Ultima - En festival for mennesker

Ultima Festival 2001 større og mere ambitiøs end tidligere, hvor internationalt møder lokalt, professionelle møder amatører, publikum møder sig selv og kunsten i vidt forskellige fremtrædelsesformer. Der vises danske film og spilles dansk musik. Blandt de nye tiltag i Ultima er konferencen NewOp 10. Det er en konference om ny musikdramatik - blandt deltagerne finder vi Poul Ruders og hans engelske librettist Paul Bentley.

Koralharmonisering var for mig lige så slemt som bedstemors levertran", har den tyske komponist Hans Werner Henze sagt. Komponisten med de böhmiske kvinter kunne aldrig overholde reglerne. Kontrapunkt gik det langt bedre med. At han også kan instrumentere bedre end de fleste, kan opleves på Ultima Festivalen 2001 fra 4.-14. oktober, hvor Henze er hovednavn. Ud over Henzes kunst kan De møde et stort opbud af de nyeste udtryksformer med særlig fokus på musikken.

Jeg lader curseren scrolle ned gennem dokumentet med Ultima-programmet anno 2001, som festivalens pressekoordinator har sendt til mig. Det bliver ved og ved - det ene arrangement efter det andet i alle mulige genrer og med et hav af medvirkende. Ultima-festivalen har på et årti udviklet sig til at være en af Nordens betydeligste ny musik-festivaler - måske den betydeligste - med et rigt udbud af førsteklasses koncerter, installationer, happenings, forelæsninger, mød komponisten-arrangementer, film, dans - det hører ganske enkelt ikke op. "Over 100 arrangementer", skriver pressechefen. Tilføjelsen er yndig: "Nærmere 120".

Engang var Danmark foregangsland, når det gjalt formidling af ny musik. Der blev afholdt ISCM-festival i Århus i 1980erne og NUMUS-festivalen trak den internationale scene til landet. Dengang talte ny musik-aktivister i og omkring foreningen Ny Musikk i Oslo om, at Norge og nordmænd var håbløst bagud. Flere skelsættende begivenheder var med til at vende udviklingen i Norge. Tankerne går tilbage til det pressemøde, som blev afholdt i Den Gamle Loge i forbindelse med ISCM Verdensmusikdagene i Oslo efteråret 1990. Den norske ISCM-sektion Ny Musikk havde gennemført en fremragende festival (underskuddet taler vi om en anden gang), og med verdenspressen tilstede plus alt det løse af tilrejsende komponister og musikere ønskede de musikalske ildsjæle at offentliggøre planen om en årligt tilbagevendende festival med ny musik. Ultima var navnet. Komponisten - med meget mere - John Persen trådte ind foran de forsamlede og fortalte om Ultima. Man mærkede allerede dengang, at dette projekt var et vigtigt anliggende for det norske ny musik-miljø i almindelighed, Oslo-scenen i særdeleshed. En historiske chance havde man arbejdet sig frem til, og den blev udnyttet optimalt.

Anarkiet levede med Ultimas første kunstneriske leder John Persen, som gradvist malede sig selv op i hjørne og overlod posten som kunstnerisk chef til komponisten Åse Hedstrøm, som stabiliserede og udbyggede festivalen. Da Hedstrøm blev kaldt til Stockholm som chef for Konserthuset, blev manden med det skæve, men ikke desto mindre smitttende brugtvognsforhandlersmil, Geir Johnson, bedt om at tage over. Johnson er nu ansvarlig for Ultima 2001 og er kontraktligt for-pligtet til at hænge på nogle år endnu.

Ultima var først med sponsoring og forstod at markedsføre sig selv og partneren Fina Exploration med alle midler. Intet andet firma har formodentlig fået så meget medieomtale for så lidt kulturpenge - for selv om ingen talte om penge, må det under alle omstændigheder have været peanuts for Fina, der tilmed var udstyret med en kunstnerisk direktør, der trods militær fortid og oberst-karseklip gik ind for det kontrollerede ga-ga. I de ni Ultima-festivaler jeg har overværet, gik Fina-direktør Berg til samtlige forestillinger (jeg var der selv), han var vågen og havde meninger, og de var ikke uinteressante. Alt kan øjensynligt ske i Norge - for ikke længe siden oplevede jeg i Bergstaden Røros Norges kulturminister læse det første afsnit om Madelaine-kagen i Prousts På sporet af den tabte tid . Fremragende performance! Vi har sagt, at svenskerne er skøre, men nordmændene er rablende skøre. "Nordmænd er på samme tid hjemmefødninge og kosmopolitter og de har en gudbenådet evne til at forudgribe fremtiden" har Enzensberger engang sagt - Ultima og Ultima-folkene er et eksempel. Fina er vist ikke med mere, men andre er kommet til, noget må være sket på det økonomiske område, ellers kan man ikke gennemføre en festival med "Over 100 arrangementer - nærmere 120", som det vil ske i efteråret 2001.

Jeg gæstede som nævnt de første ni Ultima-festivaler (formodentlig udenlandsk journalist-rekord) og oplevede på egen krop den imponerende udvikling. I de første år var der en del arrangementer, som vi udenlandske rejsende i ny musik lidt besserwisser -agtigt havde et smil til overs for: De internationale programpunkter var jo alle sammen præsenteret andre steder i Europa før. Men vi glemte, at Ultima også var for nordmænd, som ikke var blevet orienteret ordentligt i mange år. Og samtidig med at Ultima blev stærkere og mere vedkommende år for år, blev det tilsvarende dårligere på området i Danmark. I Sverige forsøgte man sig med en biennale, som hed Stockholm New Music. Den festival ebbede langsomt ud og hørte til sidst helt op med at eksistere. Finnerne har altid været gode, men har dog ingen ren ny musik-festival på størrelse med Ultima. Det ville være småligt at være misunderlig, man kan lige så godt indrømme, at de norske nordmænd var dygtigere og mere visionære end de fleste andre i Norden. Punktum. Forsøg på at skabe en stor festival i København endte sidste år med personfnidder, institutionsballade, personlig positionering, og hele det stort anlagte projekt måtte opgives. Der er sikkert også små konger og magtliderlige kulturfolk i Norge, men det har i Norge ikke forhindret Ultima i at blive en realitet, som ingen længere kan eller ønsker at ignorere.

Humanist og socialist

Ultima 2001 med fokus på ca. 120 arrangementer plus Hans Werner Henze. Jeg er endnu ikke nået til indholdet. Omvejen om det historiske perspektiv er vigtig, for ikke alle husker, at det er meget besværligt at opbygge en tradition, en platform for udfoldelse af kunst, det tager mange år. Til gengæld tager det ingen tid at bryde ned, at ødelægge det opnåede. Det kan og bør kultur-kontorister og bevillingsgivere skrive sig bag øret. Hvis de er i tvivl om, hvor svært det er at opbygge en ny scene, så ring til Norsk Komponistforenings formand og spørg ham, hvordan det går med opbygningen af den nordiske festival Magma i Berlin, som skal finde sted næste år. Mye svært.

Den tyske komponist Hans Werner Henze (f. 1926) er en fremmed fugl i det 20. århundredes klassiske musik. Fremmed fordi hans æstetiske positioner ligger fjernt fra andre toneangivende centraleuropæiske komponisters klange fra det seneste halve århundrede. Selv om Henze kunstnerisk set har haft flere holdepladser, har hard core-mordernismen, som udgik fra centre i efterkrigstidens ny musik-Tyskland, ikke nedfældet sig i hans tonesprog. Henze maler billedligt talt musikalske forløb med den brede pensel. Han er ikke bange for monumentale dramaer, fedter ikke med udtrykket. Der er saftige akkorder i messing, der er tonalitet med melodier, som ønsker at vække følelser hos lytteren. En musik, der ikke skammer sig over sig selv, men tværtimod insisterer på at blive hørt og oplevet.

Henzes Requiem , skrevet til minde om vennen Michael Vyners alt for tidlige død, blev opført som et fornemt punktum for Ultima-festivalen i 1996, med Håkan Hardenberger på trompet og Roland Pöntinen på klaver. Nu sætter Ultima igen lys på Henze, denne gang er komponisten hovednavn med flere opførelser. Ønsker De at forberede Dem til Henzes musik, kan De med fordel høre musikken i et bokssæt fra Deutsche Grammophon ( The Henze collection . 14 compact discs. Deutsche Grammophon 449 860-2). Her finder vi bl.a. de første seks symfonier med Berliner Filharmonikerne (komponisten dirigerer selv). Efter at have hørt dem, kan De passende følge op og høre Henzes 7. Symfoni ved Ultima Festivalen.

Tyskeren Henze, der siden 1953 har boet i Rom, henter inspiration fra andre steder end tysk åndsliv. Det politiske engagement har adskillige gange været direkte årsag til bestemte værker. Og en kamæleon-agtig evne til at skifte musikalsk ansigt fra værk til værk har medført en nok så udtalt varieret værkrække. Det kan være sprøde klange a la Weill og Eisler, eller ekspressionistisk tæthed i klangen afledt af den 2. wienerskole, eller motorisk fremdrift med mindelser til Stravinsky. I en periode, hvor Henzes jævnaldrende enten valgte at gå ekstremt systematisk til værks eller modsat at afvise enhver logisk regel, baserede Henze sin musik på begreber som 'skønhed' og 'humanisme'. Da Stockhausen koncentrerede det musikalske materiale og satte alt på en formel, da Xenakis reserverede ordet 'skønhed' til matematiske formler, da byggede Henze sit musikalske univers på humanistiske værdi-normer, ofte hentet fra klassisk græsk mytologi. Dertil en gennemført loyalitet over for kommunismen som ideologi.

Henze har ved flere lejligheder tonesat ord af Hans Magnus Enzensberger. Det vokale har en høj placering i komponistens musik, vel sagtens fordi han gennem ord og musik direkte kan videregive budskaber. Som f.eks. de historier, der handler om undertrykkelse af mennesker. Det handler det musikalske drama El Cimarrón blandt andet om, som vi har kunnet opleve på Den Anden Opera i København.

For Hans Werner Henze, der forlod sit land efter krigen og formodentlig aldrig har overvundet sårene fra de unge år, har ordet Heimat en særlig klang. Han kredser om de samme temaer, der i bund og grund har rod i komponistens eget uforløste forhold til sit hjemlands mørke fortid. Tidligt markerede han sig i sin kunst med tekst og musik, der gjorde kunstneren til 'humanistisk kommunist'. I et åbent mentalt og musikalsk landskab kunne han forene politik, erotik og andre stærke budskaber. Henzes musik kom i stadig højere grad til at stå i udtrykkets tjeneste. Udviklingen kan man læse om i komponistens egne biografiske meddelelser, som kom i anledning af 70-års fødselsdagen i 1996: Hans Werner Henze. Reiselieder mit böhmischen Quinten. Autobiographische Mittteilungen 1926-1995 (S. Fischer Verlag). Det er en fremragende bog, som giver oplysninger om både Henze og hans generation, hvoraf flere kolleger har oplevet krigen som skelsættende og sjælsrystende begivenhed.

Henze har noget så sjældent som et budskab, en vision. Kunstnerisk sker det ved at fastholde den smerte og sorg, der følger af erindringen om det gjorte. Henze formulerer i sin musik et alternativ ved at fastholde spændingen mellem det historisk faktuelle og det kunstnerisk udformede. På den måde peger han på, at verden kunne være positivt anderledes end den er. 9. Symfoni er et eksempel på dette. Værket er et musikalsk monument, tilegnet de mennesker, der gav deres liv i kamp mod nazismen. Den siger på en måde 'undskyld' for det, tyskerne gjorde, og komponisten forsøger med værket at gøre sig fri af skylden, fri af århundredet, fri af fin de siècle-stemning, fri af faldet som tegn på undergang, for derved at nå frem til en stærkere lyskilde. 10. Symfoni peger da også i en anden retning, mod lys og mod en mulig fremtid.

Udpluk fra årets program

Hvad ellers på Ultima? Der er i år flere publikumsmagneter på udøversiden: Pianisten Leif Ove Andsnes spiller for første gang ved Ultima. De kan opleve Andsnes ved åbningskoncerten, hvor han spiller Lutoslawskis Klaverkoncert sammen med Oslo Filharmoniske Orkester. Ved samme koncert kan De høre et nyt værk af norske Peter Tornquist samt musik af Henze. Den svenske basunist Christian Lindberg er tilbage som solist, og den engelske violinist Irwine Arditti er solist sammen med Oslo Sinfonietta.

Som noget nyt vil Ultima formidle en serie med koncerter, der præsenterer de unge solisttalenter. Det sker i Oslo Konserthus. Der vil være arrangementer og pædagogiske projekter for og med børn under fællestitlen Ultima Ung. Projektet Bryt Lydmuren har længe været en succes med unge, der opererer i den ny musik. I år præsenterer Bryt Lydmuren ikke færre end fem uropførelser. En konkurrence vil fokusere på elektroakustisk musik og der vil være opførelse af ældre og ny elektroakustisk musik, bl.a. med opførelse af det danske ensemble Contemporánea.

Festivalen har været så heldig at tegne en flerårig kontakt med den engelske strygekvartet Arditti Kvartetten. Det betyder en kontinuitet og en tradition for superopførelser af ny musik. Blandet de mange ensembler finder vi Accroche Note, Cikada, BIT 20 - selvfølge spilles der også dansk musik: Udlandet interesserer sig for at orientere sig i ny dansk musik. Det er kun danske kulturelle beslutningstagere, som ikke mener, at det er nødvendigt at etablere en udveksling. Vi vil - sådan groft sagt - have det hele, men intet give ud. Det er småligt, og det fører, som Karl Aage Rasmussen har påpeget, til kulturel indavl, og udviklingen vil i løbet af det næste årti skade ny dansk musik.

Ny musikdramatik står klart frem i Ultimas festivalprogram: Nyt værk af Olav Anton Thommessen, en række forestilllinger i Black Box Teater, Cages Europeras 3 & 4 i Kulturkirken Jakob. Bent Sørensen er centralt placeret med flere værker. Ultima står som vært (sammen med Norsk Komponistforening, Norsk Musikkinformasjon, Dramatikerforbundet) for NewOp 10, som er et internationalt fagmøde om samtidsopera og musikteater, som finder fra 6.-9. oktober. Siden NewOp blev etableret i Bruxelles i 1991, er konferencen blevet afholdt i en række storbyer. Et vigtigt forum for udvikling af musikdramatik, som i år særligt vil fokusere på libretto, studiearbejde og samtidsoperascenen i Norge.

Film har længe været et vigtigt sidespor i forhold til de musikalske aktiviteter. Igen i år kan De opleve Ultima Film - Dans for Kamera i Filmens Hus, Cinemateket 7.-8. oktober. Det er femte gang, der er Dans for Kamera. Ultima Festivalen, Senter for Dansekunst og Cinemateket markerer dette med seks forskellige visninger over to dage. Her præsenteres internationale topnavne.

Sidste år havde Ultima flere end 15.000 besøgende. I år ser det ud til, at det også bliver flere end 15.000. Pressechefen vil sikkert sige: "Nærmere 16.000".

Foto side 16: Fra den danske film 'Helgoland', som vises på festivalen. Side 20 (øverst): Ensemblet BIT 20, (nederst): Hans Werner Henze.

Denne artikel tillader ikke andet end smagsprøver. Festivalern finder sted fra 4. til 14. oktober. Flere oplysninger om festivalprogrammet og artikler i programbogen på http://www.ultima.no

Af Anders Beyer