Anfægtelsen som ledestjerne

"En ny Koppel-klaverkoncert, som det decideret fremgik af min anmeldelse, det var den gamle verdens farvel, endnu en demonstration af, hvordan man troede musik skulle skrues sammen. Vi havde nok en fornemmelse af, at det ikke kunne blive ved sådan der, men det var ikke fordi der var et andet mål ... 'so ein Ding müssen wir auch haben' - det var ikke det: Anfægtelsenvar vigtig."

Udtalelsen er af den snart 70-årige Per Nørgård, der taler om den unge aviskritiker og komponist Per Nørgård, som var en af de stærkeste stemmer i det så ofte omtalte generationsopgør omkring 1960. Anfægtelsen var vigtig, noget andet måtte komme, men hvad der skulle komme i stedet, var man på den anden side ikke klar over. Formuleringen, der her inddrager ordet anfægtelse, er velvalgt, for det betyder at nægte gyldigheden af en teori, men ordet rummer også tvivlen, ja ligefrem samvittighedsnaget.

Artiklen på de følgende sider er også et opgør ud fra troen på, at anfægtelsen er vigtig. Radikaliteten i skriften og lyden er til at forstå - forfatteren har sågar ønsket at sidde med ved layoutbordet. Der vil være læsere, som vil finde stilen og indholdet endog særdeles ungdommelige, og spontan anvendelse af det blokerende filter, som hedder simpel afvisning, vil forekomme.

I billedkunsten accepterer beskueren det hæsliges æstetik som frydefuld sansning: Anerkendte museer annoncerer Odd Nerdrum på plakater i firfarvetryk med en vis legemsdel tilhørende kunstneren selv stolt strittende ud af middelalderkostumet, Michael Kviums sirligt udformede fækalier og udstilling af menneskelig nedbrydning hører til toppen af ny dansk billedkunst, Christian Lemmertz kan udstille kroppe i forrådnelsesproces med stor virkning. I filmens verden er der ingen grænser for grænsesøgende opgør med traditioner. Teatret er under konstant fornyelse, ofte med det vulgære og anstødelige som omdrejningstæller.

Set på den baggrund er det mere end forfriskende, at også formidlings-formerne i musikkens verden attakeres. Komponisten Morten Skovgaard Danielsens artikel om Jexper Holmen viser en ny generations vilje til at gå gennem ekstremer, der i overvejelserne om kunst som eksistentielt korrelat minder om tidligere tiders kunstneriske manifester, isprængt viljestærke brokker hentet i det ekspressionistiske arvegods. Her handler det virkelig at undgå at opfylde de forestillinger vi har om kunst. En antiintellektuel avantgardisme, der hele tiden tilsiger kunstneren at bryde med erobrede udtryksformer, fordi disse én gang erobrede uvægerligt stagnerer. De forsøger at myrde traditionen. Dette nummers forsidemotiv med Erik A. Frandsens Mordet på en kinesisk bookmaker former ambitionen allerede i firserne: En økse kløver en Mao-kasket med rød stjerne placeret oven på formandens samlede værker, og uden for de døde bøger springer ulæselige tegn kaotisk rundt. Afskeden er formet som et øksemord.

Vel, de unge komponister taler langtfra på vegne af en samlet generation, men der formuleres et alternativ, som med fordel kan diskuteres. At ignorere disse udtryk vil signalere utilgivelig ignorance og udstille en angst for det anderledes.

Anders Beyer"