PLADER

Af
| Årgang 76 (2001-2002) nr. 01 - side 28-29

Danish Piano Concertos vol. 2. Romantic Works for Piano and Orchestra. August Winding: Klaverkoncert i A-dur op. 19 og Concert Allegro for klaver og orkester i c-mol op. 29; Emil Hartmann: Klaverkoncert i f-mol op 47. Oleg Marshev og Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. Matthias Aeschbacher. Danacord DACOCD 581.

DAnske klaverkoncerter hører ikke tildet mest indspillede i denne verden, og når det gælder koncerter fra det 19. århundrede, har der indtil for nylig for næsten alle i realiteten været tale om et ukendt hjørne af musikhistorien. Så meget mere spændende er det, at der i de seneste år er udkommet cd'er med sådanne koncerter. Og tankevækkende er det, at der har været tale om spændende bekendtskaber.

På den aktuelle cd er det ægte tysk romantik a la Schumann, som strømmer ud af højttalerne fra første takt i August Windings Klaverkoncert op. 19. Koncerten, som blev uropført i Musikforeningen i 1869, er et sandt bravurnummer. Også Niels W. Gade er klart nok en stilistisk inspirationskilde, men interessant nok er der visse mørktfarvede passager, som peger i retning af Brahms. Der er dog mere end hos Brahms tale om udadvendt virtuoseri i klaverets bestandige både skala- og stemningsmæssige op- og nedture og mere spontan melodiudfoldelse, en i positiv forstand direkte og naiv melodisk opfinderglæde med et overskud af meddelelsestrang og følelsesmæssig spontanitet i udtrykket. Man kunne måske tale om en dansk Tjajkovsky, som aldrig for alvor kom til at udfolde sig? Det hele er faktisk ganske charmerende at lytte til, et flot paradenummer, som er så dygtigt skruet sammen, at man lader sig rive med af alle klicheerne, som her kommer på banen med overbevisende slagkraft.

Winding (1835-1899) kendes i dag vist kun som ophavsmand til Gud, du som lyset og dagen oplod (man må håbe, at den bliver i salmebogen, om ikke andet, så på grund af melodien!).

Det er en spændende indsats, Dana-cord her har gjort, og opførelsen er flot. Værket stiller betydelige krav til solisten - Winding var selv uddannet som pianist - og disse krav bliver indfriet på det smukkeste af Oleg Marshev, ligesom Sønderjyllands Symfoniorkester her er på toppen under ledelse af Matthias Aeschbacher.

Det samme temperament og de samme forførende udslag af meddelelsestrang findes i den kortfattede Concert Allegro fra ca. 1875, som får en lige så overbevisende opførelse. Igen synes noget Tjajkovsky-agtigt at lure lige om hjørnet. Her er ikke tale om nationalromantik, men om en særdeles effektfuld sammenstilling af elementer fra det 19. århundredes mellemeuropæiske stilunivers.

Noget af det samme gælder for Emil Hartmanns Klaverkoncert op. 47 fra 1890. Berliner Lokal-Anzeiger kaldte den i en anmeldelse "gute deutsche Musik" (uropførelsen fandt sted i Berlin), og dét er bestemt ikke helt ved siden af. Men der synes her i højere grad end hos August Winding at være et vist misforhold mellem det stedvis ret så appellerende emotionelle udtryk og den musikalske substans. Det drejer sig ikke om musikalske klicheer - af sådanne er der færre end hos Winding - men ideernes originalitet og bærekraft forekommer ikke altid at være lige overbevisende. Samtlige medvirkende gør imidlertid også i dette værk en beundringsværdig indsats.

Tre klaverkoncerter fra den danske romantik er her fremdraget fra glemselen og sat i det bedst tænkelige lys. Denne cd er værd at lægge mærke til - og at lytte til.

Herman D. Koppel: Klaverkoncert nr. 3 op. 45, Koncert for violin, viola og orkester op. 43 og Klarinetkoncert op. 35; André Jolivet: Klaverkoncert; Igor Stravinsky: Koncert for klaver og blæsere; Béla Bartók: Klaverkoncert nr. 1. Herman D. Koppel, Else Marie Bruun, Julius Koppel, Louis Cahuzac og Radiosymfoniorkestret, dir. Erik Tuxen, Mogens Wøldike, Thomas Jensen og Nicolai Malko. Danacord DACOCD 561-562.

Går man umiddelbart fra Winding/Hartmann-cd'en videre til Koppels Klaverkoncert nr. 3 , sanser man pludselig i et glimt, hvor totalt fremmedartet mellemkrigstidens nye musik med dens kombination af neoklassicisme og ikke-romantisk dyrkelse af folklore må have lydt for et publikum, som var indstillet på noget ganske andet. Der hives et mentalt gulvtæppe af voluminøst plys væk under én, når den højromantiske dansk/mellemeuropæiske strøm forsvinder, og det skarpt profilerede, motoriske spil a la Bartók, Stravinsky eller Prokofiev sætter ind. Det kræver en omstilling at leve sig ind i rytmens og linjernes spil.

Når dette er sket, glædes man til gengæld over to ting. Dels er opførelsen med Koppel selv ved klaveret ganske glimrende, og dels bliver man overrasket over at høre, at forskellen mellem de nye optagelser og denne fra 1953 er overraskende lille. Bevares, dette her er ikke stereo, men her er ikke susen og knitren, og man hører på ingen måde den "konservesdåseklang" af "henkogte frugter", som bl.a. Carl Nielsen klagede over, og som man er tilbøjelig til at forbinde med optagelser fra før ca. 1960. Denne grad af klanglig rekonstruktion fortjener virkelig ros.

Alle optagelserne på albummets to cd'er stammer fra årene 1948-1957, og det er bestemt en god ide at tage disse radiooptagelser frem og udgive dem. For indtrykket fra klaverkoncerten fastholdes ved gennemlytningen af Koncert for violin og viola op. 43 , som jeg ikke kendte i forvejen. Begyndelsen klinger stilfærdigt-meditativt a la Bartóks Violinkoncert nr. 2. Men ellers er der noget Prokofiev-agtigt over hele første sats (man mindes hans Violinkoncert nr. 1 ). Forløbet er imidlertid hos Koppel mere komprimeret og stakåndet, og det samme gælder i høj grad sidste sats i det tosatsede værk.

I modsætning til de første to koncerter på denne cd stammer optagelsen af Klarinetkoncert op. 35 ikke fra en koncertopførelse, men fra en radioudsendelse i 1948. Det er en privat optagelse på lakplade, som her er overført til cd, og dét kan høres! Her er knitren, klangen er undertiden skrattende og skrigende forvrænget, og man kunne virkelig ønske sig, at der havde været en bedre optagelse til rådighed. Men nu er denne fortolkning med Louis Cahuzac som solist da blevet fastholdt for eftertiden. Den musikalske kvalitet fejler intet! Værket er enklere og mere lyrisk end de andre på denne cd - ikke blot i tonesproget, men også i udviklingen viser Koppel sit åndelige slægtskab med Bartók.

Albummets cd nr. 2 starter med André Jolivets Klaverkoncert i en heldigvis fremragende optagelse. Her møder vi Jolivet, når han er bedst og mest inspi-reret i sin tværkulturelle musikalske anskuelse og virkeliggørelse af intentionerne. Værket vakte en del opsigt ved førsteopførelsen i Danmark i 1955, som her er fastholdt. Og det er en oplevelse, som det er værd at fastholde!

Nu, næsten et halvt århundrede senere, er det ganske vist let at høre, hvordan Jolivet går langt mere udvendigt og effektsøgende til værks end kollegaen fra La jeune France Olivier Messiaen. Hvor Messiaen lader inspirationer fra nær og fjern og fra natur og mennesker ændre selve det musikalske sprog i dets substans - hvilket jo fik vidtrækkende konsekvenser - dér søger Jolivet den umiddelbare effekt i et egentlig på traditionel vis fremadskridende forløb. Han kommer i klaverkoncerten tæt på Messiaens nok mest publikumsvenlige værk, Turangalîla-Symfoni - og dét gælder vel at mærke ikke blot i stilistisk henseende.

Her formår Jolivet at komponere tre indholdsrige satser med en sådan tæthed og intensitet i det musikalske udtryk, at effekterne virkelig falder på plads i et forløb, som er fascinerende fra start til slut uden nogen døde punkter. Virkningen af dette bestandigt skiftende melodisk/rytmisk/dynamiske orgie med den gennemførte anvendelse af slagtøj som integreret part i det musikalske spil må have været overvældende i 1955, og den dag i dag fænger opførelsen med sit førstegangspræg. Hvorfor eksisterer der ikke flere optagelser af en af århundredets mest spændende klaverkoncerter? Koppels indsats er beundringsværdig - han har her mødt en komponist, som havde en anden indfaldsvinkel til folklore end hans egen, men kontakten fængede virkelig. Dét er denne optagelse et vidnesbyrd om.

Efter denne rødglødende tour de force virker indledningen til Stravinskys Koncert for klaver og blæsere som en nedstigning til en kølig kælder efter en gadefest på en varm sommerdag. Nu er vi tilbage i neoklassicismen, og dét kan mærkes. Men temperaturen stiger hastigt! Også i dette værk viser Koppel sig nemlig i det videre forløb at være glødende inspireret. Jeg kender ikke nogen anden optagelse af Stravinskys koncert, som i den grad gnistrer af liv i pianistens spil og i samspillet mellem solist og orkester. Der er en mageløs intensitet i denne opførelse, som fandt sted i 1957.

Og sandelig om ikke en lignende glød optræder i optagelsen fra 1954 af Bartóks Klaverkoncert nr. 1 , hvor man i alle tre satser kan høre en differentiering, som frelser værket fra ethvert indtryk af hårdtslående monotoni.

Efter at have hørt disse to cd'er har man fået et stærkt indtryk af Herman D. Koppel som pianist - stærkere end indtrykket af komponisten. Og dét kan vel ikke undre nogen, når man tænker på, hvilke værker af hvilke komponister man hører på cd nr. 2! Men man vender også med fornøjelse tilbage til både den velkendte Klaverkoncert nr. 3 og til de to andre Koppel-værker, idet man dog som nævnt i et enkelt tilfælde må abstrahere fra tekniske mangler. Ellers er alle optagelserne af disse mindeværdige opførelser som nævnt forbløffende gode, og cd'erne er i høj grad værd at købe.

Vagn Holmboe: Preludes for Sinfonietta Vol. 2. To the Seagulls and the Cormorants op. 174, To the Calm Sea op. 187, To a Pine Tree op. 164, To the Pollution of Nature op. 180, To a Willow Tree op. 170, Sonate for basun og klaver op. 172a og Musik med horn op. 148. Athelas Sinfonietta, dir. Giordano Bellincampi. dacapo Records 8.224124.

Præludierne på denne cd er fra tiden 1986-1991, altså fra den sidste periode i Holmboes produktion. Men disse ensatsede værker er så sandelig ikke præget af alderdom. Der er tværtimod tale om fængslende værker, hvor den lille form synes at have inspireret Holmboe til at skabe forløb, som er fyldt med indhold, og som peger ud over deres egne grænser.

Dette gælder således To the Seagulls and the Cormorants , hvor fugle og bølger mødes i en bestandigt fremadskridende strøm, som synes at fortsætte videre ud over havet, når stykket blænder ned. To the Calm Sea er et andet søstykke, som i modstrid med titlen forekommer at være alt andet end roligt. Titlen er måske ironisk ment? Også her er der tale om en hvileløs strøm.

Ligeledes er der et præg af bevægelse i To a Pine Tree : Ud af et enkelt materiale dannes forgreninger, som stræber 'opad' i stadig mere kompliceret polyfoni, og som virkningsfuldt afbrydes af en tyndere passage, som danner 'luft' mellem grenene.

To the Pollution of Nature er, som også titlen angiver, en helt anden historie. De recitativiske passager og den afsluttende kulmination med katastrofestemning virker i denne malende sats både formanende og truende. To a Willow Tree er ifølge sagens natur mere fredelig og tillige statisk, som en mobile, hvis individualitet bevares, men hvis mønster til stadighed ændres gennem forskydninger.

Sonate for basun og klaver virker som en del andre værker af denne art mest af alt som et forsøg på at bevise, at en basun skam også kan spille smukke melodier, og den efterlader i hvert fald hos mig ikke noget varigt indtryk. Det er svært at frigøre sig fra tanken om, hvad komponister som Berio, Globokar og mange andre siden 60erne har skabt af udtryksmuligheder og af udtryksfulde, idiomatiske værker for instrumentet. Disse udtryksmuligheder har for basunens vedkommende mere end for de fleste andre instrumenter for mig at se passeret det 'alternative' stadium. De virker nu forpligtende for det videre kompositoriske arbejde hos efterfølgerne - og dem hører Holmboe på trods af den generationsmæssige placering jo til i dette tilfælde, al den stund sonaten er fra 1987!

Så er Musik med horn for Brahms/Ligeti-besætningen horn, violin og klaver fra 1981 mere spændende. Forløbet er her præget af en intensitet, som nærmest synes at antyde et dramatisk forløb i et særdeles afvekslende spil.

Både stærkt profilerede og mere anonymt klingende værker findes således på denne Holmboe-cd. Dacapo har gjort en stor indsats for denne komponist, og vi har så afgjort her en af de mere interessante udgivelser. Præludierne er værd at fordybe sig i.

Af Jørgen Lekfeldt