan holde arrangørerne tilbage. Derfor vælges der for et år ad gangen et antal ensembler, der med Ny Scene-ordningen i ryggen tilbydes til musikforeninger m.m. i det ganske land.

I år drejer det sig om Den 3. Vejs Kammerensemble , der kan høres i Tøjhuset i Fredericia den 11.10., den 14.10. i Gjethuset i Frederiksværk, og i føromtalte Huset i København den 1.12. I alt uropføres 12 værker fra komponistsammenslutningen Den 3. Vej.

Også Nordlys er på turné, nemlig som allerede nævnt i Frederikshavn den 28.10., og herefter den 11.11. i Stavnsholt Kirke i Farum.

Euterpe Ensemble spiller værker af Ib Nørholm, Jesper Koch, Edina Hadziselimovic og Mogens Christensen ved koncerter i Vor Frelsers Kirke, København (23.10.), Mariehøj Kirke i Silkeborg (13.11.), Nørre Tranders Kirke i Aalborg (14.11.), Viborg Domkirke (15.11.) og på gymnasiet i Gl. Hellerup den 18.11.

Også Trio Tsiaj og Duo Takemitsu er med i ordningen - få datoer, program og information om de respektive ensembler hos SNYK - www.snyk.dk. Hvis hjemmesiden ikke fungerer, så prøv at e-maile/ringe ...

Ung Nordisk Musik - www.unm.dk - er en årlig festival for unge nordiske komponister. Den afholdes på skift i de fem nordiske lande, og nu er turen altså igen kommet til Danmark - denne gang er det Århus der lægger by til. Festivalen arrangeres i samarbejde med DIEM, Kulturhus Århus, Det jyske Musikkonservatorium, Århus Universitet, Danmarks Radio og MIC.

7-8 komponister fra hvert land udtages til at få spillet deres værker på festivalen, og det bliver jo til en hel del komponister.

Festivalen starter den 24.9., hvor Esbjerg Ensemble spiller åbningskoncert i Musikhuset. Andre medvirkende er MBT-Danseteater, Århus Sinfonietta, Aarhus Symfoniorkester m.fl. Festivalprogrammet indeholder en del elektroakustiske koncerter, og krydres desuden med forelæsninger og masterclasses.

Jeg vil ikke gå i detaljer med programmet - det kræver sin egen artikel. Der ligger et foreløbigt - og ikke særlig udtømmende - program på hjemmesiden, hvor man i det mindste kan få en forestilling om, hvad man kommer ud for i dagene 24. - 29.9. At det i sig selv er værd at tage til Århus og holde sig orienteret om, hvad der rører sig hos de unge komponister, giver næsten sig selv.

Her vil jeg blot pege på koncerten med Aarhus Symfoniorkester den 29.9., hvor den franske dirigent Jean Thorel dirigerer værker af finske Riikka Talvitie, svenske Mårten Josjö, islandske Steingrimur Rohloff, norske Ruben Gjertsen og danskerne Simon Christensen, Peter Due og Hans Abrahamsen. Sidstnævnte kan vel næppe længere betegnes som ung, men lad nu det ligge ...

Musikhøst er en anden årligt tilbagevendende festival for ny musik. Den finder sted i Odense i dagene 21. - 25.11. Jeg kan ikke henvise til en hjemmeside - som sagt findes sidste års Musikhøstprogram på NMO's hjemmeside, men det hjælper jo ikke meget. Man kan evt. med jævne mellemrum besøge Det Fynske Musikkonservatoriums hjemmeside - www. dfm.dk - og se om der ikke skulle dukke en henvisning op i løbet af den nærmeste fremtid.

Musikhøst har altid udvalgte komponister som tema. Denne gang er det den nyligt afdøde Niels Viggo Bentzon, Sven Erik Werner, Sunleif Rasmussen og Pierre Dørge.

Den foreløbige programoversigt viser at det også her er Esbjerg Ensemble der står for åbningskoncerten. Der spilles bl.a. Werners

Sound-Alike , Rasmussens

Trauer und Freude og Svend Hvidtfelt Nielsens Capriccio. Om aftenen er der solokoncert med Bentzons klaverværker (ikke dem alle sammen ...) - Christina Bjørkøe er ved tangenterne.

Og herefter går det slag i slag: Dørge spiller selvfølgelig med New Jungle Orchestra - det sker den 22.11. Odense Symfoniorkester spiller koncert den 23.11., hvor der er uropførelse af Sunleif Rasmussens

Saxofonkoncert . Jeannette Balland er solist. Samme koncert byder også på en Werner-uropførelse:

Symfoni - kort og godt. Og en debut, når pianisten Joachim Olsson spiller Bentzons

Klaverkoncert nr. 1 .

Jeg stopper her, for der er mange koncerter at gå til i novemberdagene i Odense - Vokalgruppen Ars Nova og LIN-ensemblet lukker og slukker ved afslutningskoncerten den 25.11., hvor der opføres værker af Rasmussen, Werner og Dørge - og så Per Nørgård.

Nu vi er ved kormusikken, vil jeg kort gøre opmærksom på Copenhagen Choir Festival ., der finder sted i København i dagene 10. - 14.10. For mange har kormusikken været den første kontakt med ny musik, og der er med en selvfølgelighed hos de bedste danske kammerkor altid nyere værker på stamrepertoiret - såvel danske som udenlandske. På hjemmesiden www.copenhagenchoirfestival.dk kan man snart læse mere om festivalen og de enkelte koncerter. Jeg fik et smugkig på de foreløbige programmer og bemærkede mig bl.a., at Pärts Magnificat er på plakaten den 11.10., hvor Voces Copenhagen også synger Sandström. Vokalgruppen Ars Nova har koncert den 14.10. med et flot ny musik-program, Kammerkoret Hymnia har koncerter 13. og 14.10., hvor der bl.a. synges et helt nyt værk af Hanne Ørvad. Selvfølgelig er der også Vagn Holmboe på programmerne hos fx Carmina og Tritonus ... og meget andet. Hold et vågent øje med festivalen i oktober.

Ensembler

For fuldstændighedens skyld runder jeg af med at se ensemblerne lidt i kortene. Nogle af koncerterne er 'fanget ind' af de ovenstående henvisninger, men bestemt ikke alle.

Basisensemblerne : Igen lægger jeg ud med de fastetablerede ensembler, først Det Jyske Kammerensemble - www.detjyskeensemble.dk. De spiller fx Schönbergs Blæserkvintet i oktober, Niels Viggo Bentzons Sonate for horn og klaver i november, og på nogle andre novemberkoncerter er der værker af Jørgen Bentzon og Villa-Lobos.

Hos Storstrøms Kammerensemble - www.chamberplayers.dk - får det danske publikum ikke mange ny musik-oplevelser i efteråret. Det gør til gengæld publikummet i Estland og Letland, hvor kammerensemblet bl.a. spiller Ole Buck.

Randers Kammerorkester - www.randers-kammerorkester.dk - spiller under titlen Den Danske Koncert den 3.10 bl.a. Hans Abrahamsens Walden for blæserkvintet, og Quartetto piccolo for strygekvartet af Jørgen Jersild. Derudover medvirker orkestret som nævnt i Erik Bachs opera Olympias Hævn i september måned.

Esbjerg Ensemble - www.esbjerg-ensemble.dk - spiller den 11.10. koncert med Lutoslawskis Dansepræludier , Elliot Carters Esprit Rude/Esprit Doux II , værket med den sjove titel: Uden Titel (refererende til udstilling-terminologi) af Bo Gunge og endelig Wayne Siegels Watercolor, Acrylic, Watercolor (samme reference) - komponeret til ensemblet i 1981, men her i ny version med slagtøj.

Den 31.10. kan man bl.a. høre Hindemith: Kleine Kammermusik für fünf Bläser og Scelsis Hyxos .

Den engelske komponist Rebecca Saunders er på programmet den 14.11., hvor Esbjerg Ensemble også varmer op til Musikhøst med Sound-Alike af Sven Erik Werner.

Slår man sine folder i Esbjerg-området, skal man da også vide at Vestjysk Symfoniorkester har to koncerter med ny musik på programmet. Symfoniorkestret består af musikerne fra Esbjerg Ensemble samt amatører/studerende i området. Esbjerg Ensemble, Vestjysk Symfoniorkester og Esbjerg Musikforening udgiver en samlet brochure, hvor de oplyser om deres aktiviteter, ligesom hjemmesiden www.esbjerg-ensemble-dk også gælder for alle tre. Prisværdigt!

Peder Holm, der i en lang årrække var kunstnerisk leder og dirigent for symfoniorkestret, er på programmet den 30.9. i sin egenskab af komponist. Værket er Pezzo concertante fra 1964.

Den 25.11. er Christian Martinez solist med orkestret, når Jean Thorel bl.a. dirigerer værket Koncert for marimb og strygere af den brasilianske komponist Ney Rosauro. Værket bygger efter sigende på latinamerikanske rytmer.

Ny musik-livet i Danmark lever dog ikke mindst i kraft af en pæn mængde freelance-ensembler, der med stor energi og entusiasme - og efterhånden også på et meget højt kunstnerisk niveau - leverer den ene koncert efter den anden med ny musik af forskellig karakter.

Jeg skriver det igen: Det kedelige er blot, at vilkårerne ikke tillader ensemblerne at ofre megen energi og mange penge på at gøre disse aktiviteter synlige for publikum. Efterhånden som man bliver bekendt med ny musik-miljøet lærer man dog at holde udkig efter ensemblerne, og stå på spring, når de indimellem dukker op til den synlige overflade, der ligger over det administrative græsrodsniveau.

Jeg vil her nævne nogle få: Det elektroakustiske ensemble Contemporánea - www.contemporanea.dk - har foreløbig ikke planlagt koncertaktiviteter i Danmark i efteråret, hvis man skal tro deres hjemmeside. Men nu ved vi jo forhåbentlig bedre, når vi gennem Musikbro 2001 er blevet bekendt med koncerterne den 22.10. i Lyngby og den 24.10. i Malmö (se annonce andetsteds i bladet, red.).

Figura - www.figura.dk - er også en kendt størrelse på ny musik-scenen. Deres hjemmeside har jeg endnu ikke oplevet fungere, men i LYTNYT-folderen og på www.lytnyt.dk har de oplyst, at de spiller følgende koncerter:

På Louisiana i Humlebæk er Anders Brødsgaard, Arnold Schönberg, Karsten Fundal, George Crumb og Andy Pape på programmet, når der den 19.9. spilles en særlig skolekoncert på museet.

Den 9.10. spiller ensemblet koncert i Det Kgl. Bibilioteks Diamanten (www.densortediamant.dk - også en hjemmeside man kan holde øje med nu og da) med værker af Peter Bruun, George Crumb, Mauricio Kagel og Rolf Wallin. Wallins stykke 7 imparatifs er helt nyt og spilles for første gang i Danmark ved denne lejlighed.

Endelig er der projektet DUENDE - et musikdramatisk forløb med tekster af Lorca og musik af George Crumb og Niels Rosing-Schow, der finder sted på Den Anden Opera den 15. og 16.11.

Duo Takemitsu har flere uropførelser på programmet, når de den 21.10 giver koncert i Birkerød (og dermed ved man jo, at Ny Musik i Birkerød altså har et efterårsprogram på banen). Udover selvfølgelig at spille Toru Takemitsu, har de Peter Bruuns Omveje, Pulse Fiction af Bo Gunge, Per Nørgårds Mating Dance og uropførelser af Hans Henrik Nordstrøm og Bjørn Bolstad på programmet. Duoen består af Marianne Leth på fløjte og Anders Borbye på guitar. Læs mere på http://members.tripod.co.uk/DuoTakemitsu.

Marianne Leth udgør også en tredjedel af fløjtetrioen Flutention der som allerede nævnt spiller koncert i Frederikshavn den 16.9. Trioens hjemmeside http://members.tripod. co.uk/Flutention kan fortælle mere om ensemblet og dets aktiviteter.

Ensemblet Nordlys har vi flere gange haft fat i. Der er de nævnte koncerter i forbindelse med Musikbro, koncerten i Frederikshavn, i Farum, og så er der den 17.11. også en koncert i Växjö - igen med Messerschmidt, Navarro-Alonso, Eriksen og Lohse på programmet. På hjemmesiden www.nordlys-ensemblet.dk kan man under News læse om nogle efterårsaktiviteter, der overhovedet ikke passer med den øvrige tilgængelige information. Jeg tror såmænd, oplysningerne gælder efteråret 2000. Men e-mailer man ensemblet, så svarer de!

Vokalgruppen Ars Nova (www.ars nova.dk) har et omfattende efterårsprogram, som bl.a. indeholder koncerter med deres vanlige koncept: Blanding af gammel og ny musik. Det er fx tilfældet den 8. og 9.9. i hhv. Århus og København, hvor der bl.a. er værker af Abrahamsen og Nørgård. Som tidligere nævnt optræder koret også den 14.10. i forbindelse med Copenhagen Choir Festival. Det er med et særligt program med ny nordisk kormusik - værker af Sandström, Østen Mikael Ore, Einojuhani Rautavaara, Nørgård m.fl. Så er der koncerten i forbindelse med Musikhøst, og i december to koncerter i samarbejde med Århus Sinfonietta, som er det næstsidste ensemble, jeg vil behandle i denne artikel:

Århus Sinfonietta - www.sinfonietta. dk - er på UNM-plakaten den 25.9., hvor de spiller følgende værker: Østen Mikael Ores Zoom , Juliana Hodkinsons Some reasons for hesitating , Carsten Bo Eriksens In the picture ... Det nordiske islæt kommer i stand qua nordmanden Christian Blom med værket Avtrykk , Maja Solveig Kjelstrup Ratkje (også fra Norge) med værket ET OS , og til sidst Synthetic food af svenske Dan Theorin.

Den 28.10. kan man høre den jyske sinfonietta uropføre Retrospect for Chamber orchestra af Tage Nielsen. Herudover spilles Pelle Gudmundsen-Holmgreens Nær og Fjern , Schnittkes 3. Strygekvartet og et nyt værk for basun og ensemble af jørgen plaetner.

Efteråret sluttes af i samarbejde med Vokalgruppen Ars Nova, når sinfoniettaen den 1. og 2.10. i hhv. Århus og København uropfører hele to værker, nemlig Værk for kor og sinfonietta af den svenske komponist Thomas Jennefelt og et nyt værk for sinfonietta af Simon Steen-Andersen.

Endelig er der ATHELAS Sinfonietta Copenhagen - www.athelas.dk - der nu er nået halvvejs ind i sin statsensembleperiode. Athelas medvirker som allerede nævnt i Niels Marthinsens Maestro på Den Anden Opera, men byder derudover bl.a. på følgende koncerter i efteråret:

Den 21.9 præsenteres en række værker, der ikke tidligere er spillet i Danmark: Det er Louis Andriessens Zilver , Wolfgang Rihms Abgewandt og så Bach Measures af Harrison Birtwistle. Derudover er der meget apropos Det Kgl. Teaters store operasatsning Ligeti-værket Mysteries of the Macabre på programmet - en trompetkoncert, hvor Karl Husum er solist.

Den 6.10. er det overvejende danske værker, der kan høres: Morten Danielsens Missing Link , Ivar Frounbergs stykke for harpe og elektronik: Worlds Apart , uddrag af Fuzzys 16 Fuglestykker og en uropførelse af Jens Hørsving med titlen Viscous Choirs. Koncerten indledes med et stykke båndmusik af den engelske komponist m.m. Trevor Wishart: Fanfare and Contrapunctus fra 1976.

Ligeti er igen aktuel den 7.12., hvor Athelas spiller hans stykke: Melodien . Koncerten har yderligere værker af Tan Dun - Concerto for Pizzicato Piano and Ten Instruments - og for første gang i Danmark værkerne Hidden Voice af Jonathan Harvey og Xi af Unsuk Chin.

Vejs ende

Om ikke andet så har læseren med denne artikel måske fået et slags overblik over, eller et generelt indtryk af, hvad ny musik-scenen har at byde på i efteråret. Og det er efter min mening ikke så lidt. Man kan vælge koncerter ud fra forskellige kriterier: Ensembler, ensembletyper, komponister, konkrete værker - alt efter temperament. De to festivaler giver mulighed for, at man ganske enkelt afsætter nogle dage til ny musik, og konfronterer sig med en række forskellige ensembler, komponister og værker.

Det skal nævnes, at landets musiklov har 25 års jubilæum i oktober, og at der i den anledning udkommer et særnummer af Statens Musikråds blad Tværstand . Her vil der være en oversigt over særlige musikarrangementer i uge 40 - jubilæumsugen. Det er ikke usandsynligt at der heriblandt skulle befinde sig et enkelt stykke ny musik eller to.

Og nu vi er ved musikpolitikken: Denne artikels opgave lød på ren og skær information om, hvordan ny musik-scenen i Danmark ser ud i efteråret. Men som det er mere end blot kommet ud mellem mine sideben, så har opgaven - ikke overraskende - været forbundet med stort slid. En god portion indgående kendskab til ny musik-miljøet har været nødvendig for at kunne skaffe et minimum af information. Men hvis man ikke ved, hvem man skal spørge, og ikke ved hvad man konkret skal spørge efter, så vil man være på herrens gammel-musik-mark. Der kan jo være behageligt nok - men enhver musikinteresseret person bør i det mindste have at vide, hvad der kan vælges imellem.

Her skydes ikke på nogen. Der peges blot på et problem, hvis omfang er enormt.

Der er i 2001 ikke (længere?) noget belæg for at kalde den ny musik for utilnærmelig, eller anse den for en sag for særligt indviede. Ikke når man ser på musikken selv eller på publikum. Heldigvis. At man så skal være en hard core blaffer og finde sig i at køre mange omveje, fordi der ikke eksisterer nogen kortlægning over området, endsige offentlig trafik - ja, det er synd og skam.

Tomlen op? - tomlen ned? - bestem selv undervejs ...

Maria Frej er bl.a. administrator for Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Denne artikel findes - sammen med bladets øvrige tekster - på DMT Online (www.danskmusiktidsskrift.dk) senest en måned efter, at det trykte DMT er hos abonnenterne. I Online-versionen kan De med et enkelt klik komme videre til de mange sites, som forfatteren henviser til i artiklen.