Levende Råd?

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 02 - side 57-58

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Af SVEN ERIK WERNER

Enhver seriøs vurdering af musiklovens betydning må tage afsæt i den enkle kendsgerning, at loven ikke er en lov for hele musiklivet, men kun for et ubetydeligt - nogle vil mene betydningsløst - hjørne af det.

Hovedparten af den kunstneriske vægtfylde og økonomiske tyngde i dansk musikliv er omhyggeligt og bevidst holdt uden for lovens og dermed Statens Musikråds rækkevidde: Medierne (inkl. DR's ensembler og koncertvirksomhed), de videregående uddannelser, det musikindustrielle kompleks (inkl. pladebranchen), Det Kgl. Teater og Kapel, Tivoli, Den jyske Opera, ophavsretsforvaltningen, kunststøtten m.fl.

Det ville nogenlunde svare til, at miljølovgivningen undtog industri, landbrug og fisken.

Musikrådet kan naturligvis afholde konferencer og udarbejde betænkninger og indstillinger om dette eller hint, men er i realiteten afskåret fra at formulere, endsige implementere en overordnet, sammenhængende musikpolitik.

Skibsreder-operaen på Dokøen og dens lette gang gennem systemerne er kun et blandt mange eksempler på, hvor det sner, når det rigtig sner.

Musikrådet har som hidtil eneste strategi valgt at støtte eller nyoprette såkaldt alternative institutioner til løsning af opgaver, som de etablerede offentlige eller private virksomheder ikke kan eller vil påtage sig.

Da den samlede musikrådsbevilling pr. definition altid vii være utilstrækkelig til at tilgodese et dynamisk musiklivs behov, vil den slags institutioner som regel være underfinansierede fra fødslen og gradvis blive nødlidende, efterhånden som flere og flere skal dele den samme pulje.

Det har anbragt det aktuelt siddende musikråd i et intrikat og selvforstærkende dilemma: På den ene side står man efter 25 års systematisk decentralisering med en bred vifte af små institutioner, der småskranter på grund af utilstrækkelig økonomi eller inkompetent ledelse (eller begge dele) og derfor må bruge flere ressourcer på at positionere sig end på at løse deres opgaver, endsige samarbejde. På den anden side lægger disse institutioner samlet beslag på en så stor del af musikrådets totale rådighedsbeløb og administrative kapacitet, at der kun er få kræfter tilovers til udvikling af nye aktiviteter.

Der er flere veje ud af dette dilemma, og de udelukker ikke hinanden. Men de forudsætter alle lige dele flid, flair og fodslag - mangelvarer i musikrådet som andre lignende steder blandt travle folk, der selvfølgelig ikke kan basere deres privatøkonomi på de almisser, den slags jobs kaster af sig.

En vej er at arbejde for periodiske lovrevisioner, der sikrer rimelige fremskrivninger af den samlede bevilling og dermed luft til nye initiativer. Den vej er sjældent farbar under socialdemokratisk ledede regeringer - og da slet ikke i et valgår, selvom det også er et jubilæumsår.

En anden vej er den systematiske lobbyisme, der i konkrete enkeltsager fastholder politikere og embedsmænd på musiklovens oprindelige karakter af udviklingslov og insisterer på musikrådets primære rolle som iværksætter. Det famøse armslængde-princip er for længst blevet en sovepude, der af politikere bruges til at deponere deres overordnede kulturpolitiske ansvar i råd, nævn, kommissioner og sekretariater. Det er vældig bekvemt at anvende armslængdeprincippet til at henvise enhver problematisk og udgiftskrævende sag til et råd, der i forvejen har svært ved at få pengene til at slå til.

Det burde være en selvfølge, at en institution eller et udviklingsprojekt, der over en årrække har vist sig bæredygtigt og livskraftigt, overgår til anden pleje, typisk på en selvstændig finanslovskonto eller på et kommunalt/amtskommunalt budget.

Hele systemet fryser til, hvis alle støtteværdige kunst- og kulturaktiviteter bliver henvist til iværksætterydelse på livstid.

En tredje vej - den p.t. mest realistiske - er et gennemgribende hovedeftersyn af musikrådets samlede institutions- og aktivitets-portefølje med udgangspunkt i den aktuelle bevillingsramme. Der er trods alt tale om et totalbeløb, som er til at få øje på, og der vii kunne opnås betydelige rationaliseringsgevinster ved omstruktureringer, familiesammenføringer og arrangerede ægteskaber. Men skal det rigtig batte, skal der også drastiske omprioriteringer til, og det kræver ikke bare mod og mandshjerte, men også velfunderet enighed. Kulturpolitisk arbejde på musikrådsniveau indebærer nu engang at skulle foretage kvalitative, ofte brutale til- og fravalg. Og skal disse valg have gennemslagskraft og troværdighed, må de træffes i enighed.

Her er vi ved musiklovens akilleshæl: Musikrådets størrelse, sammensætning og måden, det vælges på. Lovteksten foreskriver i al troskyldighed, at musikrådet skal bestå af ni alment sagkyndige medlemmer, men fastlægger derefter en valgprocedure, der giver frit løb for enhver interessestyring af rådets medlemmer. Begrebet 'alment sagkyndig' defineres ikke, og der er heller ingen anvisninger på, hvordan man bliver alment sagkyndig, hvis man - undtagelsesvis - ikke skulle være det.

Meget kunne tyde på, at det bliver stadig sværere at finde ni alment sagkyndige - for ikke at sige kvalificerede - musikråds-medlemmer hvert fjerde år. Hverken talentmasse eller motivation rækker til, som svenskerne siger.

Og ni medlemmer? Teaterrådet klarer sig med fem, der til gengæld må frasige sig enhver professionel tilknytning til og dermed afhængighed af deres miljø i valgperioden.

Nu ville det være en ren Jesper Olsen - den kære fyr, der serverede dansk fodboldhistories til dato mest følte, målgivende aflevering, desværre til en modspiller - at påstå, at alting var bedre i gamle dage. Men det var nemmere. Alting er nemmere i en opbygningsfases medvind og tilmed under en borgerlig regering med et kulturpolitisk flertal imod sig.

Selvfølgelig bides hestene også, når krybben er fuld, men når den er halvtom - eller halvfuld - vrinsker de også let med på interessemodsætningernes og organisationsegoismens slagsange.

Der stilles naturligvis særlig skarpt på et musikråd i et jubilæumsår. Det aktuelt siddende råd bebudede da også ved sin tiltræden i oktober 1999, at nu skulle der føres offensiv musik-politik med henblik på en substantiel lovrevision i sølvbryllupsåret. Nu er halvdelen af rådets funktionsperiode gået, og det er foreløbig blevet ved snakken. Lovrevisionen er udskudt, utrygheden breder sig, og handlingslammelsen truer.

Det er nemt nok at pege på, hvad der skal gøres: Institutions-området må saneres - slankes, som det hedder - og projektområdet styrkes, så der kommer mere af den musik i luften, som ikke skabes på det kommercielle markeds præmisser. Nemmere sagt end gjort - i hvert fald af et musikråd, der åbenbart ikke aner sine levende råd.

Det ultimative skrækscenarie er at se det musikrådsrelaterede hjørne af dansk musikliv forvandlet til ét stort kontorlandskab, et mellemhandlernes paradis, hvor hærskarer af kommissærer ikke bestiller andet end at bære papir, mælk og kaffe rundt til hin-anden, alle ramt af kollektivt hukommelsestab hvad angår den oprindelige opgave: At producere og formidle dansk musik.

"Vi har loven - de andre har musikken", skrev Hansgeorg Lenz, da musikloven blev vedtaget af Folketinget i 1976. Det havde han ikke ret i dengang, og det får han forhåbentlig aldrig.

Sven Erik Werner er medlem af Komponistforeningens bestyrelse og har været formand for pladeselskabet dacapo."

Årgang 76/2001-2002, nr. 02