Plader

Af Jørgen Lekfeldt

Italian Piano Music 1939-1990. Giacinto Scelsi: Klaversonate nr. 3; Luigi Dallapiccola: Quaderno musicale di Annalibera; Luciano Berio: Cinque variazioni, Brin, Rounds og Wasserklavier; Sylvano Bussotti: Musica per amici; Franco Evangelisti: Proiezioni sonore. Elisabeth Klein. Classico CLASSCD 259.

Det er nogle af ikke blot den italienske, men i det hele taget nogle af den samlede nutidige klaverlitteraturs perler, Elisabeth Klein præsenterer i denne indspilning af en række værker fra et halvt århundrede.

Cd'ens første værk er tillige det mindst kendte. Her lytter vi til en for de fleste nok ukendt tidlig Scelsi i Klaversonate nr. 3 fra perioden før 2. Verdenskrig. Scelsi ytrer sig her i et tonesprog med klare forbindelser tilbage til Wienerskolen og især til Schönberg. Men det meditative, om sig selv kredsende præg viser sig i værkets forløb at folde sig videre ud i et sprog, som går tilbage til romantikken - noten henviser til Wagner, men man kommer tillige til at tænke på Mahler, hvis Das Lied von der Erde et sted næsten synes citeret. Det kan virkelig undre, at denne klaversonate ikke før har været indspillet.

Dallapiccola fastholder i Quaderno musicale romantikken forstået som anskueliggørelse af en rigdom af nuancer i et følsomt-personligt musikalsk udsagn. Men der er tillige tale om en konstruktiv forholden sig til det musikalske materiale, som bringer Bach i erindring - og BACH er da også det grundmotiv, som er værkets udgangspunkt og fundament. Det hele er præget af en suveræn beherskelse af den kompositoriske teknik og fremtræder som et menneskeligt udtryksregister med grader af dybde i udsagnet, som vanskeligt lader sig beskrive, fordi de viser sig i satser, som i sig selv er præget af en selvfølgelig klarhed og enkelhed i formuleringen. Alt dette gør Quaderno musicale til et højde-punkt i ikke blot Dallapiccolas egen produktion, men i det 20. århundredes klavermusik i det hele taget. Der findes ikke for mange indspilninger af værket, og det faktum, at Elisabeth Kleins mindeværdige fortolkning nu er fastholdt for eftertiden, kan ikke roses for stærkt.

Ud af dette markante efterkrigstids-sprog med dybe rødder i fortiden vokser så Berios Cinque variazioni, et værk, som i denne sammenhæng lader lytteren fornemme en organisk sammenhæng mellem to forskellige musikalske sprog. At dette værk, igen et af den nyere klaverlitteraturs højdepunkter, følger lige efter Quaderno musicale, er ganske enkelt en kunstnerisk og pædagogisk genistreg af de større! Og her folder Kleins evne til klar fremstilling og nuancering med fortolkningsmæssigt engagement og varme sig igen ud - man fornemmer, at hun i disse værker møder netop den kombination af det konstruktive og det lyrisk udtryksfulde, som er karakteristisk for hendes eget spil. Dette indtryk af Berio uddyber Klein med Leaf, et kort og klart værk, som klinger som et ekko af Dallapiccolas Quaderno musicale projiceret over i den post-webernske verden. Og vi hører tillige Berios Brin, Wasserklavier og Rounds - sidstnævnte værk er en af de større stjerner på serialismens mælkevej af strålende klaverværker.

Men det samme gælder Bussottis Musica per amici fra 1957. Den, der tror, at Sylvano Bussotti 'bare' er en excentrisk maler, som har lavet nogle musikværker bestående af et virvar af streger og kruseduller, som kan føre til lidt af hvert - han eller hun burde lytte til et værk som Musica per amici Bussottis værker er både opførelses- og indspilningsmæssigt forsømt i sørgelig grad. Heldigvis findes der en cd med Bussotti-klaverstykker, som fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng (Martine Joste på mode records 65), og Elisabeth Klein giver nu en fortolkning, som kaster nyt lys over et af de væsentligste af disse værker.

Endelig rundes der så af og åbnes samtidig for nye perspektiver med Franco Evangelistis Proiezioni sonore. Denne forunderlige komponist anvender her grundelementer i den serielle musik - punkter og grupper - på så overbevisende måde, at det korte værk træder frem som et både personligt og alment fremadskuende udsagn. Her stråler det som nok en stjerne og opfordrer til videre rejse ud i musikalsk nyskabelse.

En cd med fortolkninger af så betydelige værker ved en af århundredets største danske pianister - min sjæl, hvad vil du mer?

•

Leif Kayser: Kirkeruder, Hymne til hertug Knud og Concerto per Organo. Jørgen Ellegård Frederiksen. Dacapo Records 8.224167.

På denne cd møder vi tre betydelige orgelværker af Leif Kayser. Han er en komponist, som det egentlig er svært at placere: Knyttet til traditionen og samtidig, som Jørgen Ellegård Frederiksen skriver i en fortræffelig artikel i ledsagehæftet, præget af "en dybt personlig indgangsvinkel og stillingtagen til det musikalske stof". Dét tør siges. Ellegård Frederiksen rammer plet, når han hævder, at Leif Kaysers musik "bevæger sig på et højt artistisk niveau med en stor informationstæthed". Her kan han på flere måder minde om Messiaen.

Cd'ens ældste værk, Concerto per Organo fra 1965, er også det betydeligste. Fra første takt nagles éns opmærksomhed fast af det prægnante motivkompleks, som gennemtrænger værket, og som kalder både Messiaen-værker og et orgelværk som Schönbergs Variationer over et recitativ frem i erindringen. Og i værkets videre forløb viser der sig et Messiaen-agtigt temperament og en dertil svarende opfindsomhed og dygtighed i udnyttelsen af det motiviske stof. Den afsluttende koral, som kommer som en mægtig kulmination efter en virkningsfuld hendøen, glemmer man ikke lige med det samme.

Kirkeruder (1975) består, som titlen angiver, af musikalske kommentarer til kirkeruder. De syv satser er gennemtrængt af salmemelodier, og værket udtrykker sig hermed inden for kirkens rum Ruderne ses så at sige indefra, og det sker på overbevisende måde. Således daler Fra Himlen højt kom budskab her virkelig ned fra oven i 3. sats, og denne sats og dens sammenhæng med den umiddelbart foregående, 'Syndefaldet' samt hele værkets cyklisk-programmatiske opbygning - rudernes motiver er 'Alfa & Omega' - 'Syndefaldet' - 'Kristus' - 'Påske' - 'Dåben' - 'Livets træ' - 'Alfa & Omega' - virker ganske messiaensk.

Hymne til hertug Knud fra 1986 er cd'ens nyeste og korteste værk. Det former sig som et roligt interludium, i hvilket vi igen møder suveræn motivudnyttelse. Grundlaget er her hymnen Gaudet Mater Ecclesia.

Leif Kayser-cd'en er et godt eksempel på dacapos evne til at bevæge sig ud på spændende, hidtil underbelyste områder af den nyere danske musik. Jørgen Ellegård Frederiksens udførelse af alle tre værker er præget af engagement og af dyb fortrolighed med komponistens musik.

•

Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Nikolaj Nørlund: Odysseus. Nikolaj Nørlund, Birgitte Frieboe, Vokalensemblet Ars Nova, Royal Danish Brass, Jakob Weber Egholm og Tom Højlund Olsen, dir. Frans Rasmussen. Classico CLASSCD 271.

I denne musikalske sørejse starter vi i 1. sats, Nordenvinden, klangligt med verdens skabelse: en langsomt fremadskridende sats med fanfarer for basuner, omkranset af kor og slagtøj. Både i messing og slagtøj er der en stemning af sand urtid - både Stravinsky, Xenakis og nyere franske komponister som Grisey og Dusapin melder sig i erindringen. Kombinationen af det rituelle og det organisk voksende giver, som satsen skrider frem, tydeligere og tydeligere Xenakis-associationer. Pelle Gudmundsen-Holmgreen synes således her i Odysseus fra starten at begive sig ind på græsk territorium i mere end én forstand. Men en dualisme opstår efterhånden, og vi bevæger os mellem et Xenakis-punkt i blæsere og slagtøj og en Stravinsky-agtig region i koret, hvor værker som Messe og Canticum Sacrum svæver over vandene.

Således har vi fået en virkningsfuld indgang til det mytiske univers i Odysseus, men i den følgende sats Her er din afsked zoomer Nikolaj Nørlund ind på noget mere fortroligt. Dette fornemmes som både positivt og negativt - jeg ville gerne have fortsat turen på tværs af tid og rum, men menneskeliggørelsen med dens fokuseren på personen fastslår på den anden side, at vi bevæger os i et dualistisk-mytisk univers: Her er både natur og menneske repræsenteret.

Med disse to satser er værkets idé og grundkarakterer lagt frem for lytteren. At det arketypiske og det personlige på det idémæssige plan og det arkaisk klingende og det nutidige tonesprog på det musikalske plan mødes i dette værk danner en effektiv klangbund for den nutidige lytters møde med den gamle fortælling. Det bliver virkelig til en god historie. Samarbejdet mellem to så forskellige komponister som Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Nikolaj Nørlund har båret frugt i en sådan grad, at man kun kan glæde sig over denne udgivelse.

Andy Pape: Leonora Christine, Dronning af Blaataarn. Edith Guillaume, Maria Stenz, Jens Bruno Hansen, Lars Frederiksen, Peter Halaburt, Jes Gram, Fredrik Holm, Carsten Smith Nielsen, Jesper Lützhøft, Bo Lundby Jæger, Thomas Sandberg, Bodil Rørbech, Uffe Wissing, Fredrik Lindström, Mattias Roderick og Morten Olsen, dir. Kaare Hansen. dacapo 8.224171-72.

Andy Papes opera skildrer to perioder i Leonora Christines lidelseshistorie: De første og de sidste dage i Blåtårn. Vi møder her en menneskeskæbne, som vi jo kender fra hovedpersonens berømte Jammersminde, og som her belyses ved hjælp af en vekslen mellem musikalske virkemidler fra forskellige tider - musikken projicerer så at sige operaens handling fra erindringsværket ud på det spand af tid, som strækker sig frem til nutiden. Både musikalsk og dramatisk er denne idé virkeliggjort på effektfuld vis.

Leonora Christine (1621-1698) er jo en interessant skikkelse. Forfatteren - Nina Malinovski - og komponisten har her i en blanding af historiske og fiktive hændelser og personer foretaget en slags psykoanalyse af hovedpersonen. Den samme idé kendes fra fx Mogens Christensens opera Systema Naturae (se anmeldelsen i sidste nr. af DMT), hvor det er Carl von Linné, som tages under behandling. Denne tanke - at skildre en historisk person og ud fra dette anskueliggøre almenmenneskelige træk, som også er aktuelle for os, der hører operaen her og nu - er ingenlunde ny, men den synes at være flittigt anvendt her på overgangen til et nyt årtusinde. Måske en naturlig trang til at finde menneskelige fællestræk, som går på tværs af en tid, der er præget af hastige forandringer?

I forbindelse med litterære forsøg af samme art vil en tanke naturligt kunne melde sig: hvorfor går forfatteren egentlig ud fra overvejelser af typen "Det skildrer NN i XY århundrede, men det handler om os selv!"? Hvorfor så ikke slet og ret tage sit udgangspunkt i nutiden? Et naturligt svar kunne være ovenstående betragtning, og der kan findes andre gode argumenter, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her. Men det skal understreges, at når det drejer sig om musikalsk skildring af fortidens personer og hændelser, er sagen en anden. Her kan man gøre det, man så at sige aldrig møder i litteraturen: Der kan benyttes en skala af musikalske udtryksmidler, musikalske 'sprog', som strækker sig fra handlingens tid over mellemliggende perioder, hvori handlingen afspejles, frem til nutiden. Som før nævnt er det netop dét, der finder sted i Leonora Christine. Herved etableres i operaen et forhold til lag i overleveringen, til skiftende fortolkninger, som på spændende vis gør værket til et indlæg i en almen diskussion om, hvordan vi i det hele taget forholder os til begrebet historie.

Hvor vi i Odysseus (se foregående anmeldelse) har et sæt dualistiske og mytiske anskuelser - natur/menneske, arketypisk/personligt, gammelt/nyt - møder vi således i Leonora Christine en synsvinkel, som på musikalsk vis anskueliggør en nutidig historisk grundtanke: overleveringen farves af de stadier, som den gennemgår i karakter af fortælling på sin vej fra hændelsestidspunkt til nutid. Det er en illusion at tro, at vi kan nå frem til, "hvordan det virkelig gik til". Vi har ikke fortælling en som en størrelse, der kan anskues objektivt, men derimod en række fortolkning er af en fortælling.

Musikalsk virkeliggøres dette fx ved at lade Christian Tårngemmer - en fiktiv person, som er et konglomerat af flere af de fangevogtere, der bevogtede Leonora Christine - blive karakteriseret ved hjælp af en vals. Dette kan synes at være inderligt 'uhistorisk' - valsen var ikke 'opfundet' på Leonora Christines tid - men set fra en anden synsvinkel bliver den netop til et historisk virkemiddel på mere end én måde: et virkningsfuldt ledemotiv i en fremadskridende handling, en karakteristik af en person, som 'sniger sig rundt', og som har et primitivt-sanseligt forhold til kvinder og til så meget andet (valsen som 'sanselig dans' anskueliggør her således et stadium i en persons udvikling) - og et symbol på en periode i Jammersmindes fortolkningshistorie: Romantikken. Valsen bliver med andre ord til eksponent for et spektrum af fortolkninger.

Således træder både hovedpersonen, bipersonerne, fortællingen og fortællingens historie frem i Andy Papes opera. Det psykiske spil i et menneske i fangenskab, spillet mellem mennesker i handlingens forløb og det historiske spil mellem fortid og nutid - alt dette er til stede og gøres levende i musikken, som har nutidens musik som sit udgangspunkt, men som anskueliggør historien gennem gestaltning af selve begrebet historie. Set i lyset af det sted, hvor handlingen foregår, kunne følgende karakteristik siges at være lidt af en brander, men alligevel: Operaen er virkelig et fængslende værk!"