Den klassiske musikfestival ved en skillevej?

Musikhøst-festivalen i Odense præsenterede igen interessante koncerter, seminarer, workshops, arrangerede spændende pædagogiske projekter og tiltrak de bedste musikere. Man kan ikke forlange mere - det skulle da lige være et publikum og interesse fra de faglige miljøer.

Af METTE STIG NIELSEN

De unge stormer frem!" Med disse ord trådte komponisten Sven Erik Werner, Det Fynske Musikkonservatoriums tidligere rektor, ind i minisalen på DFM, hvor Musikhøst seminar 1 skulle finde sted. Den bidende ironi var ikke til at tage fejl af. I lokalet sad syv personer i alderen 40 -65 år plus den unge kompositionsstuderende Peter Due. I betragtning af, at der er 140 studerende på DFM og i betragtning af, at der ingen undervisning er under Musikhøst, kunne man undre sig over, hvor de unge mennesker befandt sig. Et ensemble forberedte sig med deres instruktør Jens Schou på eftermiddagens konservatoriekoncert, hvor der var ikke færre end to værker af Sven Erik Werner på programmet, nemlig Siv vand og måne fra 1997 for mezzosopran, klarinet og klaver til et digt af Thorkild Bjørnvig og In nocte fra 1981 for klarinet, klaver og cello. Andre flittige studerende øvede sig rundt om på etagerne, men alligevel var manglen på unge mennesker påfaldende. Men i øvrigt også på et nysgerrigt publikum udover de syv tilstedeværende, som næsten alle havde en aktie i arrangementet.

Tilsyneladende interesserer det ikke nogen, hvilke holdninger og tanker, der ligger bag ved Sven Erik Werners kompositioner, selvom netop Sven Erik Werner er kendt for at være et menneske med markante meninger. En komponist og musikpolitiker, der altid har kæmpet mod "kompromisernes og middelmådighedens nation", som Søren Hallundbæk Schauser skriver i sin meget personlige programartikel. Men selv en så appetitvækkende udfordring til Musikhøst-publikummet kunne altså ikke få flere end seks ældre og ét ungt menneske lokket ind til dette seminar fredag den 23.11 kl.13.

Det var nærliggende at mindes de sider i Thomas Manns roman Doktor Faustus, hvor den omhyggelige fortæller lektor Serenus Zeitblom beretter om hin organist, der i den lille by Kaisersaschern for et beskedent publikum gennemgår Beethovens berømte klaversonate opus 111 med henblik på at forklare, hvorfor netop denne sonate blev afslutningen på sonateformen. Fortælleren i romanen konstaterer tørt, at der åbenbart trods offentliggørelse i byens aviser af tid og sted for dette foredrag, ikke var nogen af byens borgere, der havde lyst til at vide, hvorfor Beethoven netop med denne sidste sonate i den berømte 2. sats, variations-satsen, tog afsked med sonateformen bl.a. ved ikke at komponere nogen 3. sats. Undtagen den ganske lille udholdende flok, der lyttede til foredragsholderens stammende udlægning af sonaten og hans egen gennemspilning af den på et mangelfuldt klaver.

Det overraskende ved mødet med komponisten Sven Erik Werner var hans ydmyge holdning til sig selv som komponist. Samtidig overraskede han ved sin konsekvente betoning af, at han føler sig forpligtet til at skrive til et publikum og til at indrette sin musik på det, den skal bruges til og til dem, der skal spille den. Hvis man gik og troede, at Sven Erik Werner var en modernistisk og tør komponist, fik man grundigt revideret sit syn. Tværtimod har han udviklet sig til en mere og mere romantisk komponist, som skriver smuk og velklingende musik. Han beskrev sig selv som inspireret af bl.a. Knudåge Riisager, Lutoslawski og Messiaen, hvis modus 2 + 3, han mener at kunne komponere på resten af sin tid. Yderpunkterne i den musik, han spillede under seminaret, var True Love til en af Shakespeares sorteste sonetter (opført af Pia Rose Hansen og Ensemble Fyn) og Hvor Nilen vander ægypterens jord, en dansk sang til tekst af H.C. Andersen indsunget af Musica Ficta.

"Det giver mening at prøve at formulere tilværelsens elendighed", hævdede Werner med henvisning til Samuel Beckett. Trods det dystre indhold klang True Love-musikken smukt, lyrisk og romantisk og udfoldede sig både melodisk og harmonisk. Den danske sang Hvor Nilen vander... var skrevet til et skolemusikprojekt og skulle derfor kunne læres på kort tid af børn i folkeskolen. Melodien er sangbar og smuk og har det bedste fra den danske sangskats tradition, dog med en enkelt lille finurlig harmonisk drejning inde i midten. Omkvædet "Jeg tror, der er skønnest i Danmark" bliver fremhævet med en ekkovirkning af ordene "skønnest i Danmark" oven i købet to gange, og får på denne måde en nostalgisk, vemodig betydning. "Brugssiden af musikken er meget væsentlig", konkluderede Sven Erik Werner.

Når jeg dvæler ved dette seminar og ved Sven Erik Werners overraskende pragmatiske holdning til det at komponere, er det fordi denne 17. Musikhøst-festival stadig har et problem med at legitimere sig selv. Det er ikke, fordi de udvalgte danske komponister Niels Viggo Bentzon, Sven Erik Werner, Pierre Dørge og færøske Sunleif Rasmussen ikke fortjener at blive opført også i denne sammenhæng, hvor deres værker præsenteres, så lytteren har en mulighed for at få et overblik over komponisternes produktion og egenart.

Det er heller ikke fordi de medvirkende solister, ensembler og orkestre ikke er i stand til at spille værkerne, så de er meningsfulde at lytte til. Tværtimod var næsten alle opførelser interessante at høre på og nogle helt fremragende. Nej, problemet er, at de unge mennesker tilsyneladende med undtagelse af nogle få, ikke er engageret i at lytte til musikken, at overvære hvordan andre musikere fortolker den, eller hvad komponisterne selv har at sige om den. Det virker ikke som om, de unge konservatoriestuderende oplever festivalen som en nødvendighed endsige en vigtig chance for at stifte bekendtskab med ny musik og dens udøvere. Heller ikke andre unge har åbenbart behov for Musikhøst.

De, der holder fanen højt og bruger energi og engagement i forbindelse med Musikhøst er faktisk de gamle 68-ere og 70-ere, som stadig opfatter ny musik som ny og grænseoverskridende. Men sandheden er, at dengang var der behov for at kæmpe for større åbenhed, der var behov for eksperimenter og udrensning af gamle floskler, der var mulighed for at skabe en avantgarde, og man havde et politisk engagement. Ny musik er ikke længere særlig grænseoverskridende for slet ikke at tale om avantgardistisk. Selv Niels Viggo Bentzon, som i medierne altid fremstod som eksponenten for det eksperimenterende, er i virkeligheden konservativ, men frodig! Hvad man kunne forvisse sig om ved at lytte til de mange fremragende opførelser af hans især tidlige værker ved Musikhøst.

Den færøske komponist Sunleif Rasmussen skilte sig ud som den mest 'moderne' komponist. Hans musik er anderledes og kompleks bl.a. på grund af den særlige teknik, han benytter sig af. Den er fuld af naturbilleder og inspireret af hans tilknytning til Færøerne.

Ny musik i skolen

I dag har unge - og alle andre - mulighed for at lytte til hvad som helst - fra Popstars til Ligeti, fra Kim Larsen til Per Nørgård. Musik fra hele verden strømmer ud over os i uoverskuelige mængder. På internettet kan man holde sig orienteret om alt mellem himmel og jord. De multikulturelle samfund og den globale verdensorden har taget over, hvor socialismen slap.

Danskerne har travlt med at beskytte sig selv og deres privilegier. Materialismen har sejret. Underholdning og succes er det, der prioriteres. Klaus Rifbjerg efterlyste under en diskussion efter en oplæsningsaften på Fåborg Gymnasium en af de sidste dage i november, at unge i højere grad ville begynde at engagere sig i virkeligheden omkring dem, hvad der evt kunne resultere i et fornyet politisk engagement. Men han understregede samtidig, at ungdommen altid har ret, ligegyldigt hvor fjollet den ter sig!

Imens vi venter på et nyt ungdomsoprør - eller at nogle unge laver deres egen festival for ny musik, hvad så? Ja, så består oprøret åbenbart i, at de holder sig væk fra de ældres festival.

En af mulighederne for at engagere de kommende slægter i kompositionsmusikken er musikundervisningen. Kan man gennem kvalificeret undervisning lukke børns og unges ører op for ny musik, som ikke kun er underholdning? Kan man give dem et alternativ til den klassiske musik og den populære musik, som de mest spiller?

Projektet "Ny musik i musikskolen" blev startet for at få komponisterne i Danmark til at interessere sig for at komponere til børn, unge og ikke professionelle, idet der mangler repertoire til amatører. Og også repertoire, der tilgodeser pædagogiske hensyn. Den musik, man selv får fingre i, som går gennem ens krop og ører og sind, mon ikke den efterlader dybere spor, end den, man bare lytter mere eller mindre engageret til?

Igennem de 9 år projektet har været en del af Musikhøst, er der på Odense Musikskole blevet spillet værker af mange forskellige nulevende danske komponister. (Bl.a. også af Sven Erik Werner, som aldrig siger nej til at skrive den slags musik.) I år er disse stykker for mange forskellige ensembler udkommet på cd, som kan købes på Odense Musikskole.

Festen i festen

Ligesom sidste år afholdt musikskolen sin egen Musikhøst parallelt med den professionelle Musikhøst, og i år havde musikskoleleder Uffe Most inviteret den ungarske komponist Attila Reményi til at holde workshop på musikskolen for elever og lærere. Reméney er født i 1959 i Györ, hvor han stadig bor og underviser i komposition og musikvidenskab. Foruden værker for kor og orkester, strygere, slagtøj, kammerensembler og orgel har han skrevet en lang række værker til børn, hvoraf en række blev opført af eleverne på Odense Musikskole ved en lang koncert torsdag den 22.11. Om lørdagen fortalte han ved den velbesøgte workshop om sin musik, som bærer præg af påvirkning af Bartók, Kodály, Penderecki og Lutoslawski. Siden instruerede han eleverne i nogle af de stykker, de havde spillet ved koncerten.

En ren perlerække er Reméneys 12 Microludier for klaver, som kan spilles af selv små børn, og som er nogle meget stramt komponerede, forskelligartede stykker, som bringer tankerne hen på hans landsmand Kurtágs musik. For disse stykker er han blevet belønnet med 1. prisen i en konkurrence udskrevet af Bechsteins klaverfabrik i Berlin. Reméney spillede selv alle stykkerne, mens han gennemgik de mere eller mindre grafiske partiturer på overhead, inden han instruerede børnene. Han havde en meget fin evne til at forklare musikken for børnene ved at appellere til deres fantasi, så de tydeligt fik mere greb om musikken. Men ellers var der også fine violinduetter, stykker for kammerensembler (spillet af MGK elever) og til sidst en hel suite for for kammerorkester.

Det var tydeligt, at Reméney undervejs blev overrumplet over, at eleverne egentlig ikke har så megen baggrund for at spille - hverken med hensyn til hørelærefærdigheder eller med hensyn til musikhistorisk viden. I Ungarn er det stadig sådan, at børn starter musikundervisning med 1 års hørelære, og at de derefter samtidig med instrumentalundervisningen får grundig undervisning i hørelære med indbygget musikteori og musikkundskab. Adspurgt om de danske elevers og musikstuderendes nivau, som han oplevede det i Odense, svarede han, at han mente, at de ungarske elever på samme alder var mere udviklede end de danske, men samtidig mente han, at forskellen blev udlignet med alderen.

Også komponisten Pierre Dørge, et af de fire hovednavne ved Musikhøst, var blevet engageret til at lave en workshop med elever fra Odense Musikskoles MGK og nogle af de rytmiske studerende på DFM. Resultaterne af denne workshop, som fandt sted weekenden før Musikhøst, blev fremført ved en koncert på konservatoriet søndag eftermiddag. Det var en fornøjelse at høre, hvordan han havde fået de involverede til at gå ind i sammenhængen, hvor de selv havde været med til at udforme musikken ud fra nogle melodiske formler, som han introducerede ved workshoppen. Hans instruktion resulterede i i en meget overbevisende og levende opførelse af flere stykker musik.

Et nyt initiativ i år var det, at de to kompositionsstuderende på DFM havde fået til opgave hver at komponere et stykke til et tilstillet ensemble fra musikskolen. Disse to værker blev opført som indledning til konservatoriekoncerten fredag eftermiddag, hvor konservatoriestuderende foruden de to værker af Sven Erik Werner også spillede værker af Niels Viggo Bentzon.

Rasmus Zwicky havde komponeret et stykke for guitarensemble. Ca. 30 små og større børn under ledelse af Jesper Sivebæk fyldte scenen op og lod rummet fyldes med bankelyde, knipselyde osv. alt komponeret i flader, der afløste hinanden med deres skiftende karakter.

Peter Due havde komponeret Cirkler for sinfonietta, som var et raffineret, men mere traditionelt stykke.

På denne måde blev musikskoleprojektet integreret i konservatoriets bidrag til Musikhøst, og der blev bygget bro mellem musikskolen og konservatoriet. Samtidig bliver det at komponere til musikskoleelever en del af komponisternes uddannelse.

Det er vigtigt hele tiden at vise børn, musikskolelærere og forældre, at seriøst arbejde med musik kan give frugtbare resultater. Det er i musikskolen, børnenes nysgerrighed kan blive vakt, og hvor grundlaget lægges til deres senere forhold til musiklivet og musiktilbuddene. Det virkede, som om de elever, der var involveret i de forskellige koncerter og workshops, var oprigtigt engagerede.

Højdepunktet ved Musikhøst 2001 var imidlertid afslutningskoncerten, hvor Ars Nova-koret med Tamás Vetö og Lin Ensemble opførte værker af Per Nørgård, Sven Erik Werner, Sunleif Rasmussen og Pierre Dørge. Alle disse værker var interessante at lytte til og blev fremragende sunget og spillet. Koncerten indledtes med Per Nørgårds Mytisk morgen til et af Pia Tafdrups vidunderlige digt udsat for 12-stemmigt kor og basklarinet. Dette værk var grænseoverskridende både i kraft af den kompleksitet og dybde, det indeholder og i kraft af udførelsen. Jens Schou har lært sig at beherske basklarinettens overtoneregister, og hans samspil med koret var formidabelt.

Alligevel var det Pierre Dørges værk 50 minutter lange værk Vandspejle, som afsluttede koncerten, der gjorde størst indtryk. Alene det, at dette værk har fået mulighed for at blive opført, berettiger, at der stadig gennemføres musikfestivaler som Musikhøst. Her var der tale om, at Pierre Dørges komposition havde animeret koret og musikerne - Lin Ensemble - til at overgå sig selv. At lytte til musikken var som at opleve musik som klingende liv. Pierre Dørges musik er fantasifuld, spontan, uforudsigelig og smuk - samtidig med at lytteren fornemmer, at der ligger noget mere bag - en spiritualitet, som aldrig bliver selvhøjtidelig, men som opleves som beskeden og naturlig som manden selv. At musikerne - og ikke mindst Jens Schou med sit spil og med overtonesang i klarinetten - gav sig selv totalt, gjorde oplevelsen enestående.

Ved denne koncert oplevede man mere end blot en fremførelse af musik. Man oplevede et fællesskab mellem musikere, dirigent, kor og komponist, som har været til gensidig inspiration, og som måske er den vej, der kan føre frem til nyt liv og ny berettigelse for festivaler af denne slags.

Pierre Dørges eget orkester New Jungle Orchestra havde sin egen festlige koncert torsdag aften, hvor der blev spillet flere nykomponerede stykker inspireret af orkestrets rejse få uger før med komponistforeningen til Vietnam (se artikel andetsteds i dette nummer,red.).Under koncerten oplevede man, hvordan musikerne er fuldstændig fælles om at fortælle deres historier med overskud og vitalitet og humor, selvom de hver for sig fremstår som helt individuelle musikere.

På Odense Musikskole forsøger man at etablere et fællesskab mellem komponister, elever og musikskolelærere gennem projektet "Ny musik i musikskolen", som fortsætter. På DFM mislykkes det at få de studerende med i et lignende fællesskab. Det, der må arbejdes på, er at finde frem til en form på Musikhøst, som inviterer de studerende indenfor på en ny måde. I år havde de gratis adgang til alle koncerter, men det var åbenbart ikke nok. Muligvis skyldes tilstanden de magre tider, konservatoriet har befundet og stadig befinder sig i, hvor frustrationer får for stor plads i forhold til ægte arbejdsglæde og fællesskab. Der skal gives mere plads til musikalske oplevelser, hvor målet ikke først og fremmest er synliggørelse og succes udadtil, men hvor det er den ægte vare, der sættes i centrum: Musik som klingende liv!

Summa summarum: Det indledende citat om, at de unge stormer frem, er trods ironien måske alligevel rigtigt. Hvor de stormer hen og hvordan og hvorfor er ikke rigtig til at finde ud af. De befinder sig måske bedst i små nicher, på off-festival-platforme, på steder, der er mere indbydende end de rammer, de klassiske festivaler kan tilbyde for nær-værende. Siger den klassiske ny musik festival overhovedet de unge noget?

Musikhøst 21.-25. november i Odense. Kunstnerisk ledelse: Bertel Krarup og Per Erland Rasmussen."