Med venlig hilsen fra Carl Nielsen

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 02 - side 70-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Komponisterne Tage Nielsen og Per Nørgård, samt violinisten Nikolaj Znaider fik overrakt Carl Nielsen Legatet 2001 den 17. september. Her bringer vi motiveringerne af prisen til komponisterne (Karl Aage Rasmussen) og musikeren (Anne Øland)

Da Hans Scherfig sent i sit liv endelig fik akademiets store litteraturpris, takkede han med ordene: "Jeg føler det, som om man har tilkastet mig en redningskrans ... længe efter at jeg er kommet på land". Det kan ligne en lignende overskridelse af sidste salgsdato, når Per Nørgård i dag modtager Carl Nielsen Legatet. Men der er en forskel. For Nørgård har faktisk for længst modtaget denne hæder. Faktisk på et så tidligt tidspunkt at det nok mere lignede en hæder end en redningskrans.

Da Nørgård sidst fik prisen, blev hæderen konkret udmøntet i et beløb der udgjorde omkring en tiendedel af det tilsvarende beløb i dag. - Carl Nielsens voksende verdensberømmelse, forlængelsen af hans kunstnerrettigheder og legatets kompetente investeringsstratgier har tilsammen gjort, at legatet i dag er mere formuende end nogensinde.

På den baggrund kan næppe nogen undre sig over genvalget af Per Nørgård. For hans placering som den betydeligste danske komponistpersonlighed efter Carl Nielsen er temmelig uantastet, og i originalitet og omfang, iderigdom og tankedybde savner hans foreløbige livsværk sidestykke i nyere nordisk musik.

En og anden ser måske stadigvæk den moderne musik som skoleeksempel på "menneskets fordrivelse fra kunsten" - en kunstform forført af matematik eller korrumperet af tilfældighedernes spil. Men det er en fordom, og ingen dementerer den mere håndfast end Per Nørgård. Han format som kunstner behøver ingen opmåling i denne vidende forsamling. Men han er samtidig en kunstner, hvis holdning til kunst og liv i helt usædvanlig grad sætter mennesket i centrum, og hans enestående filosofiske og musikteoretiske tankebygning er netop ikke blot et musiksyn, men et samlet syn på liv og verden.

Komponister er vores naturlige tillidsmænd i mellemværendet med den del af verden og livet, der kan høres, og Nørgård er uhelbredeligt optaget af at træne hvad kollegaen Charles Ives kaldte for 'øremusklerne og hjernemusklerne'. Ingen har så vedholdende som han vist os alle, læg som lærd, at bevidstheden kan bruges som en kikkertlinse, at den kan koncentreres i et enkelt punkt eller flyttes til helt nye, uvante områder.

Vil man høre mere, må man kunne eksperimentere med ørerne. For vi kan faktisk stille skarpt, vi kan 'fokusere' med ørerne, selvom vi ikke har et ord for det. Og 'blinde pletter' findes også i ørerne, fordi så meget i lydenes verden sløres af vaner eller forsvinder under et lag af kulturaffald.

Nørgårds livsoplevelse retter sig spontant mod sammenhænge, de fælles understrømme mellem tingene, og oplevelsen af, at det mindste har lod og del i det største. For ham er verden ikke blot en forvirrende bunke tilfældigheder. Den er også et fortryllet sted, fyldt med ting der kan opdages, hvis man åbner sind og sanser på vid gab. Lydenes tilstedeværelse i vores liv, hvad de er, og hvad de betyder, er noget, der altid omringer ham med spørgsmålstegn. Og verden er uendelig meget større end fornuften - at tro på noget er ikke i modstrid med at vide noget.

På et spørgsmål om alder svarede den 90-årige Picasso: "alder betyder kun noget hvis man ældes". Og det gør Nørgård ganske åbenbart ikke. Han skriver musik med en originalitet og styrke som ikke giver hans yngre dage noget efter - mange ville sige tværtimod. Og fantasiens flod viser ingen tegn på tørke eller lavvande. Han er gået på jagt efter det mest hemmelighedsfulde af alle musikkens elementer: Tiden. Og det har fremkaldt en musik som i enestående grad evner at opfriske eller sagtne, forstærke og forynge vores tidssans, og som konstant pirker til de vaner, der gør den doven og mat. Som gennem en tidslup undersøger han tidens former og oversætter dem til musikalske udsagn. Men hans brug af sindrige og originale teknikker er altid kun én side af sagen. Resultatet er samtidig en musik, hvis følelsesmæssige udsagn bliver rummeligt og flertydigt, en musik af sammenvævede modsætninger, spejlinger i spejle - et ejendommeligt, knivskarpt drømmelys og også en helt ny, sær, næsten vild humor.

Nørgård er en vaskeægte enegænger med viljen til at tage chancer, til at kaste sig ud i nye ting helt uden sikkerhedsnet, til at undre sig, stille nye spørgsmål og forkaste gamle svar. Jeg kan ikke forestille mig nogen som mere fortjener en pris, der bærer Carl Nielsens navn.

I november 1907 skrev Carl Nielsen:

"Der er mennesker som trods al deres umage dog bestandig er os imod, og hvis opmuntringer og bifald er os ligegyldige. Men der er andre som uden at sige et ord, måske blot ved et nik eller øjekast, virker oplivende, befrugtende og forfriskende på os."

At Tage Nielsen hører til disse sidste, ved enhver, der kender ham, og igennem sit mangeårige virke for dansk musikliv har han altid udnyttet denne livgivende evne. Trods sin ligevægtige fremtoning og jyske besindighed har han en enestående evne til at fremkalde begejstring - ikke med pep-talk, bål og brand, men simpelthen gennem en vældig følsomhed over for rytmen i det gensidige. Oversat til ordentligt dansk betyder at begejstre jo at 'beånde', og kan nogen egenskab vel være mere misundelsesværdig?

Men Tage Nielsens lange offentlige liv som leder, styrmand og organisator i musiklivet, ja ligefrem som dét nogen har kaldt 'musiklivets samvittighed', har forståeligt nok skygget for hans kunstneriske indsats. Og dertil kommer, at han som komponist er så beskeden, at det - foruden at være helt uberettiget - er næsten irriterende. Når man nu ved, hvor megen beslutsomhed og modstandskraft der indgår i hans æstetiske holdninger, og hvor megen refleksion og omhu der er nedlagt i selv den mindste miniature fra hans hånd.

Hans musikalske produktion er lille af omfang, og hans kunstneriske profil er ikke banebryderens eller erobrerens. Men i kunsten - som så mange andre steder - er det ikke mængden, der gør det. I sit eget toneleje, og på en meget personlig måde, genspejler Tage Nielsens musik gennem snart et halvt århundrede periodens danske musikhistorie på kryds og på tværs; og vel at mærke uden at han på nogen måde kan siges at have holdt sig på midterrabatten. Hans musik er blevet til i en levende og helt personlig dialog med de musikalske strømninger, der har omgivet ham.

Visse sider af det musikalske arvesølv forvalter Tage Nielsen med urokkelig trofasthed, ikke mindst den ældgamle idé om enhed i mangfoldigheden. Og han opnår denne enhed med klassiske midler, med hævdvundne formtyper og med motivisk koncentration i videste forstand. Men fortid og kulturvaner spiller en rolle i enhver komponists navigation. Han kan forsøge at undslippe til et fantasiland uden hukommelse. Eller han kan elske sin kulturelle fortid så højt, at han gør sig til ét med den. Men han kan også finde et smuthul mellem svikmøllens hjul. Vi har et ord for det - vi kalder det for tradition. Og Tage Nielsen bærer rundt på dén med noget, der ligner selvfølgelighed. Hans fintslebne teknik og omhu med detaljen går hånd i hånd med et dramatisk og fortællende udtryk, som i de senere år har vist sig med stigende styrke, og som måske i sig selv forklarer, hvorfor en komponist, der ellers har følt sig bedst hjemme i de mindre former, for nogle år siden tog et modigt og besejrende livtag med den store, fortællende opera.

At Tage Nielsens værkliste er kort, har som sagt sine ydre grunde. Men den bedre forklaring er nok, at han er en usædvanlig selvkritisk, næsten pertentlig komponist, som ikke tiltrækkes af nemme eller hurtige løsninger, og som kun siger noget, når han virkelig har noget at sige, der ikke forekommer ham sagt bedre eller ærligere af andre. Han kender den sultne papirkurv, der gerne vil fodres. Og han véd, at en verden, der allerede lider af musikalsk forstoppelse, ikke just råber på musik. I den situation kan mindre godt vise sig at være mere. Tage Nielsen insisterer frem for alt på at give tingene fylde. Hvad der i det store regnskab altid er vigtigere end at give dem omfang. Derfor er også han en indlysende værdig modtager af Carl Nielsen Legatet.

Karl Aage Rasmussen

Hvis man gerne vil vide mere om den næste prismodtager, går man på Internettet og lader sin mus søge hjælp hos fx søgemaskinen Google, så er der bid i en grad, som næppe overgås.

Gå hjem og prøv; i bunden af Google-siden fremkommer der for hver ny side yderligere et o til forlængelse af vokalen i Google og den dag, jeg søgte på vor prismodtager, fandt jeg 52 o'er - det var et langt Google, og der var altså 52 siders information.

Disse 52 sider indeholdt hver omkring 10 artikler, hvor man kan følge prismod-tagerens verdensomspændende aktiviteter, og jeg kan love, at man ved læsning af denne kæmpebuket af blomstrende succes bliver som aldrig før svimmel, imponeret, glad og forbløffet.

Dette informerende læsestof fremkommer på engelsk, tysk, fransk, russisk, hollandsk, spansk, dansk, ungarsk, finsk og endelig så jeg også en japansk artikel, som dog ikke kan åbnes på min computer, da den ikke kan japansk.

Hvis Carl Nielsen havde kigget mig over skulderen, ville han ikke tro sine egne øjne. Carl Nielsens Violinkoncert blev uropført i oktober 1913, og han skrev da til sin kone: "Peder Møller er en knop, og der er slet ingen tvivl om, at han vil gøre vældig lykke."

Det blev også en stor lykke, men tænk engang, om Carl Nielsen nu sidder deroppe og følger med den vidunderlige violinkoncert rundt i den store verden. Hvis han gør, har han travlt og han vil være bristefærdig af stolthed og glæde.

Kære Nikolaj Znaider!

Du har et sjældent stort talent, du har forstået at udvikle det til et usædvanligt kunstnerisk format, og det er faktisk ganske klart, men også utrolig flot, at du nu allerede i din unge alder har lagt nærmest hele verden for dine fødder.

Jeg håber og tror virkelig, at Carl ser med deroppefra, og det glæder ham så inderligt, at du i den grad forfører os med bl. a. hans violinkoncert. Du har i højeste grad været med til at placere den koncert, hvor den hører hjemme - nemlig i centrum af det største og mest betydningsfulde violinrepertoire.

Det er derfor med den allerstørste glæde, jeg hermed overrækker dig Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris, 2001.

Anne Øland"

Årgang 76/2001-2002, nr. 02