Nye toner i ISCM

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 03 - side 96-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Sekretariat for Ny Kompositionsmusik (SNYK) er den ny dansk sektion i ISCM Verdensmusikdagene. Et oplagt internationalt forum for udveksling af koncerter med mere, siger SNYKs udsendte til årets festival i Japan. Han undrer sig over, hvorfor denne internationale platform ikke er blevet bedre udnyttet af danske aktører

Af SVEND HVIDTFELT NIELSEN

Dette års ISCM-festival afholdtes i Yokohama, Japan. Jeg deltog i min egenskab af formand for SNYK, der dette år for første gang skulle repræsentere Danmark i ISCM - såfremt dette godkendtes af ISCM's generalforsamling. Det var ikke kun SNYK, der var af sted for første gang. Også for mig var dette første møde med ISCM's generalforsamling, og mine forventninger var ikke store. Jeg havde - vel ikke ulig mange andre af mine landsmænd - en forestilling om en samling gamle mænd, der mest af alt havde deres egne små hassaner at forsvare, med størst fokus på delegaternes diætstørrelse, deres mulighed for også kommende år at rejse verden rundt, samt indbyrdes selvpromovering ('hvis du spiller mig, spiller jeg dig') i korridorerne.

Når ISCM-generalforsamlingen i mine øjne nu tog sig ganske anderledes ud end forventet, kan det naturligvis hænge sammen med, at jeg lige så stille selv er kommet i pamperalderen og derfor slet ikke harmes i samme grad over stil og opførsel, som jeg måske burde. Men rent faktisk var der forbavsende få hassaner på bordet, og hvis der var selvpromovering, var den godt skjult.

Det, jeg derimod oplevede, var et dynamisk forum, med en klar opfattelse af at ISCM var et værktøj, der skulle udvikles. ISCM har 49 medlemslande, og stadig flere søger om medlemskab. De enkelte landes ISCM-sektioner er alle repræsentanter for det hjemlige ny musik-miljø - ofte varetages sektionen af landets komponistforening - og alle er i større eller mindre udstrækning koncertarrangører. Det betyder, at man via ISCM har direkte adgang til 49 landes centrale koncertorganisationer. Og det er faktisk præcis det internationale kontaktnet, som jeg i forbindelse med opbygningen af SNYK havde troet, det skulle tage år at opbygge, der hermed er serveret på et sølvfad!

På generalforsamlingen sættes så ansigter på de mange navne. Man får mulighed får at lære hinanden bedre at kende til gavn for det fremtidige samarbejde landenes sektioner imellem.

Hvorfor ikke før?

En ting, der kan undre en sådan grønskolling som undertegnede, er naturligvis, hvorfor dette kontaktnet ikke har givet sig udslag i synlige samarbejder tidligere? Flere af de andre lande havde allerede i flere år samarbejdet. Og den tidligere danske ISCM-sektion var endda en koncertforening! Hvor er alle de ISCM-koncerter som dette kontaktnet muliggør?

Vi har ganske vist oplevet mange udvekslingskoncerter i årenes løb, men de har haf en lidt for privat karakter. Alt for ofte har de båret præg af gensidige vennetjenester. En udveksling der under ISCM's logo tager udgangspunkt i to ISCM-sektioners udvælgelse af vægtige værker fra de involverede lande, har i mine forstokkede øjne et langt større perspektiv og en langt større interesse for den enkelte koncertgænger, end annonceringen af en returkoncert med ensemble NN fra et nærmere defineret sted (på den anden side af jorden!).

Et ISCM-arrangement kunne eksempelvis optræde som del af en festival, del af en ny musik-forenings koncertprogram eller som en selvstændig begivenhed. Betegnelsen ISCM skulle i alle tilfælde borge for kvalitet frem for vennetjeneste.

Selvfølgelig har ISCM-kontaktnettet været brugt tidligere. Min pointe her er, at nettet skal bruges på national basis og ikke blot til promovering af de udsendte delegaters musik. Når - eller hvis - det har forholdt sig således tidligere, kan det skyldes en manglende hjemlig organisatorisk fundering, der kunne løfte et sådan samarbejdsprojekt ud af den private sfære.

Med SNYKs eksistens har vi i hvert fald nu den organisatoriske fundering, der skal til, og da netop arbejdet med at præsentere dansk musik i udlandet og - ikke mindst - at kunne modtage udenlandsk musik i Danmark prioriteres højt i SNYK, er det et oplagt spor at forfølge.

Synlighed og effektivitet

Et dominerende emne på generalforsamlingen var ønsket om generelt større synlighed omkring ISCM, og større aktiv deltagelse af medlemslandene. ISCM som blot en årlig festival (hvor alle er utilfredse med håndteringen af netop deres lands indsendte værker) er i det lange løb uholdbar såvel som dybest set uinteressant. Festivalen skal fastholdes, men den skal være blot ét ud af mange ISCM tiltag.

Derudover har verden ændret sig, således at verdensmusikdage nu signalerer noget ganske andet end det, der rent faktisk bliver spillet. Så en ændring af navnet diskuteredes, om end der her ikke kunne opnås enighed. For de nye østlige lande var betegnelsen 'Verdens-' af afgørende betydning for deres mulighed for at opnå støtte til en sådan festival, og deres sprog gjorde at der ikke var dette sammenfald i betegnelserne for ISCM-festivalen og salsa/rumba-genrerne.

Alt dette har været diskuteret i årevis på generalforsamlingen, men kun lidt har kunnet gøres, eftersom den udøvende komité indtil nu ikke har haft mandat til at foretage tiltag til ændring af situationen. I år besluttede generalforsamlingen at give den udøvende komité mandat til at foretage de justeringer og tiltag, der måtte forekomme dem nødvendige.

Det vil så vise, hvad det kan medføre. Med den nuværende komités sammensætning har man dog grund til at vente sig et positivt resultat.

Den udøvende komité består af Arne Mellnäs (Sverige, formand), John Davis (Australien, næstformand), Peter Tornquist (Norge), Gill Graham (England), og Richard Tsang (Hongkong).

Hongkong 2002

Hongkong er næste års festivalarrangør, og de fremlagde deres planer og visioner for år 2002s festival:

1) De vil tilstræbe en stilistisk diversitet. En ting man på baggrund af dette års temmelig enslydende festival kan byde velkommen.

2) De vil lave signaturkoncerter skabt af indbudte komponister. Foreløbig har Michael Nyman, Krzysztof Penderecki, Doming Lam, Jo Kondo og Kaija Saariaho bekræftet deres medvirken. Spørgsmålet, som vi ikke fik hverken klart stillet eller besvaret, er, om og i hvilken grad disse komponister vil være forpligtet af de 240 nationale og 380 privat indsendte værker. Umiddelbart virkede det som om de var forpligtet af det indsendte materiale.

3) De vil have mødet mellem øst og vest som et tema. I en sådan grad at en tur til Kina planlagdes, og at man planlagde et møde mellem kinesiske og vestlige komponister. I Kina kunne nemlig ikke oprettes en selvstændig komponistforening eller en selvstændig ISCM-sektion, da der allerede eksisterede en central musiker-(og komponist og musikforsker) organisation, der ikke ville tillade konkurrende fraktioner, og som ikke selv kunne påtage sig rollen som ISCM-sektion.

4) Ud over stilistisk diversitet vil Hongkong satse på musik "der kan røre". Ikke bare i sentimental forstand, men forstået bredt som musik der vil kommunikere. Også dette byder i hvert fald undertegnede varmt velkomment.

5) Endelig vil Hongkong arbejde meget for at inddrage studerende blandt publikummet, og vil også arrangere forskellige seminarer, der peger ud over komponistkredse.

Eksempelvis ville de være interesseret i en rapport fra Det Kgl. Bibliotek i Danmark, der nu - så vidt jeg forstår efter en ikke uvæsentlig indsats fra såvel Anders Beyer som Lars Graugaard - huser ISCM-arkiverne. Og der er faktisk en studerende, der for tiden arbejder med disse arkiver. Denne studerende så man gerne fremlægge sine resultater i Hongkong.

De kommende års Verdensmusikdage blev også planlagt: 2003 Slovenien 26.9-3.10. Yderligere oplysninger: www.WMD2003.s5.net.

2004 Svejts 3-12/11.

2005 Kroatien og Tartastan!

Som noget nyt foreslår Kroatien og Tatarstan at samarbejde om en festival i to dele. Kroatien om foråret og Tatarstan om efteråret!

Japan og verden

Nu var min uge i Yokohama jo ikke bare møder. Der var også koncerter. Og da vi boede i et kun tre år gammelt hotelkompleks, hvor hotel, indkøbscenter, restauranter og koncertsal var bygget samme så alt kunne nås uden at man behøvede at bevæge sig ud i Japans åbne luft, havde arrangørerne lagt op til en Japansk uge i et moderne bygningskompleks. Der var ikke arrangeret nogen form for sight seeing, men på den anden side set lå koncerterne så tæt, at bare det at få en bid mad betød, at man mistede den første halve time af den følgende koncert. Mine mere erfarne meddelegater kunne dog fortælle mig, at det slet ikke var usædvanligt. Programmet var faktisk ofte endnu strammere!

Japanerne havde slået Verdensmusikdagene sammen med en ren japansk musikfestival. Flere af koncerterne var rent japanske. Det resulterede i, at det samlede musikudbud var på 65 japanske værker og 68 fra resten af verden. Af de 68 var hovedparten soloværker. Og af disse soloværker blev hovedparten (19!) liret af på én enkelt maratonkoncert! (Den lå heldigvis efter min hjemrejse.)

Angiveligt var forhistorien som følger: Japan mente, at en række landes tilsendte værker var for dårlige til at blive spillet. De fik besked på, at landene skulle repræsenteres. Derefter indkaldte Japan soloværker fra de ikke-repræsenterede lande og maste dem sammen på en koncert.

Den store japanske repræsentation havde også en forklaring: De japanske komponister finansierede selv deres opførelse og stod dermed for 10 % af Verdensmusikdagenes samlede finansiering!

Musikken

For mig er en festival i mange henseender den absolut dårligste måde at opleve musik på overhovedet. De alt for mange indtryk på for kort tid giver et fuldstændig fordrejet indtryk af, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Et dilettantisk makværk kan til tider hævde sig i kraft af sin anderledeshed, mens et gedigent værk kan drukne i kraft af sit krav om totalt lytteengagement. Og den samlede oplevelse er (igen for mig) gerne, at det hele jævnt hen var noget lort og i hvert fald kedeligt.

Men ... Når jeg så konsulterer programbogen og ser mine notater der, finder jeg faktisk en lang række værker, som jeg i erindringen genoplever med glæde.

Det er en særlig ting at få lov at opleve så meget forskellig japansk musik og se (høre) hvilken utrolig grøde, der er i det Japanske musikliv, som i langt større grad end fx det danske indbefatter kvindelige komponister.

Lidt forstemmende er det til gengæld at opleve, at for mange japanere er den centraleuropæiske modernisme det stilistiske ideal, hvis det da ikke ligger tidligere, tæt op ad Bartók. Dette gælder i vid udstrækning også de værker, der inkluderer traditionelle japanske instrumenter som koto (et strengeinstrument), sho (en form for mundharmonika) eller shakuhachi (bambusfløjte).

Men der er selvfølgelig undtagelser. To kvindelige komponister markerede sig særligt:

Noriko Hisada (1963-) med værket Pursuit for solocello og strygeorkester glimrede ved en usædvanlig virtuos dynamisk og energisk cello-stemme, som det omkringliggende stryge-orkester spillede op mod.

Harue Kondo (1957-) formåede med værket Aria for shakuhachi solo og strygeorkester på elegant vis at kombinere det traditionelle japanske fløjteinstrument med en nutidig klangverden af en plastisk strygerverden.

Også to herrer må nævnes:

Takayuki Rai (1954-) Mirage for 17-strenget koto og computer. Her oplevede jeg for første gang et elektroakustisk værk, der i højere grad var en æstetisk oplevelse end en fremvisning af sjove lyde og tekniske muligheder (så som "nej, hvor er det fantastisk, det siger blob, når venstre øje blinker"). En vild og brutal bevægelse fra det traditionelle japanske instrument, kotoen, ud i et klangunivers, der på intet tidspunkt blev mål i sig selv, men ustandseligt forbandt sig til sit instrumentale udspring. Og endelig Nobukio Nakamata (1932-) hvis værk for kammerensemble Einst dem Grau der Nacht enttaucht ..., gjorde stort indtryk på mig ved sin stemningsfulde enkelhed og melodiøsitet. Skønt det i de brede kredse ingen synderlig begejstring vakte.

Af de vestlige komponister er en del kendte.

Stort indtryk på alle gjorde Bent Sørensens This Night of No Moon, ligesom også Mikael Edlund, Jukka Tiensu og Helmut Lachenman stod ud af mængden.

Nye navne for mig var Kevin Volans, der præsenterede tyve minutters musik for to klaverer over max tre akkorder. Fængslende som også Morton Feldman kan være det.

Vesten kunne også præsentere nævneværdige kvinder: Kaija Saariaho, Cecilie Ore samt den rumænske komponist Doina Rotaru - hun var dame, så her var ingen fødselsdato - der fik spillet sit meget smukke værk Umbre for bratsch og orkester, der i visse passager kunne lede tanken hen på Nørgårds Remembering Child.

Af de unge må to fremhæves, Pedro Amaral (1972-) Transmutations fra Portugal og Massimo Biasioni (1963-) ... di rimembranti raggi lunari for strygeorkester fra Italien. Begges værker hævede sig over standarden. Førstnævntes ved en dynamisk insisteren og sidstnævntes med en fintfølt klangskønhed i de bølgende strygerbevægelser.

Og alligevel en lille slutkommentar:

På vej til lufthavnen hørte jeg en af de promotion cd'er, som nogle af de andre landes sektioner havde været fremsynet nok til at medbringe. Den var fra Irland (som havde foreslået at hver sektion fremover fik små standere til præsentation af deres hjemlands musik. God idé).

Det viste sig, at de værker og værkuddrag der var herpå, for mig overgik stort set alt, hvad jeg havde hørt i løbet af denne uges festival. Om det så siger mest om festivalen som form, om mig, eller om festivalens musik og irsk musik, ja, det vil jeg lade være op til andre at vurdere.

NB! SNYK blev anerkendt som ny dansk ISCM-sektion.

Materiale og yderligere oplysninger i foldere oplysninger om ISCM og kommende festivaler kan rekvireres hos SNYK (Sekretariat for Ny Kompositionsmusik): Gråbrødretorv 16, 2.tv., 1154 København K, Tlf: 33 93 00 24, Fax: 33 93 66 24, E-mail: snyk@snyk.dk. - www.snyk.dk. Der er også oplysninger på www.iscm.nl."

Årgang 76/2001-2002, nr. 03