Hva mæ inspirationen udefra?

Af ERIK MOSEHOLM

De fleste danske musikere er nysgerrige. Hvad sker der i andre lande? Hvordan kommer vi i kontakt med musikere fra andre traditioner? Det er svært at finde ud af i Danmark. Der er meget lidt hjælp at få. Området er desværre lavt prioriteret af dem, der kunne gøre noget ved det. Der er jo så meget andet at se til. Hvad kunne Statens Musikråd (SM) gøre?

Først lidt om SMs fortid, inden jeg tager fat på nutiden:

For mere end 30 år siden var der musikråd, der var selvsupplerende. Medlemmerne tænkte mest på for-tidens klassiske musik. I 1971 satte Socialdemokratiets kulturminister Niels Matthiasen sig det mål at få skrevet verdens første musiklov af ni musikfolk med visioner og evne til indbyrdes kommunikation. Desværre kom ingen kvinder i rådet, men den eneste administrative medarbejder, fuldmægtig i Kulturministeriet (KM) Birgitte Oxdam, blev vores sekretær. Direktøren i ARTE Kjeld Hansen blev formand.

Opgaven lød på en musiklov der skulle fremme musiklivet og fokusere på udøverne, da Kunstfondloven fra 1961 tog sig af den skabende kunst og komponisterne.

Jeg blev medlem af musikrådet og dermed den første repræsentant for den rytmiske musik i et overordnet statsligt organ. De ni medlemmer af musikrådet var forskellige, men alle opsat på at finde fælles fodslag og løsninger og satse på mangfoldighed. Inspirationen var overvældende for mig. Gennem den klassiske musiks aktiviteter, initiativer og organisationer opdagede jeg en masse tilskudsmuligheder for den rytmiske musik og fik gennemført princippet: "Hvad de andre har, skal vi også have". Det førte bl.a. til oprettelsen af DJBFA, Fajabefa, Nordic Jazz Workshop og Nordjazz samt repræsentation i diverse tilskudsgivende institutioner som fx NOMUS og Kunstfondens Repræsentantskab.

Idéerne, kreativiteten og kommunikationen mellem medlemmerne voksede. Jeg lærte at forstå og tale akademisk kulturministerielt sprog i en grad, så når jeg kom hjem til familien, havde den svært ved at forstå mig, når jeg brugte mine nye formuleringer. Det kunne også knibe for det rytmiske miljø, jeg repræsenterede, at forstå sproget. Det gik bedre med politikersproget, for politikere skal jo helst kunne fatte sig i korthed og gøre sig forståelige over for 'almindelige' mennesker. Langt senere præciserede kulturminister Jytte Hilden det således for mig: "Du skal formulere din idé i højst tre linier, og kan jeg gå ind for den, skal jeg nok arbejde for den."

Kulturminister Niels Matthiasen begrænsede vores lovskrivningsarbejde til kun at omfatte områder, der ikke allerede var lovgivet for. Dermed udelukkedes bl.a Kunstfonden, Det Kgl. Teater og Kapel, Den Jyske Opera, landsdelsorkestrene og uddannelsesinstitutionerne. Og Danmarks Radio ville som selvejende institution også holdes uden for. Det udelukkede helhedstænkning og en overordnet musikpolitik i Statens Musikråd. Men vi måtte gerne tage initiativ til nye aktiviteter. Og det gjorde vi så.

Musikloven blev skrevet på baggrund af det aktuelle musikliv i begyndelsen af 1970erne og vores visioner. Men vi kunne ikke forudse fx omfanget af nutidens digitale udvikling og globaliseringen. Vi bestræbte os på at skabe en lov, der også åbnede muligheder for det, der måtte komme. Vi ville skabe temaer, der kunne improviseres over og inspirere til nye.

Vi var valgt til en fireårs periode, men kom til at sidde et halvt år mere, bl.a. fordi de borgerlige fik regeringsmagten i 11 måneder og lagde vores lovarbejde på is. Så kom Niels Matthiassen tilbage og 'Verdens første Musiklov' blev skrevet og vedtaget af Folketinget den 11. juni 1976.

Som følge deraf blev det første Statens Musikråd nedsat samme år. Denne gang satsedes på musikrådsmedlemmer med administrative evner. Nu skulle det efterprøves, om loven kunne fungere efter hensigten.

Meget er sket siden. Mulighederne ændres. Øget institutionalisering og administration skaber nye aktører, procedurer og arbejdsgange, der griber ind i beslutningsprocesserne. Noget bliver bedre, andet værre. Og skal jeg forholde mig til den aktuelle situation, kan det let blive opfattet som om, jeg kun fremdrager det værre, skønt det er min hensigt at inspirere til forbedringer.

Jeg vill 'nøjes med' at fokusere på vor globaliseringstids udlandssamarbejde og indvandrermusik, som hørte til de områder, der siden har udviklet sig til at blive enormt væsentlige og aktuelle. Først udlandssamarbejdet:

Det internationale samarbejde er belastet af alt for mange danske institutioner med formål, der overlapper hinanden. Det medfører indbyrdes kompetencestridigheder, som mellem fx Det Danske Kulturinstitut og MIC, der har skabt ubehageligheder for aktørerne, bl.a. i projektet Swinging Europe.

SM er opmærksom på problematikken, for formanden skriver i årsberetningen, at SM vil "organisere det internationale musiksamarbejde for at sikre en optimal koordination af området" og inddrage faglige institutioner som aktører. Men det har Kulturministeriet sagt så længe og tit, uden at der er sket andet end forværring. Området er enten for lavt prioriteret eller også har SM mistet overblikket over de mange organisationer og givet op. Eller begge dele.

En koordineret ansvarsfordeling kunne betyde omstrukturering, ned-læggelse af institutioner og overførsel af midler til de bedste på området. Men i stedet for at løse problemerne har KM oprettet nye institutioner med endnu mere forvirring og bureaukrati til følge fx med Internationalt Kultursekretariat og Internationalt Kulturråd. Til gengæld skal endnu flere embedsmænd have løn.

Andre følgevirkninger kan blive stadig mere centralisering med bedrevidende embedsmænd og stadig større afstand mellem administratorerne og beslutningstagerne til kunstnerne og kulturmiljøerne. Og faren for, at armslængdeprincippet skrumper, vokser.

En del af problemet er, at KM og musikmiljøerne har vanskeligt ved at forstå hinandens sprog. Kommunikationskriserne opstår, fordi embedsstandens musikfaglige indsigt og historiebevidsthed er dalende i takt med teknokraternes indtog. Derfor engagerer KM konsulentfirmaer til at oversætte musikmiljøernes sprog til teknokraterne. Men konsulentfirmaerne har heller ikke tilstrækkelig faglig indsigt og historiebevidsthed og forstår derfor heller ikke, hvad musikfolket forsøger at fortælle dem. Til gengæld forstår embedsmændene konsulenterne sprog, og da det jo er KM, der er arbejdsgiver for konsulenterne, bliver rapporten KM-venlig og negativ over for anderledes tænkende jævnfør fx rapporten om Det Danske Kulturinstitut. Er der nogen, der kan nævne en rapport, der forholder sig kritisk til KM-holdninger?

Resultatet bliver flere problemer og embedsmænd samt færre løsninger. Tendensen går mod embedsmandsstyre på kulturlivets bekostning. Over-floden af embedsmænd og administratorer var synlig ved et arrangement i Australien, hvor de kunne fylde salene til danske forfatteres oplæsning, og det var da heldigt, for stort set ingen australiere indfandt sig! Men er det ikke en bekostelig måde at sikre sig fulde huse på til egne arrangementer! Hvorfor ikke afholde arrangementet i Danmark, når nu det hele alligevel foregik på dansk.

Denne embedsmænd-optrapning kunne vi ikke forudse i vores lovgivende musikråds fortrinlige samarbejde for 25-30 år siden.

Der nedsættes jævnligt rapportskrivende udvalg for at signalere god vilje. Men det fører sjældent til handling. Så kommer der mere ud af konferencer, der til gengæld er forholdsvis sjældne. SM varslede en konference 20-27/5 2001 om Multicultural Europe. Den blev ikke til noget.

SM's uddeling af hovedparten af tilskudsbeløbet i puljer til de større selvejende musikinstitutioner under SM indikerer manglende forståelse for, at det kræver både erfaring, ekspertise og mange penge at arbejde internationalt. Det er ikke noget, man bare gør! Og hvis det skal gøres professionelt, kan området ikke nøjes med SMs næstmindste pulje på 2.121.830 kr. Det er pengesummens størrelse, der angiver prioriteringen af et område. Ikke ordene!

Og endelig: Hvem er musikmiljøets rådgiver på EU-musikområdet?

Og så til Indvandrermusikken: I skrivende stund er Indenrigsministeriets integrationsrapport udkommet om problemer med at integrere indvandrere i Danmark. Den må inspirere enhver musikelsker og -politiker til at bringe musikkens muligheder i den sammenhæng på bane. Musikken kan skabe kommunikation mellem indvandrere og danskere uden om sprogproblemerne. Kulturministeriets samlede musikpulje er lille i forhold til, hvad andre ministerier har til integration. Desværre viser erfaringen, at forståelse og samarbejde mellem flere ministerier er næsten umulig.

Indvandrerarbejdet berører både Indenrigs-, Udenrigs-, Undervisnings-, Social- og Kulturministeriet. Fem i alt plus diverse andre i periferien. Her er muligheder for penge til musikken, hvis SM har kræfter til at gøre noget ved sagen.

Kommunernes ansvar på området må heller ikke glemmes. Deres kultur-budgetter viser betydeligt større tilskud til sport, skønt Socialforskningsinstituttet netop har oplyst, at der i aldersgruppen over 16 år er 79.000 flere, der spiller (rytmisk) musik end fodbold. Alligevel er kommunernes tilskud til musikken 20 % mindre end til sporten! Hvad med at få kommunerne interesserede i at bruge musikken i integrationsprojekter?

For få små midler er der kommet spredte fremragende aktiviteter op at stå. Levende Musik i Skolen (LMS) har arrangeret pædagogiske koncerter med indvandrergrupper. Verdensmusikforeningen har forestået koncert- og festivalarrangementer med bl.a. årlige indvandrermusikpriser. Københavns Amt har givet tilskud til projektet One Song med orkestre med musikere fra forskellige indvandrerkulturer, der en måneds tid gav frem-ragende koncerter med flere multikulturelle grupper. Derefter blev kun Bo Stiefs One Song tilbage. Nu har Københavns Amt så et andet projekt inden for området i gang: Brændstof. Fint initiativ. Så venter vi bare på SM-initiativer eller -visioner.

Inden for udlandsområdet er der desværre stort set heller ingen dialog eller koordination mellem arrangørerne og de involverede foreninger og organisationer, der ikke magter at gå ud over egne grænser som fx Det Internationale Råd, MIC og Centret for kultursamarbejde med udviklingslandene (CKU). Fx kortlægger KM's Udviklingsfond verdenskulturen i Danmark uden samarbejde med Verdensmusikforeningen, der bl.a. formidler musik til danske og udenlandske spillesteder. Alt sker i adskilte lejre uden koordination og overordnet målsætning.

Undtagelsesvis er der forsøg på samarbejdsprojekter som fx Verdensmusikforeningen, Roskildefonden og CKU der sammen har taget initiativ til et 3-årigt forsøgsprojekt og senere inddraget LMS og Mellemfolkeligt Samvirke. Spillestederne bliver forhåbentlig også partnere. Forsøgsprojektet er rettet mod børn og unge for at medvirke til at forebygge racisme og får yderst positiv modtagelse. Men Kommunernes Landsforening og Indenrigsministeriet deltager ikke - og det kan gå hen og blive endnu et godt projekt, som dør på grund af manglende samarbejde. Og SM virker uinteresseret og har givet afslag til opsøgende arbejde. Hvorfor? Støder det mod SM's visioner og overordnede politik for området? Og hvad går den ud på?

I det lovskrivende musikråd for mere end 25 år siden oplevede jeg betydningen af, at det rytmiske musik-miljø blev repræsenteret. Nu må det være på tide, at indvandrermusikken får sin repræsentant i SM. Reglerne for valg af medlemmer bør revideres. Repræsentantskabet bør udelukkende vælge medlemmer, der ikke før har siddet i SM. Genvalg begrænser fornyelser og nye områder og kan i værste fald skabe bedreviden og dårlig kommunikation med miljøerne. De fire kulturminister-valgte medlemmer bør alle øremærkes: En fra indvandrermusikmiljøet, en under 30 år, en fra det foregående SM og formanden.

Ovenstående idé koster ingen penge. For jeg ved godt at 90 % af SM's midler er bundne. Det ændres der ikke væsentligt på, førend en kommende kulturminister stiller betingelser for at påtage sig jobbet. Det gjorde Jack Lang i Frankrig, da præsident Mitterand spurgte ham. Jack Langs betingelse var fordobling af kulturbudgettet. Det skete. Og så udnævnte han en af de bedste franske trompetister Alain Brunet til leder af sit kabinet (departementchef). Det ville være godt for musiklivet og Kulturministeriet, hvis noget lignende kunne ske i Danmark.

Erik Moseholm er direktør for Swinging Europe"