Hvor fanden er lyden?

Projekt Lyd/By, "Happy new ears" er en installationskoncert arrangeret af Kulturselskabet Swung, som lever i den nedre del af det århusianske kulturliv. Helt bogstaveligt. Swung blev født i lokalerne under en af byens caféer i 1998.

Af Jesper Langballe

Det er støj på en ordnet måde, det føles umiddelbart som kaos, men det er ordnet, det er med en mening.

En spontan kommentar fra en tilfældig århusianer, der tilfældigvis var på strøget i Århus den 25. august om eftermiddagen.

Med sit udsagn sætter han flere ord, end han aner, på den begivenhed han tilfældigvis blev en del af. En begivenhed hvor byens lyde blev vendt, drejet, forstærket, fortolket og kommunikeret ud.

Projekt Lyd/By, "Happy new ears" er en installationskoncert arrangeret af Kulturselskabet Swung, som lever i den nedre del af det århusianske kulturliv. Helt bogstaveligt. Swung blev født i lokalerne under en af byens caféer i 1998. Kulturselskabet har det erklærede formål "at igangsætte, fremme og debattere kulturelle og kunstneriske aktiviteter i det offentlige rum i Århus. Selskabet arbejder for at genåbne byen for dens indbyggere gennem eksperimenterende og grænseoverskridende kulturelle begivenheder". Med andre ord: Kunsten skal ud til borgerne, de skal ikke nødvendigvis komme til den på museer og i koncerthuse.

Den formålsparagraf blev absolut opfyldt den 25. august i år.

Dagen tegnede grå og trist, jeg selv havde udstyret mig med støvler og regntøj, da jeg fra en forstad til Århus begav mig til byen for at lytte. Syv lydkunstnere med hvert sit 'musikalske' udtryk, med hvert sit 'instrument', hvert sit tankeeksperiment og hver sin idé ville gøre dagen anderledes. De syv skulle med deres lyde danne en prolog til Århus Festuge og indgik som en del af festugeprogrammet, der for øvrigt i år netop er blevet rost for at komme bredere ud til publikum ved at udnytte det lokale kulturliv bedre end tidligere. Det blev en ganske effektiv detalje, at Swung med en prolog kunne lægge arrangementet lidt før selve festugen, der foregik fra den 1. september. Det betød, at mange mennesker blev opmærksomme på Lyd/By, fordi det var en del af festugen, og at Lyd/By ikke druknede i mængden.

Solen varmede, mens regn blev en illusion, og byens caféer og gader blev fyldt. Den første installation, jeg stødte ind i, var Hans Sydows fire fuglekasser på det lille Pustervig Torv. Hans Sydow bruger kort fortalt sprog, lyrik, lyde og musik i sine værker. Det gør de fleste, men Sydow bevæger sig et sted imellem de gængse toner og udtryk. Han er optaget af dadaismen, og han blander støj med det iørefaldende. Gråspurv, bogfinke, solsort og stær genlød fra en gavl på Pustervig, hvor den blev udsat for volapyk-ekvelibristen Søren Søgård-Jensen og sampler. Jeg vil sige, at der skulle en god fantasi til at gennemskue, hvilke fugle der var tale om. Stæren var rimelig tydelig, mens de andre gav flere spørgsmål end svar. Men at der var tale om byfugle, syntes jeg var klart nok, om ikke andet fordi lydene kom fra store fuglekasser.

Man kunne både høre fuglene og byen, og de spørgsmål, der dannede sig mellem ørerne, kunne man så tage med sig videre og søge svar på. Og folk standsede, lyttede, nikkede eller rystede på hovedet,- de blev konfronteret med kunst lige mellem ørerne, som de blev nødt til at tage stilling til.

Sådan var det også i den gamle borgport ind til Pustervig Torv. Den unge Trier, Tobias, havde plastret loftet til med mobiltelefoner. Han var blevet dirigent for et symfoniorkester baseret på teleselskabers stabilitet og batteriers råstyrke. Nokia ER stor, og det var intensiteten også i den gamle port. Her krævede dirigenten nemlig ro, før han slog takten an. Med fire mobiltelefoner på gulvet styrede Trier loftets instrumenter, og en symfoni blev skabt. Hans mission var at transformere simpel støj til en poetisk oplevelse, hvilket han gjorde med egne og lånte tonekombinationer fra wienerklassicismen til nutidig pop. Børn blev holdt fast og voksne betaget, både af den tekniske idé og tonernes fortælling. En ellers hadet lyd i en storby, lyden af mobiltelefoner der ringer, blev nydt i nogle minutter, af dem som havde tålmodigheden til at vente på koncerterne.

Temperaturen steg, og lydinstallationerne blev besøgt. Folk blev opmuntret af den svenske musikpædagog Staffan Mossenmark, på trods af hans uhyre simple opstillinger. Flere steder i byen skabte hans Lysnarstationer, lyttestationer, opadvendte mundvige. Mossenmark ville vise os byens døve hjørner. Ved at lade et stereosæt (to mikrofoner) gå helt tæt på fx det rislende vand i vandkunsten kunne man med et par hovedtelefoner lytte til steder, man ellers ikke havde mulighed for. Størst glæde var der ved mikrofonerne på Store Torv, hvor folk ganske enkelt kunne høre sig selv. Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved den kunstneriske dybde i Mossenmarks opstillinger. Jeg oplevede, at han ikke bidrog med meget andet end et "nå" fra dem, som lyttede på hans opstillinger. Han gav ikke folk mulighed for at komme videre med en stillingtagen til noget som helst, blot fik de sig måske et (billigt) grin, som hurtigt kunne erstattes af noget lige så overfladisk på næste gadehjørne.

Hvor fanden er lyden? Ja, den er der jo hele tiden, men kan DU se den? Jef Carstens bidrag til Lyd/By var en komposition for skibsklokker og tågehorn på Århus Havn. Carstens er magister i dansk og kunsthistorie, og med den ballast lærer ved Aarhus Kunstskole. Han er en af de bedst kvalificerede hvad angår tankerne bag et arrangement som dette, og for øvrigt var Lyd/By hans idé i sin tid. Han holder foredrag om dada og futurisme, og han bruger John Cage (1912-1992) og hans arbejde med at udnytte virkelighedens tilfældige lyde i sine værker som forbillede. Idéen holder, men i praksis blev det desværre tyndt.

Det var en af de opstillinger, mine forventninger på forhånd var størst til. Tænk at få en havn til at spille med sine lyde efter tilfældighedernes princip. Det må blive voldsomt og gribende. Men det, man hørte på havnen, var fjerne tågehorn, skibssirener, måger og vandets skvulpen. Der var lidt mere tuden end normalt, men de lystfiskere og fodgængere, jeg stødte på, havde ikke bemærket andet end en forstyrret klokke på den gamle toldbygning. Den ringede rasende tilfældigt, og gjorde folk i tvivl om, hvad klokken var. Da vi ikke kunne høre noget tydeligt, begyndte vi at lede efter en installation, som måske blot skulle aktiveres. Det var naturligvis ikke tilfældet, og vi ledte og lyttede næsten forgæves.

Anderledes voldsom og billedskabende virkede norske Geir Jensens opstilling. Geir Jensen, der i dag udgør navnet Biosphere, førte os med ned under byen, under kældrene, længere ned, helt derned hvor kloakernes skvulpende rør ligger side om side med middelalderens historie. Dernede lever en lyd, som altid findes i en storby. Det er ikke spor mystisk, det er helt naturligt, men virker voldsomt når aktive højttalere med stor effekt kaster lave frekvenser, brudt af lyden af metal mod metal, op ad væggene langs Århus Å. Det er umuligt at sige, hvad lyden viste, men de billeder af et liv ovenover der dannede sig mellem ørerne lever endnu. Man VAR dernede, man var tilskuer til en storby nedefra, og forsøger man at filtrere menneskesnak og bildrøn fra, så finder man også selv lyden ved at stå stille og lytte til byens sagte undergrund.

Det uforståelige og abstrakte tog musikstuderende Martin Stig Andersen fra Det jyske Musikkonservatorium sig af. Han studerer komposition og ville gøre det umulige. Han ville fotografere lyden! Men lyd eksisterer kun ved hjælp af tid. Uden tid til at sætte molekyler i bevægelse og skabe lydbølger, ingen lyd. Andersen bevæbnede sig med mikrofoner og digitalt optageudstyr. Med en eksponeringstid på få dele af et sekund, optog han med korte mellemrum lyden i et lyskryds. Lyden blev fremkaldt og gjort lodret, for i et fotografi eksisterer den vandrette tidsline ikke. Resultatet blev en lyd der mindede om digitalt brum, men resultatet blev også tanker hos de forbipasserende om, at tid og lyd er i symbiose med hinanden. Tankevækkende, at lyd kræver tid og opmærksomhed hos publikum for at blive foreviget og gengivet, mens det visuelle fotografi kun behøver den tid publikum vil give det.

Publikum gav sig tiden til den syvende installation denne lørdag eftermiddag, der nu var på kogepunktet. Solen varmede ørerne og de læskende fadøl kølede ganerne nu, hvor en sensommereftermiddag, sjældent set skønnere, lagde sig over Århus.

Ved en elevatorskakt fra Clemens Bro til Århus Å lød de udtryksfulde toner fra Blue Foundation Crew. De ville skabe en lydkontrast mellem Århus og den japanske millionby Osaka. Kunstnerne freestylede og scratchede sig med imponerende professionalsime frem til et udtryk som ramte så præcist, det kunne gøres. Fornemmelsen af millioner af menneskers forskellighed, mediers larmen og kultures mangfoldighed blev sat i bås, så det der lyder kaotisk, paradoksalt nok blev ordnet. Blue Foundation Crew var de eneste kunstnere som brugte sig selv så meget denne dag, som stod de på en scene. Også derfor virkede deres udtryk så godt, og så fordi deres lyd var så kraftig, at ingen i nærheden kunne undgå at tage stilling.

Musikeren og kunstneren John Cages værker og idéer dannede inspiration til Lyd/By - Happy new ears. Da Jef Carstens som nævnt i sin tid forslog lederen af Kulturselskabet Swung, Leon Träger, at lave det, der blev til Lyd/By, var det klart med John Cage i baghovedet. Koncerter hvor byens lyde blev brugt som instrumenter, og støj blev betragtet som redskaber til frembringelse af musik. Fx blev byens maskiner, klokker og fabriksfløjter inddraget af spillende futurister, der ville vise datidens moderne by.

Cage, som studerede et par år hos Schönberg, gjorde op med den vante måde at tænke musik på. Han havde linier til dadaisterne, men bragte altid lyden i centrum af sine værker. Harmonikken spillede en stor rolle for Schönberg, et punkt Schönberg og Cage ikke kunne mødes på. Cage havde en anarkistisk tilgang til kunsten, han ville tillade lyden at blive hørt i sig selv og gik ikke nødvendigvis efter et formål med at kommunikere eller fortælle noget specielt med sine værker inden for de rammer, musik normalt kommunikerer til lytteren.

Der kan helt overordnet drages mange paralleller mellem John Cages filosofier og Lyd/By. Lyden blev til kunst og blev fortolket ud fra publikums præmisser og forudsætninger. Lyden blev sat fri til de kunstnere der blev bedt om at fortolke og fortælle, og der blev sat lyd på en moderne by.

Jesper Langballe er journalist ved Danmarks Radio i Århus.

Foto i baggrund: John Cage.

Kulturselskabet Swungs

erklærede formål er at igangsætte, fremme og debattere kulturelle og kunstneriske aktiviteter i det offentlige rum i Århus. Selskabet arbejder for at genåbne byen for dens indbyggere gennem eksperimenterende og grænseoverskridende kulturelle begivenheder. Kulturselskabet Swung, Skolebakken 5, dk-8000 Aarhus C, swung@swung.dk, http://www.swung.dk

Happy New Ears!

Installationskoncerten Lyd/By bestod af 7 værker, udviklet af syv nordiske lydkunstnere. Lørdag den 25.8. 2001 kl. 13.30 til 16.00 blev den vante lyd af Århus forandret, flyttet og forstærket. På http://www.dr.dk/p4/aarhus er det muligt at opleve uddrag af Lyd/By.