BØGER

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 04 - side 137-137

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

Af Finn Egeland Hansen

Ny Musik efter 1945

Palle Andkjær Olsen og Ursula Andkjær Olsen: 'Ny musik efter 1945'. Systime 2001. 394 sider, kr. 296,-

Palle og Ursula Andkjær Olsens Ny musik efter 1945 er ikke en egentlig musikhistorie, men snarere en række punktnedslag mhp. at belyse nogle væsentlige træk ved en bestemt musikhistorisk periode. Punktnedslagene (ti i alt) suppleres med oversigsmæssige kapitler, der i mere generel form behandler de tanker og strømninger, der var dominerende i større eller mindre dele af perioden. Allerførst et lille hjertesuk. Jeg finder det - muligvis fordi jeg er ved at blive en gammel hugaf - en smule krukket at anvende "ny musik" i bestemt form uden at bøje "ny".

I kapitel 1 sættes scenen med betragtninger over situationen ved slutningen af 2. verdenskrig, og i kapitel 2 kommer vi "Tættere på musikken" gennem en præsentation af Darmstadtskolen med den traditionelle hovedvægt på serialismen tillige med konkret og elektronisk musik, klangmasse- og klangfarvemusik og endelig en kortfattet analyse af Ligetis Atmosphères. Kapitlet slutter med et afsnit om tidens tanker om det grænseoverskridende kunstværk.

I kapitlerne 3-6 følger så en række grundige musikalske analyser af udvalgte værker: Stockhausen Kreuzspiel, John Cage Sonater og Koncert for præpareret klaver, Stockhausen Kontakte og Ligeti Lux aeterna, alle væsentlige repræsentanter for den radikale efterkrigstids-modernisme.

Det er naturligvis let at anfægte valget af netop disse værker og bedrevidende diske op med forslag til, hvad forfatterne meget hellere skulle have valgt. Det vil jeg afstå fra, blot anføre, at det forekommer en smule ude af proportion at tildele Stockhausen hele to ud af de fire analytiske kapitler. Selve analyserne er detaillerede, omhyggelige og i det store og hele præsenteret i en letfattelig sproglig iklædning. Så letfattelig som den nu kan blive, når det er så komplicerede forhold, der beskrives. Det er ikke her, jeg ser et problem. Men derimod i det faktum, at analyserne stort set centreres om en bekræftelse af den musiktænkning, som var fremherskende i samtiden, altså i midten af det 20. århundrede. Nyere analytiske tilgange til serialismen er helt fraværende, og vi lærer fortsat, at serialismens mål var streng struktur og konsekvens; at der er en modsætning mellem serialisme og aleatorik; om Stockhausens såkaldt videnskabelige analyse af tidsbegrebet; og hans tanker om momentformen præsenteres ufortyndet. Endskønt nyere forskning har dokumenteret, at disse traditionelle billeder af den radikale modernisme i vidt omfang er en illusion, som modsiges af den musikalske praksis.

Bogens 2. del, som har titlen "Enkelhed og pluralisme", indledes i analogi med 1. del med generelle betragtninger omkring "Det musikhistoriske skred i 1960erne og 1970erne" og et kapitel, hvor vi bringes "Tættere på musikken" gennem en række afsnit med to fokuspunkter, nemlig enkelhed/minimalisme/konkretisme og genbrug/pluralisme. Kapitlet indeholder endvidere en gennemgang af "Mahlersatsen" fra Berios Sinfonia. Derpå følger så seks analytiske kapitler med grundige fremstillinger af Nørgård Voyage into the Golden Screen (2. sats), Crumb Ancient Voices of Children (3.-4. sats), Reich Drumming, Schnittke Klaverkvintet (2. sats), Pärt Fratres für 4, 8, 12...Violoncelli t og Abrahamsen Winternacht (1.sats).

"Ny Musik efter 1945" henvender sig eksplicit til HF og gymnasium. Dette indebærer den indlysende fordel, at forfatterne har kunnet tilrettelægge bogen med henblik på denne specielle målgruppe. Således er de enkelte kapitler tilrettelagt, så de kan læses selvstændigt, idet det realistisk vurderes, at det ikke vil være muligt inden for rammerne af disse ungdomsuddannelser at læse bogen in extenso endsige foretage en grundig gennemgang af samtlige bogens analyser.

Bogens udstyr er glimrende. Der bringes komplette eller i hvert fald meget fyldige uddrag af partiturerne til de analyserede værker/satser, et forhold der givetvis vil få mangen en gymnasie/HF-lærer til at forsøge sig med bogen - befriet for besværet med at skulle opsøge og fremskaffe nodemateriale.

Det ville naturligvis have være pragtfuldt, hvis bogen også havde indeholdt cd-indspilninger af værkerne; men her har forlaget nok sagt stop med henvisning til økonomien i et sådant projekt. I stedet er der bagest i bogen en fortegnelse over indspilninger af alle værkerne. Der er således tale om en flot publikation, i hvilken alle praktiske problemer er løst på fuldt ud tilfredsstillende måde. Dejligt at møde en bog, hvor de investerede penge er gået til relevante formål og ikke til farvetryk og andre ligegyldige udenværker.

Spørgsmålet er så, om bogens indhold rammer den tiltænkte målgruppe. Min egen erfaring med undervisning på gymnasiets musiklinie (sådan hed det dengang) siger mig, at kun de allerdygtigste og mest motiverede elever vil være villige til at investere den fornødne tid for at kunne kapere indholdet fuldt ud, medens meget nok vil gå hen over hovedet på de mindre grundigt funderede og mindre entusiastiske elever. Men man må ønske de, der forsøger sig, held og lykke med foretagenet og håbe, at bogen vil bidrage til at skabe en mere rimelig balance mellem rytmisk musik, ny kompositionsmusik og den klassiske koncertsalsmusik i disse ungdomsuddannelser. Dette er i høj grad tiltrængt. Og man kan tilføje, at det ikke bare er i gymnasiets/HF's undervisning, men i musiklivet som helhed, at denne rimeligere balance er højst tiltrængt.

Hvis man prøver at tælle op, hvor meget af det, man kan læse i "Ny Musik efter 1945", man tidligere har læst andre steder, kommer man til det resultat, at en meget stor del er mere eller mindre direkte genbrug fra andre forfattere. Det er med andre ord kun en mindre del af teksten, som siger noget, vi ikke vidste i forvejen. Det er der i sig selv ikke noget galt i, når man holder sig for øje, at bogens mål er at formidle en viden til HF/gymnasieelever, hvis uvidenhed om ny musik på forhånd er ganske uden huller. Når jeg alligevel finder den meget store grad af genbrug mindre heldig, er det først og fremmest fordi bogen - især første del - derved kommer til at formidle en forståelse af modernismen, som i betydeligt omfang er forladt i dag."

Årgang 76/2001-2002, nr. 04