Musiklovens historie 1934-2001

Af METTE DINESEN

I august 1934 stiftes Dansk Musikraad på initiativ fra Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). Staten har behov for en høringspartner i sager om bl.a. udenlandske musikeres arbejdstilladelser, og i DUT er der utilfredshed med, at denne funktion varetages af Dansk Tonekunstnerforenings repræsentantskab alene. Dansk Musikraad bliver sammensat af repræsentanter for musiklivets vigtigste organisationer og institutioner. Hverken Tonekunstnerforeningen eller Justitsministeriet, der tager sig af sager om arbejdstilladelser, er dog tilfredse med den løsning. Resultatet bliver, at et nyt råd, Musikrådet, i 1935 oprettes under Dansk Tonekunstnerforening, som en erstatning for foreningens repræsentantskab.

Musikrådets formål er at forsvare musiklivets interesser over for myndighederne. Samtidig fungerer Musikrådet som Undervisningsministeriets og Justitsministeriets rådgiver i musikspørgsmål.

I 1957 opretter Undervisningsministeriet Musikkommissionen. Musikkommissionen skal undersøge den danske musikopdragelse og dansk musiklivs vilkår og komme med forslag til, hvordan de kan forbedres. Kommissionen medvirker også som musiksagkyndig rådgiver, da lovene om statstilskud til orkestre bliver gennemført i 1961 og 1964. Fra 1961 kan orkestre uden for hovedstadsområdet få dækket 50 % af deres udgifter til musikerlønninger. Og i 1964 vedtages lov nr. 69 om statstilskud til et landsdelsorkester på Sjælland.

Ministeriet for Kulturelle Anliggender oprettes i 1961, og Musikkommissionen overgår hertil. Gennem ny lovgivning og revision af den eksisterende forbedres forholdene for stort set alle de kunstneriske og kulturelle områder. På musikområdet overtager staten driften af landets konservatorier i hhv. 1949 (Det kgl. Danske Musikkonservatorium), 1963 (Det jyske Musikkonservatorium og 1972 (Esbjerg, Odense og Ålborg).

Lovene om statstilskud til landsdelsorkestre i 1961 og 1964 sikrer landsdækkende fremførelse af den symfoniske musik. Men der mangler stadig en lovgivning, der omfatter musiklivet som helhed, og som giver hele befolkningen mulighed for at beskæftige sig med musik - både som udøvere og som lyttere.

Statens Musikråd bliver oprettet i 1971 på initiativ af Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Musiklivets struktur har forandret sig så meget, at ministeriet ikke længere finder de rådgivende organer repræsentative. Rådet skal, ifølge dets vedtægter, bestå af op til ni uafhængige, sagkyndige medlemmer, sådan som det stadig er tilfældet i dag. Statens Musikråd får til opgave "i sager angående musikforhold at rådgive og bistå statslige myndigheder, der fremsætter anmodning herom". Desuden kan rådet "på eget initiativ optage spørgsmål vedrørende dansk musikliv til drøftelse og fremsætte erklæringer herom". Samtidig nedlægges Musikkommissionen. Musikrådet under Dansk Tonekunstnerforening fungerer et stykke tid endnu, men udelukkende som rådgiver for Justitsministeriet i sager om arbejdstilladelser til udenlandske musikere.

Statens Musikråd bliver beskikket af Ministeren for Kulturelle Anliggender den 14. januar 1972 med Kjeld Hansen som formand. Fem af rådets ni medlemmer er valgt af et repræsentantskab på 28 medlemmer, udpeget af musiklivets forskellige institutioner og organisationer. De fire udpeges direkte af Ministeren for Kulturelle Anliggender. I en selvvurdering fra 1973 af rådets sammensætning og funktion betoner Statens Musikråd bl.a., at det at "medlemmerne i rådets arbejde er uafhængige af fagforeningsmæssige interesser, men alligevel føler sig funderet i det institutionerede og organiserede musikliv til enhver tid vil gøre rådets arbejde sagligt forsvarligt - og inspirerende".

Den første større opgave kommer til Statens Musikråd den 20. januar 1972. I et brev beder Ministeriet for Kulturelle Anliggender rådet om at bistå med en undersøgelse af problemerne i dansk musikliv og at komme med et forslag til, hvordan de kan løses, samt hvad det vil koste. Forslaget skal danne grundlag for en kommende musiklov. Musikrådet nedsætter ikke færre end 28 forskellige arbejdsgrupper for at danne sig et overblik over området.

10 år senere, den 7. juni 1973, har Musikrådet forsøgt at koordinere al støtte til musiklivet i et "Udkast til lov om musik". Hovedprincipperne i udkastet går på at sikre alsidighed, decentralisering og lige adgang til musikalske oplevelser for alle.

Især to synspunkter fremhæves i indledningen til lovudkastet:

1) "Først og fremmest må den musikalske aktivitet gøres til et naturligt led i hverdagen for alle grupper i befolkningen, en central oplevelsesmulighed for det enkelte menneske dels til at udvikle sin egenart, dels som et middel til at skabe fællesskab med andre."

2) "Det vil være af fundamental betydning, at man nu opnår en virkelig decentralisering i dansk musikliv, idet det er i de lokale miljøer, fornyelsen af vort musikliv skal ske. Der må skabes lige adgang til kulturgoderne - her først og fremmest musikken - uanset geografisk beliggenhed."

Musikrådet har desuden et ønske om at opløse skellene mellem de enkelte musikgenrer. Derfor er der ingen særlige støttebestemmelser for dem i lovudkastet.

Som slutbemærkning i oplægget skriver daværende formand Kjeld Hansen: "Rådet ønsker ikke at komme med et færdigudarbejdet oplæg, før alle kredse i dansk musikliv har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med rådets tanker om en musiklov og til at ytre sig derom." Det er nok en af grundene til, at der kommer til at gå endnu et par år, inden loven kan vedtages.

Først til folketingsåret 1975-76 ligger et egentligt forslag til en musiklov klar. Af forslaget fremgår det, at Musikrådet (ud over som hidtil at rådgive og bistå offentlige myndigheder) har til opgave "at virke til fremme af musiklivet i Danmark". I forhold til vedtægterne fra 1971 er Musikrådets position styrket væsentligt. Forslaget er udformet som en rammelovgivning, der skal udfyldes i et snævert samarbejde mellem Statens Musikråd, amtsmusikudvalgene og de kommunale kulturudvalg, i takt med behov og økonomiske muligheder. Decentraliseringstanken bliver slået fast i forslaget: Et musikudvalg i hvert amt gøres lovpligtigt.

Grundlaget for forslaget står smukt beskrevet: "Det nu foreliggende lovforslag hviler på musikrådets udkast og på det grundsynspunkt, at musikken må prioriteres højt i det kulturpolitiske arbejde, at musik ikke er luksus, men et nødvendigt led i hele samfundslivet".

Verdens første egentlige Musiklov træder i kraft den 1. oktober 1976. Med den får musiklivet tilført omkring fire millioner kroner, og inklusive de allerede eksisterende midler er der i alt otte millioner kroner i de såkaldt "frie midler" til lovens støtteområder. Derudover får landsdelsorkestrene godt 19 millioner. Næsten tre fjerdedele af midlerne er altså på forhånd bundet til professionel udøvelse af klassisk musik.

I sit 'testamente' i 1979 skriver det afgående musikråd: "Bevillingerne opfylder ... ikke musiklovens formål, og de er langt fra tilstrækkelige til på længere sigt at bevare og udvikle dansk musikliv ...". Nok havde eksisterende musikaktiviteter været i stand til at overleve, men nye initiativer var kun blevet støttet i begrænset omfang. Med den første revision af Musikloven i 1981 forøges lovens frie midler med ca. 75%. I 1983 udgør denne del af musiklovens midler knap 21 millioner.

I 1984 beder Ministeren for Kulturelle Anliggender Statens Musikråd om at lave en indstilling med henblik på en mere gennemgribende revision af Musikloven. Musikrådet slår her sin vigtige position fast ved at træde i stedet for et lovrevisionsudvalg. Musikrådets indstilling, der udarbejdes som en betænkning, kommer i 1985. I den fastslår rådet, at musiklivets udvikling og fornyelse kun kan sikres ved at tilføre flere midler til området. Rådet kommer med 33 forslag til, hvordan eksisterende aktiviteter kan sikres og nye sættes i værk. En konference i Århus med deltagere fra alle dele af musiklivet viser, at betænkningen har bred opbakning fra det danske musikliv.

I 1986 kommer en fjerde, og epokegørende, udgave af Musikloven. Her får Musikrådet nemlig kompetence til at træffe den endelige afgørelse i sager om tilskud til musikaktiviteter uden ministeriets godkendelse. Ved en revision allerede i 1987 bliver bestemmelsen dog begrænset, så ministeren får kompetence til at gribe ind over for Musikrådets afgørelser. En beføjelse der endnu ikke har været brugt i praksis.

Lovrevisionen i 1986 tilfører musikområdet betydeligt flere midler, og ved revisionen i 1987 sættes de 33 forslag i Musikrådets betænkning fra 1985 i værk. Af særlig betydning er indsatsen på musikskoleområdet og oprettelse af flere musikalske grundkurser (MGK) i amterne. Også for de mindre orkestre sker der forbedringer, og Musikrådet begynder at føre ideen om regionale basisensembler ud i praksis.

I maj 1987 nedsætter Statens Musikråd et pædagogisk udvalg, der har til opgave at undersøge sammenhængen mellem de musikpædagogiske uddannelser på konservatorierne og undervisningen på musikskolerne. Allerede i 1985 havde Musikrådet ansat en konsulent, der skulle rådgive på musikskoleområdet. I en rapport fra 1988 argumenterer det musikpædagogiske udvalg stærkt for, at en lovgivning er nødvendig på området, og udvalget vedlægger sågar et færdigt forslag til, hvordan en musikskolelov kan se ud.

Efter en række offentlige høringer og debatter bliver lovforslaget fremsat i folketinget. Musikskoleloven bliver vedtaget i juni 1990 med en beløbsramme på 50 millioner kroner. Loven indeholder en frivillig ordning for kommunerne, men hvis de indgår i den, refunderer staten op til 25 % af musikskolernes udgifter til lærerlønninger. Refusionsprocenten har dog aldrig været oppe på de maximale 25 % - i dag ligger den på knap 18.

Endnu en lovrevision træder i kraft 1. januer 1994. Lovrevisionen har til formål at skaffe flere ressourcer til de støtteområder, der allerede eksisterer. Desuden hedder det nu i lovens første punkt, at "Statens Musikråd har til opgave at virke til fremme af musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet". Musikrådets indsats skal række ud over det nationale niveau og medvirke til at gøre dansk musik gældende internationalt.

Et behov der er stigende "som følge af den voksende europæiske integration og udviklingen i verden i øvrigt", hedder det i bemærkningerne til lovforslaget. Desværre beslutter regeringen at sætte en stopper for Musikrådets planlagte fremskrivninger for 1996 og 1997, så bl.a. de planlagte syv millioner kroner til internationale musikaktiviteter reduceres til to.

I 1993 sætter Musikrådet en undersøgelse af de rytmiske spillesteder i gang i samarbejde med Kulturministeriet. Undersøgelsen bliver gennemført af Center for Alternativ Samfundsanalyse og udkommer i januar 1994. På baggrund af den laver Musikrådet en handlingsplan, der iværksætter en forsøgsordning med bl.a. regionale spillesteder. Forsøgsordningen evalueres, og på den baggrund kommer Musikrådet med et forslag til en spillestedslovgivning i marts 1998.

Sidste skud på den musikpolitiske stamme kommer den 30. november 1999. Her bliver en finanslovsaftale med 30 millioner kroner til de rytmiske spillesteder vedtaget

Musikloven skal næste gang revideres i folketingssamlingen 2002-03. Her vil især musikskolernes drift og musikernes vilkår i basisensemblerne være på dagsordenen.

LITTERATUR

Bekendtgørelse af lov om musik. Kulturministeriets lovbekendtgørelse nr. 142 af 28. februar 1994.

Forslag til lov om musik, Ministeriet for Kulturelle Anliggender, 1975-76.

Anne Pedersen og Helle Solvang: Dansk Musikpolitik. Kulturens Politik, forlaget Klim, Århus 1994.

Finn Slumstrup: Musiklovens vej, Tværstand, september 2001.

Statens Musikråd: Udkast til Lov om Musik, 1973.

Statens Musikråd: Betænkning om revision af musikloven. Betænkning nr. 1061, København 1985.

Statens Musikråd:

Rapporter 1976-1999.

Axel Teich: Statens Musikråd mellem musikliv og musikpolitik - om tendenser i den danske kulturmodel. Københavns Universitet, 1999.

Vedtægter for Statens Musikråd, Ministeriet for Kulturelle Anliggender, 1971."