Vietnam Open

Danmark møder Vietnam i perspektivrigt kultursamarbejde

Af SVEN ERIK WERNER

Hanoi i november. Det er en blandet fornøjelse at være turist i dagens Vietnam, men dog en fornøjelse. Kontrasterne er til at få øje på, hvad enten man betragter livets gang i Hanoi med det af afdøde Friedrich Schiller anbefalede, uinteresserede velbehag eller man - som denne, endnu levende brevskriver møder det med interesseret ubehag. Hanoi er på én gang hovedstad med dertil hørende faciliteter og en af verdens største landsbyer, kun overgået af New Delhi og Calcutta, der - som Hanoi - kun kan hænge sammen, så længe de gamle landsbytraditioner med deres overdådige gadeliv, tætte familiebånd og hele sociale solidaritet får lov at udfolde sig for åbent tæppe i kontrapunktisk samspil med enhver omgivende modernitet og mondænitet.

Hanois lugt - andre vil måske sige duft - er et lige så påtrængende som karakteristisk udtryk for denne paradoksalitet: En uforvekslelig blanding af koriander, kamfer, kanel og halvforbrændt scooterbenzin. Der er ikke mange biler i Hanois gader, scooterfolket har for længst taget over, og det er talstærkt. Trafikken er overvældende intens, anarkistisk, men velfungerende, kaotisk konsensussøgende, åbenbart styret af én simpel, fælles færdselsregel: Man må ikke kollidere med hinanden. Denne prisværdige målsætning søges realiseret ved flittig brug af hornet, og trods det døvende, ustrukturerede lydlandskab dette fornøjelige trutteri afstedkommer, så virker det tilsyneladende efter hensigten. Der sker forbløffende få uheld, selvom onde tunger hævder, at myndighederne fifler med ulykkestallene.

Man kan som turist leje biler i Hanoi, men kun med chauffør, og det har sine gode grunde. Enhver dansk bilist ville øjeblikkelig komme til kort eller simpelthen til skade i byens permanente myldretid. Det er galt nok med trafikken herhjemme, men den forekommer disciplineret, for ikke at sige kedelig, sammenlignet med den vietnamesiske: I princippet kører vi i hver vores side af vejen, vi overholder undertiden fartgrænserne, respekterer endda ofte ensretning, vigepligt og lyssignaler, og vi må kun bruge hornet ved helt særlige lejligheder. Den slags regler findes også i Hanoi, men det påvirker ikke trafikmønstret i nævneværdig grad. Når det alligevel glider, er det måske, fordi ingen insisterer på sin ret - en ret ingen formodentlig finder det umagen værd at kende.

Krydderikomponenten i Hanois lugt signalerer landsby, tradition og fortid. Modsvarende signalerer benzinkomponenten energi, optimisme og fremtid for en by, der både har klare metropolambitioner og samtidig på hvert eneste gadehjørne minder sig selv og os andre om en århundredelang blodig kamp for frihed og selvstændighed, mod hungersnød og fremmede magters undertrykkelse.

Til denne forunderligt sammensatte by drog i slutningen af oktober et talstærkt hold af danske forfattere, komponister, sangere, musikere og musikpædagoger for at afholde en 10-dages dansk-vietnamesisk musik- og litteraturfestival. Den ydre anledning var højtideligholdelsen af 30-års dagen for indgåelse af diplomatiske forbindelser mellem Vietnam og Danmark, et den gang kontroversielt og agtværdigt skridt fra dansk side midt under slyngelstaten USA's desperate terrorbombardementer af Nordvietnam. Mærkedagen blev fejret med et brag af en koncert, hvor Ars Nova, LinEnsemble, New Jungle Orchestra og et par vietnamesiske grupper først hver for sig gav prøver på deres vidt forskellige musikkulturer og til sidst i skøn samdrægtighed fik taget til at lette i Hanois gamle operahus i et fællesværk, skrevet til lejligheden af Irene Becker og Pierre Dørge.

Men festivalens sigte var langt bredere end blot at levere dette spektakulære éngangsknald, hvor berettiget og vellykket det så end blev. Det samlede festivalprojekt initieredes for et par år siden af Dansk Komponist Forening og DanViet, en NGO til fremme af de kulturelle forbindelser mellem Vietnam og Danmark. Som samarbejdspartnere valgtes musikkonservatoriet i Hanoi samt de vietnamesiske komponist- og forfatterforeninger. Projektets økonomi blev sikret ved sponsorstøtte fra mange hel- og halvofficielle kunst- og kulturorganisationer i Danmark, bakket op af den danske ambassade i Hanoi.

Festivalen foldede sig simultant ud på tre planer: Det kunstneriske, det uddannelsespolitiske og det organisatoriske. Daglige koncerter med Ars Nova, LinEnsemble, New Jungle Orchestra og den genialske slagtøjsklovn Thomas Sandberg eksponerede nutidig dansk kompositionsmusik i hele dens bredde. Publikumsinteressen og begejstringen var bemærkelsesværdig, sammenlignet med hjemmebanens forfrosne blaserthed.

På ligeledes daglige workshopper indstuderede de danske sangere og musikere danske værker med vietnamesiske konservatoriestuderende. Resultaterne blev offentliggjort på en præsentationskoncert 3.11., og det blev en bevægende manifestation af talent, udtryksvilje og lydhørhed over for den krogede europæiske flertydighed. Japan og Korea har længe leveret verdensstjerner til den internationale musikindustri. Vietnam står på spring.

På denne baggrund forekom de danske litteraturindslag noget nær malplacerede og umotiverede, selvom det glimtvis lykkedes Vagn Lundbye, Pia Tafdrup og Knud Vilby at brænde igennem med stærke kunstneriske og politiske markeringer.

Parallelt med alt dette fik vi mulighed for at fortælle om den hjemlige uddannelsespolitik og om dansk kulturlivs organisatoriske rammer. Til vores vietnamesiske værters uskrømtede morskab udstillede vi beredvilligt vores uenighed om fordele og ulemper ved vores lille, overadministrerede fædrelands labyrint af love og paragraffer. Kunstfondloven, Ophavsretsloven, Musikloven, Biblioteksloven, Litteratur- og Musikinformationscentrene måtte naturligt nok holde for.

Og de professionelle musikuddannelser, ikke mindst. Carl Nielsen-akademier eller Grundtvig-højskoler? Tja, bom, bom, bom. Troen og tvivlen, de gange til hobe. Men ikke blandt vietnamesere. De måtte undres: Kan man stå inde for noget, man ikke i alle detaljer går ind for? Ja, det går fint på vores breddegrader. Sådan er demokratiet. Utak er den stærkes løn.

Demokratiets kunst, kunstens demokrati - det var den på én gang enkle og komplekse problematik, festivalen prøvede at tematisere. Angiveligt med stor succes, først og fremmest fordi vi viste vietnameserne, hvad vi står for og har opnået under frihed og ansvar, uden at belære dem. De danskes vej til ros og magt er ikke Vietnams. Dette kvæstede, men ukuelige land må og kan selv finde vej i den globaliseringsjungle, der ureguleret vil uddybe skellet mellem verdens rige og fattige.

Vietnam er et fattigt land og har brug for hjælp. Hjælp til selvhjælp. Danida er for længst på banen med storstilede, langsigtede bistandsprojekter. Danmark er næststørste bidragsyder efter Japan og nyder derfor stor bevågenhed og høj status i vietnamesernes bevidsthed. Man lytter glad og gerne til dansk ekspertise og er åben for nye rollemodeller.

Men Vietnam opretholder stadig et topstyrende étpartisystem, og der er stadig (for) mange DDR-reminiscenser i den vietnamesiske hverdag, selvom de gamle østeuropæiske angstsymptomer ikke længere lader sig registrere på gader og veje. Desuden har Vietnam en lang og sej tradition for korruption, nepotisme og bureaukratitis, der besværliggør vejen til demokrati og åbenhed. Der vedtages fx mange love, der ikke implementeres eller end ikke offentliggøres.

Men er kødet således stadig skrøbeligt, så bliver ånden dog også stadig mere redebon. Den danske litteratur- og musikfestival blev således på flere planer et vægtigt indlæg i den interne debat om Vietnams fremtidige udvikling. Ved et tilfælde, der lignede en tanke, sluttede festivalen en uge, før WTO-topmødet i Qatars hovedstad Doha begyndte. Her blev Kina og Thailand omsider optaget som fuldgyldige medlemmer, mens Taiwan fik status som tilknyttet frihandelsområde. Vietnam har længe været ansøgerland og må nu accelerere sin omstillingsproces for ikke at blive hægtet af.

Under de forestående WTO-forhandlinger vil USA og EU stille barske krav til Vietnam i frihandelens hellige navn. Landets - demokratiske - underskud, manglende arbejdsmarkedslovgivning, sårbare landbrug og tekstilindustri samt dets endnu ikke eksisterende miljølovgivning vil komme i fokus. Det er desværre mere end sandsynligt, at de entreprenante vietnamesere vil blive fristet til at sælge sig selv alt for billigt ved den tvivlsomme udsigt til grønne amerikanske dollars.

I en sådan storpolitisk sammenhæng kan kunst og kultur forekomme inferiøre, grænsende til det ligegyldige. Men sprog og musik er trods alt en væsentlig del af et folks identitet og selvforståelse, ikke mindst i et land som Vietnam, der gennem århundreder har måttet slås for sit sprogs og sin musiks overlevelse. Og det er en almen, derfor også dansk erfaring, at lovgivning inden for den tilsyneladende harmløse kunst- og kultursektor kan have positivt afsmittende virkning på langt tungere lovstof.

Det var derfor ikke så lidt mere end en symbolsk høflighedsgestus, at Dansk Komponist Forenings formand, John Frandsen, ved festivalens afslutning kunne underskrive konkrete samarbejdsaftaler med den vietnamesiske komponistforening og med Hanois statslige musikkonservatorium.

Aftalerne drejer sig om udveksling af komponister, musikere, lærere og studerende, information og know-how og sidst, men absolut ikke mindst, om dansk bistand til at udvikle en effektiv rettighedsbeskyttelse af vietnamesiske værker. Det vil her være afgørende for vietnamesisk musikkulturs fremtid og selvstændighed, at vietnameserne ikke bøjer sig for USA's krav om at indføre copyright (producentbeskyttelse), men vælger den europæiske ophavsretsmodel (autorbeskyttelse) som udgangspunkt.

Hvor der er en vilje, er der også en vej, selvom den i de nærmeste år vil gå op ad bakke i strid modvind. "Vi skal være optimistiske, men ikke naive," sagde den danske delegationsdeltager Ole Reitov fra Dansk Center for Kultur og Udvikling. Måske tænkte han på Hanois kaotiske trafik, der let frister til sammenligning med Vietnams politiske kultur. For et så velbeslået og rodfæstet demokrati som det danske burde det dog ikke være en uoverkommelig opgave at hjælpe vietnameserne til at afdække det usynlige mønster i deres tilsyneladende kaos. I egen velforståede interesse.

En nøgleperson bliver her advokat Thorkil Høyer, der de næste par år er udstationeret i Hanoi som rådgiver for det vietnamesiske parlaments lovgivningskontor.

Tilbage i den danske novemberkulde hører man så om partiet Venstres seneste, dybfrosne valgtilbud: At reducere ulandsbistanden generelt til 1999-niveau og at sløjfe den totalt, specielt til Burkina Faso, Uganda, Bangladesh og - Vietnam. Joh, Venstre ved man stadig, hvor man har.

Dansk Komponist Forening har et samarbejde med Musikkonservatoriet i Hanoi og den vietnamesiske komponistforening. Samarbejdet vil strække sig over flere projekter i de kommende år. Første del af samarbejdet fandt sted i Hanoi i dagene 26. okt.-4. nov., hvor en dansk-vietnamesisk festival så dagens lys.

Det overordnede mål er at bidrage til udviklingen af det musikkulturelle samarbejde mellem Danmark og Vietnam. En række danske komponister, solister og ensembler deltog i festivalen med koncerter, workshopper, arrangementer for børn, diskussioner vedr. ophavsret, forelæsninger m.v. Hele fire danske ensembler deltog i festivalen: LIN-Ensemble, Vokalgruppen Ars Nova, Pierre Dørge og Jungleorkestret samt percussionisten Thomas Sandberg.

Aktørerne ser det som vigtigt at opbygge netværk mellem danske og vietnamesiske kunstnere for derigennem at generere nye samarbejdsprojekter. Foruden det egentlige kunstneriske samarbejde lægges der bl.a. op til samarbejde omkring musikundervisning for børn og omkring musikpolitik.