Synder i sommersol

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 03 - side 94-95

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Seks uropførelser. Et lille halvt tusind solgte sæder. Den niende Suså Festival er ved at overgå sig selv.

Af SØREN HALLUNDBÆK SCHAUSER

Danmarks smukkeste festival fandt i år sted 25.-26. august - og rammerne var på mange måder de sædvanlige: Fire koncerter med hver to ensembler, gennemført under en lokal hedebølge og henlagt til Susåskolens fællessal, der bestandigt udfordrer abstraktionsevnen med sin fine samling idrætspokaler og kirkemæssige udsigt til dansk eternit.

Men festivalens niende årgang bød også på en nyhed. En rigtig god, endda. Arrangørerne havde lagt et tema. Ganske vist 'kun' i form af et indledende foredrag ved Per Nørgård og tre opførelser af mesterens værker. Men stort nok til at hensigten var klar: De vil satse lidt mere. Lave en festival, der ikke bare skal nå at spille så mange venners musik som muligt. Et Lerchenborg for folket.

Til overflod var hele seks af de 26 spillede værker uropførelser. En flot statistik! DuoDenum leverede den første - Ivar Frounbergs 5 essays over tid, der i hovedtræk er blevet til på komponistens rejser til professoratet i Oslo og måske derfor beslægtet med både vor egen ny enkelhed og nordmændenes gamle venlighed. Et besnærende lille værk, hvor pauserne beholder en kvalitet, og intervallerne gør en forskel. Og ualmindelig sært i andensatsens ulige dyst mellem Jeanette Ballands forfinede sax og Christian Utkes primitive 'østhorn', en tidløs perpetuum mobile med forbindelser til alt fra sardinisk folklore til Machauts berømte Hoquetus David.

Gotisk virkede også Ensemble 2000s uropførelse af Jexper Holmens Flowershaped and Artificial, omend på den barske og upolerede måde. Konsekvent vekslende mellem det kraftigste og det svageste, mellem det grimme og det vage. Som altid modigt til sidste tone. Og selv om det jo ikke er min sag, begynder jeg altså at savne lidt inderlighed i den 30-åriges musik. Doktriner er for dem uden karakter, som Albert Camus sagde. Må den dag komme, hvor Holmen også tør være andet end modig!

For festivalens mærkeligste koncert stod dog Ensemble Couleurs - altsangeren Birgit Colding-Jørgensen og barytonen Ulrik Cold, diskret flankeret af pianisten Mogens Edsen og den strålende akkordeon-spiller Morten Rossen. Man uropførte både den fuldstændige version af Nørgårds Drømmeduo til tekster af Hanne Groes og Henrik Colding-Jørgensens ferme Englens Hånd med tekst fra Johannes' Åbenbaring. Og indimellem var der bestemt gode stunder. Som da alten - godt hjulpet af en fintmærkende tonsætning - løftede Groes' lidt trivielle Lad mig ikke ene nu! Rør mig!/ Jeg har ventet på dig længe, så længe/ i mit hjerte... op til højdramatisk virkelighed. Eller da kollega Cold kløgtigt skanderede det på én gang ubehjælpsomme og uundgåelige i udtryk som Jeg møder dig sent/ og tror jeg ser syner.

På den ene side er der ingen grænser for, hvor morsom man kan gøre sig på to senior-sangeres bekostning - og slet ikke, når den enes teknik i dén grad havde set bedre dage, og den anden syntes så utryg ved situationen. På den anden side sad jeg faktisk og blev ret bevæget.

Om søndagen ved kirketid sprang den evige frelsermand Erik Kaltoft ind på et afbud og spillede fire klaverværker. Derfor var der selvfølgelig heller ingen uropførelser. Til gengæld gav hans fortolkning af Gunnar Bergs sidste Éclatement fra 1987 os en vigtig påmindelse - nemlig den at systemisk organiserede klange stadig kan være så mærkelige, at ingen ville finde på at improvisere dem. En god ting at tænke på i tider, hvor det autonome værk så ofte dømmes ude.

Men efter endnu en lidt for kort pause stillede blokfløjtekvartetten Sirena igen med et nyt værk, Svend Hvidtfelt Nielsens Etuder. På den ene side mindre poetisk, mere sort/hvidt trukket op end komponistens seks år gamle knippelgode værk Lied und Stille fra Ensemble 2000s koncert tidligere på festivalen. På den anden ikke mindre opfindsomt på sin egen, kurrende måde. Opfattelige konstruktioner for et ny musik-ensemble, der er så behageligt fri for allusioner til andet end fjern barok og fri natur.

Siden uropførte Det Jyske Ensemble en revision af Erik Højsgaards syv år gamle Paysage triste- det midterste i en serie 'landskabsbilleder', der også omfatter Paysage blême fra 1991 og Paysage fra 1997. En perle i komponistens ret lille, men smagfulde produktion. Velklingende, ret så 'dansk' i præferencen for det heterofoniske, fornem i sin intervalfølsomhed og idylliske ekspressionisme.

Og endelig spillede den unge klavertrio Ondine komponisten Thomas Agerfeldt Olesens arrangement af Per Nørgårds Spell, hvilket var nyt for mig. Trioen spiller ualmindelig dejligt - homogent, entusiastisk, uden dikkedarer. Arrangementet fandt jeg derimod knap så vellykket. I stedet for at genkomponere musikken direkte fra forlægget Turn og fx inddrage pizz. hos strygerne og pauser i klaveret, har Agerfeldt Olesen i store træk ladet sig nøje med at skrive Nørgårds klarinetstemme ud for violin - klavertrioens klassiske førstemand. Hvilket er et problem, fordi musikken i forvejen balancerer så hårfint med det dur/mol-tonale. Den kommer let til at lyde som en Brahms med skæve rytmer.

Heldigt var det til gengæld at Kaltoft fik mulighed for at programsætte et andet værk af Agerfeldt Olesen - det Lille Mirakelpræludium over en sats fra Das wohltemperierte Klavier, ironisk nok komponeret med en slags omvendt Turn-teknik og bestemt ikke så småt endda.

Og betegnende for festivalens kunstneriske niveau var mange genhør i det hele taget lige så spændende som uropførelserne. Ud over Hvidtfelt Nielsens poetiske Lied und Stille stod Ensemble 2000 således for den måske bedste version hidtil af Juliana Hodkinsons Water like a stone. Ultimativ kan man vel ikke sige, for værket falder meget forskelligt ud fra gang til gang. Men det klædte i hvert fald alt det 'falde fra hinanden'-agtige med lidt substans og solide jyske aftaler.

Mindst lige så perfekt var Sirena-pigernes koncert. Bestandigt overraskende. Måske med højdepunkt i Karina Agerbos fortolkning af Axel Borup-Jørgensens Traumes Wirren fra 1989, hvis mange Flatterzunge og multiphonics ville give andre mareridt. Omend det også var velgørende at høre Vogelzug og dermed en Tore Bjørn Larsen kaste vignetterne af sig, folde sig ud i én lang historie. For ikke at tale om Bo Andersens fine Rounds and Solos fra sidste år, der som festivalens eneste værk inddrog mere dramatiske elementer - i øvrigt en ret sjov ting, fordi der i forvejen er noget teater over at presse så megen subjektivitet ud af en blokfløjte.

Efter uropførelsen af Højsgaard og Anders Nordentofts ti år gamle The Nervous Saurian gav violinisten Øssur Bæk og pianisten David Strong fra Det jyske Ensemble en fornem fortolkning af Pelle Gudmundsen-Holmgreens Double. I mine øren måske for præget af en rastløs, næsten romantisk energi. Men komponisten sagde selv, at dét gjorde bestemt ikke noget. Og ensemblet sluttede med Karl Aage Rasmussens Ballo in Maschera fra 1981. Et værk, det netop kræver så megen omtanke at spille. For ellers lyder det bedst, når det lyder som Stravinsky.

Festivalens koncerter blev som altid introduceret Anne Kristine Smith, hvis pædagogiske autoritet var guld værd for de mange - rigtig mange! - besøgende gymnasieelever. Ellers hørte det til årets nydannelser at Erik Højsgaard nu supplerer komponisten Hans-Henrik Nordstrøm i den kunstneriske ledelse, et glimrende tiltag.

Og det er spørgsmålet, om man ikke skulle fordele arbejdet endnu mere? Anslået havde ingen af koncerterne vel under 100 betalende tilhørere, ligesom det faktisk skete mindst én gang, at der ikke var lovlige siddepladser til alle. Det sidste kan man selvfølgelig ikke gøre for. Men både før og efter fornemmede man, at ledelsen godt kunne bruge et par frivillige hænder - lidt engageret ungdom, der vidste hvordan et moderne stereoanlæg fungerer, der kunne bistå med salget i de korte pauser, der måske endda kunne køre en bil til og fra stationen osv. Dét og så en mere vægtig programbog ville for ret små midler gøre besøget endnu mere attraktivt. Hvilket ikke siger så lidt.

Foto side 94: Thomas Agerfeldt Olesen - aktuel på Suså-festivalen med et Nørgård-arrangement.

Suså-festival 25.-26. august. Kunstnerisk ledelse: Erik Højsgaard og Hans-Henrik Nordstrøm."

Årgang 76/2001-2002, nr. 03