Musikrådets cyklus

Den 1. oktober 2001 fejrede Musikloven 25-års jubilæum. I sidste nummer bad vi musiklivsaktører fra den musiklovforberedende og -lovgivende forsamling - aktive medspillere som har været med til at præge udviklingen - om at vurdere loven.

Vi ser et ganske andet kulturliv i dag i forhold til det, der var udgangspunktet for etableringen af Musikloven for 25 år siden. Hvilke områder i Musikloven kan videreføres, og hvilke trænger til en justering for at imødegå de udfordringer og muligheder, som ligger i dagens nationale og internationale musikliv?

I dette nummer sætter vi et foreløbigt punktum for debatten om musikloven.

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Der er grund til noget så udansk som at føle stolthed over have været med til at arbejde for intet mindre end verdens første musiklov. En musiklov som varetages af miljøets egne repræsentanter og ikke embedsmænd ifølge det såkaldte armslængdeprincip.

Dette har nu fungeret i 25 år og har i sin levetid affødt en række konkrete forbedringer og fornyelser af det danske musikliv.

Men hvordan er det at arbejde som et ud af musikrådets ni medlemmer, der fra den ene dag til den anden forvandles fra en bruger af musiklovens faciliteter til en udøver af samme lov? Fra at være modtager af hvad nu musikrådet måtte mene rigtigt at støtte ens miljø med, til selv at skulle være den der foretager vurderingerne?

Man kan spørge: Hvordan er det at få magten? Det er diffust og uoverskueligt. Sådan var det i hvert fald for mig, og jeg synes også, at jeg fornemmede samme følelelse af overvældethed bag mine medrødders indledende ro. Vi skulle jo lige se hinanden an, og hver især følte vi vel, at vi på vores områdes vegne måtte mønstre autoritet og viden.

Kastet ud i første hoveduddeling faldt alle masker dog hurtigt. Her gjaldt det kun om at holde tungen lige i munden og undgå at forårsage katastrofer. Set i bakspejlet var vores situation ikke anderledes end alle andre musikråds. Alle råd skal lære metier'en, før de for alvor kan handle.

Det interessante er at den tillæring og den efterfølgende handlen synes at følge en særlig cyklus, som gentager sig råd efter råd. En cyklus med sin helt egen charme, men også med en egen forudsigelighed. Cyklussen har fire faser, som, med de afvigelser de enkelte råd nu kan have i forhold til hinanden ser nogenlunde således ud:

1. Oplæring i musikliv Danmark.

Denne oplæring foregår på temmelig barske vilkår. Det nye råd kastes hovedkulds ud i en hoveduddeling, hvor de skal fordele rådets penge mellem landets aktører, hvoraf en del sandsynligvis, ja, vel næsten nødvendigvis må være de nye rådsmedlemmer ubekendte. Hvert medlem kommer fra sit hjørne af musiklivet, og skønt alle har en vis all round viden, så er det de færreste beskåret på forhånd at have detailkendskab til alle hjørner af det danske musikliv.

Heldigvis - ikke mindst for musiklivet - bistås rådet af et kyndigt sekretariat. I denne første periode har sekretariatet den vigtige rolle at vejlede det nye råd på en måde, så rådet dels føler, at det virkelig har noget at sige, dels afholdes fra beslutninger, hvis følger ville få katastrofale virkninger for miljøet.

Ethvert nyt råd vil jo uvilkårligt have medlemmer, som ser det som deres kald at rydde op først (= fjerne eller mindske bevillingerne) og spørge senere (hvorfor har dette område disse bevillinger?). Det fører til fase to.

2. Indsigt i tiltrængte forbedringer

Efter det første års tid i rådet kan medlemmerne som regel overskue det danske musikfelt, og de samme spørgsmål melder sig for hvert nyt råd:

Hvordan får vi de alt for få penge til at række bedre?

Hvor kan man omlægge, sammenlægge, effektivisere, så der frigøres midler til nye tiltag?

I denne fase afprøves mange modeller efter samme mønster:

En god idé lanceres - dens konsekvenser undersøges - man vender tilbage til status quo, eller i hvert fald næsten status quo.

Under denne fase begynder fase tre at tage form.

3. Dette siddende råds særlige indsats

På trods af den skitserede håbløshed lykkes det alligevel hvert råd at få noget nyt igennem, at omlægge et felt, at skabe rum til et eksperiment. Dette arbejde optager fra ca. midten af perioden rådsmedlemmerne mere og mere. Nu ser man en større mening med sit arbejde.

At være rådsmedlem bliver mere end den daglige behandling af klagesager, småansøgninger og håndtering de mange nødlidtes råb om hjælp. Det bliver mere end den årlige fordeling af midlerne, der i samme grad som den er blevet enklere (man ved ca. hvem der skal have hvad), er blevet mere visionsforladt; den erhvervede indsigt viser (heldigvis) oftest, at de igangværende tiltag har et kvalitetsniveau, der synes at gøre dem uundværlige.

Dette store arbejde på den store særlige plan må ikke sjældent opgives færdiggjort i pågældende råds periode. Rådet må se i øjnene, at de må forlade sig på det følgende råd for færdiggørelse af planen. Denne indsigt præger fase fire.

4. Testamentet

Nu nærmer tiden sig, hvor regeringsperioden for hovedparten af rådsmedlemmerne ophører, og det er tid at overveje, hvorledes rådets indlysende rigtige tanker ikke fuldstændigt kuldsejles af det kommende råd. Fra hvem man jo kan vente hvad som helst i deres formodede trang til at ville manifestere sig.

Der skrives så meget som muligt i testamentet, og indgås aftaler med de involverede parter, og ellers beder man blot til, at næste råd vil få succes med sine planer.

Og derefter ånder man lettet op og sænker skuldrene, eller man savner måske den daglige dynge post og muligheden for at få lov til at indvirke på beslutningsprocesserne.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg, der sad i musikrådet fra 1995-99, hører til gruppen, der åndede lettet op og frydede mig over ikke at behøve mene noget om noget som helst længere.

Om musiklivet ...

I hele dette fireårige forløb er der en særlig gruppe, der udviser stor overbærenhed og evne til - med næsten demonstrativ beslutsomhed - at anerkende musikrådets formelle autoritet. Denne gruppe er det samlede danske musikliv.

For som det fremgår af ovenstående, kastes dette musikliv hver fjerde år ud på Herrens mark og må igen forklare sig over for et nyt råd, der stiller de samme spørgsmål og har samme fiffige forbedringsideer som mange råd før dem. Skønt kastet i hænderne på en ny-udvalgt bande af måske kyndige, behandler dette musikliv også det nye råds mere eller mindre tilfældige sammensætning af musikmennesker som autoriteter, hvis vilje og ret til at foretage drastiske beslutninger altid anerkendes.

Med god grund. For det forunderlige er, at disse forskellige menneskers indsigt tilsammen skaber en synergieffekt som til nu altid har været til musiklivets bedste. Vi ser derfor frem til afklaringen af de nuværende omstruktureringstanker og håber, nej, forventer, at også de resulterer i et endnu bedre musikliv i Danmark.

Svend Hvidtfelt Nielsen er komponist og medlem af Komponistforeningens bestyrelse."