Kulturen er truet i sin eksistens

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 03 - side 90-91

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Lad os fremelske en holdningsændring væk fra det egocentrisk pengefikserede, det eventdominerede, det konkurrencehærgede og den DJØFiserede professionalisme i håb om at lægge grunden til en mere menneskeværdig og indholdsmæssigt seriøs kultur.

Af FINN EGELAND HANSEN

Musikloven og musikrådet gør det godt. De gør en forskel. Ikke alene har musikrådet gennem det efterhånden store antal gennemførte musiklovsrevisioner tilført musiklivet ganske betydelige økonomiske ressourcer. Men også på det musikpolitiske niveau har musikrådet gennem sin 25-årige eksistens tænkt mange nye tanker og tilført musiklivet mange nye ideer.

Så vidt så godt. Jeg vil imidlertid ikke lobhudle musikrådet for de tiltag, som efter min uforgribelige mening har ramt lige i plet. Ejheller vil jeg bruge læserens tid på at udrede i detaljer, hvor musikrådet kunne/burde have gjort tingene meget eller lidt anderledes. I stedet vil jeg prøve at opridse en overordnet problemstilling, og det er så mit forfængelige håb, at musikrådet - når det sidder midt i det slidsomme arbejde med at fordele penge eller udtænke nye tiltag - lejlighedsvis vil løfte hovedet op over musiklivets snævre problemer og se dem i et lidt bredere samfundsperspektiv.

Her er der jo nemlig noget, der er rivende galt. Det drejer sig om, at en række på overfladen af hinanden uafhængige, men dybest set samvirkende tendenser, har en så negativ og nedbrydende virkning på det, som skulle være meningen med samfundslivet i bred forstand, på kulturen i lidt snævrere forstand og dermed på musiklivet, at selve kulturen er truet i sin eksistens. Hvad der er høns, og hvad der æg i dette netværk af kræfter er ikke let at udrede, og bl.a. derfor er det så utroligt vanskeligt at gøre noget ved dem.

Den ene faktor er individualismen (eller egocentrismen) over for det fællesmenneskelige. Vi bliver idag konstant bombarderet med budskabet (og tilbud) om at tilfredsstille personlige behov og ønsker. De af os, der har råd, kan vælge og vrage fra et uendeligt antal hylder med varer af enhver art, materielle og åndelige. Men netop fordi også de åndelige tilbud tingsliggøres og bringes på linie med gulerødder og stødt melis, køber alle stort set den samme vare - nemlig den, reklamerne fortæller os, vi skal købe.

Konkurrence er en anden af tidens trends, hvis virkning slet ikke er udelukkende positiv. Vi påstår - og ser det dagligt udtrykt af politikere og sagkyndige af forskellig art - at erhvervslivets konkurrence for enhver pris skal opretholdes. Det giver lave priser. Men der er altså andet end lave priser, der tæller. Lave priser medfører næsten uundgåeligt lav kvalitet. Tænk bare på, hvad vi putter i munden. Og på hvor svært de producenter, der prøver at lave noget ordentligt, har det.

Sportsverdenen er en del af kulturlivet, hvis raison d'être er konkurrencen. Men vi har også set, hvordan konkurrencen i sidste instans river sportsgrenene itu indefra. Doping og korruption er efterhånden så almindeligt, at man for ofte er i tvivl om, hvem der vinder: Sportsmanden, hans apoteker, eller bagmanden, der har købt modstanderen til at tabe. Også musiklivet hærges af konkurrencer - som om musikkens kunst var en størrelse, der kan bedømmes på en skala fra 1-10. Et af de mest essentielle træk ved kunst er dens flertydighed, altså netop det, at der ikke gives noget entydigt og derfor ikke noget 'bedste' svar på kunstens spørgsmål. Når musiklivet alligevel elsker konkurrencer, bliver resultatet uundgåeligt, at alle flokkes på midten af vejen, nemlig der hvor man er maksimalt fortrolig med tingene, og hvor der findes en alment accepteret fortolkning, en fortolkning, som konkurrencedeltagerne kun sjældent tør gå op mod af frygt for juryens konservative dom. Så langt rækker konkurrencernes negative effekt, at også uddannelsessystemet satser på at uddanne de studerende, så de kan vinde konkurrencer frem for at gøre dem til gode og søgende kunstnere.

Jeg har i øvrigt observeret, at en bestemt radioudsendelse med et musikprogram er garneret med en stribe spørgsmål til lytterne ad modum: "Hvad hed Sjostakovitj til fornavn?", eller "Hvem komponerede Beethovens Niende?". Hvad har den type imbecile spørgsmål at gøre i en radioudsendelse, hvor der i øvrigt spilles en række udmærkede musikværker? Svaret er utvivlsomt, at noget sådant er et godt kort i konkurrencen om lytterne.

Det gælder for musiklivet som for alt andet i det moderne samfund, at det er pengene der bestemmer. Ikke nødvendigvis i den rå forstand. Men det ligger som en undertone, at al ting skal kunne om ikke give overskud, så dog præstere en egenindtjening af betydeligt omfang. Og denne tendens går hånd i hånd med, at alting skal slås op som store events - med alt hvad dette medfører af stor opsætning, dyrt udstyr, høje billetpriser, kendte navne. Og i begivenhedens stråleglans er der mere end en tendens til, at man glemmer indholdet, ser stort på hvad der egentlig foregår - bare det er flot - og professionelt.

Professionalisme er også et af tidens store mantraer. Alt skal efterhånden professionaliseres. Den store entusiast, der i sin fritid sætter DMT op; den lille bandleder, der promoverer sit band med selvgjorte plakater, løbesedler mv.: Det lille pladeselskab, der på trods af alle odds udgiver cd'er, ingen andre vil udgive etc., alt dette har trange tider. For tingene skal være professionelt gjort. Det, der er gratis, er nok også dårligt. Hvis man beder folk om at yde en indsats, skal de også have betaling for det. Det er den udvikling, samtlige musikråd igennem alle årene har stræbt efter at fremme. Og det er da godt, at DMT's redaktør nu får en anstændig betaling for sit store arbejde. Det er helt fint, at bands, der spiller på de regionale spillesteder, får tarifmæssig betaling. Men der er altså nogle lag i musiklivet, som på den måde får meget svært ved at trænge igennem.

Snævert forbundet med den omsiggribende professionalisme er den bureaukratisering, som ikke særlig kærligt, men til gengæld præcist, er blevet kaldt DJØFiseringen. Frem for at acceptere et vist mål af amatørisme skal al administration nu varetages af professionelle, og man gør ligefrem en dyd ud af, at disse administratorer normalt ikke har nogen særlig, om overhovedet nogensomhelst faglig indsigt i det, de skal administrere.

Drop kunst- og kulturstøtten?

Hvis man prøver at se på, hvorledes pengenes magt, eventkulturen, konkurrencekulturen, individualismen og professionaliseringen tilsammen påvirker musiklivet, ser det ikke lystigt ud. Det er klart, at den nye kompositionsmusik og den eksperimenterende musik inden for alle genrer kommer til kort i dette kvælertag. Folk vil det kendte. Og det får de - i stort og professionelt opsatte arrangementer, med tusindvis af tilskuere, til høje billetpriser: Og da hver enkelt går efter lige præcis det, han/hun orker at bruge tid og penge på, bliver resultatet en utrolig lav fællesnævner. Der bliver ikke meget plads til det ukendte og foruroligende. Og her kommer en vigtig pointe. Musikrådet og mange andre gode aktører siger så til sig selv: "Det her må vi gøre noget ved". Ved at give flere penge til den nye og eksperimenterende musik. Ved at fremme dens position gennem musikeksport osv. Men dybest set er og bliver der tale om ren symptombehandling. Man opnår måske en beskeden forbedring af den eksperimenterende eller blot moderat ukendte musiks statistiske position. Men de grundlæggende forhold, der er årsagen til, at folk ikke gider høre andet end pop, gør man ikke noget ved. Og kan vel ikke gøre noget ved??!!

Man fristes til at stille det kætterske spørgsmål: Givet at folk i overensstemmelse med tidens altdominerende trends ikke ønsker at beskæftige sig med anden kunst end den, der befinder sig lige på midten af vejen, tjener det så noget formål at forsøge at stoppe noget andet ned i halsen på dem? Eller skulle vi hellere droppe støtten til den smalle kunst og i stedet bruge pengene på ungdomsboliger, eller andre gode sociale formål? Og mens vi nu er i gang, skulle vi så ikke i det hele taget droppe kunst- og kulturstøtten. De ting, der virkelig interesserer, strømmer folk jo til, fra kulturministeren over alle de kendte til myriader af såkaldt almindelige mennesker. Så kan vi rigtig vælte os i melodi-grandprix'er og Pavarotti-koncerter, som så langt fra at have behov for offentlig støtte kaster penge af sig.

I stedet kunne man så prøve at fremelske en holdningsændring væk fra det egocentrisk pengefikserede, det eventdominerede, det konkurrencehærgede og den DJØFiserede professionalisme i håb om at lægge grunden til en mere menneskeværdig og indholdsmæssigt seriøs kultur. Det er jo et udpræget langtidsprojekt og derfor ikke noget, politikerne er interesserede i at investere i. Men hvis alle blot sætter sig ned og venter på, at pendulet skal begynde at svinge af sig selv, sker der ingenting. Musikrådet kunne passende være den musikalske instans, der begyndte at skubbe.

Finn Egeland Hansen er professor ved Aalborg Universitetscenter og tidligere formand for Statens Musikråd."

Årgang 76/2001-2002, nr. 03