Krydsfelter

Af
| DMT Årgang 76 (2001-2002) nr. 04 - side 110-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Arbitrary

Fra jazz til moderne kompositionsmusik. Syv forsøg på et portræt af Jens Hørsving og hans musik

Forsøg nr. 1 (prolog)

Sjældent har det været så tydelig at se som nu. Sandheden om vores civilisation, fortællingen om vores verden er afhængig af den, der fortæller, fortolker eller læser den. Der findes ikke én sandhed. Begivenhederne den 11. september har fortalt os det klart og tydeligt. Vores verdensbillede er ikke identisk med andres. På en langt mere fredelig og jordnær måde har den norske forfatter Jan Kjærstad fortalt os det gennem sin trilogi om Jonas Wergeland. De tre bøger er hver især en biografi om den samme mand, skrevet af forskellige (fiktive) forfattere. Hver biograf har sin fortælling, sin fortolkning. Så selv om de fortæller om den samme mand, kommer der tre forskellige historier ud af det.

Komponisten Jens Hørsving er et barn af sin tid. Netop derfor virker det naturligt, at et portræt af ham bør indholde så mange facetter, vinkler og fortællinger som muligt. Fordi flere fortællinger giver flere sandheder? Nej, snarere fordi flere fortællinger giver læseren et redskab til selv at danne sig et billede. På den måde bliver man mere uafhængig af fortolkede og manipulerede sandheder. Nu skal læseren af denne tekst for eksempel huske, at denne skribent netop er en manipulator og fortolker - som musiker er han faktisk uddannet til det. Intet i denne tekst kan derfor opfattes som sandt. Opfordringen må derfor blive: Hvis du vil vide noget om Jens Hørsvings musik, så gå selv ud og hør den. Der bliver rige muligheder for det i de kommende måneder.

Forsøg nr. 2 (metafor I)

Lyset har den sære fysiske egenskab, at hvis man vælger at betragte det som en bølge, opfører det sig som en partikel, og hvis man betragter det som en partikel, opfører det sig som en bølge. Ligeledes er det med Jens Hørsvings musik. Set fra den klassisk moderne akademiske skole, undviger musikken betragteren, da den i for høj grad er orienteret mod klange og arbejdsmetoder hentet i den rytmiske musik.

På samme måde støder betragteren fra den rytmiske scene ind i samme problem, da Hørsvings musik i for stor grad bruger strukturer og teknikker fra den akademiske klassiske skole. Hele billedet, både af musikken og Jens Hørsving selv, får man kun hvis man betragter dem som et både/og og ikke et enten/eller. Jens Hørsvings baggrund som jazztrompetist og klassisk uddannet komponist bliver forenet i et eget musikalsk univers, hvor erfaringer og lærdom på begge sider af det gamle kløft mellem klassisk og rytmisk musik giver komponisten en stor, varieret palet af nye, uhørte udtryksmuligheder. Palestrina, Brahms og Xenakis er lige så relevante kilder som Beck, Bjørk og REM.

Men der er flere både/og'er. Jens Hørsvings musik er typisk blevet til på en computer. Hørsving fascineres af de energier, der opstår, når man sætter computerens strenge strukturer op mod de levende musikeres spontanitet, det elektroniske lydbillede op mod det akustiske, de nedskrevne noder op mod de improviserede.

Disse konfrontationer, denne hybrid mellem intellektuelle overvejelser og improviseret spontanitet, både fra komponisten selv og de musikere han med omhu vælger at samarbejde med, skaber en musik med energi og udtrykskraft, så den kan nå langt ud over scenekanten og ned til det lyttende publikum. Og det er vel først og fremmest i den tilstand, som lyttende publikum, vi får mest ud af at betragte musik.

Forsøg nr. 3 (fakta)

Jens Hørsving blev født i København 1969. Sin første musikalske opdragelse fik han i Tivoli Garden som trompetist, hvor han slog sine første musikalske folder fra han var 10 til han var 16 år. Herefter tog han matematisk-musisk studentereksamen på Sankt Annæ Gymnasium, hvor han deltog aktivt i det stærkt kreative miljø på stedet. Hørsvings interesse for jazzen blev vakt i disse år, og efter endt studentereksamen drog han til USA for at studere jazz i Boston (Berklee College of Music) og i New York (New School). Efter knap to år i det amerikanske vendte han tilbage til København.

Paradoksalt nok blev interessen for den europæiske kunstmusik, der var bleven vakt i gymnasiet, fordybet og intensiveret i Amerika. Sideløbende med en karriere som professionel jazzmusiker i København begyndte Hørsving at komponere partiturmusik, og i 1991 blev han optaget i komponistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hans primære lærere i komponistklassen var Ib Nørholm og Ivar Frounberg, endvidere havde han hovedfag i teori (lærere Yngve Trede og Lars Bisgård). Hørsving har således et endog meget bredt teoretisk-praktisk fundament, spændende fra gammel rennæssance-musik til den nyeste elektronmusik.

I studietiden deltog han i en mængde masterclasses og kurser med bl.a. Per Nørgård, Brian Ferneyhough, Magnus Lindberg, George Benjamin, Bent Sørensen m.fl. Han færdiggjorde sine studier i 1997 og samme år modtog han Statens Treårige Arbejdslegat. Disse midler muliggjorde en høj rejseaktivitet, studierejser til bl.a. Berlin, London, Paris og Amsterdam blev foretaget. Det, der særligt blev studeret, bl.a. ved IRCAM i Paris, var den elektroakustiske musik, der gradvis er blevet Jens Hørsvings stilistiske varemærke. Musikken er elektrisk, akustiske instrumenter forstærkes og blandes ofte med elektronisk frembragt lyd. Der benyttes oftest små besætninger (fra en til fem forstærkede og ofte processerede instrumenter), det intime og koncentrerede udtryk foretrækkes.

Hørsving har igennem de sidste syv år etableret et meget tæt samarbejde med et netværk af fremragende musi-kere, til hvem han har komponeret værker. Hørsving har (indtil nu) fravalgt tungere besætninger som fx sinfonietta og symfoniorkester, men den kan ikke afvises, at han måske snart giver sig i lag med de større formater.

Komponisten er stadig aktiv som trompetist, hvor han optræder i for-skellige sammenhænge i grænselandet mellem elektronmusik (i klassisk europæisk forstand) og 'rytmiske genrer' som fx jazz og techno. Ud over optræden i traditionelle koncertlokationer (jazzklubber og koncertsale) medvirker han fx ved danseforestillinger og lyrikarrangementer.

Sammen med slagtøjsspilleren Thomas Sandberg har han dannet techno-duoen gibbon.science, og med sin kone (klarinettisten Anna Klett) har han dannet mooseMATRIX - en skandinavisk netværksbaseret platform for den ny kompositionsmusik. Jens Hørsving har også varetaget meget administrativt arbejde i miljøet (bl.a kan nævnes kunstnerisk leder FIGURA 1995-1998 og formand for musica nova 2000-2002). Endvidere aktiv som klangregissør for blandt ATHELAS Sinfonietta, Figura, Ensemble UR, samt egne projekter.

Forsøg nr. 4 (metafor II)

Et billede: Et træ, set fra oven. Men når man kommer nærmere, gennem løvværket, finder man ud af, at der er tale om to træer, der i toppen har vokset sine grene så meget ind i hinanden, at det kan være svært at afgøre, hvilke grene der tilhører hvilket træ. Dette billede er et Jens Hørsving selv har brugt for at beskrive den situation han er i, når han skriver musik.

De to træer symboliserer henholdsvis den rytmiske musik og den moderne partiturmusik. Hørsving vælger at se de tro træer fra oven, dog med den bevidsthed, at det er tale om to træer, med hver sin stamme: Den rytmiske, der har sin rod i folkemusik fra Afrika og USA, og den moderne partiturmusik, der har sin rod i den klassiske europæiske musiktradition.

For nu at blive i metaforen: Hørsvings musik bruger grene, afstikkere, om man vil, fra begge disse træer og lader dem vokse sammen til en plante, hvor det er umuligt at sige, hvilket af de to træer de egentlig udspringer fra. Jazzen fornemmes ofte i den til tider meget kropslige og ligefremme musik. Techno-musikkens lydbilleder er en stor klanglig inspiration, og mange af de maskiner og teknikker (særlig en udstrakt brug af computerens faciliteter i alle faser af kompositionsprocessen) som Hørsving benytter, er fælles med denne musik. De største forbilleder inden for den europæiske partiturmusik er navne som Xenakis, Stockhausen, Feldman og Lindberg.

Men samtidig ligger der hele tiden et spørgsmål, en tvivl, og nager: Kan disse to musikalske planter med så forskelligartede rødder overhovedet forenes? Der findes komponister, der har skrevet god musik inden for begge genrer, men Hørsving indrømmer selv, at han indtil nu aldrig har hørt en komponist komme med et overbevisende bud på en egentlig stilistisk forening af de to (med Frank Zappa som den eneste undtagelse).

Jens Hørsving er et barn af sin splintrede tid og af sin baggrund. I en tid hvor utallige udtryksmuligheder og æstetikker lever samtidig, er det vigtigste måske at indsnævre sine muligheder frem for at skabe nye. Jens Hørsving erkender og accepterer sin rolle som traditionel partiturkomponist, men den betvivles, udfordres og bekræftes hver dag.

Forsøg nr. 5 (kommentar I)

Den bedste betegnelse på Jens Hørsvings musik er crossover. Men dette ord fører til de forkerte associationer i forhold til, hvordan Jens Hørvings musik klinger. I hvert fald sker det for mig. Når jeg hører ordet crossover i forbindelse med musik, tænker jeg på jazz- og pop-musikere/komponister, der prøver at skrive/spille 'klassisk' musik, eller klassisk uddannede komponister og musikere der gerne vil 'swinge'. Denne form for crossovermusik er for mig et udtryk for en mangelfuld respekt og forståelse for, hvad de 'andre' laver. Jazzmusikere har øvet mange timer gennem mange år for at få beatet til at swinge på den helt rigtige måde. Så hvad får klassiske musikere til at tro, at de swinger, bare de spiller noget der minder om walking-bas? Og omvendt lærer man altså ikke at instrumentere blot ved at læse Piston.

Jens Hørsving gør ikke dette. Faktisk vender han det hele lidt på hovedet. Det er ikke rytmen fra pop, jazz og rock, han er intresseret i. Det er det klanglige. De elektriske, forvrængede guitarer, den udstrakte brug af synths og samplere, samt det raffinerede, gennemarbejde færdigproducerede lydbillede, det hele serveres i. For her er der virkelig noget, vi 'klassiske' kan lære noget af.

Klanglig fantasifulhed (både akustisk og elektronisk), åbenhed oven for de nye klange (hvorfor er det fx, at en forvrænget guitar i et rocknummer for mange lyder 'fedt', når den samme lyd produceret af en klarinet i en koncertsal for de samme lyder 'grimt'), samt evne (og penge) til at bruge den fornødne tid i et studie for at få musikken til at lyde godt både i en koncertsituation og på en cd.

For at finde den klassiske del af Jens Hørsving i hans musik skal vi først og fremmest lede i dens fundament - i strukturer, metoder, teknikker og detaljer. De mange forskellige udtryksmuligheder og æstetikker bliver med en klassisk uddannet komponists kunnen, viden og talent bearbejdet og sammensmeltet til en enhed, til et homogent værk.

Det er at tage sig selv, den musik man selv laver, og ikke mindst den musikkultur man er en del af og henviser til, alvorligt. Ikke nogen postmoderne "nu skriver jeg lige noget der swinger lidt" attitude her. Ingen lettere distanceret ironi, masker eller forklædninger. Den rene vare. Punktum.

Når dette er sagt, er der vigtige elementer i den rytmiske musik, Jens Hørsving bevidst ser bort fra. Som han selv siger: "Det er jo lidt misforstået - vi sidder som de fagidioter, vi er, og nærlytter på en cd med hård rock eller hysterisk techno." Denne musik er jo egentlig tiltænkt en helt anden funktion. Særlig techno og rock, med de bankende beats og vedvarende, pulserende klangflader er musik primært beregnet for ekstatiske oplevelser på et dansegulv eller foran Orange Scene.

Forklaringen på denne intellektualisering er nærliggende. For at bruge komponistens egne ord: "Vi sad på konservatoriet og skrev Palestrina-opgaver, mens vores jævnaldrende flippede ud til Nirvana". Men inden vi bortforklarer det hele som en forsinket pubertet - er rock og pop ikke nærmest at betegne som vor tids folkemusik? Og har den klassiske musik ikke gennem alle århundreder sublimeret, forfinet og intellektualiseret sin tids folkemusik? Hvem sagde Bach, Brahms, Grieg, Ligeti ...

Forsøg nr. 6 (kommentar II)

Det at skrive denne tekst, disse portrætter af Jens Hørsving - det er jo nemt nok i den forstand, at jeg føler, jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har kendt komponisten, siden jeg startede at studere på konservatoriet for over 10 år siden. Jeg har spillet hans musik, vi har foretaget rejser, lavet festivaler, koncerter og stiftet foreninger sammen.

Selv om Jens primært er en skabende musiker og jeg en udøvende, er vores erkendelser, tilnærmelser og idéer om det at lave musik så identiske, at jeg nogle gange bliver i tvivl om jeg med denne tekst formidler komponistens holdninger eller mine egne. Men det er vel ikke hverken muligt eller ønskeligt at undgå, at man bliver påvirket og farvet af de mennesker, man møder på sin vej. Hvem af os, der først formulerede de tanker, vi nu er fælles om, er vel lige meget, blot vi begge føler, at det er til glæde for os, og en del af vores musikalske identitet.

Det er flere eksempler på disse 'fælles værdier'. Det med computeren, for eksempel. Jens Hørsving er ikke alene om at skrive musik ved en computer, det gør vel nærmest de fleste efterhånden. Men ud over de rent tidsparende og praktiske argumenter for at arbejde med en computeren har Hørsving også en mere filosofisk begrundelse. Det at arbejde med en computer tvinger en til at struktuere sine idéer sådan, at en maskine kan bruge og 'forstå' dem. Hørsving har adopteret kollegaen og forbilledet Magnus Lindbergs ord: "Ved at lade alle mine strukturelle, matematiske og formelle overvejelser blive formuleret på en computer, føler jeg, at jeg får frihed til at komponere - frihed til at foretage lokale, improviserede valg, uden at det går ud over helheden."

Arbejdet med computeren skaber den ønskede balance mellem intellektuelt arbejde og spontan improviseren - den gamle balance mellem Apollo og Dionysos, om man vil. Selv om jeg som musiker ikke bruger computeren aktivt, når jeg spiller, har dette billede alligevel været vigtigt for mig. Et grundigt forarbejde - analyser, gennemgang af stukturer, fraser, rytmer - gør, at man i en koncertsituation føler sig mere tryg ved at foretage en spontan musiceren. Man beholder det kølige overblik, selv om man hengiver sig.

Jens Hørsving hører meget på musik - al mulig musik. Han kan med den samme, næsten barnlige begjestring, i det ene øjeblik fortælle om den Brahms-symfoni, han hørte i Radiohuset i går, i det andet øjeblik fortælle om den nye plade med REM, han lige har købt. Det har jeg lært meget af - det at man altså skal lytte til musik. Det lyder fjollet, men i alle vores analyser, partiturlæsninger, æstetik-diskussioner og andet fagligt ævl, så glemmer vi ofte, at det er lige det, det hele drejer sig om. At lytte til musikken. Det er i koncertsalen, når musikken spiller og publikum er på, musikken skal vise, hvad den duer til. Komponistens gode intentioner, beregninger og udregninger, musikerens fingersætninger, dirigentens slagskema - alt dette er uvæsentligt, når musikken spiller. Enten evner musikken og dens udøver at nå ud over scenekanten og ned til publikum, eller også gør den det ikke. Så enkelt, så nådeløst er det.

Forsøg nr. 7 (epilog)

Med den enorme mængde af information, som er tilgængelig for os blot ved hjælp af nogle få klik på en mus, lever musikere og komponister i dag i en unik tid. Folkemusik fra hele verden, den rytmiske musik, den klassiske musiktradition - hele musikhistorien og al nuværende musik er tilgængelig og levende for os samtidig. Det giver os en hidtiuset mangfoldighed af kunstneriske udtryksmulighed og æstetikker at forholde os til.

Den yngste genration af musikere og komponister er den første, der fuldt og helt er vokset op i denne tid. Hvad dette vil medføre af fremtidige kunstneriske udtryk, er det endnu for tidligt at sige noget om. Men her og nu bliver vi nødt til at finde en måde at håndtere denne overflod af udtryksmuligheder på.

Som det første bliver man nok nødt til at indse, at det er umuligt at favne dem alle, så ender man sandsynligvis med at skøjte hen på overfladen af det hele. En mulighed er at koncentrere sig om én, og fravælge alle de andre. Det kan hurtigt blive lidt fanatisk og/eller anakronistisk. Eller man kan vælge at integrere flere udtryk og lade dem smelte sammen i et nyt. Vælge at være en del af tidens ånd, så at sige. Det er dette, Jens Hørsving har valgt. De æstetikker og udtryk, der er blevet en del af ham gennem hans uddannelse og baggrund, har han valgt at acceptere og forene i et samlet, nyt og personligt udtryk. Jens Hørsvings musik er et billede af den person han er og har været, og den samtid han lever i: Splintret, mangfoldig, moderne - og unik.

Foto side 110: Jens Hørsving.

Jens Hørsving

Selektiv værkliste

aracnofobia (2bcl.perc, 2000)
arga (trb.perc, 2000/01)
corrosions (sopransax, 2001)
drones of expression (doublebass, 1994/99)
encarsia (percussion, 1999/01)
Gå med Fremmede (recit/bcl/db, 1994/99)
lithium (percussion, 1996/98)
oddSonny (electric bass, 1999)
Pasadena (bassclarinet, 1997)
Roto (bcl/org, 2000)
subZero (basscl/dbcl, 1999)
towards the TURN (soprano, 2000)
xTractions (akkordeon, 1998/01)
viscous choirs (fl.ob.gui.harp, 2001 )
Alle værker med elektronik

Årgang 76/2001-2002, nr. 04