Hjemmelavet avantgarde

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 04 - side 122-125

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Pelle Krøgholt. Mød manden bag Ikea-funk, rave-electronica og click-hop og datamusik på internet

Af Torben Sangild

Den unge generation sidder ikke og tænker "skal computermusikken eksistere eller ej?" - sådan som 68er-generationen gjorde det og ofte mente, at computermusik slet ikke var musik. De unge har været i en dialog med disse medier fra starten og kendt computeræstetikken helt fra barnsben af ved at spille computerspil."

Pelle Krøgholt er 26 år gammel og hører selv til computergenerationen. Han har i de sidste mange år været primus motor i adskillige projekter og events i København relateret til eksperimenterende elektronisk musik. Det er et uudslukkeligt engagement i musikken, der driver ham, og det skinner også igennem i samtalen. Der er ingen tvivl om, at Datamusik er hans hjertebarn. Men hvad er Datamusik? Det er ikke bare en hjemmeside, og det er på ingen måde et pladeselskab; det er snarere et forum for online-udgivelse og præsentation af udvalgte kunstnere på den elektroniske scene i Danmark og i udlandet. Musik skabt til lejligheden og direkte til MP3-formatet.

Med hans egne ord: "Datamusik er en slags projektrum, en platform for ny elektronisk musik, præsenteret i enkle, men hårde grafiske miljøer. Det er et forsøg på at præsentere musik på nettet på en mere interessant måde end det normalt bliver gjort."

"Hver kunstner er repræsenteret med en edition. En edition består af 3-4 numre, som kunstneren har haft fuldstændig frie hænder til at skabe. Vi har så lavet en online-facilitet, hvor man gratis kan høre musikken i den såkaldte 'Dataplayer' og evt. købe en edition og hente den ned på sin computer. Dataplayeren kombinerer simple grafiske virkemidler med, at du som bruger kan sidde i rolige omgivelser og lytte til den her musik, mens du enten kigger på de små animationer eller surfer videre på nettet eller lukker øjnene og koncentrerer dig om musikken."

Ånden i maskinen

Musikken på datamusik er meget varieret. Der er både ren computermusik og blandinger af digitale og analoge instrumenter. Noget er dansk, noget er udenlandsk. Nogle af navnene er kendte, andre er ukendte. Nogle er mere interessante end andre. Fælles for det hele er, at det ligger langt uden for den kommercielle mainstream.

Musikken er eksperimenterende i egentlig forstand - den prøver ofte nogle ting af uden at have kontrol over hvad der sker, som når Mainpal (alias Goodiepal alias Kristian Vester) klip-per bånd med nogle af sine tidligere værker i små stykker og sætter dem tilfældigt sammen til en collage, hvor bestemte tonehøjder dominerer.

Eller Per Høier, der komponerer ud fra komplicerede algoritmer, hvor de forskellige musikalske parametre påvirker hinanden. Han vælger så efterfølgende ud med hård hånd de resultater, som er æstetisk interessante. Og det er der kommet nogle overraskende smukke værker ud af. De lyder nærmest som en slags firedimensionale mobiler, der løbende viser forskellige sider af det samme lydlige objekt.

Per Høier spiller i andre sammenhænge på guitar og beskriver forskellen sådan: "Guitaren er på mange måder et mere intuitivt instrument, men man kan ikke udtrykke de samme følelser som med en computer. Når jeg arbejder med computeren, kan jeg vælge at give fuldstændig slip eller at kontrollere 100 procent."

En sådan dialektik mellem det kalkulerede og det følelsesmæssige er kendetegnende for store dele af den elektroniske musik. Det viser sig blandt andet i de hyppige forsøg på at 'besjæle' maskinerne ved at presse dem ud over deres ydeevne, så de begynder at reagere irrationelt. Deraf kommer også fascinationen af meget primitive elektroniske apparater, gamle Commodore 64-computere eller lydprogrammeringen i computerspil.

Italiensk-britske Gamers In Exile forsøger at skabe avancerede udgaver af computergenereret tale/sang og spiller dermed på modstillingen mellem det menneskelige og det umenneskelige - et element der dog ikke er til stede i deres edition på Datamusik, der i stedet rummer fascinerende lydlandskaber med udgangspunkt i samplede klassiske instrumenter. På én gang kaotisk og ambient.

Dadahop

Pelle Krøgholt understreger, hvad musikken i sig selv afslører, at Datamusik ikke er en genremanifestation:

"Vi har forsøgt at lancere et Datamusik-arrangement under absurde betegnelser som 'Ikea-funk', 'rave-electronica' og 'click-hop', og det resulterede faktisk i, at de forskellige medier begyndte at bruge de her ord i deres omtale af os. Egentlig var det en kritik af DJ-kulturen som genre-monopoliserende institution. Og selve ordet 'Datamusik' bruger jo det lidt forældede ord 'data' (som i datamat og datamaskine), der også minder lidt om dada og ikke giver en dybere mening. Det skulle gerne klinge lidt kritisk-ironisk snarere end at være en hyldest til teknologien."

"Vi forsøger ikke at præsentere en eller anden bestemt genre eller stil, vi forsøger at nedbryde genrerne. Jeg har sådan set respekt for genreinddelinger, fordi de hjælper os til at forstå forskelle og orientere os, men for det meste er de snarere en barriere, fordi de bliver de brugt til at lægge territorier ud, til at holde noget udenfor. Og det er en kedelig holdning at have til musik."

Distributionen på internettet er et vigtig element af Datamusik, men det bevirker bestemt ikke en fetichering af mediet:

"Som gamle McLuhan sagde, så eksisterer alle de gamle medier i de nye medier. Og det synes jeg er godt set, for alle har i de sidste 10 år råbt op om, at internettet er det helt nye. Jeg er ikke fokuseret på nyhedsværdien. Internettet gør indtil videre ikke noget, som de gamle medier ikke har kunnet - det er en radio, en pladespiller, en video, en avis osv. Det eneste nye er, at man kan smelte medierne sammen - det er dét som er det udfordrende. Det var på sin vis vores udgangspunkt."

Det sociale rum

Man sidder som regel alene og lytter til Datamusik foran sin computer. Men der er også en social dimension af Datamusik, idet de udgivne kunstnere spiller til forskellige arrangementer rundt om i København. Den slags har Pelle Krøgholt stor erfaring i efter tidligere at have været med til at arrangere de stort set eneste danske events med eksperimenterende elektronisk musik uden for kunstinstitutionen. Gerne i forfaldne, nedlagte fabrikslokaler i øde industriområder, såsom den gamle soyakagefabrik på Islands Brygge, og ofte kombineret med unge visuelle og performative kunstnere. Her var en enestående chance for at høre, hvad der skete på den elektroniske scene langt væk fra såvel popindustriens udvandede mainstream som koncertsalenes traditionsforvaltende støv. Det seneste store arrangement i det nye regi var en hel dag udendørs på Islands Brygge i august.

"Det er det mest vellykkede jeg har været med til at producere meget længe", fortæller Krøgholt begejstret. "Især fordi det var et fantastisk rum - udendørs og offentligt, hvor folk kom tilfældigt forbi - der var en unik udveksling mellem rum, musik og mennesker. Vores parole var, at vi ville gøre det teknologiske menneskeligt og det utilgængelige tilgængeligt for dem, der ellers ikke ville opsøge det. Og det var herligt at få lov til at bruge det rum til koncerten."

"Der kom op mod 1000 mennesker i løbet af den dag, hvilket er helt enormt i forhold til den slags musik. Og det er vigtigt, for jeg har ingen interesse i at ville marginalisere musikken. Normalt er det bare svært at få 200 mennesker til at komme til en event, men her kunne folk komme forbi eller hoppe ind fra sidelinjen, lytte i 5 minutter og gå videre eller også blive til en længere oplevelse."

"Stockhausen havde en fantastisk pointe i et foredrag om elektronisk musik. Vistnok på verdensudstillingen i Osaka 1970 havde han en pavillon, hvor man kunne gå ind og sætte sig på nogle måtter og høre hans elektroniske værker, der blev spillet konstant. Der var 1 million mennesker, som kom ind i den pavillon, og Stockhausens succeskriterium dér var, at hvis blot der var nogle mennesker, som lyttede to minutter til Kontakte for første gang, så var det en succes. For den elektroniske musik er netop ofte baseret mere på klang end på forløb. Her modificerede Stockhausen sin tidligere rigide og hierarkiske opfattelse af værkbegrebet, sit ønske om at kontrollere publikum fra start til slut. Den tidlige Stockhausen angreb jo også Cages collagemusik, men netop collagen sætter nogle interessante principper op og er langt mere avanceret end hvad Stockhausen dengang kunne se."

Traditioner og avantgarde

Netop Stockhausen og Cage er to navne som dukker op igen og igen i min samtale med Pelle Krøgholt, og det er ikke tilfældigt, da electronica har en del af sine rødder i Stockhausens elektroniske pionerværker, i Cages eksperimenter med collage, tilfældighed og objektivitet, i de tidlige avantgarde-eksperimenter i begyndelsen af det 20. århundrede og hos komponister som Varèse, Ligeti og Xenakis. Men det ville være fejlagtigt at se denne musik som en direkte udløber af kompositionsmusikken. Der er afgørende forskelle i såvel skabelsesproces som distribution, miljø og publikum.

"Stockhausens gamle begreb om elektronisk musik handlede meget om at kunne gå ind og kontrollere alt, at kunne styre hver eneste frekvens, og der er jeg mere interesseret i den anden lejr, som Cage stod for, hvor det handlede om tilfældighedsprincipper og simpel opdagelse af lyde. Den elektroniske musik trækker på både Stockhausen og Cage, men man kan ikke lave et simpelt stamtræ, der går fra Russolo til Autechre, for så stærk en tradition er der slet ikke tale om. Mange af dem, der laver elektronisk musik, har fx siddet og spillet computerspil og så fundet ud af, at man kunne gå ind og finde koderne bag musikken i gameboy$ og bruge dem til at lave musik på. Det har været deres udgangspunkt snarere end at gå til Stockhausen-koncerter i Radiohuset."

"Den elektroniske musik nåede i 1990erne fra en technobaggrund frem til et nyt udgangspunkt, som kan minde om det gamle musique concrète og Russolo og andre avantgardekomponister. Men den elektroniske musik placerer sig et sted mellem institutionerne; den er hverken en del af den klassisk-akademiske verden eller popmusikken, selv om den nogle gange lægger sig op ad den ene eller den anden institution. En afgørende ting er, at de her musikere i meget høj grad har taget distributionen i egen hånd, uden om pladeselskaber som i popmusikken og uden at skulle have institutionen til at fortolke den som i den klassiske musik. Kompositionsmusikken er meget præget af, at en komponist skriver et værk, og det skal så opføres af nogle musikere i en koncertsal, og koncerten bliver så optaget til radioen."

"I gamle dage var elektronisk musik en elite-ting, hvor der stod noget vanvittig dyrt udstyr på nogle centre for elektronisk komposition som enkelte komponister så havde adgang til. I dag er det elektroniske medium masseorienteret, og alle og enhver i den vestlige verden har adgang til at få fat i elektronisk lydudstyr. Og netop derfor er der ikke nogen speciel grund til at smide den musik tilbage i de traditionelle bokse. Men det er da stadig vigtigt at krydse ind over til kunstinstitutionen, at lave samarbejder på tværs af de institutionelle skel. Og der er det trist, at Radiohuset ikke tager båndmusik og elektronisk musik mere alvorligt; hvorfor bestilles der ikke langt mere af den slags fra komponisterne?"

"I dag er det meget let at skabe musik; nu sidder folk og flytter rundt på nogle parametre. Men de mest interessante kunstnere er dem, som presser medierne til deres yderste, som går ind og skriver i selve koden, altså går bag om programmerne og nærmest skriver i hånden, som man førhen skrev et partitur. Den elektroniske musik er nodeløs, men det er stadig binære koder, 'tekster', der skrives."

Perspektiver

Tendensen i musikkens udvikling og distributionsformer ser ud til at gå mod en endnu større kommercialisering af det kommercielle, men samtidig skabes der nye muligheder for at nå ud med de mest marginale udtryk. Alle vestlige musikere og komponister kan i dag lægge deres musik ud på internettet og i princippet nå ud til et enormt publikum. Geniale nørder kan skabe mærkelig musik i deres kældre og blive hørt af ligesindede i Australien eller Japan.

Pladeselskabet, koncertsalen, musikerne, nodeforlaget og radioen er ikke længere nødvendige samarbejdspartnere og censurinstanser for at få sin musik ud. Man kan vælge at gå helt andre veje. Og man kan - som mange af de repræsenterede kunstnere på Datamusik - kombinere det frit, hoppe ind og ud af institutionerne fra projekt til projekt. Megen ny musik skabes ikke på noder og spilles ikke af musikere. Det er indtil videre Pelle Krøgholts og andre ildsjæles fortjeneste, at denne musik gøres lidt mere synlig. Måske kunne man gøre mere.

Fakta om Datamusik

Datamusiks hjemmeside findes på

http://www.datamusik.dk/. Her kan man gå ind og høre musikken gratis. Man kan også downloade en edition til sin egen computer, hvis man betaler 40 kr. Nye editions bliver tilføjet ca. en gang om måneden. Der er i skrivende stund 10 editions, hver bestående af 3-4 stykker musik:

01. Voks
02. Lydt
03. Mainpal
04. Gamers in Exile
05. Per Høier
06. Club le Bomb Gala Band
07. Hans Platzgumer
08. Mikkel Metal
09. Syntaks
10. Lucky Kitchen

Musikalsk redaktion/kuratering: Pelle Krøgholt
Grafik: Sille Bjarnhof
Tekst/interview med kunstnerne: Christian Lehman og Nikolai Lang
Datamusik er støttet af Kulturministeriets Udviklingfond og Statens Musikråd.

Årgang 76/2001-2002, nr. 04