Plader

Af Jørgen Lekfeldt

Copenhagen Saxophone Quartet. Six Danish Composers.
Ib Nørholm:Quartet for Saxophones og Impulse;
Lars Hegaard: Four Square Dances;
Kenneth Knudsen: Oh Dear Part I;
Hans-Henrik Nordstrøm:Birds of Susaa Are Dreaming;
Fredrik Lundin:Descent;
Svend Hvidtfelt Nielsen: While Angels Sleep.
Copenhagen Saxophone Quartet. Classico CLASSCD 380.

Det er en broget buket af værker for saxofonkvartet, vi møder på denne cd, alle storartet spillet af saxofonkvartetten. Men jeg vil gerne her nævne et irritationsmoment, som man efterhånden møder ikke så sjældent: Ved cd-udgivelser med ledsagehæfte udelukkende på engelsk kan det være svært at afgøre, hvad et ensemble helst vil kalde sig! I dette tilfælde: Copenhagen Saxophone Quartet? Københavns Saxofonkvartet? Og hvad med værkernes titler?

Nuvel, Ib Nørholms titler er umid-delbart oversættelige. Saxofonkvartet fra 1992 og Impuls fra 1998 er begge spilleglade værker, som lader saxofonlinjerne sno sig ind og ud mellem hinanden med megen kunstfærdighed og underfundighed.

Lars Hegaards Four Square Dances (de har vist kun engelsk titel) er et særdeles underholdende værk, som i 1. sats udfolder sig med pulserende hopsa i medrivende dans, skrider værdigt-reciterende frem i 2. sats, myldrer frem og tilbage i 3. sats og falder helt Carl Nielsen-agtigt til hvile i en melodisk-mediterende afslutning efter en hurtig indledning i 4. sats.

Oh Dear Part I af Kenneth Knudsen (må bestemt være tænkt på engelsk!) er præget af en helt Varèse-agtigt morsende insisteren på rytmikkens egen identitet. Først hen mod værkets slutning inddrages det melodiske element som sideordnet parameter.

Hans-Henrik Nordstrøms Birds of Susaa Are Dreaming (klinger mest poetisk på engelsk) er en helt anden historie med sine langt udholdte, svævende-interfererende samklange, som langsomt opløses i lige så svævende melodiske linjer - et sandt drømmeagtigt mønster, som gen-nemløber stadier af fuglekvidder og tilbagevenden til mønsteret fra indledningen. Der er et præg af 'dyresprog', en konversation med uigennemskueligt indhold. Saxofonens klangmuligheder udnyttes her effektfuldt og morsomt.

Og morsomt nok starter Fredrik Lundins Descent (er titlen med vilje flertydig? Eller hedder stykket Nedstigning - eller måske Fald? Overfald? Landgang? Afstamning? Arv? Den ikke specielt oplysende artikel i ledsagehæftet bringer os ikke nærmere gådens løsning) - altså: Descent starter på tilsvarende vis. Men fortsættelsen er anderledes: Her føres vi ud i dvælende jazzprægede improvisatoriske linjer.

Endelig eksploderer Svend Hvidtfelt Nielsens While Angels Sleep (idiomatisk engelsk !) i et kaos af slagtøj og skrigende saxofoner, som efter at være faldet til ro starter forfra. Man fristes til igen at tænke på fugleflokke, denne gang ikke drømmende - så skulle der da være tale om et mareridt! Og værket fortsætter på tilsvarende vis med pulserende eksplosioner og skrig. Jagtsæsonen, som nu er gået ind? Eller er det ikke snarere krig med bomber og sirenehyl - associationerne er mange, og de er ikke behagelige. Men det bliver ikke ved: Midtvejs kommer helt æterisk svævende metalklange i den tyndest tænkelige sats, som langsomt fortættes i nye klingende teksturer uden nogen sinde at hæve sig over pp-niveau.

Satsen hæver sig således fra det fysisk hårdtslående til en virkningsfuld kontrast hertil. Musikalsk set er effekten stærk. Og værket har også her en umiddelbar dramatisk appel, som er en invitation til billeddannelse: Er freden det himmelske, som omsider manifesterer sig efter krigens rædsler, hvor englene sov - eller lige modsat: Døden under en himmel, som lukker sig endegyldigt, fordi "eng-lene sover" er et billede på opstandelseshåbet som værende en illusion?

En musikalsk altertavle? Et billede af krigens gru? Eller noget helt andet? Under alle omstændigheder insisterer værket ligesom titlen nærmest på at blive tolket. While Angels Sleep er så afgjort hovedværket på denne cd.

•

Music for The Iliad. Hans Peter Stubbe Teglbjærg:Iliou Persis; Morten Carlsen: Iliaden 5-8; Jørgen Teller:Fire Træf; Hans Sydow: Entropi 1 - for virtuelle stemmer; Gunner Møller Pedersen: Iliaden 17-20: Wayne Siegel: Burning River. DIEM. dacapo 8.224198-99.

I disse værker vender vi tilbage til oldtidens heltedigte, denne gang ikke Odysseen, men Iliaden. I 1999 blev der af Statens Kunstfond bestilt seks computermusikalske værker til illustration af et antal sange fra Iliaden i anledning af udgivelsen af Otto Steen Dues oversættelse. Disse stykker blev så spillet i Glyptotekets vinterhave i tilknytning til oplæsning af værket, og de foreligger nu udgivet på 2 cd'er.

De 6 komponister forholder sig på forskellig vis til de forelagte tekster - vi møder således både den mytisk-arketypiske synsvinkel, som bliver anlagt i Odysseus, og den historisk-relative, som kan iagttages i Leonora Christine - og alle 6 værker er præget af samme pågående musikalske billeddannelse, som kan høres i While Angels Sleep (se ovenstående anmeldelse).

I Iliou Persis af Hans Peter Stubbe Teglbjærg befinder vi os til at begynde med i naturen, det oprindelige, denne gang i skikkelse af vindharpeagtige klange. Men her ledes vi hurtigt ud i en vekslen mellem natur og kultur i en ustandselig skiften mellem metallisk hvæsen, strengeklang, vand, menneskelige råb, som aldrig for alvor slipper forbindelsen med det animalske skrig. Det bliver aldrig til ren natur og aldrig til ren kultur, aldrig til rent fremadskridende handling og aldrig til ren kontemplation.

Vi bevæger os gennem et fremmedartet, gådefuldt og alligevel i én eller anden forstand skræmmende velkendt, urmenneskeligt univers. Med denne rejse ned gennem tiden til noget kun anet, men alligevel så mærkeligt påtrængende leverer Hans Peter Stubbe Teglbjærg et fornemt dansk eksempel på noget, som i anden sammenhæng er velkendt: Transposition af mytisk stof fra det verbale til musik hos komponister som Philippe Manoury og Gérard Grisey. I den klanglige behandling af dette kan der meget vel være tale om direkte inspiration fra værker af disse og andre komponister. Hans Peter Stubbe Teglbjærg har virket ved IRCAM i Paris.

Rejsen ned i fortællingens regioner fortsætter på en helt anden måde i Morten Carlsens gyser Iliaden 5-8. Carlsen skriver, at det ikke var nogen "spøg" at lave denne lydkunst. "Krigshandlinger begået i sanseløs blodrus" og "uhyggelige associationer til borgerkrigene i det 20. århundrede" var udgangspunktet, og vi hører da også et inferno af sukken, stønnen, hvæsen og en satanisk rytmisk pulseren i en klangverden, som klinger af sandt mareridt. Efterhånden former satsen sig som en makaber dans - en slags klanglig Nat på Bloksbjerg, som på én gang udfolder sig årtusinder før og århundreder efter Mussorgsky. Og den efterfølgende forsvinden ud i orgelagtige klange leder os med ét hen i retning af Stockhausens Gesang der Jünglinge, hvor vi har et tilsvarende møde mellem en gammel, mytisk fortælling og nutidig lidelseshistorie. I denne klanglige sfære dør satsen langsomt hen. Det er stærke sager!

Efter disse møder med de to førnævnte mytisk/historiske synsvinkler i musikalsk renkultur lyder Jørgen Tellers Fire Træf med sin vidtspundne benyttelse af guitarklange helt diverterende. Imidlertid lykkes det efterhånden komponisten at indfange lytteren med svævende klangmasser, som synes at rumme både fortidens vindsus og nutidens helikoptersnurren med afgrundsdybe frekvenser, som mere føles end høres - en "krigens sugende gru", som komponisten skriver. Og hvis man efter læsningen af noten tror, at den afsluttende "barnlige melodi" letter stemningen, bliver man skuffet. Den klinger metallisk af fremmedgjort barndomsoplevelse.

Hans Sydow skaber i Entropi 1 et kor af kvinder (alle dannet af én kvindestemme), som i et kontinuum mellem tale og sang fortæller, at "Styrke er sagen i krig, i råd er det ordet der tæller./Her kommer ordet til kort, nu gælder det blot om at kæmpe!" I denne sats, hvor ordet i sandhed kommer til kort og samtidig ironisk nok er allestedsnærværende i alle mulige grader af forståelighed og betydning, mindes man igen Gesang der Jünglinge, her blot projiceret ud i en sats, som har den umenneskeligt udhamrede rytmik som ét af sine virkemidler. Efterhånden synes satsen at havne i en slags krigsdans, hvor man ganske taber pusten - nok en 'heksedans' - og til sidst går det hele i opløsning.

Efter alle disse fascinerende belysninger af forskellige facetter af Iliadens verden af krig, bliver man af Gunner Møller Pedersen i Iliaden 17-20 ført ind i et forløb, som med komponistens egne ord former sig som en 'Illustreret Klassiker' eller som 'lydsiden til en imaginær film' - nok en måde at forholde sig til en historie og til begreberne historie og myte på. Vi får en ganske enkelt fremadskridende fortælling, en anskueliggørelse af handlingen, som vi kan leve os ind i eller lytte til som en genfortælling. Men bag dette mere ligefremme forhold til dét at fortælle en historie musikalsk ligger ifølge komponisten pessimistiske betragtninger: Menneskeheden er stadig som for ca. tre årtusinder siden, og voldskulturen trives stadig.

Disse betragtninger er imidlertid ikke forsøgt oversat direkte til musik. Snarere må man sige, at komponisten forholder sig til dem som en selvfølgelig baggrund ved blot at genfortælle hændelse efter hændelse musikalsk med nutidens klangsprog.

Til slut er vi igen i mytens univers i Wayne Siegels Burning River, hvor Achilleus jager trojanerne ned i floden Skamander og dræber dem dér. Floden går i protest over sine bredder, Hefaistos standser floden med en brand - både guder, mennesker og natur er her involveret. Denne genklang fra en tid, hvor tanke, handling, årsag og virkning blev anskuet så aldeles anderledes end i dag, får sit karakteristiske præg gennem teksten, som på oldgræsk er indtalt af Otto Steen Due, og som gennem diverse manipulationer selv bringes til at klinge af fortid og magi. I denne sats er vi således tilbage, hvor vi startede i Iliaden: I det mytiske, som her accentueres gennem en fra nutiden given stemme til fortælleren. Denne stemme træder ind i fortidens verdensbillede - og forbliver samtidig gennem sin trods alt erkendelige karakter af menneskestemme i menneskets sfære på nutidens vilkår, hvor den stadig kan høres og i dette værk insisterer på at blive hørt gennem en ny version af den gamle fortælling.

Det er glædeligt, at Iliaden således har kunnet give inspiration til seks nuti-dige musikværker, som hænger sammen som et hele, og som både enkeltvis og tilsammen udgør et stærkt udsagn om fortid og nutid, mennesket og fortællingen. Det må kunne bruges i gymnasiet i faget oldtidskundskab til illustration af ikke blot de benyttede tekster, men tillige som udgangspunkt for overvejelser over basale spørgsmål af æstetisk, historisk og erkendelsesmæssig art.

Arshak Ikilikian: The courageous Nazar, Koncert for klaver og strygeorkester, Superpulse, Success og Crash. Nairy Grigorian, Thomas Sandberg, Fritz Berthelsen, Birgitte Bærentzen Pihl og Det armenske Radiosymfoniorkester, dir. Gevork Muradian. dacapo Records 8.224181.

Hvad skal man egentlig mene om et værk som Arshak Ikilikians The courageous Nazar? Man kan konstatere, at værket for en stor dels vedkommende klinger à la Khatjaturjan, hos hvem Ikilikian da også har studeret, og at det tillige rummer passager, som meget vel kan have været ment som avantgardistisk protest mod politiske forhold i Armenien i 1981, da værket blev til. Denne ballet har da sikkert haft stor betydning for komponisten som en demonstration af "utilfredsheden med det politiske system", som det formuleres i ledsagehæftet, men det er svært at få øje på nogen særlig kunstnerisk værdi 20 år senere. Og man har ikke just gavnet sagen ved at benytte en teknisk primitiv optagelse i mono (!) med Det armenske Radiosymfoniorkester. Kunne man dog ikke have lavet en ny indspilning, når det nu endelig skulle være?

Klaverkoncerten fra 1986 præsenteres i en bedre indspilning (nu stereo) med det samme orkester. Værket indeholder romantiske klaverudladninger og former sig i øvrigt i tre korte satser som en vekslen mellem neoklassiske passager i strygerne og forskellige former for moderat modernisme. Grundstemningen må vist nærmest kaldes rådvildhed. Det hele har et højspændt emotionelt præg.

I Superpulse for slagtøj og computer fra 1999, syv år efter, at Ikilikian (f. 1948 i Armenien) flyttede til Danmark, er der et ganske virkningsfuldt rytmisk-motivisk spil mellem slagtøj og computer. Dette værk er stilistisk mere homogent end balletten og koncerten. I Success (1998) for violin og computer findes igen det heterogene præg, men nu med en erkendelig stilpluralistisk idé: I violinens spil blomstrer en klassisk/romantisk veltalenhed, mens computeren fremtræder med en maskinel trommerytme - det sidstnævnte symboliserer ifølge noten "den store verdens platte og dårlige smag", og denne formulering siger noget om værkets grundpræg og handlingsforløb, der former sig som en kamp mellem de to karakterer, 'helten' og 'skurken'. Endelig møder vi i Crash (1999) for klarinet, basklarinet og computer et sammenbrud, som ifølge noten kan tolkes både individuelt og kosmisk.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes bedst om de tre sidstnævnte værker, som med deres ligefremt-allegoriske præg bestemt er ganske virkningsfulde. Men det ligefremme udsagn er til gengæld også værkernes svaghed. Der anvendes overalt velkendte og gennemprøvede stilistiske virkemidler med alment vedtaget betydning, og dette gælder både for instrumenter og computer. Filmmusik er en association, som melder sig med selvfølgelighed.

Man kunne ønske, at Arshak Ikilikian ville afprøve nogle alternative udtryksformer. Efter at have hørt denne cd har man en klar fornemmelse af, at viljen og evnen til at fremkomme med mere dybtgående musikalske udsagn af dramatisk art er til stede.

Og så kan man jo endelig undre sig over, at fire af fem titler kun angives på engelsk, når komponisten er født i Armenien, og noterne er trykt i både engelsk, tysk og dansk udgave."