Glad for samarbejdet

I DMT nr. 8, 2000/2001 kunne man læse om den ret beset enestående ordning som Statens Kunstfonds klassiske tremandsudvalg har formået at få stablet på benene, inden de takker af og overlader deres poster til et nyt råd. Jeg taler naturligvis om det etårige forsøgsprojekt med at lade en komponist tilknytte landsdelsorkestre og basisensembler.

At det er lykkedes at få alle landsdelsorkestrene plus endda yderligere to basisensembler vidner om et stort engagement forbundet med gennemslagskraft hos tonekunstudvalget samt en åbenhed og forsøgsvillighed hos de modtagende orkestre og ensembler. En stor tak til begge parter.

Da jeg er med i ordningen, og da jeg hører til de komponister, der med lige dele måben og kyshånd tog imod tilbuddet, føler jeg trang til at uddybe og korrigere det indtryk af min holdning, som læsningen af sidste nummers DMT kunne give indtryk af.

For at starte bagfra, så konkluderer artiklens forfatter, Jakob Wivel, på mine vegne, at man nok "ikke lærer meget om at skrive for orkester ved at være huskomponist hos [..] Randers Byorkester". Heri ligger en underforstået formodning om, dels at symfoniorkestret er altings mål, dels at jeg skulle være utilfreds med kunstfondens fordeling. Således forholder det sig ikke. Symfoniorkesteret er blot en af mange instrumentkombinationer som hver har deres særpræg og særlige muligheder. Jeg synes netop, det er en af initiativets forcer, at det ikke kun fokuserer på symfoniorkestret, men også inddrager andre besætningstyper, som har helt andre - i nogle henseender større - muligheder i sig.

Jeg er meget glad for at skulle samarbejde med Randers Byorkester. Der er en god atmosfære i ensemblet, og deres besætning rummer mulighed for at skrive den musik, der for tiden interesserer mig, samtidig med at den gør det realistisk at nå nogle resultater inden for vores samarbejdsperiode.

Det fører mig videre til næste punkt, det egentlige såkaldte kritikpunkt nemlig, at jeg "beklager tidspunktet den nye forsøgs-ordning er begyndt på". Lad det være sagt klart og tydeligt: En sådan ordning kan af gode grunde ikke starte på andre tidspunkter end ved kunstfondens hoveduddeling. Derfor måtte det være nu, og tak til kunstfonden for at de hellere end at bryde hovedet med kommende problemer valgte at kaste projektet ud i verden!

Min indvending, som jeg citeres for, er således ikke så meget en kritik af det skete, som det er en overvejelse over en kommende virkelighed. Nemlig den at samarbejdet af planlægningsmæssige årsager først kommer faktuelt i stand året efter, at komponisten har modtaget sit arbejdshonorar. Pengene er så brugt og glemt, og komponistens arbejde risikerer at virke halvhjertet.

Kunstfonden har i år så vidt muligt imødegået dette problem ved at forsøge at koble komponister og orkestre sammen, der i forvejen havde planer om samarbejde. Men skal ordningen fortsætte - og det beder jeg til, at det kommende tonekunstudvalg og landets orkestre synes, den skal - må der findes en måde at sikre synkronicitet mellem legatudbetaling og arbejdsindsats, da det alt andet lige er mest befordrende for komponistens arbejdsindsats.

Svend Hvidtfelt Nielsen"