BØGER

Af Martin Granau

En betydelig dansk kunster

"Selvfølgelig spiller du". Lavard Friisholms erindringer. Randers Kammerorkester 2001. Redaktør: Sven Skovmand. ISBN 87-7271-002-5. 160 sider, pris: 198 kr.

Lavard Friisholm døde i august 1999, på et tidspunkt hvor han endnu arbejdede på at skrive sine erindringer. At de nu alligevel foreligger på tryk skyldes hans families (og især bogens redaktør, Sven Skovmands) ihærdige arbejde med at samle og sammenholde det allerede nedskrevne med forskellige notater og interview. Randers Kammerorkester (tidligere: Randers Byorkester) har udgivet bogen og siger på den måde tak for det arbejde, Friisholm ydede for orkestret gennem 32 år, og som betød, at Randers Byorkester spillemæssigt kom på højde med landsdelsorkestrene.

Lavard Friisholm lader sine erindringer begynde med rødderne, med sin farfar, der havde fået undervisning af selveste J.P.E. Hartmann, og med sin far, der var organist og bl.a. havde været rejsemusiker i Sverige. I et levende - og for Friisholm karakteristisk uhøjtideligt - sprog føres læseren gennem barndomsuniverset i fødebyen Kerteminde, hvor den begyndende musikinteresse og oplæring tager form.

Mødet med den klassiske musik i form af radiolytning og besøg af mere eller mindre prominente kunstnere giver Friisholm lysten til at beskæftige sig med musik på et højere plan. Og den flittige musiceren i hjemmet med forældrene og sine søskende bliver udgangspunktet for Friisholms karriere som udøvende musiker. Først som violinist, siden som organist i et lokalt sogn. Det er som ganske ung, at han efter at have spillet kostbar over for sin far og nægtet at spille violin for byens gamle, at han får den formanende sætning serveret: "Selvfølgelig spiller du, det er det, du er til for!" Det bliver et motto for Friisholms musikudøvelse resten af livet, og det er blevet titlen på erindringerne.

Lavard Friisholms musikalske løbebane fra violinist (bl.a. i Erling Bloch Kvartetten) til dirigent fylder helt berettiget en stor del af bogen. Mødet med musikere som violinisterne Julius Chonowitsch, Emil Telmányi, Georg Kulenkampff og Erling Bloch, organisten Søren Sørensen samt dirigenterne Mogens Wöldike og Thomas Jensen m.fl. former ham musikalsk og menneskeligt, og bogen dvæler ved store og små begivenheder omkring livet som musiker og dirigent.

Dirigentkarrieren tager fart i 1944 med etableringen af Collegium Musicum, specialensemblet med forkærlighed for barokmusik og helt ny musik. Det er her, Friisholm for alvor træder ind i det danske musikliv, udbygger kontakten til de unge danske komponister og endda - sammen med Søren Sørensen - får foranlediget, at Olivier Messiaen kommer til København for at spille sine Amen-visioner.

Tiden som dirigent i Tivoli illustreres med en lille historie om, hvordan Thomas Jensen lærer Friisholm at dirigere wienervals. Vi hører om oplevelser om tiden som løs dirigent i radioen og i Århus, og så er der opbygningen af Randers Byorkester, som Friisholm fik placeret i alle danskeres bevidsthed. Man kan glæde sig over, at der i dag findes en række af Friisholms indspilninger bevaret på plade. Dertil kommer de uudgivne optagelser som radioen ligger inde med!

Tidligt i bogen træder Lavard Friisholms anden store og livslange interesse i forgrunden: Malerkunsten. Friisholms venskab med malere som Victor Brockdorff, Ejler Bille, Ernst Syberg, Asger Jorn, Kaj Ejstrup og ikke mindst Richard Mortensen kommer til at præge en stor del af hans kunstopfattelse, og det synes klart, at hans tilgang til såvel barokmusikken som mellem- og efterkrigsmodernismen i høj grad går gennem disse malere mere end gennem musiklivet i øvrigt. Det illustreres bl.a. ved, at Friisholm efter at have arrangeret en koncert på Den Frie Udstilling med ny dansk musik på programmet kaldes til orden af DUTs altfavnende formand Aksel Agerby. Ny musik "skulle de f.g. nok ordne i DUT".

Det er i forbindelse med Lavard Friisholms position i forhold til den nye danske musik, at bogen bliver rigtig interessant. Og det er her, at der kommer oplysninger frem, som uden erindringerne sandsynligvis ville have blevet glemt. Samarbejdet med DUTs formand Aksel Agerby er som nævnt ikke uden vanskeligheder, og det kommer desuden frem, at forholdet til de unge toneangivende musikere som Johan Bentzon og Waldemar Wolsing har gjort det svært for Friisholm at få tildelt de opgaver, han mente sig berettiget til.

Modsætningsforholdet mellem Friisholm og især Johan Bentzon fortsætter helt ind i Friisholms tid som formand for DUT - i den vanskelige tid i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne. For Friisholm kulminerer det med en af de største fusere i dansk musik-historie: Stormløbet på den siddende bestyrelse i DUT i 1962. Her tilbyder komponisten Leif Thybo "på vegne af en gruppe af oppositionen" at tilbagekalde den ekstraordinære generalforsamling, hvis Friisholm til gengæld vil sørge for, at Per Nørgård kommer ud af bestyrelsen! Dette kan Friisholm ikke love, men oplysningen er da interessant for dansk musikhistorie langt ud over erindringsbogsgenrens causerende karakter.

Sine steder må livsskildringen i sagens natur forekomme en smule perifer rent musikhistorisk. Til gengæld lader man sig rive med af stemningen og tidsånden, hvilket formodentlig vil gøre bogen interessant også uden for musikfaglige kredse. Der er en vis kronologi i bogen, og de mange småkapitler (knap 90 fordelt på godt og vel 150 sider) gavner både læsbarheden og bogens værdi som opslagsværk. Illustrationerne er gode og velplacerede. Det gælder både de fotografier, der for en overvejende del må stamme fra Friisholms egne gemmer, og de gengivne kunstværker. Det er rigtigt tænkt at lade de kunstværker, der fyldte så meget i Friisholms liv, få en så fremtrædende plads i bogen.

Bogen er ikke en videnskabelig afhandling, og dens musikhistoriske værdi ligger derfor ikke i det dokumentariske. Der er desuden et par historiske misforståelser undervejs. Som for eksempel når seancen med Nam June Paik i 1961 blandes tidsmæssigt sammen med den lige så floppede Fluxus-festival året efter.

Man kan ærgre sig over, at bogen ikke indeholder mere om Friisholms sidste tid og mere om tiden i inderkredsen af det musikoprør, der dominerede dansk musikliv i slutningen af 1950erne og i 1960erne. Familien har valgt kun at lade Friisholms egne notater supplere af andre kilder i et minimalt omfang, hvilket uden tvivl har været rigtigt at gøre, for ellers ville hans eget sprog være blevet ændret til uigenkendelighed. Det ville desuden have krævet en forskningsmæssig indsats at lave en decideret biografi om Friisholm. Hans datter, Annette Friisholm, nævner det allerede i forordet, og jeg kan kun tilslutte mig: Lavard Friisholms hele betydning for dansk musikliv kommer ikke til sin ret i erindringerne. Men det er en appetitvækker til et nærmere bekendtskab med Friisholms virke. Og en rigtig spændende og velskrevet én."