Kjøtbullar till alla

Det diskussionslystne og vigtige debatforum, som gennem mange år er foranstaltet af Dansk Tonekunstnerforening, holdt for nylig møde om musikkens fremtid i Øresundsregionen med et panel bestående af musikfolk fra begge sider af sundet, som alle fulgte den overordnede, statsdikterede idé om integration og sammensmeltning i regionen, efterlevet af stor og lille, helt ned i den grafiske detalje med DSB's bogstavsammenkøring i ordet Øresundsbron. Befolkningerne i Sverige og Danmark ser måbende til. De har hverken ønsket broen eller for den sags skyld den institutionsbaserede kulturfestival Kulturbro. Nu kommer det bag på centraladministrationerne, at ingen ønsker at køre over broen, og man gør sig alle mulige øvelser for billedligt talt at proppe svensken ned i maven på dansken og omvendt.

Kultursamarbejder i Norden har altid fundet sted, når der har været behov for det, ofte har lysten ligefrem drevet værket. Disse aktiviteter har fundet sted helt uafhængigt af de skiftende politiske formationer, fordi de kommer 'nedefra' og ikke fra en overordnet politisk platform. Under det nye regionskulturtyranni vil den utilpassede kunst og de kvalificerede kværulanter få det svært. Her gælder det, at kultur er godt, endnu mere kultur er endnu bedre. Store institutionelle arrangementer nyder finansiel bevågenhed, endnu større arrangementer vil nyde endnu større bevågenhed. Kulturbro agter fx fortsat at give støtte til turnerende symfoniorkestre, som rejser rundt og spiller for hinanden. Vi taler om kulturinstitutioner - i forvejen dyrt betalt for at gøre deres arbejde - der skal have endnu mere, så befolkningerne kan forstå, at vi har et fælleskab på tværs af landegrænser. Samtidig kan almindelige mennesker se undrende til fra sidelinien og konstatere, at det er helt andre steder, der er gang i den kulturelle smeltedigel. Den multikulturelle virkelighed og integrationsprocessen med helt andre kulturer end de nærmeste er langt mere påtrængende, men alt for farlig til at de finkulturelle projektmagere tør tage arbejdet med den vigtige forbrødring op.

I en sådan historisk situation er det vigtigt at stille modbilleder op, det er vigtigt at insistere på vigtigheden af offentlighed i diskussionerne og omkring prioriteringerne, for institutionscheferne har hidtil ikke haft højt nok til loftet til at turde tage disse diskussioner, som retteligen burde komme indefra. Det paradoksale er, at man taler om integration og sammensmeltning og komme hinanden ved, samtidig med at alle vogter egne territorier. Vi er vidner til et sygt kulturhierarki, hvor ingen med magt tør sige fra af frygt for at skade netværksforbindelser og kommende jobmuligheder.

Når den nytiltrådte kulturminister vil rydde ud i råd og nævn, se nærmere på rimeligheden af mellemhandlerparadiset, sætte uvildige, udenlandske personer ind i besluttende fora, kan man i udgangspunktet kun hilse denne beslutsomhed velkommen, fordi det overordnede ønske er at skære forsyningslinierne over visse steder, så midlerne kan gå mere direkte til kunstnerne. De æstetiske diskussioner og den kritiske debat er stadig mere uønsket, fordi det generer de entreprenante gemytter. Det er for dem ikke så vigtigt om det er godt eller skidt, bare der er meget af det. Ovennævnte paneldeltagere diskuterede løsninger på AF-spørgsmål og hvordan busbilletter og skattesystemer kan forbedres, ikke hvad der er vigtigt at viderebringe eller sammenbringe i kunsten og kulturen.

Kulturminister Brian Mikkelsen træder ind i et kulturlandskab, præget af rod i de bevilgende myndigheder, hvor koordination er et fremmedord. Han skal operere i et område, hvor kunstnernes respekt for centraladministrationer, institutionelle broderskaber og afgørelser, der ikke har bund i kvalitative vurderinger, fremmer leden ved at arbejde i et påstået fællesskab med armslængdeprincip og andre dyre ord. Han vil opleve, at flere kunstnere - fra Kim Larsen til Poul Ruders - ikke ønsker at blive sat i forbindelse med priser og hæder. Når kunstnerne gør oprør og nægter at være med, bør det føre til selvransagelse hos dem, der tegner de overordnede linjer. Faktisk burde de være langt bedre til at gøre det, skabende kunstnere gør hver eneste dag i deres arbejde: Holde dommedag over sig selv og det frembragte.

Anders Beyer"